Af Akhandadhi Dasa (Oversat af Christopher Thuesen)

Denne artikel stammer fra en tale, Akhandadhi Prabhu første gang gav ved konferencen “Consciousness in Science” i Gainesville, Florida, i januar 2019.

Her er den hentet fra ISKCON Communications Journal, Volume 12, 2021. Første og anden del bragtes i de to sidste numre.

Opfattelsesevnen og hjernen

Qualia, selvet og subjektivitet er ikke de eneste problemer, som opfattelsesmodeller, der helt og holdent afhænger af hjernefunktioner, støder på. Her er endnu to eksempler:

(1) Sparsomhed

Alle sanseorganer udøver sparsomhed, men her vil vi kun kigge nærmere på visuel sparsomhed. Når vores øjne beskuer en scene, er antallet af informationsbidder, der rammerne pupillen og nethinden, i omegnen af 6 milliarder. Efter tapcellerne og stavene har modtaget signalet, er den totale mængde data, der er klar til at videresendes til den optiske nerve, kraftigt reduceret. Når informationen modtages i den visuelt bearbejdende del af hjernen, er mængden af information reduceret til blot en brøkdel. Det tyder på, at der må være en betydelig forskel mellem den knappe mængde data, hjernen bearbejder, og den fulde mængde data, vores synsorganer opfanger.

Mange neurovidenskabsmænd konkluderer derfor, at baseret på sanseinput giver hjernen sit bedste bud på, hvad der foregår. Andy Clark foreslår, at vi er “naturens egen gættemaskine, der bestandigt forsøger at være et skridt foran ved at ride på de indkommende bølger af sanseopfattelse.”

Forklarer dette dog virkelig detaljerig, akkurat veridisk opfattelse – den direkte opfattelse af forekomsten af stimuli?

Der er uden tvivl en funktion på linje med den forudsigende bearbejdning, igennem hvilken vores mentale model af omgivelserne genereres og opdateres efter bedste evne med faktiske sanseinput, og som muligvis kan være en virkelig egenskab ved vores oplevelse. Ved vi dog med sikkerhed, at det er en ren og skær neural proces? Vi har allerede påvist, at hjernens aktivitet ikke kan redegøre for qualia, og ligeledes kan vi ikke forklare i neurale begreber den billedforstærkning, som qualia forårsager, og som vi faktisk oplever. En gættende hjerne ville ikke kunne forsikre os om, at virkelighedsbilledet, vi observerer, er korrekt, især ikke, hvis vi tager et andet aspekt i betragtning: tidsforskydningen mellem bearbejdningen af de forskellige sanseinput.

(2) Tidsforskydning

Lad os antage, at vi observerer en person klappe i hænderne tæt på os. Lys- og lydbølgerne fra klappet vil nå vores øjne og ører nogenlunde samtidigt, og i sindet hører vi lyden af klappet og ser hænderne mødes som en samlet synkroniseret begivenhed. Dette udgør dog et mysterium i neurovidenskaben, for det tager hjernen op til et halvt sekund længere at bearbejde data fra øjnene end fra ørerne. Dette har gennemgribende filosofiske implikationer. Hvis der forekommer en signifikant forsinkelse imellem, at hjernen har bearbejdet inputtet fra ørerne, til den har fuldendt forarbejdningen af input fra øjnene, hvordan kan det så være, at bevidstheden oplever dem samtidigt?

To mulige bud gives for at forklare problemet. Det ene er, at hjernen tilbageholder oplevelsen af lyden, indtil den har færdiggjort bearbejdningen af billedet, den hører sammen med. Den anden er, at hjernen forsøger at forudsige og danne et samhørigt billede på baggrund af den bearbejdede lyd, før den har modtaget den endelige information. Ingen af forklaringerne er tilfredsstillende. Enten er vores bevidste oplevelse af verden en fraktion af et sekund bagefter hændelserne finder sted, eller også er vores synsindtryk gætværk. Dette faktum vedrørende hjernens manglende evne til at håndtere opfattelse førte Anil Seth, Storbritanniens ledende bevidsthedsekspert til at udtale: “Hvis hallucinationer er en slags ukontrolleret opfattelse, er vores opfattelse af nuet også en slags hallucination, men en kontrolleret form for hallucination, igennem hvilken hjernens forudsigelser bliver tøjlet af de sanselige input fra omgivelserne.”

