BHAKTI-YOGA I HJEMMET
Af Rohininandana Dasa
Fru Madhu Sharma er hjemme i en lille indisk landsby og skal til at lave familiens måltid. Hendes mor sidder allerede klar på det pletfri stengulv og kværner krydderier og hakker friske urter med stor snilde. Hendes søster passer børnene, hvilket giver de andre kvinder friheden til at fokusere 100% på madlavningen. Klar til at hjælpe kommer fru Sharmas teenageniece løbende ind i køkkenet med en masse friske grøntsager under armen. Køkkenet ser spartansk ud bortset fra de skinnende jerngryder og de glødende tandoori-komfurer.
Kvinderne laver mad til en storfamilie på femten personer. Når madlavningen er færdig, gør fru Sharma en særlig tallerken klar, placerer den på et lille alter og ofrer måltidet til Radha og Krishna, husstandens Deiteter.
Mens familien spiser, fortsætter kvinderne med at lave varme, smørsmurte chapatier i et imponerende tempo og sørger for, at alle får rigeligt at spise. Når alle er mætte og tilfredse, spiser kvinderne deres eget måltid. Når de så er færdige med det, giver de resterne til dyrene og fuglene, og bladtallerkenerne gives til familiens ko. De tager gryderne ud til håndpumpen og skiftes til at pumpe vand og vaske gryderne, hvor de bruger jord og aske som rensemiddel. Til sidst vasker de hele køkkenet ned, som forbliver rent og pænt til næste madlavningssession.
Dette er en typisk scene fra et familiemåltid i en indisk landsby, næsten uændret gennem tusinder af år. Det er let at forstå, hvordan fredsommeligheden, enkelheden, renheden og hengivenheden omkring denne tradition med rødder i den gamle vediske kultur styrker familiens sundhed og vigtigst af alt deres åndelige vækst.
Bør vi forsøge at omarrangere vores køkken og faktisk også resten af vores hjem, så det ligner fru Sharmas? Skal vi rive skabene med deres pakker og dåser ned, smide maskiner og apparater ud og brænde alle møblerne? Nu hvor vi forsøger at være Krishnabevidste, skal vi så sidde på gulvet, spise med hænderne og bære kåber? Og ikke flere lokale, traditionelle retter – skal vores kost nu kun bestå af ris, dhal, sabji, chapatier og halava?
Jeg har spist og nydt Herren Krishnas prasadam i bedste indiske stil i mere end tyve år, men hvis nogle nævner en barndomsfavorit som bagte bønner, pomfritter, cornflakes, rabarbertærte eller ostesandwich, begynder min mund at løbe i vand som altid. Vil Herren Krishna acceptere en kacauri, men ikke en rabarbertærte?
To overvejelser melder sig på banen.
Den første er, at Krishnabevidsthed er en åndelig kultur, der er fyldt med sin egen stil inden for kunst, madlavning og levevis. At acceptere Krishnas kultur er godt for vores åndelige udvikling.
Den anden overvejelse er, at Krishnabevidsthed kan føjes til vores nuværende levevis. Det er ”ettallet” foran nullerne, den afsluttende prik over i’et, som Srila Prabhupada plejede at sige. Ud fra dette princip opmuntrede Srila Prabhupada os til at ofre, hvad der er lokalt tilgængeligt, til templets Deitet. På samme måde kan vi i vores hjem ofre mad til Herren i overensstemmelse med vores egen smag og skikke, som Srila Prabhupada engang forklarede det til Allen Ginsberg.
Selvfølgelig giver den indiske – eller mere præcist den vediske – tradition en vidunderlig mulighed for at træde ind i et andet madlavningsunivers. Disse retter er trods alt kopier af dem, som Herren nyder i den åndelige verden. Vi vil nyde stor gavn af at udforske dette univers med hjælp fra erfarne ISKCON-kokke som Yamuna Devi og Adiraja Dasa.
I mellemtiden må vi arbejde med det, vi har. Vores børn har stadig svært ved at acceptere ”indiske” retter, som vi ikke er så dygtige til at lave. Og vi lægger stadig knive og gafler frem på bordet. Alligevel ønsker vi, at vores kost udelukkende består af Krishna-prasadam, og vi ønsker at være Krishnabevidste og centrere vores hjem omkring Herren.
