– Af Marc D. Vickers –
En engelsk oberst fortæller om sit forhold til Hare Krishna.
Min første kontakt med ISKCON var omkring 1976, da jeg var 15 år. Jeg havde skrevet til Bhaktivedanta Manor i England, og de hengivne var så venlige at sende mig noget information. Jeg blev hurtigt fascineret. Jeg kunne se alle disse unge mænd og kvinder danse og synge i ekstase på billederne og var betaget af, hvad det var, der gav dem en sådan lykke. Jeg husker også den eksotiske duft af det, de hengivne havde sendt mig. Det var, som om brochurerne havde været i en æske med dejlig røgelse i månedsvis. Selv om min familie overhovedet ikke var religiøs, havde Gud og religiøs tilbedelse interesseret mig, siden jeg var 7 år gammel, hvor jeg blev kordreng. Da jeg var 11 eller 12 år gammel, gik jeg til timer i kirken og tog en række korrespondencekurser i Biblen. Imens mine skolekammerater sparkede til en bold eller var på det lokale diskotek, blev jeg for det meste hjemme og læste i Biblen eller malede.
Men et eller andet drev mig til at lære mere om det, som jeg på den tid så som eksotiske østlige religioner. Hvorfor var unge mennesker draget til dem? Hvad gik det alt sammen ud på? Hvad var disse ”mantraer” for noget? Jeg begyndte at drømme om at rejse til Indien, til Fjernøsten… min åndelige rejse blev bredere.
Min far, der måske var desperat over mine drømme om Østen og om at blive kunstner, fik mig til at forsøge at blive udtaget til officer i den britiske hær ved at lokke med historier om rejser, eventyr og tilmed en god løn. Til min overraskelse bestod jeg adgangsprøverne, og før jeg vidste af det, var jeg i gang med et seksårigt kostskoleforløb for kommende officerer i et fantastisk stateligt, gammelt engelsk hus. Mine tanker fortsatte dog med at vende tilbage til det første stærke indtryk, jeg havde fået, da jeg først læste om Hare Krishna-bevægelsen. Jeg kan tydeligt huske at have dagdrømt mange gange om den dag, da jeg ville høre hengivne synge og danse ned mod skolen ad den lange allé med træer på begge sider og kalde på mig for at få mig til at slutte mig til dem. En del af mig ønskede virkeligt, at det skulle ske. En anden del af mig var bange for det. Åh, alle disse ungdomsfantasier!
Det var først, da jeg begyndte min træning på Royal Military Academy Sandhurst, at jeg fik en begrænset mulighed for at aflægge mine første besøg på Bhaktivedanta Manor. Det må have været sidst i 1979. Efter som 19-årig at have fuldført det vanskelige officerskursus kan man forestille min begejstring, da jeg fik at vide, at min første opgave var at blive udsendt til Hong Kong i 1980.
Lille tempel, stort indtryk
Ikke længe efter at være kommet til dette spændende sted købte jeg en lille messingstatue af Krishna fra militærlejrens guldsmed. Den var billig og simpel, men hvor ville jeg ønske, jeg stadig havde den. Så fik jeg en dag til min store glæde øje på et lille skilt på en lejlighedskarré: ”Hare Krishna”. Jeg tog derhen og ringede på klokken. Jeg var imponeret over at finde dette lille tempel i en lejlighed på niende etage (ikke det flotte tempel, der nu er i det centrale Kowloon), og jeg var meget glad, men også nervøs. Stedet var så lille, at jeg ikke kunne skjule mine fejl eller min uvidenhed om etiketten.
Jeg begyndte at komme fast. Jeg ville stå tidligt op om morgenen og tage en taxi til templet i min tropiske kampuniform, så snart jeg kunne. Jeg kan ikke påstå, at jeg kom hver dag – på ingen måde – men ofte nok til at føle mig som en del af den lille forsamling der. Jeg kan kun huske ganske få hengivne, der kom fast i templet på den tid, og det er derfor fantastisk nu at se, hvor meget det er vokset.
