Af Akhandadhi Dasa (Oversat af Christopher Thuesen)

Dette er sidste del af en tale, Akhandadhi Prabhu gav første gang ved konferencen “Consciousness in Science” i Gainesville, Florida, i januar 2019. Her er den hentet fra ISKCON Communications Journal, Volume 12, 2021, hvor den forefindes med fodnoter og referencer. De første tre dele bragtes i de forrige numre.

Atma

På linje med mange fysiske felter, der udviser partikelegenskaber, har bevidsthedsfeltet ifølge de fleste vediske filosofiske skoler også en fundamental enhed, der på sanskrit kaldes atma. Jeg har taget dette nyttige begreb til mig grundet dets præcise betydning og definition. Det er den mindste individuelle enhed, der besidder bevidsthed, og er opbygget af bevidsthedens egenskab. Atmaen er subjektet i vores personlige oplevelse. Den er jeg’et, fornemmelsen af “hvem jeg er” eller det bevidste jegs enhed, der har den grundlæggende opfattelse af personlig eksistens, identitet og bevidst individualitet.

De vediske traditioner udforsker, hvordan atmaen kan udvide sin selvopfattelse ved at identificere sig med en udefrakommende persona. Personaer er former for selvopfattelser, der opstår i forbindelse med den fysiske krop, mentale konstruktioner, sociale forhold osv. Der er et klart skel mellem atmaen som det bevidste jeg, dvs. den enhed, der er i stand til at have en subjektiv bevidsthed, og de forskellige former for psykologisk indhold og opfattelser, deriblandt opfattelser af vores selvbillede.

Sankhya og sindet som grænseflade

For at denne model skal være troværdig, skal den kunne beskrive mekanismerne, igennem hvilke bevidstheden observerer stoffets funktioner. I sankhya-analysen faciliteres interaktionen mellem det bevidste jeg og den fysiske verdens egenskaber af et sæt ikke-neurale kognitive funktioner, der fungerer som en slags grænseflade. Skåret ud i pap er dette koncept lig med den traditionelle funktion, der generelt bliver refereret til som “sindet”. Sankhya opfatter sindet som en grænseflade, et ikke-neuralt fysisk organ med den ubevidste kognitive evne til at afkode fysiske systemers informationer og præsentere dem i et qualia-format, som bevidstheden kan forstå.

Moderne sindsfilosofi har en tendens til at kategorisere bevidsthed, kognition, følelser, opmærksomhed og al vores mentale ballast under samme vage koncept, der kaldes sindet, og derefter skabe yderligere forvirring inden for feltet ved at sætte dem i samme kategori som hjerneprocesser.

I sin essens redegør sankhya-systemet for de særskilte roller, det bevidste jeg, sindet og hjernen spiller. Denne trefoldige model er en genial indsigt fra en tidløs visdom. Den kan helt sikkert finde anvendelse inden for klinisk psykologi, uanset hvordan man anskuer ontologien. Den har også paralleller inden for moderne teknologi. Tænk over de fire elementer i en computers processering: sensorerne, CPU’en, skærmen og operatøren. Sensorerne indsamler information, der behandles i CPU’en. En sådan data i digitalt format er tilstrækkeligt for computeren til at kunne analysere og handle på. Hvad er så skærmens formål? Den er der ikke for CPU’ens skyld. Snarere er den anordningen, igennem hvilken computerens indre funktioner bliver synlige for observatøren, der er et separat levende væsen. Skærmen fungerer som en grænseflade, der tillader to vidt forskellige enheder – en silikonechip og et menneske – at kommunikere.

På samme måde beviser qualias ikke-neurale natur og mentale indhold, at hjernen kræver en form for grænseflade mellem dens data og en uafhængig observatør. Computerens fire funktioner kan sammenlignes med sanserne, hjernen, sindets grænseflade og atma-observatøren. Det svarer også til vores intuitive forståelse. Selv om det ville være for omfangsrigt at gå i detaljer med det i denne artikel, er det muligt at bruge princippet om et ikke-neuralt grænsefladesind til at redegøre for de to eksempler med ’visuel sparsommelighed’ og ’processerings-tidsforskydning’ uden at skulle ty til, at al vores opfattelse er en illusorisk hallucination, eller at vi lever i fortiden.

Vilje

For at værdsætte denne fremgangsmetodes implikationer kan vi stille endnu et spørgsmål. Er denne bevidste enhed, atmaen, blot en observatør, eller besidder den også en vilje? Sankhya-systemet giver en detaljeret analyse af sindet som et sæt af kognitive underfunktioner, der på en kompleks måde former deres interaktioner i deres behandling af informationsstrømmen og omformningen af fysiske egenskaber fra vores omkringliggende verden til indre, subjektive oplevelser af qualia. Sankhya beskriver opfattelse som en afkodning af de fysiske objekters egenskaber og de neurale data til mentalt indhold. I relation til fysikken er ideen, at stoffets egenskaber er en manifestation af iboende information. Interaktionerne mellem fysisk stof og sindet og mellem sindet og bevidstheden medfører ikke blot udvekslingen, men også omformningen af informationens format.

Hvis opfattelsesprocessen faciliterer informationsstrømmen fra den ydre verden til vores indre mentale oplevelse, er viljen den modsatte proces. Vedanta, vaisnava, sankhya og yoga-sutra-traditionerne fastslår, at bevidstheden er kausal, for den er en kilde til original information, der giver ophav til ændringer i de fysiske systemer. Vilje eller fri vilje kan defineres som atmaens ønske om at variere sin oplevelse.

