Af Lalitanatha Dasa

I vores afdækning af ISKCON Danmarks historie mødtes Dandaniti og jeg den 17. oktober 2023 med Ciranjiva Prabhu og hans kone Candravali i en lejlighed i Rødovre, hvor deres søn bor.

Selv bor de nu i Ciranjivas hjemland, Malaysia, men i næsten 20 år fra sidst i 1970’erne til op i 1990’erne var han en del af den danske yatra og en lang periode også leder af den som tempelpræsident for templet i København.

Han var derfor en oplagt person at spørge om vores historie, og det blev da også til en lang samtale på halvanden times tid, som vi vil bringe over de næste numre.

Lalitanatha dasa: Hvor langt tilbage kan du huske ISKCON i Danmark?

Ciranjiva: Jeg tror, at i begyndelsen af 1970’erne forsøgte nogle hengivne fra Tyskland at starte et prædikecenter her i København. Det holdt ikke, centret blev lukket, og der skete ikke noget i et par år.

I 1979 kom jeg sammen med nogle hengivne fra Sverige til Danmark for at distribuere bøger. På det tidspunkt kom GBC-sekretær og guru Harikesa Swami også på besøg, og vi arrangerede et program med ham i en offentlig hal, hvor der hovedsageligt kom indere.

Da vi prædikede til inderne, blev det lidt heftigt med en masse tale om katte og hunde, hvilket nogle af inderne protesterede voldsomt imod: ”Lad os tale om transcendensen og ikke om katte og hunde.” Harikesa svarede: ”Fordi jeg respekterer jer som indere, og jeg selv kommer fra den kultur, siger jeg tingene lige ud.”

Tre indere var meget favorable. Den ene var Kamal og den anden Umas mand. Den tredje var lidt yngre på det tidspunkt, men jeg kan ikke huske hans navn. De var ligesom lederne blandt vores tilhængere. Efter programmet spurgte de: ”Hvorfor har I ikke et tempel her?”

Herefter tog Harikesa Swami tilbage til Sverige, og vi fortsatte med at distribuere bøger. Pludselig sendte han et par hengivne, nemlig amerikanske Gopisvara Dasa, der på det tidspunkt var vicepræsident på Korsnäs, og hans tyske kone, for at åbne et tempel her i København. Det var sådan, det startede i 1979.

Ld: Hvad var hans kones navn?

Ciranjiva: Jeg kan ikke huske hendes navn lige nu, men jeg kan måske spørge Locan. Han kan sikkert huske det.

Jeg husker, at vi kom tilbage igen omkring august eller september for at distribuere bøger, og vi hjalp Gopisvara med det første Janmastami-program i København. Mange indere kom. Der var selvfølgelig ikke så mange indere i København på den tid, men der var alligevel en god flok i en offentlig sal. Jeg kan ikke huske, hvor templet var, men det var i en kælder. Tilsyneladende endte vi altid i en kælder et eller andet sted.

Ld: Var det på Korfuvej på Amager?

Ciranjiva: Jeg kan ikke huske hvor. Jeg kan stadig se gaden for mig. Vi skulle ned ad trapperne til et par værelser nede i kælderen. Et par amerikanske hengivne kom for at hjælpe, men ingen af dem blev længe. Gopisvara rejste, og andre tog over. Jeg tror, Devamrta Swami kom på et tidspunkt. Premarasa kom, var der et stykke tid, og så rejste han. Jeg mener, at i Premarasas tid sluttede Adideva sig til, og Kamsari (nu Kesava Priya) kom også omkring den tid.

Ld: Hvad med Payonidhi?

Ciranjiva: Payonidhi kom nok også på det tidspunkt omkring 1979-80. Jeg tror, han var den første.

Ld: Jeg har forstået, at han var den første danske hengivne efter Prabhupadas tid.

Ciranjiva: Ja, han var den første, der kom. Derefter var der Adideva, Kamsari og Pancamukha (nu Gaurahari). Jeg husker ikke rækkefølgen af, hvem der var præsident, men Ravi var det i en kort periode. Så kom Raivata, og på et tidspunkt havde I denne indiske hengivne, Ramasraddha, der havde sluttet sig til ISKCON i Tyskland. En meget god kirtana-leder. Han var her også. Vi havde også en slags restaurant inde i byen.

