I ANDRA PRADESH

Af Janardana Dasa

Janardana Prabhu har sendt endnu en øjebliksberetning fra sin rejse i Sydindien.

Min tur igennem Andhra Pradesh er meget inspirerende. Folk i Andhra er utroligt hjælpsomme og høflige. Denne sydøstlige stat i Indien ligger ud til den Bengalske Bugt. Frodig skov med alverdens frugter og blomster i himmelsk mangfoldighed dækker det meste af landet. Det er som at gå rundt i en stor botanisk have med tusindvis af forskellige træsorter og eksotiske planter.

Det er alligevel altid lidt asketisk at rejse og ikke vide, hvordan man kommer fra A til B, eller hvor man skal overnatte. Men når man ved, at Paramatma hele tiden er der som det indre kompas, er det nemmere at være frygtløs. Krishna siger i Bhagavad-gita (15.15), at Han sidder i hjertet på alle levende væsener og giver hukommelse, forglemmelse og intelligens. Men hvis man ikke bevæger sig ud af sin komfortzone, er man ikke så opmærksom på den indre guide.

Prahlada Maharaja måtte gå uendeligt meget igennem i en meget ung alder. Han blev udsat for ren tortur af sin egen far, Hiranyakasipu. Han blev kastet ned fra et bjerg, kastet i et hul med slanger, forsøgt spiddet med spyd og trampet på af elefanter. Men han var altid helt frygtløs, for han vidste, at Herren var i hans hjerte og overalt.

ito nrisimhah parato nrisimho
yato yato yami tato nrisimhah
bahir nrisimho hridaye nrisimho
nrisimham adim saranam prapadye

”Herren Nrisimha er hér og også dér. Hvor end jeg går hen, er Herren Nrisimha dér. Han er i hjertet og er udenfor såvel. Jeg overgiver mig til Herren Nrisimha, altings oprindelse og det højeste tilflugtssted.”

Sri Narasinghadeva åbenbarede Sig i Ahobilam. Det er derfor også naturligt, at det er her, man finder flest templer med Narasingha Swami. Alene i Ahobilam er der ti Narasinghadeva-templer.

Jeg vil nu redegøre for historien om templet Varaha-Laksmi-Narasingha, der var det første tempel, jeg besøgte i Andhra. Det ligger lidt uden for Visakhapatnam ved togstationen og den meget mindre by Simhacalam.

Templets historie går meget langt tilbage. Formen af Varaha-Narasimha blev antaget af Herren, fordi Sri Prahlada ønskede at se en kombineret form af Herrens to avataraer, Varahadeva og Narasinghadeva. Den ene havde allerede dræbt Hiranyaksa, og den anden ville på et senere tidspunkt dræbe Hiranyakasipu. Varaha-Laksmi-Narasingha Swami er således både Varahadeva og Narasinghadeva.

Ifølge Stalapurana byggede Prahlada Maharaja templet i Simhacalam, efter Narasimhadeva havde slået Hiranyakasipu ihjel. Det skete i Satya Yuga. Men som tiden gik, blev templet forsømt og begyndte at forfalde. Deiteten blev der heller ikke taget hånd om, og skoven voksede sig tæt og dækkede til sidst hele templet.

I begyndelsen af Treta Yuga blev templet genopdaget af Kong Pururava. Pururava, der rejste sammen med sin ægtefælle Urvasi i en vimana, blev tiltrukket til Simhachalam, hvor han opdagede templet og siden hen Herren, der nu var dækket af jord og tilgroet med skov.

Han rensede templet og murtien for jord og beplantning. Efter at have vasket Deiteten smurte han Sri-Varaha-Lakshmi-Narasingha ind i sandeltræspasta og bestemte, at murtien skulle tilbedes i denne form, og kun én gang om året på den tredje dag i måneden vaisakha ville Hans oprindelige form kunne ses uden candana, sandeltræspasta.

Til den dag i dag er templet fortsat med at blomstre. Som tidligere beskrevet besøgte Caitanya Mahaprabhu dette tempel som et af de første på Sin rejse til Sydindien. I On pilgrimage in Holy India skriver Bhakti Vikasa Swami også om sin pilgrimsrejse til Simhacalam. Bogen, der er rigt illustreret med fantastiske billeder fra mange forskellige steder i Indien, er fantastisk læsning og en stor inspiration, hvis man vil udforske det hellige Indien. Efter at have læst bogen blev jeg mere opmærksom på, hvor mange hellige steder der er i Indien. Hans rejser bringer ham til steder såsom Nathdwar, hvor Sri Nathji bliver tilbedt, Ksiracora-Gopinatha i Remuna, Dwarakadish i Dwaraka og Sri Ranganatha i Sri Rangam for bare at nævne nogle.

Hver stat i Indien har mange gamle templer, hvis historie går langt tilbage. Nogle har rødder, der kan spores så langt tilbage som til andre yugaer, dvs. mange tusinde år. Rundt omkring de gamle Visnu- og Krishna-templer i Sydindien bor der mange brahmanaer. Her er kulturen godt bevaret, for her har den været bedre beskyttet mod udefrakommende indflydelse.

Min rejse bringer mig videre i Andhra Pradesh, og efter Simhacalam, Kurmaksetra, Annavaram og Rajahmundry er næste stop på rejsen Vijayawada. I første omgang ved jeg bare, at der ligger et ISKCON-tempel her ved floden Krishna, én af Indiens syv hellige floder. De andre seks er Godavari, der løber gennem mit forrige stop, Rajahmundry, plus Ganges, Yamuna, Narmada, Kaveri og Sarasvati. Sarasvati er ikke længere synlig, men siges at løbe under jorden. Den havde sit udløb i Gujarat.

