Af Mahabharata Dasa
Prabhupada sagde engang, at denne bevægelse ville være succesfuld, når vi har en kaliber af hengivne, der er villige til at ofre deres liv for at vise de betingede sjæle medfølelse. Her følger en fortælling om en af Hare Krishnas ægte martyrer.
I 1990 raserede en voldsom borgerkrig i Liberia, Vestafrika. Landet var splittet fra hinanden. 15.000 personer var flygtet fra Liberia og endnu flere stod uden hjem. Den tidligere præsident Samuel Doe var for nyligt blevet fanget, tortureret og dræbt af modstandsgruppen INPFL, hvis leder, Yormei Johnson, der også blev kaldt prins Johnson, havde filmet drabet, og videoen florerede over hele Liberia. Prins Johnson var en koldblodig krigsherre, der ikke var fej for at bruge børn som soldater i sine dødspatruljer. Ekstremt voldsomme billeder prydede aviser rundt omkring i verden af børnesoldater, der var iført brudekjoler og Anders And-masker og bar på geværer, bamser og dukker.
Et stykke uden for hovedstaden Monrovia var en gruppe hengivne samlet i et lille tempel. De havde under borgerkrigen taget kontakt til prins Johnson for at hjælpe med at distribuere mad.
“Du kontrollerer havnen og nødhjælpen. Vi kan distribuere maden, og du får æren.” Prins Johnson havde været venligt indstillet over for de hengivne. Han havde besøgt templet flere gange og fået en Bhagavad-gita. Der var dog delte meninger blandt forsamlingen af hengivne om, hvorvidt de skulle samarbejde med prins Johnson, og et brev blev sendt til krigsherren: ”Du er en stor personlighed. Du burde holde op med at opføre dig på sådan en dæmonisk måde og stoppe med at dræbe folk.” Prins Johnson havde indtil da været på god fod med de hengivne, men brevet fik hans sande side frem, og natten mellem den 13. og 14. september angreb han templet med sin dødspatrulje.
De fleste udenlandske hengivne var på det tidspunkt allerede blevet evakueret, men en var blevet tilbage, Hladini Devi Dasi, der havde nægtet at forlade sine gudsbrødre og -søstre. Da soldaterne angreb templet, lykkedes det nogle få at gemme sig. En lå under alteret, og en anden sprang ud af et vindue, men syv hengivne blev fanget. Hladini var en af dem. De fem mænd og to kvinder blev kørt til bredden af den nærmeste flod ved broen Sturton. Prins Johnson beordrede mændene henrettet. Kvinderne skulle leve videre, men blive hans hustruer. De fem hengivne blev ført til flodbredden. Da soldaterne lagde an til henrettelsen, kastede Hladini sig over lederen og råbte: ”Hvor vover du at dræbe Krishnas hengivne? Dræb hellere mig end dem!” Hladini Devi Dasi var den første, der blev skudt.
Hladini blev født den 16. januar 1949 og døbt Linda Jury. Hun voksede op nær Detroit i staten Michigan. I 1969 giftede hun sig med Mike Ryon, senere Mahananda Dasa. Ligesom mange andre unge på den tid var de søgende efter ’sandheden’ og meningen med tilværelsen. Mike havde læst mange bøger om zen, taoisme og anden østlig filosofi i jagten på svar. Da Mike en dag hørte en gruppe Hare Krishna-hengivne synge på gaden, opsøgte han dem og fik bogen The Wisdom of God af Srila Prabhupada. Mike læste den og begyndte at besøge det lokale tempel, hvor han blev budt på fantastisk vegetarisk mad. Linda var ikke overbevist om filosofien og havde ikke haft megen kontakt med de hengivne, da Mike fortalte, at han ville flytte ind i templet. Hun besluttede sig for at følge med ham. Sammen pakkede de deres hjem i en trailer og kørte til templet. Undervejs tog en vind fat i traileren og blæste alle deres ejendele bort. De så det som et tegn på, at et mere simpelt liv var i vente.
I templet blev de engageret i at transskribere Krishnabogen, en tjeneste, der knyttede Linda meget stærkt til Srila Prabhupada. I marts 1970 sendte hun et brev til Prabhupada, hvor hun anmodede om initiering. Prabhupada svarede hurtigt og gav hende navnet Hladini Devi Dasi, og hendes mand blev Mahananda Dasa. Det var i Detroit-templet, at Hladini første gang så Herren Jagannatha. Nara Narayana Dasa fortæller: ”Hun virkede så tiltrukket af Herren Jagannatha med sit blik på samme måde, som Herren Jagannatha virkede tiltrukket af hende med sit blik … Den eneste anden gang, jeg havde set sådan et intenst udvekslet blik fra Herren, var med Srila Prabhupada.” Det blev starten på et langt og kærligt forhold mellem Hladini og Jagannatha. En nat drømte hun, at Jagannatha svævede på en høj sky som på en gynge i et højt tempel. Hun begyndte at flyve, men var bange for at falde, og Krishna viste Sig og bar hende til Jagannatha. Den næste dag blev hun engageret som pujari for Herrerne Jagannatha og Baladeva og Fru Subhadra. Hladini blev sendt til hovedcenteret i Los Angeles for at lære den nye tilbedelsesstandard. Silavati Devi Dasi stod for træningen. Hun lagde vægt på renlighed, punktlighed og oprigtighed. Hun opfordrede især til at have en tilgang til Herren med en følelse af et personligt forhold, en vejledning, der fulgte Hladini resten af livet.