Hjernemodel

Idéen om, at neurale funktioner alene redegør for alle aspekter af bevidsthed, ender med at være intet andet end et syn på vores opfattelse, erfaring og selvopfattelse, der er uigenkendelig fra vores dagligdags forståelse. Fysikalisterne appellerer derfor til vores tendens til at blive bedraget af hjernen. De hævder, at hjernen på en eller anden måde udsender overordnede ekkoer, der skaber en illusion af selvet, qualia, erfaringen og den frie vilje. Men uanset hvordan vi måske eller måske ikke bliver narret af vores tanker og selvopfattelse, kræver det dog et ægte selv til at være modtageren, der oplever de forkvaklede tanker eller illusioner.

Denne hjernemodel, der benægter selvet og dets subjektive oplevelse, opstår ikke fra noget konkret bevis for, hvordan bevidsthed kan tilskrives fysiske og neurale processer. Det er rettere en abduktiv spekulation, der ikke har held til at vise, hvordan hjernen alene kan være ansvarlig for (a) selvets eksistens, (b) den bevidste opfattelse af qualia eller sågår opfattelsen af hverdagen, og (c) menneskets højagtede værdier eller metafysiske aspirationer. Hvis man tager højde for alle beviserne for vores oplevelser, og hvad vi ved om neurovidenskab, vil jeg påstå, at hjernemodellen ikke slår til som en redegørelse for bevidsthed. Vi behøver en bedre og større model.

En alternativ indgangsvinkel

Min tidligere analyse var tiltænkt at etablere de uforholdsmæssige, måske sågar umedgørlige, besværligheder omkring fysikalisternes forsøg på at forklare, hvordan en klump biologisk stof på 1,4 kg kan skabe den bevidste oplevelse, vi kender som virkeligheden. Man kan ikke helt afvise muligheden for, at videnskabsmænd en dag finder nøglen til bevidsthed inden for fysik og neurovidenskab, men man kan påstå, at sådan en succes ikke er garanteret. Derfor burde et intellektuelt samfund forblive åbensindet og opmuntre til at udforske en bred vifte af mulige forklaringer på bevidsthed. Jeg foreslår ikke, at samtlige forskere bør opgive deres søgen efter et neuralt fundament for bevidstheden, men blot, at den fysikalistiske formodning er for begrænset til at udforske bevidstheden og derfor ikke burde være vores eneste fremgangsmetode.

Dilemmaet, Carl Hempel identificerer i The Theoretician’s Dilemma, diskuterer forestillingen om, hvorvidt fysikken kan forklare samtlige fænomener ved at henvise til vores nuværende og fremtidige fysik. Tydeligvis er fysikken, som den forstås på nuværende tidspunkt, ude af stand (eller, for at være nænsom, for ufuldstændig) til at håndtere alle problematikker inklusiv bevidsthed. Fysikalismen frifindes ikke med sin påstand om, at der engang i fremtiden vil komme en fysikforståelse, der kan forklare bevidstheden. Hvilken slags fysik kunne det monstro være? Burde fysikken ikke i stedet udvide sin virkelighedsopfattelse til at omfatte andre fundamentale fænomener såsom bevidsthed?

Med dette in mente præsenterer jeg en alternativ fremgangsmetode. Hvad nu, hvis bevidsthed ikke lader sig reducere til, hvad vi på nuværende tidspunkt kender som fysiske egenskaber? Hvad nu, hvis det er et bestemt fundamentalt aspekt eller en egenskab ved virkeligheden? Hvad om vi tog den idé seriøst? Med dette mener jeg, at vi ikke bør undersøge eller dømme bevidsthed ud fra parametrene fra vores antagelser om fysisk stof. Når vi anser bevidsthed som en fundamental bestanddel, en funktion eller en egenskab på sine egne betingelser, forekommer det uundgåeligt, at vi vil spørge ind til, hvordan vi observerer og formulerer vores beskrivelse, og hvordan vi bygger en model af den fysiske verden. Dette er af betydning, for forslaget om, at bevidsthed er fundamental og ikke lader sig reducere, opildner ofte til sind-stof dualisme og interaktionisme – selve problemstillingerne, der har plaget bevidsthedsforskningen i århundreder.

Debatten forplumres

Selv om det burde stå klart ud fra vores analyse, at fysiske egenskaber er adskilte fra qualias egenskaber i vores mentale oplevelse, og at de begge er adskilte fra den bevidste opfattelse af materiens egenskaber og funktioner, har vi stadig en tendens til at droppe analysen af disse egenskaber og funktioner og forplumre debatten ved at sætte spørgsmålstegn ved substansen: Hvad består bevidsthed af?

