– Af Lalitanatha Dasa –

Serien om varnasrama-dharma fortsætter her med en videre diskussion fra sidste nummer af det fjerde livsstadie, sannyasa, varnasrama-samfundets højeste trin.

I sidste afsnit hørte vi fra Srimad-Bhagavatam og Srila Prabhupada, hvad sannyasa, det fjerde livsstadie i varnasrama-samfundet, generelt indebærer. Men hvad betyder det i praksis for os almindelige mennesker, specielt nu i Kali-yuga? De fleste af os vil nok anse det for urealistisk at skulle gå nøgne rundt og opholde os afsondret i ødemarker resten af livet. Så hvordan tager man sannyasa her i Kali-yuga? Hvad vil sannyasa sige for f.eks. kvinder, der ifølge skrifterne ikke kan tage sannyasa? Og hvad betyder sannyasa i ISKCON?

Som med alt andet er det vigtigt at forstå essensen og formålet med sannyasa og ikke kun være knyttet til de ydre former. Det er de traditionelle ydre former, der ikke er mulige at følge i denne tidsalder, men essensen af sannyasa gælder til alle tider, også nu. Som Krishna forklarer det i Bhagavad-gita (6.1):

anasritah karma-phalam   karyam karma karoti yah
sa sannyasi ca yogi ca    na niragnir na cakriyah

”Den, der ikke er knyttet til sit arbejdes frugter, men arbejder, som han er forpligtet til, befinder sig i forsagelsens orden [sannyasa]. Det er ham, der er den sande mystiker – ikke den, der ingen ild tænder og ingen pligt udfører.”

Sannyasa betyder forsagelse. Her forklarer Krishna, at det ikke er selve ens arbejde, man skal forsage eller opgive, men blot ens tilknytning til frugten af arbejdet eller til at nyde af resultatet af sit arbejde. At opgive sit arbejde eller sin pligt i utide er forsagelse i lidenskabens kvalitet, som der også står i Bhagavad-gita (18.8):

”Hvis man opgiver sine foreskrevne pligter, fordi de er besværlige, eller af frygt for kropsligt ubehag, siges man at have forsaget i lidenskabens kvalitet. Den slags handlinger fører aldrig til forsagelsens ophøjelse.”

Srila Prabhupada skriver i sin kommentar til Srimad-Bhagavatam, at man må ikke acceptere sannyasa for at løbe fra sit ansvar til samfundet. En sannyasi kan opgive sine pligter over for familie, hustru, børn osv., hvis han gør det for at kunne hellige sig til at arbejde for at opløfte mennesker generelt til åndeligt liv. At tage sannyasa blot fordi man synes, at materielt liv er besværligt, er forsagelse i lidenskabens kvalitet og leder ikke til åndelig ophøjelse.

Alle skal stræbe efter at komme til stadiet, hvor man er fri for tilknytning til resultatet af sit arbejde og handler udelukkende for Krishnas tilfredsstillelse. Denne bestræbelse efter at komme til dette niveau løber som en rød tråd gennem hele livet for alle i varnasrama-samfundet. Alle forventes at komme til dette stadie af virkelig sannyasa, hvor man handler, som man er forpligtet til det over for Krishna uden at være knyttet til at nyde af resultatet af sine handlinger.

 

Praktisk sannyasa

De to sidste livsstadier, vanaprastha og sannyasa, er forsagende stadier, der forbereder én til døden og det næste liv. Da man alligevel kommer til at opgive alt i døden, er disse to livsstadier en vigtig forberedelse i, hvordan man opgiver sin tilknytning til alt materielt og i stedet udvikler åndelig tilknytning, dvs. tilknytning til Krishnas tjeneste.

Dette kan antage forskellige former for forskellige personer. For eksempel er det naturlige for kvinder altid at stå under beskyttelse af enten en far, en mand eller en søn. Formel sannyasa er ikke for kvinder. Ikke desto mindre forventes kvinder også at udvikle forsagelse inden for deres naturlige rammer af beskyttelse. På det sidste stadie af livet kan en ældre kvinde således praktisere forsagelse under familiens beskyttelse ved at leve enkelt og uprætentiøst og være absorberet i åndelige aktiviteter. Hun vil ikke længere gå op i sit udseende, sin frisure osv. og være som en moder og et åndeligt overhoved for resten af familien. Et sådant eksempel gives i Srimad-Bhagavatams tredje bog, der fortæller, hvordan Devahuti levede, efter at hendes mand, Kardama Muni, havde taget sannyasa.

Ifølge Srila Bhaktivinoda Thakura er den bedste form for sannyasa i denne tidsalder det, han kaldte ksetra-sannyasa. Det betyder, at man slår sig ned på et helligt sted med et løfte om ikke at forlade dette sted resten af livet. Selv opholdt han og hans hustru, Bhagavat-devi, sig i Jagannatha Puri og var dér absorberet i hengiven tjeneste de sidste år af deres liv, indtil de forlod deres kroppe. Ksetra-sannyasa, som Bhaktivinoda Thakura praktiserede det, er strengt taget en form for vanaprastha, hvor manden og konen fortsætter med at leve sammen og praktiserer åndeligt liv uden noget fysisk forhold imellem dem. Ifølge Manu-samhita er det legitimt at forlade kroppen fra vanaprastha-stadiet. At bruge den sidste del af sit liv på at være absorberet i hengiven tjeneste i et tempel, i et fællesskab af hengivne eller på et helligt pilgrimssted kan lade sig gøre for alle, der ønsker det. Ifølge Bhaktivinoda Thakura er det en realistisk form for sannyasa for alle i Kali-yuga.

