Af Astasiddhi Devi Dasi

 Det følgende er en artikel fra det svenske blad Almviksnytt i december.

Hare Krishna, kære læsere!

Her i slutningen af november 2021 er det 15 år siden, at min mand, Bharata Prabhu, forlod sin krop i vores hus på Almvik [Sverige] efter tre års kamp mod knoglekræft. I sommeren 2006, fire måneder før han døde, lavede jeg dette interview med ham. Dengang blev det bragt i ISKCON Göteborgs lille tidsskrift Krishnabladet. Jeg vil gerne hædre mindet om Bharata Prabhu, der var meget knyttet til Srila Prabhupada og livet igennem var en loyal og trofast tilhænger af Srila Prabhupada og hans ISKCON. 

Jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov til at dele 26 år af mit liv med ham. Han har været et godt forbillede og en inspiration for mig med sine gode kvaliteter som en hengiven og ved at leve et disciplineret liv i Krishnabevidsthed såsom altid at prioritere at recitere seksten runder af Hare Krishna-mantraet på kæden, altid at studere Srila Prabhupadas bøger, have omgang og venskabelige forhold med hengivne, deltage i tempeltilbedelsen og tjene Krishna. Han er hidtil den eneste person, jeg har oplevet forlade sin krop, og det var et helt fredfyldt og stille øjeblik. I samme nu kom Solen frem (dette var i den grå november måned) og lyste på ham gennem vinduet. Jeg stænkede vand fra Ganges over hans krop og lagde et tulasi-blad i hans mund. I februar 2007 rejste jeg til Indien med hans aske, som jeg sænkede ned i Gangesfloden i Mayapur under en meget smuk ceremoni, der overvå­gedes af HH Jayapataka Swami og ISKCON Mayapurs smukke murti af Ganga.

Bharata Prabhu var en af pionererne inden for bogdistribution i ISKCON i Nordeuropa. Inden vi giftede os i 1980, rejste han i hele 1970’erne uafbrudt rundt og distribuerede bøger og prædikede i Tyskland. Han har efterladt en håndskrevet biografi på tysk, hvor han fortæller om den tid. For at spare penge overnattede bogdistributørerne på alle mulige steder og ofte i deres minibusser. En gang tilbragte de natten i en kælder i et gammelt kloster. Bharata Prabhu vågnede om natten og havde svært ved at trække vejret og mærkede en vægt på brystet og kunne ikke røre sig. Der var en uhyggelig atmosfære i kælderrummet, og han var overbevist om, at de blev udsat for spøgelser.

En anden gang distribuerede de bøger i et lejlighedskompleks. En dør åbnedes af en mand, der blev rasende, begyndte at skrige og hentede en kniv. Bharata Prabhu, der altid var en hurtig løber, styrtede ned ad trappen, ud af huset og gemte sig i et tæt buskads. Han så manden komme ud og forgæves rende efter ham. På den tid, da Krishnabevægelsen var helt ny i Tyskland og hele Europa, var folk usikre og bange for vores bevægelse. Mange så os som en farlig sekt. Politiet kom for at ransage templet på det tyske Schloss Rettershof og arresterede en del hengivne. Dette skete også, når de sang og spillede på gaderne. Sommetider påtog bogdistributørerne sig en del selvtugt, som når de til tider ikke spiste tillavede måltider i løbet af ugen, men tog så revanche under søndagsfesten i templet. De kunne stå op så tidligt som klokken 2 for at recitere deres runder. Somme tider plejede man inden jul verden over at have et julemaraton, hvilket indebar, at bogdistributørerne i de forskellige lande havde en transcendental konkurrence om, hvilket land kunne distribuere flest bøger for Srila Prabhupada. Der blev distribueret enorme mængder bøger. Det var altid en meget ekstatisk, glædesfyldt tid, og man plejede at have store fester i templet til nytår som afslutning.

Bharata Prabhu havde i slutningen af sit liv et stærkt ønske om at prædike mere for Srila Prabhupada. Det er ikke umuligt, at det rygte, som Srila Prabhupadas disciple har spredt i Tyskland, er sandt, nemlig at Bharata Prabhu er blevet genfødt som søn i en god tysk vaisnava-familie (baseret på en dreng, der også hedder Bharata og blev født efter Bharatas død, og hans udtalelser om hans tidligere liv som Bharata Prabhu).

Interview med Bharata Prabhu i sommeren 2006

Astasiddhi: Bharata Prabhu, du har fortalt, at du mødte Srila Prabhupada første gang i Paris i sommeren 1972. I arrangerede flere ugers prædikeprogrammer med Srila Prabhupada. Der var fuldt hus hver aften. Det var meget intensivt. Hver morgen gav Srila Prabhupada en Srimad-Bhagavatam-klasse, og han gik på morgenture med sine disciple, hvor du også var med. Kan du fortælle, hvordan du oplevede dit allerførste møde med Srila Prabhupada?

Bharata: Det var en utrolig stærk oplevelse for mig, da Srila Prabhupada ankom på flyvepladsen. Hundredvis af disciple var til stede, og mange begyndte at græde, da de fik øje på ham. Da jeg så Srila Prabhupada, forstod jeg, at han var fyldt af kærlighed til Krishna såvel som havde medlidenhed med os. Han var intet almindeligt menneske, men en hellig person, der var sendt af Sri Krishna for at redde os fra det materielle livs fangenskab. Man oplevede Srila Prabhupada som perfekt og ren, en befriet sjæl. 

