Af Akhandadhi Dasa (Oversat af Christopher Thuesen)

Denne artikel stammer fra en tale, Akhandadhi Prabhu gav ved konferencen “Consciousness in Science” i Gainesville, Florida, i januar 2019. Her er den hentet fra ISKCON Communications Journal, Volume 12, 2021. Første del bragtes i sidste nummer.

Analyse af qualia

Qualia relateres oftest til sansestimuli. Videnskabsmænd beskriver qualia som kvaliteten af vores indre oplevelser, der opstår fra vores sansers datainput til hjernen. Tænk over vores visuelle oplevelse og det arketypiske eksempel på qualia: røds rødhed. At opleve rødhed er forskelligt fra at opleve blåhed. Her taler videnskabsmænd ikke om mulige emotionelle reaktioner på farve, om end de kan være en efterfølgende sekundær psykologisk reaktion. Snarere er rødheds quale den faktiske oplevelse af rødhed – ikke som en ydre fysisk kvalitet, men som den indre bevidste oplevelse af rødhed, dvs., hvordan det er for mig at opleve farven rød som rødhed.

Lad os vende os til fysikken og følge vejen fra objekt til hjerne til oplevelse. For eksempel vil lys, der reflekteres fra en rød kugle, hovedsageligt være af en bestemt bølgelængde på omtrent 700 nanometer. Det lys rammer øjnene, der fungerer som telefon- eller videokameraer. Linserne fokuserer lyset på lysfølsomme plader, der kaldes nethinder. Denne specifikke bølgelængde aktiverer bestemte modtagelige tapceller, der tænder (andre tapceller er modtagelige for lys på omkring 470 og 530 nanometer, der svarer til henholdsvis blå og grøn). Signaler fra tapcellerne og stavene [en anden gruppe lysfølsomme celler] samler sig som et bundt på toppen af den optiske nerve, hvorfra der sendes et binært signal gennem nerven til hjernens synsbehandlende regioner, der modtager og danner et komplekst mønster af digitaliseret elektrisk data.

Spørgsmålet er nu: ”Hvorfor har vores bevidste oplevelse af de neurale data nu form af et billede med qualia-kvaliteterne rødhed og rundhed?” At forklare dette ved at påstå: “Jeg ser et billede, fordi den ydre verden er billedlig. Der er en rød kugle, og jeg ser dens billede,” ville være naivt. Efter billedet af den ydre scene fokuseres inde i øjet på nethinden, omformes det til elektricitet og bliver sendt via den optiske nerve. Spørgsmålet er derfor: ”Hvor i hjernen findes dette billede i form af et virkeligt billede, som min bevidsthed oplever?” Hjernen rummer helt sikkert digitale data, der er relateret både til objektet og til, hvordan øjet opfanger lys fra det, men den indeholder ikke denne data som et billede og slet ikke som et billede af en smuk farve, der giver os den fænomenale oplevelse af rødhed.

Problemet er, at hjernen indeholder megen information, men ikke i vores oplevelsers format, dvs. som et billede med form og farve. Aspekterne farve og billede er vores oplevelsers kvaliteter – qualia. Men hvordan genereres kvaliteterne, vi oplever, fra hjernens neurale processer? Dette er neurovidenskabens store problem, og ingen skabende mekanisme er hverken blevet identificeret eller teoretiseret tilfredsstillende. Denne gåde er velkendt.

Denne proces vises her på en illustration, der stammer fra en artikel af neuroforskerne Christof Kock og Francis Crick (Se billede på næste side).

Dette diagram følger lysstrålernes vej, når de rammer øjet og fokuseres på nethinden. Efterfølgende viser det, hvordan stimuli af tapcellerne og stavene genererer biokemiske elektriske signaler, der forplanter sig til hjernen. Inde i hjernen eksisterer disse signaler som et netværk af elektriske forbindelser blandt en imponerende samling af neuroner. Stimulationen af øjnene og de elektriske signaler, de producerer, er utvivlsomt et sæt digitaliseret data. Så vidt er alt veletableret og ukontroversielt.

Men det næste trin i Kochs diagram er et rent taskenspillerkneb, der giver indtryk af, at på en eller anden måde omdannes hjernens digitale data til den fænomenale oplevelse af billedet med dets dertilhørende qualia. Dette er et spring, der ikke må forblive uimodsagt. Ingen forklaring gives for, hvordan, hvorfor eller hvor denne proces finder sted. Der er ingen videnskabelig basis for dette. Diagrammet udtrykker blot en fysikalistisk og reduktionistisk ideologis antagelse af, at hjernen må have genereret den bevidste oplevelse. Dette er et perfekt eksempel på en teori om bevidsthed, der forsøger at undgå det faktiske “hårde problem”.

Til deres ære nævner Crick og Koch dog: “Det sværeste aspekt ved bevidsthed er det såkaldte “hårde problem” af qualia – det røde ved rød, det smertefulde ved smerte osv. Ingen har kunnet fremlægge nogen plausibel forklaring for, hvordan oplevelsen af det røde ved rød kunne opstå fra hjernens aktiviteter.” Ikke desto mindre håber de og andre videnskabsmænd på, at fremtidig neurovidenskabelig forskning vil løse mysteriet.

