At være selvforsynende en stor del af året med almindelige grøntsager, blomster og urter kræver ikke meget andet et stykke havejord. Er man vegetar, kan man på den måde let dyrke alt, hvad man har brug for. En lille have kan med en overkommelig indsats forsyne en hel familie med mere, end den kan spise sig igennem. Det er også forbavsende, hvad man kan få ud af en altan eller vindueskarm. Ligeledes er det muligt at indsamle mange ting som frugter, bær, nødder og urter i naturområder, langs strande, i parker og selv i private haver, hvor man kan spørge ejeren om lov til at tage det, som han eller hun ikke selv får brugt. Man kan også leje eller købe en kolonihave eller måske låne et ubenyttet stykke jord eller have, eventuelt imod en aftale om, at ejeren må tage til sig selv af det, der dyrkes.

Har man en græsplæne, kan man inddrage et stykke af den eller – endnu bedre – helt sløjfe den. En nyttehave giver ikke blot noget til gengæld for den tid, man investerer i den, men kan også somme tider ligefrem være tidsbesparende, for mange bruger mere tid på at passe en græsplæne, end de ville bruge på en praktisk anlagt grønsagshave på samme areal. De fleste vil blive forbavset over, hvor hurtigt man kan opnå en rimelig grad af selvforsyning uden hverken sommer eller vinter at skulle købe frugter og grønsager til husholdningen.

Uheldigvis er havedyrkning i dag en fremmed beskæftigelse for mange mennesker. De fleste har slet ikke et forhold til den jord, de får deres mad fra. Mange tror, at havedyrkning er en umulig krig imod naturen, hvor man brækker ryggen på sig selv. Havefræsere og efterårsgravninger med sved på panden, en konstant bekæmpelse af ukrudt, for meget eller for lidt vand og et mylder af talrige sultne væsener, der kryber, kravler, gnaver og yngler hurtigere, end man kan være over dem.

Sådan behøver det ikke at være. Kunsten er at lære at arbejde med naturen i stedet for at gå imod den. Da gør naturen selv en stor del af arbejdet og giver langt mere, end ens hjerte kan begære. Hemmeligheden er at forstå, hvordan ting foregår i naturen og eftergøre dem.

Planten og rhizosfæren

Lad os begynde med at forstå lidt om planter. Den gængse opfattelse er, at planter lever af at suge næring op fra jorden. Vi ser deres rødder som sugerør, der suger vand og næringsstoffer til sig og transporterer dem op til bladene, hvor næringsstofferne bruges til at opbygge alt det, en plante består af.

Hvad mange ikke ved, er, at der naturligt også går en strøm den modsatte vej, nemlig fra planternes blade ned gennem rødderne og ud i jorden. Den strøm er ikke ubetydelig. Op mod en tredjedel af den solenergi, planten binder, havner i jorden i form af sukkerstoffer og andre ting, der afgives fra rødderne. Disse stoffer holder liv i en hærskare af mikroorganismer, der lever på, omkring og til dels inde i plantens rødder.

Denne levende sfære omkring planterødderne kaldes rhizosfæren (af rhizo = rod). Fra naturens side er det igennem symbiosen med rhizosfæren, at planten virkelig får sin næring. Her finder man de såkaldte knoldbakterier (rhisobium), der danner knolde på bælgplanternes rødder og binder luftens kvælstof, som derved bliver tilgængelig for planterne. Her lever mykorrhiza, en gruppe svampe, der bl.a. hjælper med forsyningen af fosforforbindelser. Her er der kolibakterier, der også kan binde kvælstof. Nogle bakterier leverer vækststoffer til planten, andre skaffer andre stoffer, planten har brug for osv.

Ikke blot ernærer rhizosfæren planten. Den beskytter den også. Planter med en stor og sund rhizosfære er langt mindre sårbare over for sygdomsforvoldende organismer end planter med en lille rhizosfære.

Dyrk jorden

De, der før har oplevet jorddyrkning som en veritabel krig imod naturen, har sikkert brugt en stor del af deres kræfter på at ødelægge rhizosfæren. Når man vender jorden, ender organismerne på og omkring rødderne i jordoverfladen langt nede i jorden. Derfor bør jord ikke vendes, selv om mange gør det. Sprøjter vi med svampemidler, dræber vi mykorrhiza-svampene. Er jorden bar, har rhizosfærens organismer mindre at leve af, og jorden omkring dem udtørres. Gøder vi med kunstgødning, tvinger vi planterne til at optage næringsstoffer uden om rhizosfæren, uanset om de har brug for dem eller ej. Derimod leverer en sund og velforsynet rhizosfære hele tiden næringsstoffer til planten ifølge dens øjeblikkelige behov.