Senere samme år fik jeg til min store spænding at vide, at Tamal Krishna Goswami ville have mig til at skrive en artikel om, hvad Hare Krishna betød for mig, til Hare Krishnas eget magasin, Back to Godhead. Tamal Krishna Goswami var den lokale guru i Hong Kong på den tid. Han havde siddet i ISKCON’s styrende råd (GBC) siden dets oprettelse i 1970, og havde som en af Srila Prabhupadas mest betroede disicple været hans personlige sekretær i syv måneder op til Prabhupadas bortgang i 1977. Jeg ville gerne gøre det, han bad mig om, men jeg vidste også, at af hensyn til min karriere var jeg nødt til at være forsigtig med, hvad jeg skrev. Ikke desto mindre gik jeg med til at skrive noget fra hjertet af. Det gjorde jeg så, og der blev taget billeder til artiklen i en park i Kowloon under Tamal Krishna Goswamis personlige opsyn. Artiklen blev aldrig trykt, men siden da har jeg ofte tænkt på den i alle disse år. På trods af alt, hvad der siden er sket, har jeg altid følt, at jeg skylder Tamal Krishna Goswami en artikel i Back to Godhead med titlen ”Hvad Hare Krishna betyder for mig”.
Et stykke tid efter, at jeg havde skrevet artiklen, fortalte en ivrig hengiven mig, at Tamal Krishna Goswami gerne ville mødes med mig til en privat samtale. Han var sådan en vigtig skikkelse i det voksende ISKCON, og nu ville han gerne se mig! Den hengivne gav mig strenge instrukser om præcis, hvad jeg skulle gøre, og det lykkedes ham helt sikkert at få mit hjerte til at banke hurtigere på det tidspunkt, jeg trådte ind. Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg så Tamal Krishna Goswami sidde der og se på mig. Efter en kort samtale bad han mig opgive min karriere og flytte ind i templet. Men i min uvidenhed kunne jeg kun se mig selv hænge fast i den lejlighed i årtier fremover og intet andet.
”Jeg er meget glad for at komme her,” svarede jeg, ”men jeg tror, at jeg ville komme til at kede mig efter et års tid eller to.” Jeg tror, det var den eneste gang, han smilede under denne ret formelle samtale. Han så bare på mig og sagde med et stort grin: ”Jamen, hvis det er det eneste, du er bange for, behøver du ikke bekymre dig. Jeg skal nok sørge for at holde dig travlt beskæftiget!”
Jeg svarede, at jeg ikke kunne gøre det. Jeg forstod det ikke til fulde. Min oprigtighed var ægte, men jeg var glad for min nye karriere og vidste, hvor stolte mine forældre var af mig. Men hvor anderledes mit liv ville have været, hvis jeg bare havde sagt ja!
Desværre blev jeg et stykke tid senere involveret i nogle uoverensstemmelser (ikke med Tamal Krishna Goswami), og det var enden på min omgang med de hengivne. Jeg havde reciteret mine seksten runder og fulgte de regulative principper, og det var blevet foreslået, at jeg skulle initieres. Jeg venter fortsat på at få den mulighed igen, for jeg fortryder, at jeg ikke tog initiering på det tidspunkt. Med de ekstra modne år, livserfaring og bagklogskab kan jeg se, at hvad end misforståelser, der havde været, var de ikke andet end resultatet af overivrige og velmenende hengivne i et nyt tempel, der forsøgte at komme fremad. I de efterfølgende år har jeg set tilsvarende velmenende mennesker på alle livets områder presse og lokke andre uden erfaring nok til at forstå de skadelige og utilsigtede virkninger, en sådan opførsel kan have på tilsvarende stærke personligheder. Vi vokser alle og udvikler os over årene, og forhåbentlig lærer vi noget.
