– Af Satyaraja Dasa. Oversat af Amogha-krishna Dasa –
En sammenfatning af en artikel af Satyaraja Prabhu fra Back to Godhead, maj 2013, hvor han diskuterer de relative positioner mellem den firarmede skaber og Vrindavanas fløjtespillende kohyrdedreng.
Selve spørgsmålet ”hvem kom først”, er problematisk i betragtning af, at Gud er hinsides tid. Derfor kan man ikke anvende hønen-eller-ægget logikken her. Vishnu og Krishna eksisterer evigt, selv om det kan gøres gældende, at den ene er kilden til den anden på samme måde som med Solen og dens stråler. Vi kan hævde, at solkloden er ”ældre”, fordi solstrålerne udspringer fra solkloden og ikke omvendt. Men de eksisterer begge samtidigt: Så snart der er en sol, er der solstråler. Spørgsmålet bliver derfor følgende: Når det kommer til Vishnu og Krishna, hvem er Solen, og hvem er strålerne?
Historisk set virker det fornuftigt at slutte, at Vishnu kom først. Når alt kommer til alt, fortæller skrifterne os, at Han er kilden til skabelsen, medens Krishna først nedsteg til Jorden for omkring 5.000 år siden. I tillæg nyder Vishnu kongelig rigdom i Vaikuntha, hvilket fremkalder ærefrygt, som man ville forvente det af Gud, medens Krishna fremkommer som en simpel kohyrdedreng i Vrindavana, forskanset i sødme og enkelhed.
Men selv om Vishnu kom først, når vi taler om den kosmiske manifestation, er tilsynekomst i den manifesterede verden og ontologisk sandhed (tattva) ikke nødvendigvis det samme. Lad mig give et praktisk eksempel. Hvis en person møder mig, før han møder min moder, betyder det så, at jeg eksisterede før hende? Nej. Faktum er, at ens moder altid eksisterede først. Jeg ville ikke være her, hvis det ikke var for hende. På samme måde bekræfter skrifterne, at Krishna er kilden til Vishnu, selv om Vishnu åbenbarer Sig i denne verden, før Krishna gør det.
Polymorfisk monoteisme
Forvirringen opstår til dels, fordi vaisnavismen i modsætning til de fleste andre religiøse traditioner opererer med en form for ”polymorfisk” monoteisme. Det vil med andre ord sige, at man hævder, at der er én Gud, der viser Sig i talrige manifestationer, der alle er forskellige fra hinanden og enestående på hver sin måde. Disse manifestationer er på samme tid lige og hierarkisk forskellige. De er én og samme person og alligevel forskellige fra hinanden.
I virkeligheden kan det siges, at alle former af Gud er én som bekræftet i det følgende citat fra Srila Prabhupada:
”I kategorien af Visnu-tattva er der intet tab af kraft fra den ene ekspansion til den næste, ligesom der intet tab er af lyskraft, når det ene lys tænder det næste. Tusindvis af lys kan tændes fra ét oprindeligt lys, og alle vil lyse lige kraftigt. På denne måde kan det forstås, at selv om alle Visnu-tattvaer fra Krishna og Herren Caitanya til Rama, Narasimha, Varaha osv. åbenbarer Sig med forskellige træk i forskellige tidsaldre, besidder De alle i lige høj grad den højeste kraft.” (Caitanya-caritamrita, Adi 3.71)
Prabhupadas lysanalogi trækker på et traditionelt eksempel fra Brahma-samhita (5.46), der objektivt etablerer Krishna som den højeste blandt Guds manifestationer:
”Lyset fra det ene lys, der kommunikeres til andre lys, er af samme kvalitet, selv om det brænder forskelligt i de forskellige lys. Jeg tilbeder den oprindelige Herre Govinda [Krishna], der på tilsvarende vis udviser Sig Selv ligeligt på den samme levende måde i Sine forskellige manifestationer.”
Brahma udtrykker dette endnu mere direkte tidligere i samme bog (Brahma-samhita 5.1): ”Krishna, der også er kendt som Govinda, er Guddommens Højeste Personlighed. Han har en krop, der består af evighed, kundskab og lyksalighed. Han har ingen anden årsag end Sig Selv, for Han er den oprindelige årsag til alle andre årsager.”
Og igen i Brahma-samhita 5.39:
”Jeg tilbeder Govinda, den oprindelige Herre, der igennem Sine forskellige fuldstændige dele viste Sig i verden i forskellige former og inkarnationer såsom Herren Rama, men som personligt åbenbarer Sig i Sin højeste oprindelige form som Herren Krishna.”
Brahma gentager dette punkt i Srimad-Bhagavatam (10.14.14) efter at have set Krishna frembringe utallige Vishnu-former fra Sin transcendentale krop. Idet han tiltaler Krishna, bemærker Brahma:
”Er Du ikke den oprindelige Narayana, O højeste hersker, siden Du er alle legemliggjorte væseners sjæl og alle skabte verdeners evige vidne? Herren Narayana er så afgjort Din ekspansion, og Han kaldes Narayana, fordi Han er kilden til universets oprindelige vand. Han er virkelig og ikke et produkt af Din illusoriske maya.”