Hvis vi skal arbejde med naturen, må vi først og fremmest fremme betingelserne for rhizosfæren. Rhizosfærens organismer kræver egentlig kun tre ting: plads, luft og noget at leve af. Plads og luft er mere eller mindre samme ting og skaffes ved at holde jorden løs og have de rigtige planteafstande. Jorden må aldrig være sammenpresset, kompakt eller vandlidende. Noget at leve af betyder kompost, dødt plantemateriale, dyregødning eller levende planter, der afgiver næring igennem deres rødder. Det er alt, der skal til for at få en stærk og sund rhizosfære, som igen er nøglen til en vellykket og arbejdsmæssigt mindre krævende jorddyrkning.

Det handler altså om at dyrke jorden. ”Ja, selvfølgelig gør det det,” vil de fleste sikkert svare. Men faktum er, at det er der mange, der ikke gør. De fleste dyrker planterne. Men det er jorden, der skal dyrkes, for så kommer planterne af sig selv!

Lad os se på nogle praktiske jordbehandlingsteknikker.1 Her er fire gode tips, der sparer en masse arbejde, fremmer jordens frugtbarhed, holder på fugtigheden, hæmmer ukrudtet og fodrer regnormene, der er nogle flittige fyre og helt af sig selv står for en masse af gravearbejdet, hvis de får noget at spise.

Dyrk i bede, der aldrig betrædes.

Sørg for, at jorden så vidt muligt altid er dækket, enten af noget, der vokser, eller af dødt plantemateriale (man finder ikke bar jord i naturen). Kun når man skal så eller har med meget små planter at gøre, er dette ikke altid muligt.

Fjern aldrig noget fra haven. Smid med andre ord ikke ’haveaffald’ væk, men giv det tilbage til jorden. Det, du kalder ’haveaffald’, er i virkeligheden kostbar gødning og næring, som du smider ud af vinduet.

Hold jorden løs så dybt nede som muligt, men vend aldrig jorden.

Dyrkning i højbede

De fleste private haveejere dyrker grønsager i rækker, som man går imellem på begge sider. Men dyrkning i bede eller højbede, som man også kan kalde dem, er en overlegen dyrkningsmetode. Det kaldes også for ’den franske metode’. I det 19. århundrede drev parisiske markedsgartnere deres gartnerier midt inde i Paris på små, dyre og knapt tilmålte jordlodder og udviklede et dyrkningssystem, hvis produktivitet aldrig er blevet overgået (se kapitel 2). Kinesiske gartnere, som også arbejder i nærheden af byer på små, begrænsede stykker jord, har brugt samme metode i tusinder af år. Ved at dyrke i bede kan man dyrke fire til seks gange så meget som ved almindelig rækkedyrkning på samme areal!

Ideen er i sin enkelhed at dyrke i velgødede og dybt jordbehandlede bede, som man aldrig træder i. I sådanne bede behøver man mindre afstand mellem planterne, for jorden mellem rækkerne trædes aldrig sammen og er altid løs. Planternes rødder kan vokse uhindret nedad, hvorfor planterne ikke konkurrerer med hinanden i bredden og derved kan stå meget tættere sammen. Samtidigt betyder den tætte planteafstand, at planternes blade danner et sammenhængende tag over jorden, hvilket skaber et gunstigt mikroklima, holder på fugtigheden (højbede bruger kun halvdelen eller en fjerdedel af det vand, man almindeligvis må tilføre) og hindrer ukrudt i at komme frem. Erfarne højbedsdyrkere oplever stort set aldrig ukrudt som et problem, når bedene først er etablerede og kørt ind.

Anlægning af bede

Det første arbejde ved bede er at anlægge dem. Det tager lidt tid, men er ikke uoverkommeligt. Når de først er etablerede, kræver den løbende pasning meget mindre end en konventionel nyttehave.

Start med et stykke bart jord. Det betyder, at hvis du starter med en græsplæne, fjerner du græsset først. Det kan gøres ved at skrælle tørvene af med en god arbejdsskovl (læg tørvene til kompostering et sted i haven i en stak med rødderne opad). Man kan også dække jorden i et par måneder med sort plastik eller gamle gulvtæpper, eller man kan bruge en havefræser.

Markér et bed ved f.eks. at banke fire pæle i bedets fire hjørner og træk en snor imellem dem. Bedet bør være mellem 120-150 cm bredt, så man kan nå ind til midten fra begge sider uden at træde i det, og lige så langt, som man vil have det. Da man altid skal gå uden om det for at komme om på den anden side, er det praktisk ikke at lave det for langt. Et syv meter langt bed giver et bed på 10 m2, men bede kan også være 2, 3, 4 eller 6 meter lange afhængigt af smag og behag. Mange kan lide at anlægge dem, så de løber fra syd mod nord, men det kan også være praktisk at tage hensyn til havens topografi og øvrige karakter.

