BHAKTI-YOGA I HJEMMET

Af Rohininandana Dasa

At købe ind til Krishna sammen med sine børn kan være en dybt spirituel oplevelse – forudsat at man har sikret sig et godt samarbejde med dem og har god tid.

Sidste gang vi som familie bevægede os gennem supermarkedets syntetiske gange, havde vi ingen af delene. Mens jeg farede rundt, vred den ene unge sig i indkøbsvognen, mens den anden sakkede agterud.

Jeg tænkte på engang, hvor jeg havde fået et smugkig ind i templets køkken. Jeg huskede den rolige stemning, koncentrationen, de milde meditative bønner og Krishnas koks pæne tilaka, mens han øste en dampende ret op i en sølvskål. I templet bruger de hverken konserves, frosne madvarer, forarbejdede eller industrielt fremstillede fødevarer – og her var jeg nu, mens jeg hastede gennem smalle gange fyldt med lige netop den slags. Irriteret og med en begyndende hovedpine forsøgte jeg at tyde de lange varedeklarationer med ord som “hydrolyseret protein”, “maltodextrin” og “mononatriumglutamat”.

For at gøre det hele værre (eller bedre afhængigt af ens standpunkt) er sådanne ord i Europa blandet med ”E”-numre, som står for stabilisatorer, emulgatorer, antioxidanter, kunstige farvestoffer, konserveringsmidler og smagsforstærkere. E321 betyder for eksempel “butyleret hydroxytoluen”, og E341(a) står for “calciumtetrahydrogendiorthofosfat”.

For år tilbage bekymrede jeg mig ikke om disse lister – hvis noget så vegetarisk ud, var det fint for mig. Fordi vi nu ofrer vores mad til Krishna, er jeg mere opmærksom på, hvad der helt præcist står på listerne. Forleden købte jeg uforvarende en madvare, der indeholdt E471, som nogle gange har en vegetarisk kilde og andre gange ikke. Min hustru ringede til producenten. I dette produkt kom E471 altså fra svinefedt.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke returnere den uønskede vare – den var nu over sidste salgsdato – og jeg havde heller ikke lyst til at smide den ud. Så jeg gav den til fuglene sammen med deres sædvanlige prasadam-rester og håbede, at de eller deres skytsengel ikke ville tage anstød af det.

Tilbage til supermarkedet …

På en eller anden måde lykkedes det mig at kæmpe mig igennem den dunkende hovedpine, de urolige børn, de mystiske ingredienser og den lange kø ved kassen, og jeg nåede endelig elevatoren, der førte ned til parkeringskælderen. Jeg sank sammen mod væggen. En anden kunde sendte mig et medfølende blik. ”Det er et hårdt liv,” stønnede jeg. Han nikkede enig.

I bilen på vej hjem tænkte jeg igen på templet med dets økologiske have. Jeg tænkte på Herren Krishnas hjem, Vrindavana, og alle de vidunderlige retter, Krishnas mor, Yasoda, laver til Ham. Og så tænkte jeg på alle de ting, jeg netop havde købt. Var noget af det overhovedet egnet til at ofre til Krishna?

Det eneste, jeg kunne, var at finde trøst i Krishnas forsikring i Bhagavad-gita om, at enhver bestræbelse i denne verden er tildækket af fejl, ligesom ild er tildækket af røg. Heldigvis er Krishna mest interesseret i vores intentioner. Bhagavad-gita opfordrer os til at stræbe efter fuldkommenheden i altid at tænke på Guddommens Højeste Personlighed, Herren Krishna – selv midt i provokation, frustration og ufuldkommenhed. Selvfølgelig kan jeg altid forbedre måden, jeg gør tingene på for Krishna, og det har jeg også tænkt mig at gøre. Men det er en lettelse at vide, at midt i vores hjælpeløshed, i vores frustration, er Krishna på vores side.

Vi vendte endelig hjem. I det sekund vi trådte ind ad bagdøren til vores rustikke landhus, råbte børnene: ”Hvornår er der aftensmad? Vi er ved at dø af sult!”

Mens jeg kort overvejede, om der var tid til at pakke varerne ud eller rydde lidt op i køkkenet, før jeg gik i gang med at lave mad, hørte jeg en grådkvalt stemme sige: ”Far!” Jeg vendte mig om og så min treårige stå i en pøl af urin.