Ld: I Studiestræde.

Ciranjiva: Ja, og igen var det nede i en kælder. Vi havde forskellige centre, og på et tidspunkt havde vi et sted i Køge. Vi flyttede meget rundt, men så vidt jeg husker, var der ingen, der holdt mere end et år. De rejste alle sammen efter mindre end et år. De kunne bare ikke klare det. På et tidspunkt kom Janesvara for at gøre sankirtana. Jeg ved ikke, hvor længe det varede. Ikke særlig længe. Han blev udbrændt. Han tog af sted, og så kom Priyavrata.

Jeg kom tilbage til Danmark på den første eller anden dag i januar 1985. Faktisk kørte jeg hele vejen fra Wien. Det tog mig to dage at komme hertil fra Wien. Jeg kørte alene i et voldsomt vejr og var næsten ved at falde i søvn. Jeg var nødt til at køre ind på et motel, hvor jeg overnattede, og så fortsætte.

Ld: Hvad lavede du i Wien? Var der sankirtana-festival?

Ciranjiva: Nej, jeg tog faktisk til Wien, fordi Devamrta Swami ringede efter mig. Det var efter Bhakti Dayal Swami forlod ISKCON og sluttede sig til Sridhara Maharaja. Devamrta Swami fik ansvaret for hele Østeuropa, men han sagde: ”Jeg kan ikke gøre det alene.” Så han ringede til mig og bad mig om at blive hans assistent. På det tidspunkt stod min kone og jeg for et prædikecenter i Stockholm på Fridhemsplan. Vi havde et dagligt frokostprogram, og til søndagsfesten kom der omkring 200 mennesker, som min kone lavede mad til helt alene.

Jeg kom, men i stedet for Østeuropa sendte han mig til Danmark. Jeg kom derfor til Danmark og blev der. Jeg rejste først med sankirtana-gruppen under Priyavrata. Men Priyavrata var udbrændt og rejste. Det var for meget at håndtere, så han tog tilbage til Sverige. Derefter blev jeg sankirtana-leder for Danmark og Norge, som vi slog sammen til én gruppe. Og gruppen voksede, så jeg talte med Devamrta Swami om, hvad vi skulle gøre. Vi havde to varevogne, og vi var seks personer, der rejste. Varevognene kunne ikke have bøger nok til seks personer i to uger. Vi besluttede, at den billigste måde var at købe en trailer og pakke den med bøger. Så kunne vi bare parkere den et sted som et lager og rejse rundt og distribuere bøger og pakke den sammen igen. Det var en mere økonomisk måde at gøre det på.

På det tidspunkt, da jeg kom, var vi i Soldalen ved Svanemøllen på Østerbro i København. Det hele voksede, men så rejste Devamrta Swami til New Vrindavana i USA i 1986.

Ld: Var det ikke i 1985?

Ciranjiva: Nej, det var efter ’85. Det var i 1986. I 1985 talte han før julemaratonet om at købe en gård. Jeg svarede, at det var i orden, og at vi ville samle en million kroner ind under maratonet. Han sagde, at uanset hvor jeg rejste hen, skulle jeg ringe til ham, og han insisterede på, at jeg skulle have en mobiltelefon. Dengang var mobiltelefoner meget store og tunge at bære. På den måde kunne han holde kontakten med mig, når jeg rejste. Hver gang jeg ringede til ham, spurgte han: ”Er I på rette spor, er I på rette spor, er I på rette spor?” I den sidste måned i december tog vi alle op til Norge for at distribuere bøger. Nogle matajier gik med kassettebånd, og nogle solgte malerier. Jeg tror dog kun, det var Kamsari, der gik med malerier. De andre solgte kassetter, og alle brahmacarierne distribuerede bøger. Vi nåede det faktisk næsten og indsamlede 900.000 kroner. På den måde var vi i stand til at købe gården i Jylland.