Det er nu mere end tyve år siden, at Chalmers introducerede os for “bevidsthedens hårde problem”, og to ting står klart. Der er stadig ingen plausibel forklaring på qualia, og om noget er der nu endnu mindre tillid til, at en teori baseret på neurovidenskab vil kunne forklare bevidsthed og problemet med qualia. Mit standpunkt i selskab med Searles “forenede kvalitative subjektivitet” er, at hvis man ikke kan forklare den subjektive oplevelse af qualia, har man ingen teori om bevidsthed.

Qualia er virkelige

Qualia er så signifikante, at mange videnskabsmænd har forsøgt at benægte qualias eksistens. Det ville optage en masse plads at nævne hvert af deres argumenter, så jeg vil i stedet nøjes med at referere til Michael Tyes konklusion. Han forklarer, at vores egen oplevelse af qualia i dette og alle andre øjeblikke burde være tilstrækkeligt til at etablere deres realitet. “I denne forstand”, skriver han, “er det svært at benægte qualias eksistens.”

Hvilke former af mentalt indhold besidder qualia?

Typisk accepteres det, at qualia helt sikkert er til stede i oplevelser, der opstår fra sansestimulans og indre fornemmelser (sult, tørst, smerte osv.). Formodentlig også i følelsesmæssige tilstande (glæde, sorg, frygt osv.), og måske med mindre vished i hukommelse, ideer, tanker og ønsker. Jeg vil hævde, at for ethvert aspekt af mentalt indhold, kan en specifik hvordan-det-opleves qualias tilstedeværelse etableres. Min definition af qualia er, at de udgør den kvalitative natur af oplevelsen bag alle former for mentalt indhold.

Qualia opleves

Der findes ikke ubevidste qualia, siden de er, hvad der faktisk opleves, uanset hvor uopmærksomme vi er på dem, eller hvor lidt pris vi sætter på fænomenet. Omhyggelig selvransagelse og opmærksomhed er dog værdifulde til at hjælpe os med at fastslå den virkelige natur af qualia, eftersom vi regelmæssigt oplever dem i vores hverdag.

Qualia er subjektive, private, ubeskrivelige

Det er umuligt at beskrive den faktiske subjektive natur af vores oplevelser af qualia til en anden person. Hvordan skulle vi kunne forklare en person med monokrom farveblindhed, hvordan det er at opleve røds rødhed? Sammenligninger ville være ubrugelige i den sammenhæng, ligesom de tilmed er det, når man forsøger at forklare oplevelsen til en person med fuldt farvesyn. Hvordan ville man ligeledes forklare oplevelsen af at lytte til musik til en døvfødt person?

Qualia besidder uforklarlige kvaliteter

På trods af alle deres ufattelige fremskridt kan neurovidenskabsmænd på nuværende tidspunkt ikke forklare qualias natur med reference til hjernens kendte funktioner, kvaliteter og egenskaber.

Qualia er ikke summen af kvaliteterne af deres bærere

Reduktionistiske teoretikere hævder, at qualia, der tilsyneladende er udstyret med unikke kvaliteter, i virkeligheden på en eller anden måde er kvaliteter, der er indeholdt i egenskaberne af objekterne, der stimulerer dem. Dette er ideen om ’superveniens’, ifølge hvilken et højere niveaus egenskaber, qualia for eksempel, på en eller anden måde bestemmes ud fra et lavere niveaus egenskaber såsom i dette tilfælde lysets egenskaber.

Antag for eksempel, at vi opfatter farver, fordi farve er en af lysets egenskaber. Denne påstand kan imidlertid hurtigt modbevises med et simpelt eksperiment. Luk dine øjne tæt, dæk dem fuldstændigt med dine hænder, så alt lys udelukkes fra at nå dine øjne, og tryk så blidt, men fast på dine øjenæbler. Det vil resultere i, at du ser farver, selv om intet lys var involveret. Trykket har i stedet stimuleret tapcellerne til at tænde, derefter har hjernen opfanget stimulien som neural elektrisk data, hvilket fik dig til at opleve farvequalia i dit sind. Altså er farvequalia en indre oplevelse og ikke ydre egenskaber. Der kan meget vel være sammenhænge mellem sansestimulansernes egenskaber, og hvad vi oplever, men vi kan kun være sikre på, at den qualia, vi oplever, eksisterer i det indre. Vi har intet middel til at bekræfte deres tilstedeværelse i denne form andetsteds, og vi synes ledt til at acceptere, at der er en uoverstigelig forskel på den digitale data, der er indeholdt i hjernen, og den subjektive oplevelse af qualia, der er relateret til dette neurale stadie.

Det hårde problem vedbliver

Hvis vi vender tilbage til Crick og Kochs diagram, ser det ud til, at udforskningen af lysets fysik, biologi og neurovidenskab i dets rejse fra objekt til øje, en proces, der sender biokemiske signaler til hjernen og etablerer et netværk af neurale korrelationer, repræsenterer de nemme problematikker som defineret af Chalmers. Men det hårde problem med, hvordan vi opfatter digitale data som en billedform af qualia, vedbliver. Ifølge Michael Tye ser mange videnskabsfolk derfor qualia som et de facto bevis på, at bevidsthed intet har med det neurale at gøre. Og hvis qualia ikke lader sig reducere til nogen kendt fysisk egenskab eller proces, hvad siger det så om det bevidste selv, der oplever sig selv som observatøren af qualia? Betyder det så ikke også, at dette selv heller ikke lader sig reducere til fysiske egenskaber? (Fortsættes i næste nummer)