ICE – ISKCON COMMUNICATION EUROPE

ISKCON Communications Europe (ICE) har eksisteret som et internationalt organ inden for ISKCON siden begyndelsen af 1990’erne. Kommunikationsarbejde betyder i denne forbindelse at række ud til indflydelsesrige personer, grupper og organisationer for at gøre dem fortrolige med ISKCON’s eksistens og arbejde og gerne finde fælles interesseområder, hvor vi kan arbejde sammen med dem.

Sådanne grupper omfatter politikere, medier, akademikere og religiøse ledere, og mange spændende aktiviteter er kommet ud af dette arbejde igennem årene.

ICE afholdt her i september 2022 et ledermøde på Tenerife, hvor en snes hengivne fra hele Europa mødtes for at diskutere fremtidige planer for ICE’s arbejde. I den forbindelse benyttede jeg mig af lejligheden til at interviewe Mahaprabhu Dasa, der er fra Belgien og i mange år har været leder af ICE. Jeg bad ham bredt fortælle om sig selv og sit arbejde som kommunikationsleder i Europa.

Interview med Mahaprabhu Dasa

Mahaprabhu Dasa: Jeg er fra Uruguay og født i en familie af kunstnere og intellektuelle. Min mor var gymnasielærer, og jeg voksede op i en atmosfære af ​​kunst, rejser, udstillinger, gallerier, museer, atelierer og den slags. Vi boede i Uruguay og derefter i USA i de sidste år af min fars liv. Jeg boede senere også i Israel og i Europa. Jeg så faktisk de hengivne i New York, da jeg var ni år gammel (jeg er født i 1963). Jeg så dem i 1971 og ‘72, hvor de sang foran stormagasinerne. Indtrykket bed sig subtilt fast i mit sind, men jeg blev selvfølgelig ikke en af dem, for jeg var kun 8-9 år gammel.

Senere studerede jeg statskundskab på universitetet i Syracuse i USA. Jeg havde en ide om at vende tilbage til Uruguay for at ændre landet. Vi gik gennem en hård tid med militærregering, og jeg havde en masse ideer om at føre landet tilbage til demokrati. Jeg ville gå ind i politik, men mine universitetslærere var så venlige, at de forklarede for mig, hvordan alting allerede foregår på en bestemt måde i politik. Man kan ikke gøre ret meget ved det. Der er ikke mange muligheder for at ændre verden med alle de forskellige interesser, som lande og kontinenter såvel som politikere og politiske partier har. Jeg var meget desillusioneret, så vendte jeg mig indad mod åndelig livstænkning. Jeg tænkte, at da jeg ikke kan ændre verden, kan jeg måske begynde at ændre mig selv. Straks blev jeg tiltrukket af Indien for at lede efter åndeligt liv. Jeg så først lidt på buddhisme og derefter upersonalisme. Jeg var aldrig tiltrukket af vestlige religioner som kristendom eller jødedom. Min far var jødisk, og min mor var katolik, men jeg var ikke særlig tiltrukket af nogen af dem.

Jeg mødte de hengivne på min vej til Indien. Jeg ville til Indien over land, så jeg landede i San Sebastian i Spanien. Min mor var fra den del af Spanien. Derfra ville jeg over til Litauen, hvor min far var fra, og derefter rejse hele vejen til Indien over land, ligesom mange hengivne gjorde det tidligere i 70’erne. Det var i 1982, så jeg var en lille smule bagefter. Men heldigvis blev det ikke nødvendigt, for jeg mødte de hengivne i Paris i 1982 på Place Sanct-Michel juleaften den 24. december, hvor de havde en stor harinama. Jeg var på udkig efter Bhagavad-gita, som jeg havde hørt om og gerne ville læse. Jeg havde penge nok, for jeg havde alle de penge, jeg skulle have brugt på mit sidste semester på universitetet, til at rejse til Indien for. Det var min mor ikke særlig tilfreds med, men for mig var det ikke et problem at købe en bog. Jeg henvendte mig til de hengivne og spurgte, om de havde en Bhagavad-gita. Straks gav gav de mig en gratis. Jeg var chokeret over, at jeg fik det, jeg ville have, og gratis oven i købet, ligesom de gav mig prasada og alting.

To-tre dage senere kom jeg tilfældigvis ind i La Grasuit, den restaurant, de hengivne havde i byen. Jeg havde været vegetar i et par uger og spiste på forskellige restauranter fra forskellige dele af verden og havde fået en løbeseddel om en vegetarisk restaurant i centrum af Paris. Jeg tog derhen. De hengivne var der, og jeg bestilte min mad. Så kom den berømte Adiraja, der lavede den første kogebog, hen til mig og begyndte at prædike til mig om alt muligt og opmuntrede mig til at komme til templet. Jeg gik tilbage til mit hotel, tog alle mine ting og gik til templet. En mataji ved navn Villasini kørte med mig til Edmondville, en 45 minutters togtur fra centrum.