Yoga-sutra beskriver tydeligt denne sekvens. Viljen, som atmaen udviser, skaber et bestemt mentalt indhold i form af hensigt, ønske, strategi osv. Indholdet af sådanne hensigter eller formål (arthavattva) indkodes i et datasæt i form af specifikke kombinationer af de tre gunaer (tilstande eller kvaliteter). Denne guna-data former avyaya, det konstitutionelle informationsindhold, der derefter specificerer de underbevidste sanselige kvaliteter, tan-matra’erne (subtil lyd, berøring, form, smag og lugt). Når tan-matra’erne med disse guna-specifikationer så er indkodet i de fem elementers felt, maha-bhuta’erne (jord, vand, ild, luft og æter), manifesteres maha-bhuta’ernes bestemte observerbare egenskaber og kan registreres af vores sanser.

Dette er fænomenet, som Robert Jahn og Brenda Dunne så grundigt undersøgte igennem Princeton Engineering Anomalous Research (PEAR) eksperimenterne, der fandt sted mellem 1979 og 2007. Formålet med forskningen var at studere interaktionen mellem den menneskelige bevidsthed og sensitive fysiske apparater. Forfatterne konkluderede: “De enorme databaser, der blev skabt igennem PEAR, er et klart bevis på, at menneskets tanker og følelser kan skabe målbare påvirkninger i den fysiske virkelighed.”

Den vediske model er samstemmende med denne forskning, og derfor er der nu en række forskere, der leder efter måder, hvorpå man kan undersøge den ikke-neurale bevidstheds vilje og dens interaktion med forskellige fysiske og biologiske systemer.

Kilde til ny information

Hvad betyder det for resten af videnskaben? Min opfattelse er, at alle videnskabelige studier relaterer til informationsindholdet, der definerer systemers egenskaber og interaktioner, uanset om disse systemer er fysiske, kemiske eller biologiske. Der er talløse tilfælde, hvor forskningen støder på uforklarlige ændringer i entropi og informationsindhold. Det sædvanlige forsøg på at forklare disse er at tilskrive sådanne effekter til vage stokastiske eller tilfældige processer. Men hvorfor ty så skråsikkert til tilfældighed? Sådanne ’forklaringer’ lever ikke op til kriteriet for videnskabelige teorier, for de forklarer intet og kan ikke testes, men afskrækker tværtimod yderligere forskning.

Måske er der brug for en ny åbenhed over for en kendt kilde til ny information, en indrømmelse af, at information, der genereres af bevidst intention, kan være ansvarlig for det øgede, specificerede eller integrerede informationsindhold, som vi kan observere i systemer. For dem, der har en mistanke om, at bevidsthed ikke kan reduceres til neural kompleksitet, vil sådan en tilgang virke nødvendig og ikke blot indbildning. Resultaterne fra PEAR og andre undersøgelser har påvist indflydelsen af bevidst hensigt fra individuelle og sammenhængende kollektive bevidstheder. Tiden kan meget vel være inde til mere dybdegående forskning ift. forbindelsen mellem bevidst vilje, psykologisk intention og ændringen eller manipulationen af informationsindholdet i fysiske, biologiske, neurale og kvantefysiske systemer. For eksempel mener jeg, at Stuart Hamerofs forskning (selv om jeg ved, at han har en anden fortolkning) angående ’orkestreret objektiv reduktion’ indikerer en potentiel rute, igennem hvilken ikke-neural bevidsthed kan påvirke kvantetilstande i mikrotubuli og bevirke ikke-deterministisk neural aktivitet.

Hvad nu, hvis effekten af hensigt, hvad end den stammer fra lokaliserede, kollektive eller altgennemtrængende kilder til bevidsthed, kan påvises at spille en vital rolle i formationen af højere informationsstrukturer og -processer inden for fysikken og biologien? Hvor ville vi kunne observere den effekt? Måske i situationer, hvor et højere informationsniveau eller et præcist specificeret system opstår fra lavinformationskilder- eller processer. Måske alle steder, hvor der opstår en specificitet fra en tilstand af ’hvid støj’, for eksempel inden for biologi, fysik, kosmologi osv. Måske hvor et indledende stadium besidder uforklarlig lav entropi eller finjustering af sine parametre, eller hvor der foregår ikke-lineære interaktioner mellem dele af et system, der skaber emergent kompleksitet.

PEAR-resultaterne indikerer, at effekten af hensigten forstærkedes, når forsøgspersonerne identificerede sig med systemet, de forsøgte at påvirke, eller når en gruppe forsøgspersoner delte den samme hensigt, og at sådanne effekter kunne opnås, uanset hvor lang afstand der var til apparaturet, eller om intentionen fandt sted før eller efter målingen. Der var også forudgående undersøgelser af indflydelsen på tilfældighedsmaskiner af andre arters psykologiske hensigter.

For at opsummere forefindes der et klart rationale for at foreslå, at bevidsthed er en irreducibel egenskab. I sammenligning med rent fysikalistiske tilgange forklarer ideen om den ikke-neurale bevidsthed som en fundamental egenskab ved virkeligheden langt bedre opfattelse, forskellige psykologiske faktorer og subjektiv erfaring. Sådant et perspektiv giver også en måde at integrere vores videnskabelige og humanitære felter med de personlige overbevisninger og intuitioner, de fleste af os har om naturen af vores egen eksistens, og kan muligvis åbne for umådelige muligheder inden for forskning og opdagelser. Det kan sågar lede os til at udvikle nye teknologier, nye redskaber og nye fremskridt, og det kunne løse mange af anomalierne, der plager de herskende teorier om livets oprindelse, artsdannelse, den kosmiske finjustering, den universelle struktur, kvantefænomener osv. Alt i alt vinder videnskaben kun ved at tage bevidsthed til sig i stedet for at ignorere den. Bevidsthed er mere end blot den manglende brik i det videnskabelige puslespil – den er selve det manglende fundament.