– Af Lalitanatha Dasa

En af de svøber, vi må leve med nu om dage, er at blive ramt af den ene terrorhandling efter den anden. I skrivende stund er det terrorangrebene i Bruxelles, der har bevågenheden. For nogle måneder siden var det Paris-angrebene. Hvad bliver det næste?

For at markere flaget, hvis nogle da skulle være i tvivl om, hvor vi står, udsendte ISKCON i Belgien den 23. marts 2016 følgende erklæring:

”ISKCON Belgien tager stærkt afstand fra de bestialske voldshandlinger, der blev begået af uhyrer, der ikke repræsenterer eller praktiserer nogen åndelig tradition, men tværtimod kun repræsenterer had, galskab, misundelse, vold og terror. Vores bønner og tanker er hos ofrene og deres familier. Må alle religioner stå sammen om at fordømme terrorhandlinger og arbejde for fred, dialog og respekt.”

Når denne indlysende og næsten floskelagtige erklæring er sagt, er det dog godt at gå lidt dybere for at gøre det klart, hvad der er galt med terroristerne, og også, hvad vi andre gør galt, for det er naivt at tro, at vi blot er uskyldige brikker i det spil, der foregår.

Det, der er religiøst, er det, der er forordnet af Gud. Gud er absolut algod, dvs., alt Han gør eller giver ordre til, har kun gode konsekvenser for alle. Derfor er virkeligt religiøse handlinger gavnlige for alle. Sådanne religiøse handlinger (dharma) gives i vediske tekster som Manu-samhita. Således er der også en religiøs voldsanvendelse, der er sanktioneret og forordnet af Gud og gavner alle. En konge skal f.eks. henrette en morder, politiet skal bruge vold for at beskytte borgerne mod kriminelle, og hæren skal bruge våben mod fremmede aggressorer, der truer landets og borgernes sikkerhed.

Som Krishna udtaler i Bhagavad-gita (7.11): ”Jeg er styrken hos den stærke, der er fri for lidenskab og begær.” Prabhupada kommenterer: ”Den stærke mands styrke skal bruges til at beskytte de svage og ikke på personlig aggression.” Det er religiøst sanktioneret voldsanvendelse.

Denne voldsanvendelse må aldrig rettes mod sagesløse civile, og deciderede krige skal udkæmpes imellem ksatriyaer på et sted, hvor de almindelige borgere ikke bliver inddraget eller påvirket. Det var det, der skete under Slaget på Kuruksetra, der foregik langt væk beboede områder. Soldaterne var krigere, der ikke var bange for at dø, og al krig foregik efter religiøse principper. Ligemænd kæmpede mod hinanden, ingen blev angrebet bagfra, der blev kun kæmpet om dagen, mens Solen var oppe osv. Andre former for krig er ikke religiøs eller sanktioneret af Gud.

Ingen har ret til ubegrundet at tage en andens liv ifølge vedisk dharma. Alle levende væsener har ret til livet og til den kvote af livsnødvendigheder, som Gud har sat til side til os hver især. Specielt er det alles pligt at beskytte fem slags personer: brahmanaer, kvinder, børn, gamle mennesker og køer. Disse fem slags personer må aldrig dræbes eller udsættes for voldshandlinger.

Nutidens terrorisme, der rammer vilkårlige civile personer, er så langt fra Vedaernes religiøst sanktionerede voldsanvendelse, som noget kan være det. De, der begår den, går en meget mørk fremtid i møde i deres næste mange fremtidige liv. I virkeligheden er det ateistiske handlinger, der ikke er forbundet med eller sanktioneret af Gud. Selv om det gøres af personer, der hævder at gøre det i Guds navn, har det ikke noget med Gud at gøre, men gøres efter disse personers eget indfald og luner. Problemet er ikke, at de nutidige terrorister er religiøse, men at de ikke er religiøse nok eller aner, hvad religion er. Enhver, der har virkelig religiøs forståelse og indsigt, handler ikke sådan.

Karma

Sagen har en anden og lige så vigtig side. Denne kommer desværre sjældent frem midt i fortørnelsen over terroristerne. Ofrene for terroristerne og vi generelt, der bliver påvirket, anser os selv for sagesløse uskyldige, men det er vi ikke. Som i alt andet er karma involveret. Siden vores kultur og den måde, de fleste af os lever på, i bund og grund er bygget op omkring terror mod så mange andre levende væsener, høster vi blot, som vi sår.