Men dette spørgsmål er epistemologisk urimeligt. Fysik kan end ikke besvare dette spørgsmål om stof, så hvorfor forlange et svar angående bevidsthed? Jo dybere fysikken graver ned i stoffets sammensætning, jo mere amorft og formløst ser det ud til at blive. Vi ender op med subatomare partikler, hvis natur og eksistens er modelleret og defineret efter egenskaberne, vi forlanger, at de skal have for at kunne forklare adfærden, vi observerer. Fysikere fortæller derefter med skadefro, at selv de såkaldte partikler ikke er absolutte, men kortvarige eksistenser, der opstår fra et hav af muligheder.

Videnskab er studiet af vores oplevelse af verden, men alt, vi ved om materie, er, hvad det tilsyneladende er, og hvad det tilsyneladende gør – ikke, hvad det faktisk er. Vores studie af fysisk stof undersøger dets særskilte egenskaber og funktioner uden at definere dets ontologiske substans. Jeg foreslår, at vi anvender samme fremgangsmetode, når det kommer til bevidsthed. At vi er ude af stand til at forsikre os om stoffets, sindets og bevidsthedens faktiske substans, gør dem ikke uvirkelige. Det belyser blot, hvad den videnskabelige metode tillader os at udforske. Hvis vi en dag bedre forstår funktionerne og forholdene imellem disse forskelligartede fænomener, kan vi måske opklare substansproblemet.

Østlig indsigt

Det er selvfølgelig ikke første gang, der grubles over disse problematikker. I årtusinder har østlige kontemplative traditioner været engagerede i radikale studier og anstrengende subjektive eksperimenter for at isolere bevidsthedens funktion fra de forskellige stadier og egenskaber af tanker, fornemmelser, og oplevelser, som sindet frembringer. En sådan indsigt har vi stadig adgang til i form af de vediske filosofier, nærmere bestemt vedanta, sankhya og yoga. Der er en lang række fortolkninger af disse traditioner, hvor mange tenderer til idealistiske eller immaterielle forestillinger associeret med monisme. Det måske bedste match med den moderne videnskabs beviser er fortolkningsperspektivet i bhedabheda-teorien.

Denne ontologi postulerer, at verdens former og egenskaber er virkelige, og at bevidstheden, der observerer disse former og egenskaber, også er det. Bhedabheda refererer til anerkendelsen af den samtidige enhed (abheda) og forskellighed (bheda), der er til stede i et ontologisk forhold som to aspekter af virkeligheden. Nogle vil hævde, at denne anskuelse i sagens natur er en selvmodsigelse eller en grov overtrædelse af den filosofiske logik. Det udgør dog den rutinemæssige måde, vi anskuer verden omkring os på, og det er et grundlæggende princip for videnskaben og matematikken.

For eksempel bygger matematikken på vores evne til at tælle og manipulere antal. Vores evne til at tælle kræver, at vi har evnen til at skelne mellem en genstand og en anden, så de kan tælles hver for sig. Men medmindre vi kan fastslå kriterier for samtidigt at tildele fællestræk til en samling af genstande eller en gruppes medlemmer, ville vi aldrig blive færdige med at tælle, ej heller ville det give mening at tælle. På denne måde anerkender matematikken både individualiteten og adskillelsen mellem hvert et medlem af et sæt (hvilket vil sige deres forskellighed eller bheda) samt fællestrækkene, der forbinder dem til sættet (deres enhed eller abheda). Ligninger og formularer følger det samme princip. E = mc2 er på begge sider både forskellige og lig med hinanden samtidigt.

Ifølge denne fremgangsmetode manifesterer en enkel ontologisk virkelighed sig som forskellige, men alligevel indbyrdes forbundne fundamentale funktioner. Derfor kan vi genoverveje materie som værende en bestemt form for virkelighed, der besidder energi og information og manifesterer specifikke fysiske egenskaber, og bevidsthed som den form for virkelighed, der besidder evnen til at observere informationen, der er iboende de fysiske egenskaber. Selv om materiens og bevidsthedens egenskaber og funktioner er adskilte og forskellige, er der alligevel en naturlig interaktivitet mellem dem baseret på udvekslingen af information. (Fortsættes i næste nummer)