Ganges og Yamuna har deres udspring i Uttarakand og løber sammen i Uttar Pradesh for til sidst at løbe ud i den Bengalske Bugt ved Calcutta. Narmada løber igennem Bharuch i Gujarat ud i det Arabiske Hav. Godavari og Krishna løber igennem Andhra, hvor jeg netop er rejst igennem, ud i den Bengalske Bugt, og Kaveri løber igennem Tamil Nadu tæt forbi Sri Rangam for til sidst også at ende i den Bengalske Bugt. Jeg mangler blot at tage en dukkert i Narmada, og så skal jeg finde Sarasvati for at have badet i dem alle.

Vijayawada er ikke videre stor, men det er dens togstation. Som denne har de fleste stationer i Indien udmærkede ”retirement rooms”, der kan lejes for en beskeden sum. De kan bestilles, hvis ens billet er blevet bekræftet, dvs. at man har pladsbillet på sleeper- eller AC-klasse. Meget praktisk, når man kun skal være et sted i kort tid. På denne station lykkedes det dog ikke, så min primære opgave er at finde mit overnatningssted. Dagens første motorcykel ’chauffør’ kører mig ud af byen og over floden til ISKCON-templet.

Templet ligger mellem floden Krishna på den ene side og opdyrkede marker på den anden. Ved siden af templet er der også en lille goshala. På vejen dertil er der næsten ingen trafik. Efter otte dage på farten, siden jeg forlod Puri i Orissa, har jeg brug for lidt ro, så jeg er kommet til det helt rigtige sted.

De hengivne er vældig søde og beder mig hele tiden lede kirtana for deres smukke Sri-Sri Radha-Syamasundara. En stor mindetavle står ved indgangen til templet, hvor det oplyses, at Bhakti Svarupa Damodhara Gosvami, en discipel af Srila Prabhupada, har været en inspirationskilde til åbningen af dette tempel. Han havde en Ph.D. i kemi og masser af omgang med Srila Prabhupada.

De hengivne i templet gør mig opmærksom på, at Caitanya Mahaprabhu på Sin rejse i Sydindien også kom igennem Vijayawada, da han besøgte byen Mangala Giri kun 10 km længere sydpå. I Mangala Giri ligger der to Narasingha-templer, Han besøgte, nemlig Panakala-Narasimha Swami og Laksmi-Narasimha.

Indgangen til templet Laksmi-Narasimha er prydet af en elleve etagers Gali Gopuram. Dette tempel ligger neden for en bakke, man bestiger ad en trappe for at komme op til det andet tempel, Panakala-Narasingha Swami.

På vejen op får man darsana af Caitanya Mahaprabhus lotusfødder som en påmindelse om Hans besøg her. Mange andre steder i Sydindien er Mahaprabhus lotusfødder installeret såsom i Sri Rangam, Jagannatha Puri og Simhacalam.

100 meter oppe ligger dette andet Narasingha-tempel. Fantastisk bare at tænke på, at Caitanya Mahaprabhu var her. Jeg tænker på, hvor fantastisk det har ligget ude i skoven på en bjergside, inden de plastrede resten af stedet til med cement og asfalt. Men uden cementen og asfalten havde jeg nok ikke befundet mig her. Man må tage det sure med det søde.

En interessant detalje i Panakala-Narasimha Swami-templet er, at Deiteten konstant bliver badet i en melassedrik med peber i. Efter darsana får alle et glas af den velsmagende abhiseka-drik. Narasingha bhagavan ki jaya! Yudhisthira Maharaja, en af de fem Pandavabrødre, siges at have grundlagt dette tempel.

Andhra Pradesh er meget kuperet og dækket af frodig skov helt ned til havet mod øst. Templerne ligger meget smukt, og der er vældig frodigt overalt. Der er frisk luft og generelt rent sammenlignet med Nordindien. Templerne i Sydindien er intakte og ikke ligesom i nord vandaliseret efter utallige muslimske invasioner og plyndringer igennem århundreder.

Men den Højeste Herre er aldeles utilknyttet til Sin materielle skabelse. Han nedstiger for at beskytte Sine hengivne og reetablere de religiøse principper.

På vej til Ahobilam tager jeg ud for at se, hvad der kaldes Grand Canyon of India. Knap så grand, men med indbydende rent vand i floden og en from konge, der byggede sit kongerige her. Centralt i dette lille kongerige lå et Madhava-tempel og ikke langt derfra kongens residens. En hel by lå her omringet af en 10 meter høj mur, og så stort er området, at muren ikke kan følges af blikket hele vejen rundt.

Indien bestod af sådanne utallige små kongeriger, og da Pandavaerne herskede i Indien for over 5.000 år siden, måtte alle underkaste sig deres overherredømme eller kæmpe. På den måde samlede Pandavaerne Bharata-varsa, det større Indien, der også inkluderede Afghanistan, Pakistan, Thailand, Indonesien, Burma, Malaysia, Laos og Cambodia eller hele den civiliserede verden på det tidspunkt.

Senere i fraværet af en sådan kraftfuld hersker kunne de muslimske afghanske konger med lejehære angribe og plyndre primært Indien igen og igen.