For eksempel rystes og forarges vi med god grund, når et halvt hundrede mennesker dræbes i en terrorhandling. Men hvor er forargelsen, når millioner af køer, grise og høns hensynsløst slagtes? Når millioner af ufødte børn myrdes? Fra Guds perspektiv er der ingen forskel. Vi har ingen ret til at slå andre ihjel – dyr såvel som mennesker – og høster karma for det, når vi gør det.

I den forbindelse skrev Satsvarupa Maharaja en relevant artikel i 1978 med titlen Gud, karma og verden, som jeg gerne vil dele med jer her i sin helhed:

Gud, karma og verden

Af Satsvarupa Dasa Gosvami

Husker I 1968, da kirker tilbød ly til dem, der modsatte sig værnepligten? Jeg var i Boston på det tidspunkt, og der var det den store nyhed en overgang og en del af protesten imod Vietnamkrigen. Med få dages mellemrum var der en overskrift om endnu en ung mand, der sagde til regeringen: ”Jeg nægter!” og søgte beskyttelse i en kirke.

Kirkefunktionærerne ville formene statsautoriteterne adgang for at arrestere ham, og i nogle dage byggede spændingen op. Folk forsamledes foran kirken til massemøder og gav udtryk for deres kristne antikrigsfølelser, indtil politiet omsider trængte ind og efter et håndgemæng førte manden med sig.

Som medlem af Bostons Hare Krishna-center deltog jeg i et sådant møde i en kirke på Bostons Universitet. På trods af regeringens trusler gav de protesterende beskyttelse til en militærnægter og afholdt et 24-timers offentligt bønnemøde. Kirken var pakket og støjende. Flere bar store skilte med politiske sloganer eller vers fra Biblen. Jeg havde håbet at kunne fortælle om Krishna-bevidsthed, men kunne ikke trænge igennem mængden af politikere, præster og kontrolapparaturet, der omgav prædikestolen. Taler efter taler fordømte den nært forestående invasion af kirken af statens repræsentanter. En præst citerede vers fra Biblen og forklarede en kristens pligt.

Jeg blev lidt forvirret over den voldsomme blanding af politisk retorik og bibelcitater. Da jeg var usikker på, hvad det bedste var at gøre, sendte jeg et spørgsmål til Srila Prabhupada. Hans svar den 9. oktober 1968 ankom nogle dage senere. Jeg har altid anset Srila Prabhupadas følgende analyse af “flugten til kirken” et perfekt svar fra en helt Gudsbevidst person. Det viste mig, hvordan jeg skulle reagere ikke blot på dette pågældende politiske slagsmål, men på mange andre senere hen.

Kære Satsvarupa.

Modtag mine velsignelser. Jeg har modtaget dit brev om situationen i Boston. Fra det, du skriver i dit brev, kan jeg forstå, at det er en politisk situation. Dette politiske slagsmål er reaktionen på karma. Begge parter – nemlig de studerende, der har søgt tilflugt i kirkerne, og regeringsstyrkerne, der kommer for at arrestere dem – tilhører samme kategori, for hvis det var et spørgsmål om kødspisning eller støtte til slagteriet, ville de begge være enige. Den nuværende situation er en reaktion på menneskets syndige aktiviteter. Vi anbefaler specielt, at folk afstår fra fire slags grundlæggende syndige aktiviteter, nemlig utilladt sex, beruselse, kødspisning og hasardspil. Men alle disse stridende mennesker er for alles vedkommende forfaldne til alle disse vaner. Hvis de er seriøse med hensyn til at afhjælpe den ubehagelige situation i samfundet, må de gå med til at acceptere Krishna-bevidsthed, ellers er der ingen mulighed for fred i verden.

Det er håbløst og omsonst for de studerende at bede døgnet rundt, lytte til politiske taler og håbe på, at krigen vil stoppe. Gud skal ikke parere deres ordrer. For det første handler de syndigt, og når der er reaktioner i form af krig, sygdom, hungersnød og så mange andre naturkatastrofer, beder de til Gud om at standse dem. Det er ikke muligt. De er ligesom kriminelle: Først begår en forbryder tyveri, indbrud og hor, og når han fanges af politiet, beder han til regeringen om at slippe for sin straf. Det er ikke muligt. Folk er involveret i så mange syndige aktiviteter, og naturens lov er, at der må komme en reaktion. Lad os sige, at jeg opmuntrer til at slå køer ihjel eller til dyredrab af enhver slags. Når det ved naturens lov bliver min tur til at blive slået ihjel, hvordan skulle det da kunne stoppes, bare fordi jeg beder til Gud om det? Derfor er de protesterendes metode ikke særlig oprigtig. De vil have Gud til at parere deres ordrer. Men Gud er ikke en ordreopfylder. Han er den, der giver ordrer. Han beordrer alle til at overgive sig til Ham, men fjolserne og slynglerne, der ikke overgiver sig til Ham, vil have Gud til at parere deres ordre igennem såkaldt bøn for at få Ham til at bede den materielle natur om at standse hendes lovmæssige afstraffelsesaktiviteter. Det er ikke muligt. Så situationen er ikke særlig god, men hvis nogle går med til løbende at lytte til Bhagavad-gita og Teachings of Lord Caitanya i et stykke tid, er jeg parat til at komme og tale.