I 1986 overtog jeg, Dasavatara og Adideva så ledelsen efter Devamrta Swami. Adideva stod for radioen i København. Vi besluttede at dele os i tre. Du, Jahnu og Kamsari blev hos Adideva i København, for Kamsari var allerede gift med Adideva på det tidspunkt. Dasavatara overtog gården i Brørup sammen med Yadu og Utkala. Jeg tog af sted for at åbne et prædikecenter i Aarhus sammen med Narayana og Jay Nrsimha. Vi startede et center der i et hus på Septembervej i Hasle og lejede også et lokale på Frederiksgade lige i nærheden af gågaden til et frokostprogram. Vi startede også en radio.

Ld: Startede du radioen i Aarhus?

Ciranjiva: Ja, jeg startede radioen i Aarhus. Det var selvfølgelig ikke mig, der kørte den, men jeg var ansvarlig for prædikecentret, da vi startede den.

På den tid arrangerede jeg et bryllup for Yadunandana med Aprameya. Vi annoncerede, at vi ville foretage vielsen i Købmagergade i København. Dér havde Adideva startet et prædikecenter. Jeg tror, det var det, der slog ham ud. Projektet var bare for langt uden for rækkevidde og kostede en masse penge. Vi reklamerede for brylluppet, men så blev Yadu pludselig kidnappet. Han blev narret af sin far til at tage tilbage til Sverige for at aftjene sin civile værnepligt, og de kidnappede ham og forsøgte at afprogrammere ham. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, og dagen nærmede sig. Vi havde ikke nogen, vi kunne gifte, så vi spurgte et par af Krishnas venner: ”Vil I giftes?” Det gik de med til, så på den måde gennemførte vi brylluppet og yajnaet.

Ud af det blå ringede Yadu så en dag til mig. Han sagde, at jeg måtte skynde mig. Det var lykkedes ham at slippe fri. Vi fandt frem til et tidspunkt og et sted i Helsingborg, hvor vi kunne møde ham. Jeg tog derover med min kone og Aprameya. Da han kom, satte han sig ind i bilen og sagde: ”Kør, kør, kør, kør.” Han var fuldstændig paranoid. Hver gang vi så en politibil, blev han nervøs. Vi kørte til Almvik for at fejre Gaura Purnima. Efter det kom han og sluttede sig til os i Aarhus. Vi startede radioen på det tidspunkt sammen med hans kone. Mathuresa kom også ned fra Sverige, hvor han havde været for at lave BBT-arbejde. Jeg fik ham til at komme til Aarhus, og på den måde voksede vi.

Så på et tidspunkt fik vi et opkald fra, jeg ved ikke, om det var fra dig eller Jahnu.

Ld: Det var ikke mig.

Ciranjiva: Måske var det fra Dasavatara, men det var om at have et møde i København om Adideva, der var ude på et sidespor. Han prædikede og tillod mayavada-filosofi. Vi indkaldte ham til et møde, hvor han forsvarede sin position. Det værste var, at han sagde, at Prabhupada aldrig havde haft noget imod den form for prædiken. Jeg tænkte, at han var færdig. Vi insisterede på, at enten ændrede han sig, eller også måtte han forlade sin post. Så han forlod sin position. Hvad skulle jeg så gøre?

Jeg blev derfor bedt om at komme tilbage til København og tage ansvaret. Det gjorde jeg så. På det tidspunkt havde Payonidhi sluttet sig til mig i Aarhus, og jeg gav ham ansvaret for frokostprogrammet i Frederiksgade, og Yadu var der stadig i huset. Lidt senere konkluderede jeg, at det ikke var realistisk at blive ved med at drive det hele i Aarhus, når de var så få. Jeg hentede alle tilbage og beholdt kun Krishna-radioen og huset. Yadu fortsatte med at tage sig af Radio Krishna i Aarhus.