I 1982 blev jeg overflyttet til Tyskland og derefter tilbage til England et par år senere.
En misforståelse i Soho
Mit næste forsøg på at genopvække min forbindelse til Hare Krishna blev kort. Nogle år senere besøgte jeg templet i Soho, London, og blev inviteret til at være med til den daglige time før morgenmaden. Igen var jeg oprigtig, men uforvarende må jeg være kommet til at ramme en nerve med et spørgsmål, jeg stillede i al uskyldighed. Det blev ikke godt modtaget. For nylig har jeg fået at vide, at der havde været nogle vanskeligheder på den tid, og måske kom jeg bare til at sige den forkerte ting på det forkerte tidspunkt. Det var ærgerligt, men det viser, hvor forsigtige vi må være med det, vi siger, hvordan vi siger det, og – hvis jeg respektfuldt må sige det – også hvordan vi reagerer. Jeg ønskede at være en hengiven, men i stedet forlod jeg skuffet.
Årene gik, og jeg blev buddhist. På trods af det opgav jeg aldrig min kærlighed til Herren Krishna, Srila Prabhupada og Tamal Krishna Goswami. Men jeg følte mig skuffet og fortabt.
Tamal Krishna Goswami i Back to Godhead
Så besluttede jeg pludseligt og mystisk i 2002, at jeg måtte besøgte Bhaktivedanta Manor lige netop en bestemt weekend. Jeg havde ikke været der siden 1980, og hvis vi ser bort fra Soho-hændelsen, havde den sidste egentlige forbindelse været i Hong Kong i 1982. Det var en mærkelig oplevelse at se de unge hengivne, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor anderledes mit liv ville have været, hvis jeg havde truffet en anden beslutning 20 år tidligere. Jeg nød virkelig besøget og gik ud til min bil i løftet sindsstemning. Men lige før jeg skulle til at køre, fik jeg pludselig lyst til at se, om Back to Godhead stadig udkom. Jeg gik tilbage til receptionen og fik at vide, at de kun havde ét eksemplar tilbage af det gamle nummer. De pegede på butikken og sagde, at jeg i stedet kunne få det seneste nummer derfra. Men af en eller anden uforklarlig grund ville jeg ikke have det nye nummer, men var opsat på at købe at købe det eneste af de gamle numre, de havde.
Det var først, da jeg var på vej hjem, hvor jeg åbnede magasinet, at jeg så, at det var et særligt nummer til minde om Tamal Krishna Goswami. Selv den dag i dag sender dette triste minde kolde gys ned ad min rygrad og tvinger tårer frem i mine øjne. Efter tyve år var det, som om jeg på en eller anden måde blev ledt til at komme på besøg igen og derefter ledt til at købe dette særlige nummer af Back to Godhead. Det var, som om jeg blev fortalt, at Tamal Krishna Goswami var død. Jeg havde altid troet, at jeg på en eller anden måde ville møde ham igen.
Måske lægger jeg alt for meget i dette, men for mig er det en utrolig oplevelse, og lige siden har jeg fortrudt ikke bedre at have værdsat, hvad jeg blev tilbudt i Hong Kong så mange år før. Jeg købte et nyt eksemplar af Bhagavad-gita som den er, og jeg følte mig tættere på Krishna end nogensinde tidligere. Min kærlighed og blotte forundring blev mangedoblet i det uendelige. Jeg fortsatte som buddhist, men fandt ofte mig selv stille recitere Hare Krishna-mahamantraet.