 

Sannyasa i ISKCON

Srila Prabhupada indviede mange af sine mandlige disciple som sannyasier, hvilket sidenhen er fortsat. Den dag i dag lever mange hengivne derfor som sannyasier under ISKCON’s regi. Tanken med denne form for sannyasa er en lidt anden end traditionel vedisk sannyasa.

ISKCON’s sannyasa går tilbage til Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, Srila Prabhupadas åndelige mester, der introducerede denne form for sannyasa i sin Gaudiya-math omkring 1920. Da ISKCON er en videreførelse af hans Gaudiya-math, tjener sannyasa i ISKCON og Gaudiya-math det samme formål.

Selv om Sri Caitanya Mahaprabhu og mange af Hans Gaudiya-tilhængere havde taget formel sannyasa for 500 år siden, gled det de næste århundreder ud af Gaudiya-traditionen. Da Bhaktisiddhanta Sarasvati voksede op, var der ingen sannyasier i safranrøde dragter inden for Caitanya Mahaprabhus vaisnava-tradition. Srila Bhaktisiddhanta genindførte sannyasa-ordenen ved selv at antage den og ved at give sannyasa til mange af sine ledende disciple. Hans vigtigste grund til dette var, at han så det som en måde at nå ud til folk med sit Krishna-bevidste budskab. Folk respekterer generelt sannyasier, i det mindste i Indien, så for at få folks respekt antog han sannyasa, ligesom Caitanya Mahaprabhu havde gjort det 400 år tidligere.

Bhaktisiddhanta Sarasvati ønskede også at etablere et guddommeligt varnasrama-samfund (daiva-varnasrama), hvor der er brug for formelle sannyasier som ledere. Hans antagelse af sannyasa var endvidere et udtryk for hans ydmyghed. Hans forgængere i discipelrækken som Gaura-kisora Dasa Babaji og Srila Bhaktivinoda Thakura havde klædt sig som babajier i intet andet end et hvidt lændeklæde. Dette er den traditionelle dragt for paramahamsaer, de mest avancerede hengivne, der er hævet over varnasrama. For at gøre det klart for alle, at han ikke anså sig selv for at være på deres niveau og hævet over varnasrama, klædte han sig som en sannyasi i safranrødt.

Srila Bhaktisiddhanta ønskede også at distancere sig selv og sine folk fra nogle såkaldte babajier, der klædte sig som paramahamsaer, men i deres opførsel var alt andet end det. Tværtimod var den slags såkaldte sadhuer kendte for deres udsvævende liv, især deres løse forhold til enker, der var blevet udstødt af samfundet. Når folk så Bhaktisiddhanta Sarasvati klædt som en sannyasi i safranrødt, kunne de forstå, at han intet havde at gøre med disse babajier.

Indførelsen af formel sannyasa var en af Srila Bhaktisiddhantas mange kontroversielle nyskabelser, som han blev kritiseret meget for. Hans kritikere refererede således til et berømt vers fra Brahma-vaivarta Purana:

asvamedham gavalambham 
sannyasam pala-paitrkam
devarena sutotpattim 
kalau panca vivarjayet

”I Kali-yuga er fem ting forbudt: at ofre en hest i en offerceremoni, at ofre en ko i et offer, at antage sannyasa, at ofre kød til sine forfædre og at få børn med sin brors hustru.”

Kritikerne påpegede altså, at det ifølge skrifterne er forbudt at tage sannyasa i Kali-yuga. Srila Bhaktisiddhanta responderede, at selv om Caitanya Mahaprabhu havde citeret ovenstående vers i en samtale med en muslimsk kazi, havde Han kort tid efter Selv taget sannyasa. Det kan altså ikke være et absolut forbud, der gælder under alle omstændigheder. Srila Bhaktisiddhanta gjorde opmærksom på, at dette vers kommer fra en Purana, der mest henvender sig til materialistiske mennesker, der følger karma-kanda vejen. For materialistiske personer er det ikke gavnligt for deres befrielse at tage sannyasa, men der er ikke noget i vejen for, at vaisnavaer gør det, hvis det er favorabelt for Krishnas tjeneste.

Srila Bhaktisiddhantas formål var mest at skabe en klasse af hengivne, der var villige til at ofre alting for at kæmpe for Krishna. Som han skrev det: ”Vaisnava-skolen tillægger ikke denne asketiske ordens ydre formalitet nogen særlig vigtighed, men anser den blot for en demonstrativ fordel i sit propagandaarbejde.”

Sannyasa inden for Caitanya Mahaprabhus tradition er således mest en ydre ting for at vinde respekt og gøre folk lydhøre over for et budskab. Det er en form for transcendental opportunisme, der kan være gavnlig i visse sammenhænge. Ikke desto mindre må de mænd, der tager sannyasa, ikke kun se det som en overfladisk ydre ting. De skal stadig besidde kvalifikationerne som fuldstændig sansebeherskelse og overgivelse til Krishnas tjeneste. Men det er også muligt at være fuldt ud kvalificeret uden at antage sannyasa-ordenen. Alle uanset status i varnasrama­­-samfundet – mænd, kvinder, børn, unge, gamle osv. – kan være sannyasier i praksis ved at gøre deres pligter for Krishnas skyld uden selv at have noget ønske om at nyde af resultaterne af deres arbejde.