Bedet skal dybdegraves. Som sagt må jorden helst ikke vendes, så det bedste er at bruge en kraftig gravegreb, som man stikker dybt ned i jorden og løsner den med. Stik greben så langt ned, den kan komme og vrik den frem og tilbage for at løsne jorden. Tryk den herefter længere ned og løsn igen jorden på samme måde. Skub eventuelt greben endnu længere ned en tredje gang, hvis det er muligt. På denne måde kan man komme ned i 45-50 eller 60 cm’s dybde, hvilket plejer at være udmærket (undtagelsen kan være, hvis jorden har været sammenpakket af maskiner. I så fald må man finde ud af få jorden løsnet i den påkrævede dybde). At gå bedet igennem på denne måde kan gøres på en times tid, hvilket skulle være sidste gang, det gennemgraves, hvis man sørger for aldrig igen at træde i det.

Bedet skal gødes. Er det en gammel græsplæne, er der sikkert allerede megen gødningskraft i jorden, og det er muligvis ikke nødvendigt at tilføre mere. Men ellers må man skaffe sig noget. De parisiske gartnere havde adgang til ubegrænsede mængder hestemøg. Det er stadigvæk en mulighed, for der er mange hestestutterier og rideskoler, der faktisk har svært ved at komme af med deres gødning. Komøg eller anden dyregødning er også godt, hvis man kan få fat på det. Det bedste tidspunkt at lægge denne gødning ud er om efteråret, så den kan blive omsat vinteren igennem, men man kan også gøre det om foråret og starte med at dyrke kartofler, kål og andre ting, der tåler frisk eller halvfrisk gødning.

Nogle kommuners genbrugspladser tilbyder gratis eller meget billig kompost, der består af indsamlet ’haveaffald’, ofte blandet op med hestemøg. Dette er en udmærket gødning og har den fordel, at da den er omsat, kan man med det samme dyrke planter i den.

Fordel under alle omstændigheder enten kompost eller møg ud på hele bedet og hak det herefter ned i overfladejorden med en kultivator eller et hakkejern. Samtidigt pulveriseres overfladen, som så til sidst jævnes med en rive.

Bedet er nu etableret, og fremover skulle en løsning af jorden i overfladen med et hakkejern eller kultivator være tilstrækkelig jordbehandling, hvilket kan gøres på ti minutter. Husk at dække bedet til med plantemateriale (blade, halm, afklippet græs osv.), hvis der ikke skal sås eller plantes med det samme. Bemærk, at hvis der skal sås i bedet med det samme, skal man have tilført kompost og ikke frisk gødning, der kan virke spirehæmmende, og som små kimplanter ikke bryder sig om at vokse i.

Læg mærke til, at vi ikke har lavet kanter eller støttemure af sten, brædder eller lignende omkring bedet. Sådanne tjener mest til at give bolig til snegle og er unødvendige, da bedet ikke eroderes, hvis man dyrker jorden rigtigt ved altid at have noget til at vokse i den, eller den er tildækket med plantemateriale.

Har man flere højbede ved siden af hinanden, har man gange imellem dem. Gangbredden kan man selv bestemme, men 30 til 45 cm er rigeligt. Disse gange graver man aldrig i. Tværtimod skal jorden her være så hård som mulig for at hæmme ukrudt. Gangene kan renholdes ved at skrabe dem af med en skovl eller gå over dem med et hakkejern en gang imellem.

Havetraktorer, fræsere osv. er ikke blevet nævnt her. Når man først har lært sig de grundlæggende teknikker, kan man let overkomme at dyrke 100 eller 200 kvadratmeter eller mere med håndredskaber alene. Det er også god og billig motion. Men vil man bruge maskiner, er det selvfølgelig bedre at gøre det end ikke at dyrke noget.

Man bør med det samme etablere et sædskifte og inddele sine bede i eksempelvis fem dele, så man ikke dyrker de samme planter på samme sted år efter år. I første del kan man dyrke kartofler, i næste forskellige slags kål, i tredje squash, majs, græskar og selleri, i det fjerde salater, bladbeder, spinat, ærter og bønner og i det femte gulerødder, pastinakker, rødbeder og andre rodfrugter. Næste år roterer man, så man har kål, hvor der var kartofler, squash, hvor der var kål osv. Kartoflerne skal dyrkes, hvor der var gulerødder osv.

