– Af Madhana Gopala Dasa –

Første del af denne artikel bragtes i forrige nummer (2.2017).

I vores moderne samfund er penge blevet vigtigere end mennesker, og der er ikke tid til at tage sig af hinanden længere. Det er en upersonlig struktur, hvor både børn og voksne bliver ”parkeret” i forskellige institutioner i begge ender af livet. I et mere traditionelt system tager man sig af sine nærmeste inden for familien, og kvinder, børn og gamle bliver passet på. I takt med at samfundet gør mere og mere fremskridt i teknologi, komfort og økonomisk udvikling, virker det som om, at menneskerne deri bliver værre og værre.

Lad os se lidt på familiestrukturen før og nu. I gamle dage og stadigvæk i traditionelle og religiøse kulturer har mand og kvinde hver deres forskellige roller og funktioner at opfylde i familien. Mandens rolle er traditionelt at være beskytter og sørge for, at familien har alt, hvad den behøver. Dette vil sige, at kvinden ikke behøver at tage ud i samfundet for at arbejde, men hendes naturlige domæne er i hjemmet, hvor hun kan manifestere sin omsorgsfulde moderrolle og være tro mod og tjene sin mand.

For moderne ører lyder dette totalt oldnordisk, eller også vil nogle sige, at det er mandschauvinistisk eller noget i den retning. Den moderne opfattelse er, at vi kan gøre præcis, hvad vi har lyst til med vores liv, og tanken om, at vi er født med en bestemt natur betragtes ofte som gammeldags. Det er, fordi målet med vores liv er at tilfredsstille vores sanser. I traditionelle kulturer og specielt i Krishnas samfundsstruktur (varnasrama-dharma) er der en forståelse af, at det ultimative mål med livet er selvrealisation, som kulminerer i hengiven tjeneste til Krishna, Guddommens Højeste Personlighed. På én gang må vi forstå, at vi ikke er denne materielle krop, men åndelige sjæle, og samtidig handle i overensstemmelse med vores psykiske og fysiske gudsgivne natur, så længe vi har en materiel krop. Når vi bliver lidt modne i Krishna-bevidsthed, er der ingen modsætning i dette.

Hvis vi læser Prabhupadas bøger, vil vi hurtigt se, hvordan han beskriver kønsrollerne og familiestrukturen. Et eksempel på dette er i en forklaring til Bhagavad-gita 16.7 (pravrittim ca nivrittim ca). Her beskriver han den moderne kvindes position og citerer Manu-samhita, ifølge hvilken kvinder ikke skal gives frihed, fordi de er som børn, men de skal heller ikke holdes som slaver. Hvis vi accepterer Srila Prabhupada som vores grundlægger-acarya, må vi også godtage alt, hvad han siger i sine bøger. Vi har hverken ret til at springe sådanne passager over eller fjerne dem. Srila Prabhupada er ikke en almindelig betinget sjæl. Han er en evigt befriet sjæl, og det samme er de, som har nedskrevet Vedaerne, som er frie for alle materielle defekter. Vi må acceptere hele pakken. I det ovenstående vers siger Krishna, at personer under dæmonisk indflydelse ikke kender forskel på, hvad der skal gøres, og det, som er forbudt, og de accepterer ikke Guds autoritet, de åbenbarede skrifter og Guds representant.

Et landbrugssamfund betyder ikke, at man må lide og leve i nød og fattigdom. Man kan sige, at alting forbedrer sig, når vi går med til at lytte til Krishna og følge Hans vejledning. Dette gælder både materielt og åndeligt. På alle områder er Krishnas samfundsstruktur bedre: socialt liv, landbrug, ægteskab, mad, musik osv. Srila Prabhupada sagde om det moderne samfund, at det er en overudvikling af lidenskabens kvalitet, raja-guna, og at idealet før i tiden var godhedens kvalitet, sattva-guna. Lidenskab betyder overanstrengelser og store komplicerede arrangementer for at tilfredsstille vores sanser mere og mere. Krishna siger i Bhagavad-gita, at lidenskab fører til, at man bliver ulykkelig. Det er, hvad vi ser i verden i dag: store anstrengelser for at bygge skyskrabere, fabrikker, broer, motorveje og ekspandere økonomien mere og mere ved at sælge unødvendige produkter og selvfølgelig rippe folk af med skat og afgifter.

Et samfund i godhedens kvalitet er landbrugsbaseret, og produktionen er ikke styret af gigantiske kapitalister og drevet af et kæmpe maskineri og transportnetværk. Alting dyrkes (og spises) lokalt, og de enkelte familier på gårdene er selvforsynende enheder. Hvis der er varer, som ikke dyrkes eller laves hos én selv, kan man bytte sig til dem hos naboen. Landsbyen arbejder også på en eller anden måde som en enhed. Alle er naturligt beskæftiget, både børn og voksne, og når familien arbejder som en enhed både, hvad angår produktion og forbrug, forbedrer dette også familiens sociale liv og styrker sammenholdet. Før i tiden fulgte de fleste børn også i deres forældres fodspor, generation efter generation. Godhedens kvalitet betyder stabilitet.

Når vi glemmer at tjene Krishna med kærlighed, kan vi heller ikke behandle hinanden eller vores planet ordenligt, fordi alting er forbundet intimt med Krishna. Som Krishnas tjenere bør vi se alting og alle i forhold til Ham, tage Hans instruktioner til menneskeheden til os og prøve at leve derefter.