En ny karriere
Frem til 2007. Jeg flyttede til Nepal til tre spændende år. Jeg besøgte ISKCON i Kathmandu en enkelt gang, men tættere på hjemmebanen havde vi i vores militærlejr vores egen pandit. Jeg gjorde det klart for ham, at selv om jeg var kendt som buddhist (ja, den højeste rangerende buddhist i hele den engelske hær!), var jeg også hengivet til Herren Krishna. Jeg bad ham sørge for, at vores Krishna-deitet i lejrens mandir blev passet ordentligt, og at Krishna Janmastami blev fejret korrekt. Jeg var chefen på den tid og havde noget at skulle have sagt over, hvad der skulle ske. Jeg insisterede på, at Krishna Janmastrami skulle være en af vores officielle helligdage. Vi havde kun et begrænset antal helligdage, og jeg kunne afgøre (inden for rimelige grænser), hvilke det skulle være. Min insisteren på at sløjfe en af de almindelige engelske helligdage for at fejre Janmastami var ikke universelt populær blandt mit engelske mandskab.
Da min tid i Nepal nærmede sig sin afslutning, besluttede jeg, at 33 år i hæren var nok, og at det var tid til at trække mig tilbage. Jeg havde et omdømme for at være lidt af en særling – vegetar i 22 år, praktisk taget afholdsmand i al den tid og buddhist. Jeg mente selv, at jeg burde vie resten af mit liv til det, jeg i mit hjerte altid havde ønsket at gøre: at fokusere på åndelig udvikling og male (og forhåbentlig bruge det sidste til at tjene nogle penge, jeg kunne give til gode sager). Efter seks afsluttende måneder i Afghanistan gik jeg på pension og immigrerede til Taiwan. Jeg havde været en inderlig buddhist siden 1992, men var frustreret over, at jeg ikke gjorde mere fremskridt. Jeg vidste, at der var mere. Det virkede, som om jeg var rendt imod en glasmur og ikke kunne komme videre. Jeg følte desperat, at jeg havde brug for en guru, som jeg kunne have et personligt forhold til. Jeg havde brug for en, der kunne vise mig vejen. Men på trods af mine bestræbelser kunne jeg ikke finde, hvad jeg i mit hjerte vidste var derude.
Jeg tænkte mere og mere på Krishna. Jeg abonnerede på Back to Godhead, begyndte at læse Bhagavad-gita endnu engang og læste så meget på Internettet, som jeg kunne. Online mødte jeg et par fantastiske hengivne venner, der har været så opmuntrende, så inspirerende, så tålmodige. Jeg fandt guruer, der tog sig tid til at besvare mine emails. Jeg så endnu engang en styring, og denne gang var der ingen tvivl. Pludselig reciterede jeg seksten runder hver dag, men i modsætning til mine forsøg i Hong Kong, som jeg sommetider følte var noget, jeg skulle gøre, nød og nyder jeg nu at gøre det. Jeg læser Bhagavad-gita hver dag sammen med andre fantastiske bøger af Srila Prabhupada.
Jeg er begyndt at male hengivne billeder af Krishna. Jeg er kommet i forbindelse med ISKCON-templet i Taipei og foretog for nylig den to timers lange køretur fra vores hjem for at høre en inspirende forelæsning med Hari Sauri Dasa om hans oplevelser med Prabhupada. Da vi sang, var min uvidenhed og mangel på kundskab kun alt for åbenlys, da jeg ikke kunne fange teksten i kirtanaen, men jeg følte mig stadigvæk hjemme og sad med et stort smil og blev varmet om hjertet af Radha-Krishna og maha-mantraet. Fuld af glæde sang jeg med de andre kære hengivne og følte mig så let, lykkelig og fantastisk. Alle har været så imødekommende, og det er, som om jeg kommer tilbage til en familie, som jeg har været væk fra. Dette efterår er jeg besluttet på at få en anden drøm opfyldt: at besøge Mayapur og Vrindavana.
Som afslutning vil jeg gerne bemærke, at på trods af de op- og nedture og fejltagelser, der er sket på vejen, er min kærlighed til Krishna evig, og denne organisation, ISKCON, gennem hvilken Srila Prabhupada så nådigt har givet denne viden om Krishna til så mange, må værdsættes som den helt fantastiske juvel, som den virkelig er.
