– Af Lalitanatha Dasa –

Sidste år bragte vi en løbende serie om varnasrama-dharma. Serien startede i Nyt fra Hare Krishna, maj 2014, og det seneste afsnit blev bragt i december 2014. Serien er imidlertid ikke helt afsluttet og fortsætter her med en diskussion af det fjerde livsstadie, sannyasa, der er varnasrama-samfundets højeste trin.

Sannyasa, forsagelsens livsorden, er det fjerde og højeste livsstadie efter brahmacari, grhastha og vanaprastha, der allerede er blevet diskuteret. Her vil jeg mest lade Srila Prabhupada forklare, hvad sannyasa indebærer, da det faktisk kræver én, der selv er på det niveau, til at forklare det.

Meget af det, der er blevet diskuteret i denne serie om varnasrama, er baseret på Srimad-Bhagavatams

7. Bog. Kapitel 13 handler specielt om de regulative principper for det fjerde livsstadie, sannyasa. Srila Prabhupada  skriver i sit kapitelresumé:

”Her forklarer Narada Muni, at efter at en mand har trukket sig tilbage fra aktivt familieliv, skal han acceptere vanaprastha, der blev diskuteret i sidste afsnit. Som vanaprastha kan man formelt acceptere kroppen som grundlaget for sin eksistens, men gradvist skal man glemme de kropslige nødvendigheder. Når man efter vanaprastha-livet har forladt hjemmet, bør man rejse til forskellige steder som en sannyasi. Uden kropslige bekvemmeligheder og fri for afhængighed af nogen med hensyn til kropslige nødvendigheder bør man rejse overalt næsten uden nogen påklædning eller i virkeligheden gå nøgen. Uden at omgås med det almindelige menneskesamfund bør man tigge almisser og altid være tilfreds i sig selv. Man bør være en ven af alle levende væsener og være meget fredfyldt i Krishna-bevidsthed. En sannyasi bør rejse alene på denne måde uden at bryde sig om liv eller død og vente på det tidspunkt, hvor han forlader sin materielle krop. Han bør ikke hengive sig til at læse unødvendige bøger eller involvere sig i professioner som astrologi eller forsøge at blive en stor taler. Han bør også opgive unødvendig argumentation og forsøge ikke at afhænge af nogen under nogen omstændigheder. Han bør ikke prøve at lokke folk til at blive hans disciple, så antallet af hans disciple kan vokse. Han bør opgive vanen med at læse mange bøger som en levevej, og han bør ikke forsøge at øge antallet af templer og matha’er eller klostre. Når en sannyasi bliver fuldstændig uafhængig, fredfyldt og ligevægtig, kan han vælge det bestemmelsessted, han ønsker efter døden, og følge de principper, hvorved man når det bestemmelsessted. Selv om han er fuldt ud lærd, bør han altid forblive tavs ligesom en stum person og rejse rundt som et rastløst barn…

… En person, der har opnået paramahamsa-stadiet, kender meget vel forskellen på materie og ånd. Han er slet ikke interesseret i at tilfredsstille de materielle sanser, for han føler altid glæden fra hengiven tjeneste til Herren. Han bekymrer sig ikke særlig meget om at beskytte sin materielle krop. Han er helt tilfreds med uanset hvad, han opnår ved Herrens nåde, han er fuldstændig uafhængig af materiel lykke og lidelse, og således er han transcendental til alle regulative principper. Nogle gange accepterer han streng askese, og nogle gange accepterer han materiel rigdom. Hans eneste interesse er at tilfredsstille Krishna, og med det for øje kan han gøre hvad som helst uden hensyn til de regulative principper. Han må aldrig sidestilles med materialistiske mennesker, og han er heller ikke underlagt sådanne menneskers bedømmelse.”

Frygtløshed, renhed og kultivering af viden

Srila Prabhupada giver også en længere redegørelse for sannyasa i forklaringen til det første vers i Bhagavad-gitas kapitel 16:

”I varnasrama-institutionen betragtes sannyasien, personen i forsagelsens orden, som overhoved eller åndelig mester for alle de sociale statusser og ordener. En brahmana anses for at være åndelig mester for de tre andre samfundsordener, ksatriyaerne, vaisyaerne og sudraerne, men en sannyasi, som befinder sig i toppen af institutionen, regnes også for brahmanaernes åndelige mester. For en sannyasi er den første kvalifikation at være frygtløs. Eftersom en sannyasi skal leve alene uden nogen form for støtte eller garanti for støtte, er han nødt til udelukkende at afhænge af Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed. Hvis man tænker: ”Hvem skal passe på mig, når jeg forlader mine venner og slægtninge?”, bør man ikke acceptere forsagelsens orden. Man skal være helt overbevist om, at Krishna eller Guddommens Højeste Personlighed i Sit lokaliserede aspekt som Paramatma altid er til stede inden i én, og at Han ser alt og til enhver tid ved, hvad man har i sinde at gøre. Således skal man være helt overbevist om, at Krishna som Paramatma tager Sig af en sjæl, der har overgivet sig til Ham. ”Jeg er aldrig alene,” bør man tænke. ”Selv hvis jeg bor ude i den allermørkeste skov, er Krishna hos mig, og Han giver mig al beskyttelse.” En sådan overbevisning kaldes abhayam eller frygtløshed. Denne sindstilstand er nødvendig for en person i forsagelsens orden.