Din evige velønsker,

A.C. Bhaktivedanta Swami

Nu ti år senere er ”kirketilflugtsprotesterne” alle glemte. Der er nye politiske slagsmål, nye allierede og nye fjender. Men jeg anser stadig Srila Prabhupadas analyse for at være overvældende sand. Desværre lytter verdens ledere ikke til hans råd. De fleste politiske og militære ledere er helt uvidende om karma-lovene om aktion og reaktion, som Srila Prabhupada og de vediske tekster beskriver. Men de burde vide lige så sikkert, at sådanne love faktisk eksisterer, som de kender til naturens andre ubrydelige love.

Karma er en streng, kompliceret mekanisme, et naturfænomen, der giver hver eneste menneskelig handling en passende reaktion. Denne lov om, at “Som du sår, så skal du høste,” er lige så meget en del af universets konstruktion som tyngdeloven – “Det, der går op, kommer ned igen.” På det personlige plan afgør ens tidligere karma (dvs. ens fromme og syndige handlinger) ens nuværende fysiske og mentale tilstand, og i dødsøjeblikket afgør ens akkumulerede karma fra det nuværende liv tilstanden for ens næste liv. Karma opererer også kollektivt: Unge mænd skal dø for deres land på grund af deres og deres landsmænds syndige handlinger. Hver eneste person er således fanget i karmaens komplekse samspil.

Når millioner af køer eller menneskefostre slagtes, kommer morderne og deres medskyldige til at bære den karmiske reaktion. Alle verdens store religioner anser ikke blot drab, men også beruselse og sex uden for ægteskab for at være forkert. Det er den Højestes lov, og ulydighed mod denne lov har sine konsekvenser. Et almindeligt menneske ved måske ikke, hvordan eller hvornår det vil blive ramt af sin karmiske reaktion, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at det vil ske. Hvorfor skulle vi tro, at den overvældende kraftfulde materielle natur ikke vil agere på os, når vi kan se, at selv det at bryde landets love giver os en dårlig reaktion? Individuelt og kollektivt fortsætter vi med at begå de samme forbrydelser millioner af gange. Den karmiske byrde vokser, og vi betaler den igennem naturkatastrofer, krig og død.

Hvorfor tager lederne ikke den vediske litteraturs gode råd til sig og lærer, hvordan de og resten af os kan leve livet frit for karma? For ligesom karma og lidelse altid er lige rundt om hjørnet, er løsningen det også. Nu dømmes vi for vores handlinger imod den Højestes love, men vi kan ændre vores handlinger og således undgå reaktionerne.

Som Srila Prabhupada gør opmærksom på det i sit brev, er dagens kritiske situation ikke den ene eller den anden sekteriske gruppes skyld. Alle bærer skylden – kapitalister, kommunister, ”etablissementet”, ”folket” – enhver, der bryder Guds lov. Alle begår syndige aktiviteter. Selv de sekteriske religioner handler syndigt. Verden har brug for ægte helgenagtig ledelse – ledere, der har ægte viden om Guds love om karma og kan vise alle os andre, hvordan vi handler niskarma, så der ingen materielle reaktioner er.

Der er ingen grund til at henfalde til ønsketænkning om fred og moral, før man går med til at høre hele sandheden. Som det første må vi lære, at den materielle verden agerer under den Højeste Ånds styring, og at lade hånt om Hans love fører altid til katastrofe. Alle disse ting står i Bhagavad-gita, den originale afhandling om Gud, karma og verden. Som der står i Bhagavad-gita, kan overholdelse af moral ikke opstå gennem nogen form for verdslig tilskyndelse. Moral og fred kommer kun naturligt, når vi bliver Krishna-bevidste og vågner op til en højere smag af åndelig glæde.