af Jahnu Dasa
”Hvornår holder en person op med at tro på virkeligheden?” Hvis det spørgsmål overhovedet skal give nogen mening, er vi nødt til først at definere virkelighed.
Den eneste, der kan definere virkelighed, er Gud. Alt andet vil være menneskelig spekulation. Vi kan alle have en ide om, hvad der er virkelighed, men medmindre Gud definerer virkelighed for os, vil virkelighed fortsætte med at være bare det – en ide.
I Bhagavad-gita definerer Gud virkelighed. Krishna siger: ”De, der er seere af sandheden, har konkluderet, at af det ikke-eksisterende (den materielle krop) er der ingen varighed, og af det evige (sjælen) er der ingen ændring. Dette har de konkluderet ved at studere naturen af begge.” (Bg. 2.16)
Så ifølge Krishnas definition er virkelighed det, der er evigt, og uvirkelighed eller illusion er det, der er midlertidigt. Bemærk, at illusion eksisterer, men det er uvirkeligt i den forstand, at det er midlertidigt.
Nogle vil måske indvende: ”Hvis jeg slår mit hoved ind i en væg, er smerten, jeg mærker, meget virkelig. Hvordan skulle den ikke være virkelig?” Men hvis den ses i lyset af evigheden, er den ikke virkelig. For eksempel kan jeg brække mit ben i dag, men ti år fra nu vil det ikke være virkeligt for slet ikke at tale om 100 år fra nu. Det vil være, som om det aldrig var sket.
Så illusion eksisterer. Den er ikke falsk eller fiktiv, men grunden til, at den ikke anses for virkelig, er, at den ikke er evig. Den er ligesom en drøm. En drøm finder sted, men når vi vågner op, forstår vi, at den ikke var virkelig. Livet i en materiel krop er sådan – drømmelignende. Lad os sige, at vi fik en virkelig god middag i dag. En uge fra nu vil den ikke være mere virkelig, end hvis det havde været en drøm.
Det er på den måde, at livet i en materiel krop er ligesom en drøm. Det vil gå op for os, om ikke før, så på dødstidspunktet. Døden vil være en barsk opvågnen for ateisten.
Så virkelighed og illusion defineres af tiden. Den ene er evig, den anden er midlertidig. Og hvis man tænker over det, giver det mening. Alt, der ses i lyset af evighed, vil være manifesteret i sådan et glimt af tid, at det vil være, som om det ikke virkeligt skete.
Brahma, skaberguden, siges at leve lige så længe, som universet varer, hvilket er beregnet til 311 billioner og nogle milliarder solår. Så hvis man lever i et sådant ufatteligt tidsrum, kan man da forestille sig, hvad en persons levetid på Jorden som f.eks. 80 år må ligne. Det er ikke engang et sekund fra Brahmas synspunkt. Hvor virkelig ville en person være for os, hvis han levede i et sekund? Tænk over det.
Hvis vi tager 80 år ud af 311 billioner år, er det så ubetydeligt et tidsrum, at det praktisk taget er, som om det ikke skete. Men hvis vi på den anden side tager Brahmas levetid og sammenligner den med evig tid, er det lige så lidt. Uanset hvor meget tid, der tages ud af evig tid, vil det stadigvæk være næsten det samme som ingenting.
Universets varighed får et liv på Jorden til at se fuldstændigt ubetydeligt ud, og den kosmiske tid på millioner, milliarder og billioner af år vil virke fuldstændig ligegyldig og betydningsløs fra den evige tids synsvinkel. I lyset af evighed er alt, der ikke er evigt, blot et illusorisk lysglimt.
Det er sådan, man kan forstå, at hvad som helst, der har en begyndelse og en ende, er illusorisk. Kun det, der er evigt, er virkeligt.
Så kan man spørge, hvad der er virkeligt i denne verden. Vi har ikke nogen erfaring af noget, der varer for evigt, vel? Jo, det har vi. En ting, der varer evigt, er det bevidste selv. Sjælen er evig, så i den materielle verden er vi selv virkelige, dvs. vores virkelige selv, sjælen. Alt andet inklusive vores krop og sind er midlertidigt og dermed illusorisk.
Det er derfor, at selverkendelse ifølge vedisk teologi vil sige at erkende sit evige selv hinsides den midlertidige krop og sindet. Krishna giver et genialt argument i Bhagavad-gita til at hjælpe en intelligent person til at erfare sit evige selv.
En persons krop gennemgår mange forskellige stadier af barndom, ungdom, alderdom og til sidst døden. Men igennem alle disse forandringer af kroppen og sindet forbliver selvet (den indre fornemmelse af jeg-følelse) eller den indre iagttager konstant. Jeg er den samme ’mig’, når jeg er ung, som når jeg er gammel. Det er en måde, hvorpå vi logisk kan forstå, at vi er evige.
Den menneskelige livsform er unik i den forstand, at den giver selvet lov til at forstå sin egen evighed. Formålet med menneskelivet er derfor at forbinde sig med sit evige selv. Hvis man blot er optaget af kroppen og dens behov, spilder man denne værdifulde mulighed, en mulighed, der kun findes i den menneskelige livsform. At spise, sove, parre sig og forsvare sig kan sjælen gøre i en hvilken som helst livsform. Kun i den menneskelige form kan selvet forbinde sig med evigheden, dvs. virkeligheden.
Krishna siger.
”Aldrig var der en tid, hvor Jeg ikke eksisterede og heller ikke du eller alle disse konger. Lige så lidt vil nogen af os ophøre med at være til i fremtiden.” (Bg. 2.12)
”Ligesom den legemliggjorde sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop i døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.” (Bg. 2.13)