Dernæst skal han rense sin eksistens. Der findes et væld af regler og forskrifter, man skal følge i forsagelsens orden. Allervigtigst er det, at det er strengt forbudt for en sannyasi at have nogen form for fortroligt forhold til en kvinde. Det er ham tilmed forbudt at tale alene med en kvinde på et isoleret sted. Herren Caitanya var den ideelle sannyasi, og da Han boede i Jagannatha Puri, var det forment Hans kvindelige tilhængere at komme tæt på Ham, selv for at vise deres respekt. De måtte bukke sig ned på afstand. Dette er ikke udtryk for had til kvindeklassen generelt, men en regel pålagt sannyasier om ikke at have nære forhold til kvinder. For at rense sin tilværelse bliver man nødt til at følge de særlige regler og forskrifter, der gælder for ens pågældende livsstatus. For en sannyasi er det strengt forbudt at have nære forhold til kvinder eller besidde velstand til sansenydelse. Herren Caitanya var den ideelle sannyasi, og fra hans liv kan vi lære, at Han var meget striks i forhold til kvinder. Skønt Han bliver anset for at være Guddommens mest storsindede inkarnation, der accepterede de mest faldne sjæle, fulgte Han strengt reglerne og forskrifterne for sannyasa-ordenen i relation til omgang med kvinder. En af Hans personlige ledsagere, Chota Haridasa, levede sammen med Herren Caitanya og Hans andre fortrolige personlige ledsagere, men på en eller anden måde så denne Chota Haridas lystent på en ung kvinde, og Herren Caitanya var så striks, at Han omgående udstødte ham fra Sin personlige omgangskreds. Herren Caitanya bemærkede: ”Det er forkasteligt for en sannyasi eller alle andre, der stræber efter at slippe fri af kløerne på den materielle natur og forsøger at ophøje sig til den åndelige natur for at vende hjem, tilbage til Guddommen, at lyste efter materiel besiddelse eller kvinder for at tilfredsstille sanserne. Selv uden at nyde dem, men hvis man bare ser på dem med den mentalitet, er det så forkasteligt, at før man overhovedet har den slags utilladelige begær, burde man begå selvmord.” Så dette er renselsesprocesserne for en sannyasi.

Det næste punkt er jnana-yoga-vyavasthitih: at være engageret i udvikling af viden. En sannyasi skal bruge sit liv på at sprede viden til husholdere og andre, der har glemt, at meningen med livet er åndeligt fremskridt. En sannyasi tigger fra dør til dør for at forsørge sig selv, men det betyder ikke, at han er en tigger. Ydmyghed er også et af kendetegnene på en transcendentalt situeret person, og af ren og skær ydmyghed går en sannyasi fra dør til dør, ikke netop for at tigge, men for at møde husholderne og vække dem til Krishna-bevidsthed. Dette er sannyasiens pligt. Hvis han rent faktisk er avanceret og har fået ordre til det af sin åndelige mester, skal han prædike Krishna-bevidsthed med logik og forståelse, og hvis han ikke er således avanceret, bør han ikke acceptere forsagelsens orden. Men selv hvis han har accepteret forsagelsens orden uden tilstrækkelig viden, skal han ikke desto mindre hengive sig helt til at høre fra en ægte åndelig mester for at få viden. En sannyasi, en person i forsagelsens orden, skal være forankret i frygtløshed, sattva-samsuddhih (renhed) og jnana-yoga (viden).

En sannyasis ansvar i samfundet

Srila Prabhupada skriver også om sannyasa i forklaringen til Srimad-Bhagavatam 7.13.34. I det sidste afsnit herunder ser vi Prabhupada give et glimt ind i sin egen erfaring af at leve som sannyasi:

”Ifølge vedisk civilisation er livets endelige fuldkommenhed at tage sannyasa, men for øjeblikket ved mange folk ikke, hvorfor man skal acceptere sannyasa. Af ren og skær misforståelse tror de, at man accepterer sannyasa for at slippe for sociale forpligtelser. Men man accepterer ikke sannyasa for at løbe fra sit ansvar til samfundet. Generelt accepterer man sannyasa på det fjerde stadie i åndeligt liv. Man begynder som brahmacari, derpå bliver man grhastha, vanaprastha og til sidst sannyasi for at benytte sig af den tilbageblevne tid i sit liv til at engagere sig fuldt ud i selverkendelse.

Sannyasa vil ikke sige at tigge fra dør til dør for at samle penge ind til sansetilfredsstillelse… En sannyasi bør have en institution, hvis formål er at prædike Krishna-bevidsthed. Han behøver ikke at samle penge ind til sig selv. Vi anbefaler, at så snart penge akkumulerer i vores Krishnabevidstheds-bevægelse, bør halvtreds procent investeres i at udgive bøger, og halvtreds procent bruges på udgifter specielt til at etablere centre over hele verden. Lederne af Krishnabevidstheds-bevægelsen bør være meget varsomme i denne forbindelse, ellers vil penge være årsag til beklagelse, illusion, frygt, vrede, materiel tilknytning, materiel fattigdom og unødvendigt hårdt arbejde. Da jeg var alene i Vrindavana, forsøgte jeg aldrig at starte matha’er eller templer. Snarere var jeg fuldt tilfreds med den smule penge, jeg kunne tjene ved at sælge Back to Godhead, og således kunne jeg forsørge mig selv og også udgive mine litterære værker. Da jeg rejste til de fremmede lande, levede jeg efter samme princip, men da europæere og amerikanere begyndte at give penge i overmål, startede jeg templer og Deitets-tilbedelse. Det samme princip bør stadig følges. Alt hvad der bliver indsamlet af penge, bør bruges på Krishna, og ikke en øre bør gå til sansetilfredsstillelse.” Dette er sannyasa ifølge Srila Prabhupada.

Vi fortsætter i næste afsnit med en videre diskussion af sannyasa. Hvad betyder sannyasa i Kali-yuga (hvor sannyasa ifølge skrifterne er forbudt), hvad betyder sannyasa i ISKCON, og hvad vil sannyasa sige for kvinder, der ikke kan tage sannyasa?