– Af Madhana Gopala Dasa –
De sidste ca. 200 år har vores verden gradvist ændret sig og gået fra at være et landbrugsbaseret til et industrielt samfund. Dette har haft store konsekvenser på mange forskellige niveauer og har ikke forbedret vores tilværelse, men tværtimod gjort tingene værre og skabt en hel række nye problemer.
Der eksisterer ikke desto mindre en generel opfattelse af, at vi har gjort og fortsætter med at gøre fremskridt. Der er en bevidst propaganda om, at i gamle dage måtte man arbejde langt hårdere og længere end i dag. Derfor levede man ikke ret længe, og folk var generelt mere syge og led mere end i vore dage.
Man kan for det første stille spørgsmålet, om man egentlig arbejder mindre i dag? Jeg tror faktisk, man arbejder mere, end man gjorde før i tiden. Vi må prøve at forstå, at når Prabhupada siger: ”Live simple and save time for chanting Hare Krishna,” må det vel betyde, at man har mere fritid i et landbrugssamfund. Prabhupada siger også om vores moderne samfund: ”It is an overdevelopment of the mode of passion.” Jo mere vi stræber efter at nyde vores sanser, jo hårdere bliver vi også nødt til at arbejde for at opretholde vores levestandard.
Levestandarden i hele verden er forresten ikke særlig høj, fordi vi her i Vesten lever på bekostning af resten af verdens lidelse. Dette kan ikke fortsætte ret længe. Selvfølgelig nyder vi en høj levestandard her i Vesten, fordi vi har udført fromme handlinger i fortiden, men da vi generelt set nu er blevet mere eller mindre gudløse, vil vores gode karma snart løbe tør. Vi forbruger af kapitalen, ligesom når man tager på ferie sydpå, men efter et stykke tid må vi vende hjem igen og fortsætte med arbejdet. Eventyret varer ikke evigt. Snart brister sæbeboblen.
En simpel livsstil vil sige at skaffe sine nødvendigheder mere og mere uden at bruge penge og heller ikke være så afhængig af den moderne teknologi. Jo mere vi er afhængige af andres tjenester, som vi betaler for, jo mere hjælpeløse bliver vi også. Teknologien kan bruges, men hvis vi bliver for afhængige af maskiner, bliver vi samtidig afhængige af andres tjenester for at reparere dem, købe og vedligeholde dem osv. De stjæler faktisk også arbejdet fra mennesker (og dyr). Én af årsagerne til arbejdsløshed er, at alt bliver gjort med maskiner. Og hvis vi ikke er engageret i meningsfyldt arbejde, vil vi bruge tiden på alt muligt nonsens som TV, alkohol, biografer, sex osv. osv.
Lykken kommer indefra, men fordi vi har glemt det, leder vi efter den i materielle objekter, og derfor er vi tvunget til at arbejde hårdt. Hvis vi dog er tilfredse med et enkelt liv, hvor vi kun arbejder for at holde krop og sjæl sammen, kan vi spare os meget unødvendigt arbejde. Vi behøver ikke store skyskrapere, men kan fint leve i små hjemmelavede hytter uden problemer. Hvad er det, vi har brug for? Stort set mad, husly og tøj og selvfølgelig et socialt liv med andre mennesker. I et normalt samfund i harmoni med Krishnas sociale og åndelige struktur bliver alle vores behov, både materielle og åndelige, tilfredsstillet.
I dag her i Vesten er familieliv og ægteskab blot en myte. Vi ved det godt selv, men hvad kan vi gøre? I et landbrugssamfund bliver familien en enhed ikke kun til forbrug, men også til produktion, og familiens sociale liv er naturligt, fordi man bliver nødt til at arbejde sammen for at klare sig. Børn er utroligt vigtige på en familiegård, fordi de bliver arbejdsdygtige allerede i 5-års alderen. De elsker at hjælpe til i den alder.
I dag er børn ikke andet end en dyr hobby, fordi de bare er en udgift. Derfor tænker man sig grundigt om, før man vælger at få børn. Først og fremmest har man ikke tid til selv at tage sig af dem, og det gælder nu for resten også for gamle mennesker. Både gamle og børn bliver gemt af vejen i forskellige institutioner, hvor de egentlig bare bliver parkeret, men de gør ingen nytte. Det er først, når de er blevet godt voksne og er flyttet hjemmefra, at de begynder at blive økonomisk produktive, men så tager de sig ikke af deres forældre i disses alderdom. I Krishnas samfundsmodel, der også kaldes varnasrama-dharma, har alle en vigtig og nyttig funktion og rolle at udfylde hele livet igennem.
Vi kan sige, at når målet med livet er åndelig selvrealisering, bliver ens livsstil automatisk enkel og i harmoni med både naturen og vores medmennesker. Men hvis vi gør vores selviske sansenydelse til livets formål, manifesterer det sig i et upersonligt og egoistisk samfund, som vi ser det i dag. Det handler da bare om at producere mest muligt og helst så hurtigt og billigt så muligt, så de, der tjener tykt på det, kan nyde livet. Folk ved dog ikke, at Krishna er den højeste nyder, og vi er hans evige tjenere. (Fortsættes i næste nummer)