Jeg kom med i bhakta-programmet og var derefter meget hurtigt ude på sankirtana (rejsende bogdistribution), så jeg tilbragte mine første par år som hengiven på sankirtana-bogdistribution over hele Frankrig. På den tid var Frankrig meget stærk, og vi distribuerede tusindvis af bøger. Bogdistribution var min første træning, og jeg kunne lide det, for vi fik en chance for at læse Prabhupadas bøger og faktisk opleve, hvad det betød for os at praktisere åndeligt liv på en meget konkret måde. Hvis vi blev mentale og ikke overgav os til Krishna, fik vi det virkelig dårligt, og når vi var forbundet med Krishna, var det lyksalighed. Det var en meget meget stærk skole i Krishnabevidsthed at være på sankirtana. Det gjorde jeg i fire år. Så faldt Frankrigs leder og guru, Bhagavan Dasa, ned, og yatraen kollapsede.

LD: Var du indviet af ham?

MD: Ja, første indvielse. Jeg skulle derefter have fornyet min opholdstilladelse til Frankrig, men på grund af sammenbruddet var der ingen, der kunne skrive et officielt brev om, at jeg var munk eller missionær og blev taget hånd om af bevægelsen. Jeg blev uofficielt i Ny Mayapur i otte måneder, hvorefter jeg tog til England og distribuerede bøger i London i tre år. Så fik jeg også problemer med opholdstilladelse der og endte efterfølgende i Belgien, først i Bruxelles og derefter i Radhadesh i 1987. Jeg fortsatte med bogdistributionen, men så blev jeg mere involveret i ledelsen af Radhadesh, hvilket jeg var fra sidst i 1980’erne indtil 2010 eller snarere 2015. Jeg var med til at lede og udvikle forskellige ting på Radhadesh som butikken og restauranten, og vi byggede selvfølgelig gæstehuset.

I begyndelsen af ​​90’erne fik jeg forbindelse til Saunaka Rsi og ICE. Jeg deltog i et kommunikationsseminar og fandt det meget interessant, for her kunne jeg faktisk bruge alt det, jeg havde studeret såsom international lov, statskundskab og sprog. Kommunikation betyder at have med sofistikerede mennesker at gøre som politikere, religiøse ledere og alle samfundets spidser. For mig var det naturligt at være i kontakt med folk med indflydelse og prøve at præsentere Krishnabevidsthed modent og afbalanceret og forbinde dem med vores bevægelse på den rigtige måde. Kommunikationsarbejde er naturligt for mig, og jeg har gjordt det i mange år nu. På et tidspunkt (jeg husker ikke præcist årstallet, men engang sidst i 90’erne) besluttede Saunaka Rsi at stoppe som leder af ICE og spurgte mig, om jeg ville overtage tjenesten. Jeg var meget lidt klar over, hvad jeg gik ind til, men jeg sagde ja til det.

I starten var det selvfølgelig svært, for vi er meget uudviklede som institution og også som kommunikationsafdeling. På grund af behovet for kommunikation i Europa med trusler fra medier, regeringer, antikult osv. var kommunikation mere prominent i Europa i sammenligning med USA. I begyndelsen havde jeg en meget klar forestilling om, hvad det ville betyde at udvikle kommunikation i Europa. Hver yatra skal have sin kommunikationsleder, et budget, en gruppe af ledere med en strategi. Jeg troede, at det blot ville handle om at bede lederne om at finde nogen til at give pengene. Jeg lærte, at sådan er det ikke. Der er ingen penge eller tid, prioritet, ressourcer, interesse eller ledere, eller også har de travlt med andre ting. Derfor må man lære kunsten ikke at være for ambitiøs og lidenskabelig omkring resultater og heller ikke være for skuffet eller modløs og opgive det hele. Man skal lære balancen i at gå på med en fart, der holder én oplivet, hvor man kan se, at vi bevæger os fremad, og der sker ting i kommunikationsafdelinger i hele Europa. Det går langsomt, så man skal være meget tålmodig, men samtidig beholde visionen.

Det er meget klart for mig, at hver eneste yatra i Europa bør have en kommunikationsleder og en strategi for, hvad der skal ske i det pågældende land i de kommende år, og også et budget. Jeg mener, at ​​bevægelsen bør afse et budget til kommunikationshengivne. Måske synes man, at de ikke samler penge ind eller distribuerer bøger eller sælger noget. De leverer ikke et øjeblikkeligt resultat. Men med god kommunikation kan bevægelsen i sidste ende tjene millioner, for vi kan få anerkendelse, tilskud og mange faciliteter, som myndighederne kan give os såsom bygninger. Så mange ting kan komme gennem god kommunikation. Derfor er vi nødt til at overbevise lederne om, at de skal investere i kommunikation for at opnå resultater på langt sigt.

LD: Vil du fortælle lidt om, hvad ICE har opnået gennem årene?

MD: Vi har en kommunikationsafdeling med base i Bruxelles. Det er også ISKCON Europas eneste juridiske ansigt udadtil. Vi har et adgangskort til Europaparlamentet, hvor vi kan møde politikere og religiøse ledere. Vi har udgivet tidsskrifter og en række bøger og hæfter om vigtige emner, som vi ønsker at diskutere. Vi har også afholdt mange konferencer. Alene dette møde, vi har haft lige nu, er et bevis på, at der er mange hengivne, der forstår vigtigheden af kommunikation. Steder som Storbritannien og Frankrig kan slet ikke undvære kommunikation. I England har vi mange templer med tusindvis af hengivne. De har et budget på millioner, så kommunikation er et must.