Mahananda havde svært ved at finde ro i Detroit-templet, og de besluttede sig for at lede efter et mere passende sted. De boede i Chicago, derefter i Miami, så i Atlanta, og i 1972 kom de til New Vrindavana. I New Vrindavana fik hun altertjeneste i Old Vrindavana-gårdens tempel og tjente i første omgang Radha-Vrndavana Candras alter, der samtidig havde et mindre sæt Deiteter af Jagannatha, Baladeva og Subhadra. Mahananda kunne stadig ikke finde sig til rette og besluttede sig for at flytte, men Hladini ville ikke forlade sin tjeneste og blev i New Vrindavana. Ikke langt fra New Vrindavana lå et andet tempel, New Mathura, hvor de havde brug for pujarier til at tage sig af deres store Deiteter af Jagannatha, og Hladini blev sendt af sted. Det varede dog ikke længe, før templet måtte lukke, og Jagannatha, Baladeva, Subhadra og deres tjener Hladini blev sendt til New Vrindavana. I New Vrindavana fandtes tre templer, Old Vrindavana-gården, Madhuvana og Bahulavana. De store Jagannatha Deiteter blev midlertidigt placeret i et lille skur. Hladini tog på eget initiativ sig alene af deres tilbedelse samtidig med, at hun tjente på alteret i Old Vrindavana.
Ved Gaura Purnima i 1972 blev Jagannatha officielt installeret i Madhuvana-templet, der samtidig fungerede som kvinde-asrama. Livet i New Vrindavana var meget asketisk, og livet som pujari var endnu mere intenst. Hladini plejede at stå op klokken 2 og begive sig udenfor til et udendørs blikskur, der fungerede som bad. Der var ikke rindende vand i køkkenet, så hun skulle ned af en mudret bakke for at hente frisk vand til at gøre rent, lave mad, bade og ofre til Herren Jagannatha. Der var heller ingen kloak i templet, så en spand under vasken skulle tømmes flere gange om dagen. Når naturen kaldte, måtte kvinderne i asramaen bevæge sig uden om bygningen og krydse en indhegning, hvor tyren Dharma regerede. Dharma var en vred, aggressiv og utrolig territorial tyr, der ville jagte enhver, der vovede sig inden for indhegningen. Det var et mirakel, at ingen nogensinde blev ramt. Der var heller ingen gas i køkkenet, så Hladini måtte selv hugge brændet om morgenen, så hun kunne varme vandet op til at bade Jagannatha, Baladeva og Subhadra med. Så den største tjeneste fandt ikke sted på alteret, selv med de seks daglige aratier, men bag gardinerne og i pujari-køkkenet. Der var få hjælpere, så Hladini stod ofte alene med tjenesten. Men på trods af de hårde vilkår var Hladini altid glad, smilende og ivrig efter at dele, hvad hun lige havde læst. Hun havde åbne bøger liggende rundt om i køkkenet og i pujari-rummet, og når hun havde en smule tid mellem tjenester, ville hun enten læse eller sy. Det lykkedes hende på den måde at læse Srimad-Bhagavatam syv gange, Caitanya-caritamrta mindst fem gange og Prabhupada Lilamrta tre. Hun læste “som en, der kunne lide at snacke fra køleskabet.”
Hendes gode kvaliteter var ikke skjulte for lederne i New Vrindavana, så da et gavmildt livsmedlem forklarede, at hans søn ledte efter en god hengiven hustru, faldt valget naturligt på Hladini. Sønnen, hvis navn var Vahna Dasa, var en diametral modsætning til Hladinis glade, hengivne og tjenestevillige humør. Hladini accepterede imidlertid sine autoriteters anmodninger og giftede sig med Vahna. I et brev skrev Hladini: “Så jeg har overgivet mig. Jeg har giftet mig med Vahna, og nu har Krishna givet mig alting! Nu har jeg smukt nyt stof til Herren Jagannatha, og jeg har fået juveler til Herren Jagannatha.” Vahna var af en rig familie, så ægteskabet havde sine økonomiske fordele, men ikke som Vahna havde regnet med. Han fortæller: “Der var intet, jeg kunne gøre for hende, uden at det skulle være for Jagannatha. Det var som om, at jeg ikke var hendes mand, men at Han var det.” Vahna havde bil, og i et forsøg på at “stjæle” sin kone tilbage, inviterede han hende hver søndag på udflugt. Denne udflugt blev imidlertid blot endnu en anledning til tjeneste, og Hladini medbragte Herrerne Jagannatha og Baladeva og Fru Subhadra på deres ugentlige skovtur. Ægteskabet holdt dog ikke længe, og Vahna endte med at forlade New Vrindavana.