Men nu havde vi et problem med Radio Krishna i København, for Adideva hævdede, at Radio Krishna tilhørte ham, og det sagde jeg nej til. Det blev en stor kamp om Radio Krishna. Vi havde et møde hos en advokat inde på Strøget. Det var virkelig dyrt. Fyren tog 1.000 kroner i timen, og han gjorde ingenting, for da han prøvede at sige noget, lukkede Adideva munden på ham med ordene: ”Du skal tie stille, for du bliver bare betalt for dit arbejde. Du har intet at skulle have sagt.”

Jeg kom derhen med Jahnu og havde mødet med Adideva. Jeg indså hurtigt, at han sad med alle kortene på hånden. Vores position var meget svag, for Radio Krishna blev styret af en komité, og alle i komitéen var hans folk. Men jeg tror ikke, han helt forstod det. Så da jeg forhandlede med ham, talte jeg, som om vi havde en stærk position. Jeg spillede nærmest poker med ham. Han krævede: ”Jeg vil have denne time, denne time og denne time. I kan beholde lidt. Jeg beholder resten.” Jeg svarede: ”Nej, du bestemmer ikke, hvilke timer du vil have. Radio Krishna tilhører os. Vi giver dig timerne.” Vi diskuterede frem og tilbage. Jeg sagde så: ”Hør her, Adideva. Du kender mig jo. Jeg er en sankirtana-mand. Jeg er kun interesseret i bogdistribution. Jeg er fuldstændig ligeglad med Radio Krishna.” Jeg spillede utilknytningens kort. Jeg sagde, at hvis vi ikke kunne nå til enighed, så var det meget enkelt. Så ville jeg bare få en retskendelse og fastfryse Radio Krishna, indtil vi kunne nå frem til en aftale. Han ville ikke få nogen timer. Vi ville ikke få nogen. Var det, hvad han ønskede?

Så gav han sig. Jeg gav ham så nogle timer, og vi beholdt nogle. På den måde tog vi kontrollen tilbage fra dødens gab. Jeg spillede kortet med, at jeg ville lukke det hele ned. Enten taber vi alle, eller også vinder vi alle.

I Soldalen voksede vi, men vi havde mange problemer med en nabo. Nogle gange var der søndagsfest med meget høj kirtana, og så bankede det pludselig hårdt på døren. Det var naboen, der tilfældigvis også var præst: ”Hvorfor skal I synge så højt? Hvorfor kan jeres Gud ikke lide stille tilbedelse?” Og der var også ret trangt. Vi havde kun ét værelse ovenpå til alle brahmacarierne. Om natten sov de fleste af os nedenunder på stueetagen i prasadam-rummet. Der var to stuer, en foran og en bagved, og der sov vi alle. Og tempelrummet nede i kælderen var virkeligt lille. Der var højst fire-fem skridt fra den ene væg til den anden, og hvis man hoppede for højt, ramte man loftet.

Ld: Det var nærmest som et beskyttelsesrum.

Ciranjiva: Men vi havde nogle interessante personer på det tidspunkt. Der var Aryavarta, en brahmacari, der senere døde af AIDS. Og der var denne lidt ældre mand, Cyavana, og selvfølgelig et par polske kvinder, der stod for de polske oversættelser. Der var ved at være godt fyldt op, så jeg begyndte at se mig omkring, og vi fandt et dejligt hus på Frederiksberg, som Harikesa kom og kiggede på. Han ville ikke have det. Han sagde: ”I får et problem med naboerne.” Og ganske rigtigt, da vi flyttede derhen, var der bedre faciliteter, og flere mennesker kom til, men igen havde vi et problem med naboerne.

Det gik altså ret godt, men så på et af møderne i SRC, det skandinaviske regionalråd, lagde de pres på mig for at skabe en anden indtægtskilde end kun bogdistribution. Det eneste, jeg kunne komme i tanke om, var at starte en restaurant.

Det var ikke min hensigt at starte noget, men jeg blev tvunget til at starte restauranten, og det krævede virkelig mange penge at renovere hele stedet. Vi havde ingen anelse om, hvordan vi skulle gøre det. Heldigvis havde jeg Maharudra med mig til at udføre alt arbejdet, ellers ville det have kostet meget mere. (Fortsættes)