– Af Sri Srimad Gour Govinda Swami –
Gour Govinda Swami var discipel af Srila Prabhupada og gik bort i 1996. Han startede ISKCON’s tempel i Bhuvanesvara, Orissa, og var kendt som en meget ren og realiseret hengiven. Det følgende er fra en tale til hans årlige guru-puja, hvor hans disicple tilbad deres guru (åndelige mester).
Over de sidste to dage har I arrangeret denne guru-puja og brugt en masse værdifuld tid derpå. Som jeres ven ser jeg mig dog nødsaget til at fortælle jer, at jeg har mange svagheder, skrøbeligheder og ting, der diskvalificerer mig. Jeg fortæller jer sandheden.
Vi er alle kommet her, fordi vi er blevet tiltrukket af lotusfødderne af guru-pada-padma, vores ærede åndelige mester, Sri Srimad A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, og de foregående acaryaer. Disse guruer er meget velhavende folk. De er ikke materielt rige, men deres rigdom er prema-dhana, kærlighed til Gud. Vi er mødt op her med grådigheden efter, hvordan vi får den rigdom, denne prema-dhana. Det er vores formål med at komme her. I de sidste to dage har I alle ofret sraddhanjali, hyldester, til mig. Selv om jeg er en meget falden og ussel orm i afføring, har I prist mig. I har inddirekte gennem jeres forherligelse givet mig en antydning af, hvordan jeg kan besidde alle disse gode kvaliteter. Derfor bukker jeg mit hoved med foldede hænder og frembærer bønner til hver eneste af jer.
I dag har vi fået muligheden for at frembære ofringer fra det inderste af vores hjerter til lotusfødderne af sådanne acarya-guru-vargaer. Men hvordan kan man tilbyde mig en sådan puja [tilbedelse]? Jeg er ikke guru, jeg er aguru, laghu. På sanskrit er laghu, let, det modsatte af guru, tung. Hvordan kan den, der er laghu, se guru? I kraft af den lille ubetydelige del af nåden, som jeg har fået fra min guru-maharaja, min åndelige mester, forsøger jeg efter bedste evne at tjene hans lotusfødder. På denne dag beder jeg derfor jer alle – hver eneste af jer – om at hjælpe mig i denne bestræbelse. Jeg beder om jeres dybfølte kærlighed, hjælp og samarbejde. Jeg anser dette for mit eneste aktiv. Ellers kan jeg ikke gøre en sådan tjeneste.
Mange folk tvivler på guru-pada-padma. Hvis I har nogen tvivl overhovedet, kan I ikke gøre fremskridt. I Bhagavad-gita (4.40) advarer Krishna, samsayatma vinasyati: ”En tvivlende person går til grunde.” Kritik og tvivl er ikke bhakti. I bhakti er der kun sevya og sevaka, forholdet mellem tjeneren og herren. Den, der virkelig er en guru, siger aldrig: ”Jeg er guru.” Han ser alle i overensstemmelse med jivera ’svarupa’haya krsnera ’nityadasa’. Han ser deres svarupa, han ser, at alle er tjenere af Krishna. Guruen har et sådant syn. Hans syn er ikke et materielt syn. Derfor er han guru. Igennem ham opnår vi bhagavan, Krishna. Guruen siger, trnad api sunicena: ”Jeg er lavere end et græsstrå på gaden.” Så ydmyg er han. Der er ingen stolthed i ham over at være guru. Men hvis en person siger: ”Ved du ikke, hvem jeg er? Jeg er en stor guru! Stor acarya!” Dette er dambha, stolthed. Det er en dæmonisk kvalitet, ikke et guddommeligt kendetegn. Det er ikke et kendetegn ved en vaisnava-sadhu-guru. En virkelig guru besidder ydmyghed. Hvis man tænker: ”Jeg er guru,” er man ikke guru. Man er goru, et firbenet dyr som en ko eller en tyr.
Jeg har ingen kvalifikation til at blive guru. Jeg har intet ønske om at være guru. Det var ikke med det for øje, at jeg forlod mit hjem. Min guru sagde: ”Accepter disciple. Træn dem. Hvordan kan du ellers gennemføre dette projekt? Du har brug for dine egne mænd, hvordan kan du ellers administrere det?” Han sagde det til mig igen og igen. Han skrev også et brev til mig: ”Under din ledelse vil dette projekt finde sted.” På den tid sagde jeg: ”Min kære Srila Prabhupada, jeg vil ikke være hovedet. Jeg vil være halen.” Men han sagde: ”Jeg vil have det!”
Det betyder, at min gurudeva vil have, at jeg bliver guru og accepterer disciple. At acceptere disciple er at løbe en stor risiko. I må forstå, at jeg befinder mig i en meget farlig situation. Jeg kan ikke spise. Jeg kan ikke sove om natten. I vil aldrig støde på en mere miserabel person end mig. I vil ikke kunne finde en person, der er i en farligere situation end mig. Jeg beder jer derfor med foldede hænder om at beskytte mig. Det er min anmodning ved jeres fødder i dag. Det er min gurus ønske, at jeg forbliver i en sådan farlig position. Det vil gøre ham glad og tilfreds. Derfor har jeg for hans tilfredsstillelses skyld accepteret denne farlige situation og er blevet guru og accepterer disciple. Jeg tror, at min guru har sendt jer alle til mig blot for at give mig beskyttelse, ikke for at sætte mig i en endnu farligere situation. Derfor er min bøn til jer, at I er så venlige at beskytte mig. At acceptere disciple vil sige at fortsætte med de missionsaktiviteter, som guruen har startet. Vi er gosthy-ananda’er, prædikanter, så vi må fortsætte med de missionerende aktiviteter, som vores guru har sat i gang. Ikke, at vi blot sidder mageligt på asana’en, guruens sæde.