Hvad skal du dyrke? Hvad dit hjerte begærer. Skriv ned, hvad du bruger i husholdningen og godt kunne tænke dig at have. Køb nogle frøposer og prøv dig frem. Brug vinteren på at læse havebøger eller besøg gode hjemmesider som Praktisk Økologis www.havenyt.dk, hvor du kan finde tips om dyrkning af de forskellige grønsager. Træk på andres erfaringer. Gartneri er et gammelt håndværk, og der er ingen grund til at skulle eksperimentere sig frem til alting. Andre har allerede gjort erfaringerne. Vær på den anden side altid frisk på at lave eksperimenter og se, hvordan de falder ud. Nogle ting vil slå fejl til at begynde med, og nogle ting vil lykkes.

Hvad med ukrudt? Små planter skal holdes ukrudtsfrie så tidligt som muligt, dvs., så snart de er spiret frem. Det gøres med et hakkejern eller med hænderne. Når planterne er større, er lidt ukrudt kun gavnligt og med til at holde på fugtigheden og give en mere alsidig biosfære i bedet. Man kan i så fald vente med at hive ukrudtet op, indtil lige før det bliver for sent. Ukrudtsbehandling gøres bedst på en solskinsdag, så ukrudtet ikke slår rod igen. Fjern det ikke, men lad det blive på bedet med rødderne opad. Ukrudt er for resten et dårligt ord, for det antyder, at disse planter er unyttige eller skadelige, hvilket ikke er tilfældet. Alt i naturen tjener et formål.

Hvad med skadedyr? Den første pointe er, at skadedyr er ikke et problem på jord, der er i balance. Da vi havde dyrket en af vores haver nogle somre, holdt kållarverne til vores store overraskelse op med at være et problem. Det samme gælder for snegle, bladlus og andre. Skadedyr er mest et problem i monokulturer, hvor man dyrker én bestemt afgrøde på et stort område. Hvis man har mange forskellige ting til at vokse i sin have, er problemet mindre. Det er udmærket her og der med et par kvadratmeter, der vokser vildt, for det øger biodiversiteten og havens generelle sundhedstilstand. Insekter er en verden for sig. Jo flere, jo bedre. Insekter lever et langt stykke ad vejen af nektar fra blomster, så jo flere blomster man har, jo flere slags insekter har man, jo bedre blive hele økobalancen, og desto færre skadedyr har man. Fugle er også nyttige og kan sætte mange larver til livs. Frøer og tudser kommer, hvis de har højt, fugtigt græs at gemme sig i, og de spiser mange snegle.

Hvis man stadigvæk har problemer med visse skadedyr, kan man somme tider fjerne dem manuelt, beskytte planterne med net, eller finde en tredje udvej. Spørg erfarne økologiske haveejere, hvad de gør.

Om efteråret er det vigtigt, hvis bedet er bart efter, at grønsagerne er høstet tidligt, at så en grøngødning på jorden, så man ikke mister næringsstoffer. Spred f.eks. sennepsfrø bredt ud over hele bedet og hak dem ned i jorden. Derudover skal man ikke gøre noget ved bedene ud over at dække dem til med et tykt lag plantemateriale (gerne 30-40 cm), der kan kompostere og holde jorden varm om vinteren. Man behandler først jorden igen til næste forår, når man skal til at så og plante. Altså ingen efterårsgravning.

Om vinteren vokser der ingenting, men er man forudseende, gemmer man rodfrugter, hvid- og rødkål, æbler osv., der kan føre én igennem den mørke tid. En god kælder, gerne lidt fugtig, er glimrende til at have nogle kasser stående i. En rigtig god metode er også at grave nogle drænrør af cement ned i jorden på højkant og gemme rodfrugter i dem. Eksempelvis er 80 cm lange drænrør med en diameter på 40 cm gode. Grav dem ned, så den øverste kant rager fem centimeter over jorden. Dæk dem med en flise, når de er blevet fyldt op. Rodfrugter har så ideel en temperatur og fugtighed i et sådant rør, at de selv i maj og juni næste år er lige så friske og hårde, som da man lagde dem ned om efteråret. Cementrøret hindrer mus og rotter i at komme til grønsagerne.

Det er blot at gå i gang. De praktiske erfaringer kommer af sig selv, og glæden ved at opleve Guds natur og rigdom gør hurtigt, at ens jord ikke er en byrde, som græsplænen var det, men en konstant kilde til større og større glæder.2

Meget mere kunne skrives om det, men vi håber at have givet en forståelse af, at vi taler om noget praktisk og realistisk. Det er blot at gå i gang.

1 Fra Økologisk jorddyrkning, en artikel af Troels Østergård i Praktisk Økologi, marts/april 2003.

2 Meget af stoffet til denne artikel var hentet fra ’Den selvforsynende have’ af John Seymour (Gyldendal 1978). Bogen kan anbefales.