Dette møde, vi lige har haft, er bestemt en præstation. Kommunikationslederne mødtes i fem dage og diskuterede mange forskellige ting relateret til kommunikation. Konferencerne igennem årene har været en succes. Vi har ikke haft en i et par år på grund af covid, men 60 hengivne deltog i den sidste i 2019 i Ny Vrajamandala i Spanien. Vi diskuterede vigtige emner om miljø og vores vaisnava-tradition. Mange forskellige vigtige emner bliver diskuteret på konferencerne. De er ligesom en tænketank for ISKCON. Nogle gange spilder de diskussioner, der føres i kommunikationskonferencerne, over til lederne eller har indflydelse på bevægelsen, der udvikler politikker på basis af diskussioner og anbefalinger, der kommer fra kommunikationsafdelingen. Konferencerne er et vigtigt aspekt af vores bevægelse, en tryg ramme, hvor vi kan diskutere ting, der nogle gange er svære at diskutere, og høre forskellige stemmer inklusive eksterne personer. Kun i kommunikationsafdelingen inviterer vi eksperter udefra for at få deres bidrag til emner, vi diskuterer. Det foregår ikke ret mange andre steder i ISKCON.

Udgivelsen af ​​tidsskriftet ISKCON Com-munications Journal er vigtig. Der er brug for at få intelligente og modne intellektuelt indstillede hengivne til at skrive artikler om mange forskellige emner i forhold til ISKCON og også høre fra eksperter udefra. Der er brug for at have et forum til at få gode artikler offentliggjort, og ISKCON Communications Journal opfylder denne meget vigtige rolle.

Af andre andre præstationer har vi et godt netværk af hengivne, der kommunikerer i hele Europa. Vi har et fast hold af ledere, og vi har en juridisk enhed. Ungarn er det eneste land i Europa, der har en fuldt udviklet kommunikationsafdeling. De har en kommunikationsleder, et kommunikations-team, et kommunikationsbudget, en kommu-nikationsstrategi og et kommunikations-kontor. Alle andre steder er der ingen af disse ting, så her er vi nødt til at implementere det lidt efter lidt. Men nu har vi et godt team og en ny ledelse for kommunikationen i Europa med Parabhakti, Kamala Priya, Hrishikesh fra Letland og mig selv. Vi fire hengivne vil tage op størstedelen af byrden med at fremme kommunikationsafdelingerne i Europa og lægge en strategi.

Det er meget vigtigt for ISKCON at lære lederne at etablere kommunikation i deres lande, for medmindre vi virkelig præsenterer os ordentligt for samfundets ledere, vil det blive en kamp. Vi skal ikke kun arbejde nedefra og op, men også fra toppen og ned. Med andre ord skal vi overbevise dem, der har magt som politikere, religiøse ledere, medier, hinduistiske ledere osv., om, at vi er en seriøs organisation. Vi gør et godt arbejde og bidrager med noget vigtigt til samfundet. Hvis de støtter os, vil alt andet være så meget nemmere.

LD: Hvad kunne du ønske dig af dem, der læser dette interview?

MD: Først og fremmest vil vi gerne have, at alle hengivne, menighedsmedlemmer og ledere læser vores udgivelser. Vores bøger, hæfter og tidsskrifter diskuterer meget vigtige emner, og ikke alle har en chance for at komme til konferencerne. For eksempel har vi et hæfte om tværreligiøst arbejde. Hengivne har virkelig værdsat det, for ved at læse det hæfte kunne de kunne bedre forstå, hvorfor vi engagerer os i tværreligiøs dialog, og også, hvordan man gør det, og hvad der er principperne, retningslinjerne og værdierne bag det. Det var praktisk, men også meget filosofisk.

Vi håber, at alle udnytter de ressourcer, så de kan gøre noget ved kommunikationen på deres niveau ved at repræsentere bevægelsen over for lokalpolitikere eller en leder i samfundet, et lokalt medie, lokale religiøse ledere osv. Enhver hengiven eller menighedsmedlem, der bliver inspireret og hører om det arbejde, kommunikation står for, har en ressource gennem vores hjemmeside, der hedder https://www.iskconcommunications.org/. Her kan man få en masse information. Det er et meget godt sted for forskning i, hvad man kan lave af kommunikation, hvor man end er i sit lokalområde, så alle på en måde kan repræsentere bevægelsen over for samfundets ledere. Ikke nødvendigvis på nationalt eller internationalt niveau, men i det mindste i byen eller det område, hvor man er.

Hvis man vil tage vores kommunikations-kursus og faktisk lære at repræsentere bevægelsen korrekt, er det nu meget nemt, for det er online. Det vil også være fint, hvis så mange som muligt vil læse det seneste nummer af ISKCON Communation Journal, der har nogle meget spændende artikler.