Selv om de fuldstændige manifestationer af Gud alle er lige, er der derfor en forståelse af, at den ene kommer fra den anden med Krishna som den første. I denne kapacitet er Han kendt som avatari – kilden til alle inkarnationer – i modsætning til avatara. Krishna og Hans fuldstændige inkarnationer er den samme Højeste Person, men Han viser Sig i forskellige forklædninger med henblik på bestemte opgaver lige fra accept af kongelig tilbedelse af Sine tjenere i den åndelige verden til fortrolige udvekslinger med Sine nære hengivne i Vrindavana.
Krishnas unikke kvaliteter
I Bhakti-rasamrita-sindhu opregner Rupa Gosvami 64 kendetegn eller kvaliteter, der bliver udvist af levende væsener. 50 af disse kan findes hos en normal sjæl (jiva) i minimalt omfang, mens Herren Brahma, Herren Siva og andre halvguder kan
besidde så mange som 55. Vishnu udviser op til 60 af disse kvaliteter. Men de sidste fire finder man kun hos Krishna. Disse fire unikke kvaliteter, der ikke findes i andre manifestationer af den Højeste, er følgende:
1. Lila-madhurya: Han udfører talrige vidunderlige lege for at glæde Sine hengivne.
2. Bhakta-madhurya: Han har fortrolige udvekslinger med Sine elskede hengivne.
3. Venu-madhurya: Ved at spille på Sin hellige fløjte tiltrækker Han alle sjæle til Sig.
4. Rupa-madhurya: Hans smukke form er uforlignelig og overgås ikke af nogen anden i eksistensen.
Indkapslet i disse skriftlige forklaringer er der noget mere fundamentalt: Krishnas suverænitet understreger overlegenheden af kærlighed over magt eller af venlighed og blidhed over overdådighed og rigdom.
Bhaktivinoda Thakura skriver i Navadvipa Bhava Taranga (118): ”På samme måde som min Sri Krishna er udstyret med den yderste sødme [madhurya], er Vaikunthas Herre udrustet med absolut overdådighed og storslåethed [aisvarya]. Herren Krishna er som Vrajendra-nandana [Vrajas konges søn] aldrig foruden denne samme overdådighed, men sådanne sider af Hans åndelige storslåethed anses for uvigtige af Hans rene hengivne.”
Medens Krishna med andre ord somme tider åbenbarer en overdådig side, der svarer til Vishnus, for eksempel når Han udfører Sine kongelige lege i Dvaraka, fremviser Vishnu aldrig den sødme, der er forbundet med Krishna og Hans omgangsfæller. Derfor kan det siges, at Krishna har noget, der ikke findes i Vishnu – lege i fortrolig, inderlig kærlighed.
Selv inden for vaisnava-traditionen fremkalder de fleste ideer om Gud naturligt ærefrygt, men Krishna fremkalder fortrolighed og personlige kærlighedsfyldte forhold. Mere end noget andet er det dette, der udmærker Ham blandt alle manifestationer af den Højeste. Og kærlighed er, som vi alle ved, det største fænomen i hele eksistensen. Hvem vil vælge magt, hvis man bliver givet valget mellem magt og kærlighed?
Slutteligt kan det siges, at Gaudiya-vaisnava opfattelsen af det guddommelige er, at alle former af Guddommen er lige, for der er kun én Gud, men Krishna nyder en særlig stilling som ”lyset, der tænder alle de andre lys”. Ud over Hans ontologiske forrang som kilden til alle Vishnu-manifestationer af den Højeste udstråler Han en sødme og fortrolighed, der overskygger andre guddommelige formers magt og majestæt. Ja, Hans alttiltrækkende natur (Krishna betyder ”den alttiltrækkende”) tiltrækker selv andre manifestationer af Herren. Srila Prabhupada forklarer, at Krishna er kendt som Madana-mohana, for han vinder Amors (Madanas) sind over til Sig. Når Han står i Sin yndefulde trekrummede form, tiltrækker Han alle levende væsener inklusive halvguderne. Ja, Han tiltrækker tilmed de forskellige former af Narayana, der hersker over de forskellige Vaikuntha-planeter.
Srila Prabhupada skriver i kapitel ti af Herren Caitanyas lære:
”Der er ingen skønhed, der kan sammenlignes med skønheden af Krishna, der er oprindelsen til Narayana og alle andre inkarnationer, for ingen besidder en skønhed, der er lig med eller større end Krishnas. Hvorfor skulle ellers lykkegudinden, der er Herren Narayanas konstante ledsager, opgive Hans selskab og engagere sig i bodsøvelser for at opnå Krishnas selskab? Sådan er Krishnas uovertrufne skønhed, den evige mine af al skønhed. Det er fra denne skønhed, at alle andre skønne ting udspringer.”