Herren Jagannatha flyttede i 1979 til templet Old Vrindavana, der på daværende tidspunkt ikke var mere end et skur med stykker af plademetal til at holde det sammen. Hladini var ikke skræmt af de beskedne kår. Tværtimod så de ud til at styrke hendes kærlighed til Herren Jagannatha. I digte udtrykte hun sin kærlighed til Jagannatha og den simple tilbedelse, hun tilbød af hele sit hjerte:
”Jeg har brug for Dig i ternet
for hvis Du var i juveler
ville der ikke være os
Var Du den Prins Du skulle være
ville der ikke være os
Var Du så berømt som Du skulle være
ville alle se Dig
og ville have Dig.
Og der ville ikke længere være os
Jeg elsker Dig i ternet
Ingen ser hvad der findes indenunder
Du bliver aldrig berømt med mig
jeg vil gemme Dig for evigt
Dig og dine vidunderlige terner.”
Rupa Devi Dasi: “Herren Jagannatha havde forskelligt tøj af ternet stof, mens Han boede i Madhuvana og Old Vrindavana-gården.”
Hladini giftede sig igen, denne gang med Bhavisyat Dasa, der ofte ville hjælpe hende med at hugge brænde. Han forstod hendes dybe hengivenhed og accepterede det mere tjenestebaserede forhold mellem dem. I 1983 flyttede Herren til Bahulavana-templet, og Hladini tjente på det tidspunkt seks små Jagannatha, Baladeva og Subhadra Deiteter, et stort sæt Deiteter samt Sri-Sri Nitai-Gaura. De hengivne i New Vrindavana fortalte, at luften i tempelrummet “ville være tyk af bhakti, og det var som at blive ramt af bølger af hengivenhed.”
I 1987 flyttede Jagannatha til det store Dharmasala-tempel, hvor Radha-Vrindavana Candra også blev tilbedt. De nye forhold betød en mere luksuriøs tilbedelse, og det virkede som Herrens måde at afslutte sit lange forhold med sin tjener. I efteråret besøgte Hladini for første gang Indien. Hun havde i tiden inden følt sig splittet mellem sin tjeneste til Herren Baladeva og Herren Nityananda, der syntes at vække et ønske i hende om at prædike. I Indien gav hun sin første klasse til et fyldt tempelrum, og hun vendte tilbage med et brændende ønske om at prædike. Tilbage i USA blev dette tilskyndet af Kirtanananda Svami, der som en del af sin tværreligiøse prædiken valgte at give Hladini og hendes mand sannyasa. Hun fik navnet Hrsikesa Maharaja, og det markerede slutningen på hendes mangeårige i forhold til Herren Jagannatha i New Vrindavana. Men hun var ikke begejstret for det nye fokus, Kirtanananda Svami ønskede. Væk var dhotier og sarier. I stedet blev der introduceret vestlige kutter, der lignede mere de kristnes. Sangene blev oversat til engelsk, og ved initiering blev der ikke længere givet navne på sanskrit, men på engelsk. Hladini udtrykte i breve til Yamuna Devi Dasi: “Hvor er Srila Prabhupadas trofaste hengivne?” Hun ønskede at vende tilbage til den plan, som Prabhupada havde givet, og efter at have hørt en klasse fra Bhakti Tirtha Maharaja, hvori han fortalte om den prædiken, der foregik i Afrika, besluttede hun i december 1988 at forlade New Vrindavana.
I et brev til Yamuna skrev hun: ”Den største forbandelse i denne verden er illusionen om ‘komfort’,” og i Afrika fik Hladini den askese, hun havde savnet fra de tidlige år i New Vrindavana, askesen, der havde bragt de hengivne sammen og forøget deres samarbejde. De havde et hårdt program, hvor sankirtana-grupper på 10 hengivne rejste fra landsby til landsby, lavede harinama, distribuerede mad og prædikede til de lokale. Deres daglige rationer bestod af ris, bønner og kogt tapioka. I Afrika gav Hladini afkald på sin sannyasa-titel og vendte tilbage til at være Srila Prabhupadas Hladini Dasi. Hun rejste Afrika rundt med et sæt Sri-Sri Nitai-Gaura Deiteter, som hun dagligt tilbad, men hendes forhold til Herren Jagannatha skulle vise sig ikke at være helt slut. I mange templer blev Jagannatha tilbedt og Hladini assisterede ved at male, renovere og sy nyt tøj til dem. Hun forklarede: ”Jeg forlod 18 sæt og har fået 33 små og 3 store nye.” Hendes prædiken i Afrika var meget vellykket og nåede ud til tusinder hver dag. Hun blev regionssekretær, talte ofte i fjernsynet, og den 24. december 1989 lykkedes det de hengivne at distribuere prasadam til mindst 10.000 sultne gæster. Hladini var elsket og respekteret af alle, hun berørte, og gennem sin egen hengivenhed lykkedes det hende at inspirere endnu flere.
Forskellige datoer findes for, hvornår Hladini Devi Dasi forlod denne verden, men i bogen Legacy of love, der er samlet af Yamuna Devi, angives natten mellem den 13. og 14. september, natten til Indira Ekadasi. I år, hvor Indira Ekadasi falder den 2. oktober, er det 31 år siden, at hun gik bort.