Astasiddhi: Kan du fortælle noget om Srila Prabhupadas morgenture?

Bharata: Prabhupada var i forskelligt humør under sine morgenvandringer. Nogle gange ville han prædike og have diskussioner med sine disciple, og sommetider ville han bare gå i stilhed og recitere Hare Krishna-mantraet og tænke. En morgen gik jeg næsten alene med Prabhupada i en park i Paris. Det var kun hans personlige sekretær og mig, der fulgte med ham. Vi reciterede japa sammen hele vejen. En anden gang var vi en større gruppe disciple, der gik på morgentur med Prabhupada i London i 1973. Jeg gik ved siden af ham og spurgte: ”Hvorfor er vi faldet ned fra den åndelige verden?” Prabhupada svarede: “Man skal ikke spekulere så meget over, hvorfor vi er kommet hertil. Det vigtigste er at få det bedst mulige ud af sin situation her og gøre så meget hengiven tjeneste som muligt.” Derefter stillede jeg endnu et spørgsmål, som jeg ikke længere kan huske, men Prabhupada svarede ikke på det. Jeg forstod, at han havde gennemskuet mig. Jeg havde mest stillet spørgsmålet for spørgsmålets skyld og for at få opmærksomhed.

Astasiddhi: Kan du fortælle om hændelsen i Amsterdamtemplet i 1972, da Prabhupada installerede Deiteterne af Jagannatha, Balarama og Subhadra og på et tidspunkt blev meget vred?

Bharata: Mange gæster samt TV- og avisjournalister var der. Prabhupada irettesatte åbent sine disciple foran alle de tilstedeværende. Disciplene havde glemt visse ting, der skulle bruges til ildofret. Jeg har aldrig set nogen blive så vred, som Prabhupada blev ved dette tilfælde. Men han havde sin vrede under fuld kontrol, og efter at skældt sine ansvarlige disciple ud, blev han helt rolig og afbalanceret igen. Hans vrede var et eksempel på vrede i Krishnas tjeneste. Det var hans pligt at træne hans disciple i at tage ansvar. Han blev dog ikke overvældet af sin vrede, men anvendte den på rette vis ifølge tid og omstændighed, som en åndelig mester bør gøre det.

Astasiddhi: Prabhupada forlod denne verden i november 1977. Du traf ham sidste gang i London i september samme år. Hvad husker du fra dette møde?

Bharata: Næsten alle Prabhupadas europæiske disciple samledes omkring ham i London dengang. Vi vidste alle, at han var meget svag og syg og måske snart ville forlade os. Under besøget i London blev han på et tidspunkt indlagt på et sygehus. Men Prabhupada hadede den medicinske behandling der. Uden lægernes vidende kørte hans disciple ham ud fra sygehuset i hospitalssengen og tog ham tilbage til templet. Under dette møde i London gjorde Prabhupadas udstråling et enormt stærkt indtryk på mig. Man kunne fornemme, at han befandt sig på et transcendentalt niveau, hvor han allerede havde ladt alt jordisk bag sig og var helt absorberet i meditation på Radha og Krishna. På et tidspunkt så jeg, hvordan Prabhupada blev hentet i en Rolls Royce af sine disciple. Den prangende luksusbil blegnede totalt i Prabhupadas transcendentale, helt forsagende tilstedeværelse.

Astasiddhi: Du gik med i Krishnabevægelsen i 1972 og blev indviet af Prabhupada samme år. Hvad fik han som guru-daksina af dig?

Bharata: Jeg brugte en hel dag på gaderne i den nordtyske by Neumünster på at distribuere et tysk oplag af tidsskriftet Back to Godhead. Jeg fortalte alle, at jeg samlede penge ind til en gave til min åndelige mester. Srila Prabhupada havde ønsket sig en skrivemaskine, og jeg samlede penge ind til købet og opfyldte for så vidt hans ønske.

Astasiddhi: I næsten seks år fik du lov til at gøre tjeneste under Srila Prabhupadas personlige vejledning. Hvordan føltes det efter hans bortgang?

Bharata: I begyndelsen var stemningen meget nedtrykt af sorg og savn. Men så småt forstod vi, at Srila Prabhupada var helt til stede hos os, så længe vi fulgte hans instruktioner om sravanam kirtanam – at høre og lovprise. Mange svagere disciple forlod bevægelsen, for det var ikke let at opretholde entusiasmen uden Prabhupadas personlige vejledning.

Astasiddhi: Et sidste spørgsmål. Hvad har Srila Prabhupada betydet for dig i dit liv?

Bharata: Prabhupada har betydet rigtig meget for mig. Jeg ser ham som min personlige frelser, der har gjort alt for at nå mig og undervise mig i Krishnabevidsthed. Det eneste, jeg kan give tilbage, er, at jeg forsøger at følge hans instruktioner og blive i ISKCON for at hædre og tilbede ham. Det bedste, der skete i mit liv, var, at jeg mødte Prabhupada. Mit liv ændredes fuldstændigt på en positiv måde. Al ære til Srila Prabhupada!

Astasiddhi: Tak, fordi du deler dine finde minder med os!