Lad os derfor gå tilbage til køkkenet og tage endnu et kig på hylden med pakker, dåser og krukker. Er indholdet ofret eller er det ikke ofret? Tja … måske er noget ofret, andet ikke ofret. Måske er vi ikke engang sikre på, om saltet er ofret eller ej. Vi kan hurtigt lave en simpel ændring på vores skabshylder og i vores køleskab have (tydeligt markerede) separate områder til henholdsvis ofrede og ikke-ofrede varer. For at undgå forvirring kan vi opbevare ting som salt, sukker, smør, marmelade og lignende i separate beholdere: én type til ofrede varer og en anden type til ikke-ofrede varer.
Fordi vi forsøger at tilberede retter udelukkende til Krishnas glæde og samtidig tage hensyn til behov, smag og måske også luner i en voksende familie, kan vi nogle gange føle os forvirrede. Hvordan kan vi tro, at vi udelukkende tilbereder mad til Krishna, når vi skynder os at lave havregrød og ristet brød, så John og Susan ikke kommer for sent i skole?
Vi må huske på, at Herren Krishna naturligvis har betroet os disse børn, som vi skal tage os af på bedste vis. Men de tilhører Ham. De er Hans hengivne (selv om de endnu ikke er klar over det). Så ved at tjene dem med den rette bevidsthed tjener vi Krishna. Krishna siger (Bg. 9.27), at hvad end vi gør, skal vi gøre det som et offer til Ham. Så når vi smører en mad til vores børn, kan vi tænke: ”Jeg gør dette for Krishna.”
Skal vi ofre hvert eneste stykke ristet brød eller snack til Krishna? Nej, det er ikke nødvendigt. Hengiven tjeneste er enkel, nem og praktisk. Krishna ønsker at forbedre vores fortravlede liv, ikke hæmme det. Srila Prabhupada sagde engang til en hengiven, der drev en restaurant, at han skulle lave en fin ofring særligt til Krishna om morgenen, og derefter ville alt, hvad der blev tilberedt resten af dagen, også være prasadam. Vi kan derfor starte med at ofre de grundlæggende morgenmadselementer til Krishna, og når familien så beder om mere, behøver vi ikke lave yderligere ofringer.
Hvis vi bliver bedt om noget, der ikke var en del af den oprindelige ofring, er her nogle muligheder, vi kan vælge:
Tillad ikke, at nogle beder om noget, der ikke allerede er på bordet.
Hav altid en kurv med ofret frugt eller en dåse med kiks eller lignende snack til rådighed. I de tidlige ISKCON-dage sørgede Srila Prabhupada altid for at have et glas med gulabjamum’er til sine legesyge, åndelige børn.
Indret et sted i køkkenet til hurtige ofringer. I vores hjem ofrer vi dagens hovedmåltid på alteret i vores tempelrum. Andre måltider, snacks og drikkevarer ofres foran et lille billede af Srila Prabhupada i køkkenet. Hvis for eksempel et af børnene pludselig beder om et stykke frugt under morgenmaden, tager det ikke lang tid at ofre det og bringe det til bordet.
Følg princippet om berøring: Hvis et ikke-ofret element kommer i nærheden af noget, der er blevet ofret, bliver det også prasadam. Forestil dig, at du har opvarmet noget mælk, ofret det og serveret det meste. Susan vil gerne bede om en kop mere, men så meget er der ikke tilbage i gryden. Så kan du åbne en ny karton mælk og hælde noget i gryden, hvorefter det kan betragtes som ofret. Det samme princip kan gælde for sukker, salt osv. Vi skal dog være varsomme med, at denne form for bekvemmelighed ikke fører til lemfældighed og dovenskab. Så vidt muligt bør vi lave friske ofringer.
På mange måder er vi pionerer i et åndeligt grænseland og kan derfor af og til føle os forvirrede over, hvad der er den korrekte måde at gøre tingene på. Denne lille artikel søger at rette fokus på forskellige elementer, diskutere dem, tilbyde forslag og finde løsninger.