Men hvad nu med ofringen til Krishna? Srila Bhaktivinoda Thakura synger: “O Krishna, mit sind, min krop, mit hus, min familie – alt tilhører Dig.” Alt kan gøres til en ofring til Krishna, selv det at vaske gulv efter et hændeligt uheld. Hengiven tjeneste er transcendental og kan aldrig standses af materielle omstændigheder. Alligevel er det både naturligt og rigtigt for en aspirerende hengiven at ønske at lave mad så godt som muligt for at glæde Krishna.

Jeg ofrede hurtigt en snack til vores billede af Srila Prabhupada, som vi har stående i køkkenet til netop sådanne lejligheder, og bænkede børnene ved bordet i rummet ved siden af. Jeg håbede, at de ville spise deres snacks og derefter lege sammen indtil aftensmaden uden at skændes. De var selvfølgelig velkomne til at komme tilbage i køkkenet og hjælpe med at røre i en gryde eller skrælle gulerødder.

Dernæst satte jeg et bhajana-bånd i båndafspilleren og gjorde hurtigt køkkenet rent. Med ærmerne rullet op, et rent forklæde på og det hellige navn på mine læber var jeg klar til at gå i gang.

At tilberede mad til Krishna er ikke bare en stor fornøjelse. Det er også en rensende proces, fordi det optager vores altid vandrende sind – særligt når der laves to-tre retter på samme tid, og vi allerede planlægger den næste. Jeg følte mig både rolig og glad.

Vi laver som regel ris, dhal, grøntsager og nogle gange capatier og budding. Men eftersom det var sent, og jeg var træt, lavede jeg spaghetti med en sauce af dåsetomater og ost. Jeg smækkede en salat sammen og begyndte at tilberede Herrens tallerken.

Vi har et særligt fad, der kun er til Krishna med Hans egne skåle og ske. Jeg fyldte en kop med vand og satte den på fadet sammen med en lille skål salat og en anden skål med spaghetti. Jeg strøede lidt salt og peber på. Derefter bar jeg fadet ind i tempelrummet og stillede den på alteret efter at have stænket tre dråber vand der, hvor jeg ville placere den.

Jeg stænkede også tre dråber vand på tempelklokken og var netop gået i gang med at recitere ofringsbønnerne, da én af mine små drenge kom løbende ind. Han bøjede hurtigt hovedet mod gulvet, kom hen til mig og rakte sine hænder frem for at få tre dråber vand. Så tog han klokken og ringede lystigt med den, mens jeg reciterede bønnerne.

Min hustru og jeg forsøger altid at opmuntre enhver hengiven tendens, børnene viser, selv på bekostning af reglerne for Deitetstilbedelse. Hvis han har den rette ånd, prøver vi aldrig at stoppe eller rette på ham, og så vil han gradvist lære den korrekte opførsel og handlemåde.

Ofringsbønnerne kan være simple: ”Hare Krishna. Min kære Herre, vær venlig at acceptere denne ofring.” Eller man kan recitere de traditionelle bønner på sanskrit eller engelsk.

Idéen bag ofringen er at tilbyde maden til en åndelig mester, som tilbyder den til sin åndelige mester og så fremdeles, indtil den når til Krishna. På denne måde kan enhver nemt blive forbundet med Herren. Ellers, altså uden hengivenhed, ville de fleste af os ikke være i stand til at ofre noget til Krishna. Han accepterer selv den mindste ofring fra Sine rene hengivne, men afslår selv det mest overdådige måltid fra en ikke-hengiven.

Efter min søn og jeg havde gennemgået ofringen, sang vi Hare Krishna-mantraet sammen i et par minutter, mens Herren nød sit måltid. Derefter gik vi hurtigt ind i det tilstødende rum, mens vi højlydt reciterede sarira avidya jal …

De hungrende børn indtog straks deres pladser ved spisebordet. Efter at de var blevet serveret, gik jeg tilbage til tempelrummet, fjernede Krishnas fad og lagde maha-prasadam over på en anden tallerken. I vores hjem venter den, der har lavet ofringen, med at spise, indtil ofringsfadet har stået på alteret i ti minutter og dernæst er blevet vasket op og sat på plads.

Nogle hengivne husholdere har en regel om at lave et bestemt antal ofringer dagligt, uanset familiens skiftende behov. Andre som os laver kun én særlig ofring om dagen, der udelukkende er til Krishna. Hjemmealtre er naturligvis funktionelle i den forstand, at vi laver mad ud fra, hvad familien har brug for, mens vi gør vores bedste for at se madlavningen som en tjeneste til Krishna. Men det er også en god praksis at tilberede noget såsom lidt frugt og mælk specielt til glæde for Deiteten.

I denne lille hverdagsfortælling har jeg beskrevet nogle af de ting, vi gør som familie for at holde Krishna i centrum af vores liv.