Af Janardana Dasa

På Frederiksberg, hvor jeg voksede op, så jeg engang en plakat opsat ved et busstoppested. På plakaten stod ”Radio Krishna, 87,6 FM”.

Billedet var rimelig abstrakt. Det mindede mig om en af illustrationerne til Fyrtøjet af H.C. Andersen. I fortællingen har hunden, der vogter over guldet, øjne så store som møllehjul. Det var uklart for mig, hvad meningen med plakaten var, andet, end at det var en reklame for en FM radiokanal. Det fik mig ikke til at høre radio dengang, for jeg var allerede hængt op på rock-og-rul LP’er. Men jeg blev mindet om episoden, da jeg nogle år senere så plakaten i kælderen i templet på Kongens Tværvej, der også var på Frederiksberg. På det tidspunkt var jeg flyttet ind, og så gav den selvfølgelig rigtig meget mening. Men i mit liv har jeg set millioner af reklamer og plakater, så interessant var det, at netop denne plakat havde efterladt et indtryk. Uden at vide det havde jeg kigget ind i Universets Herres store øjne og samtidig sunget Krishna i mit sind. Motivet på plakaten kom oprindeligt fra en udstilling om Jagannatha på Nationalmuseet. De hengivne havde uden tilladelse brugt motivet og var senere havnet i et oprethavsforbud, og derfor har det desværre ikke været muligt at opdrive en kopi. Men den så nogenlunde sådan ud som på billedet her.

Inden jeg flyttede i templet, havde jeg været på mit livs rejse, der strakte sig over atten måneder. Rejsen havde taget sin begyndelse i Indien, som jeg havde været fascineret af efter at have hørt en vens rejseberetninger. Mine tre måneder dér havde bragt mig rundt i tog, bus og på kamelryg i det nordlige Indien, inden jeg var fløjet til Thailand fra Calcutta. På vej til Calcutta var jeg stoppet i Jagannatha Puri, fordi jeg var tiltrukket af byens beliggenhed ud til havet. Jeg indkvarterede mig i en hytte ikke langt fra vandet og begav mig rundt i Puri resten af dagen. Da jeg om aftenen kom tilbage til min hytte, var taget på hytten i mellemtiden kollapset under sin egen vægt, og jeg måtte grave min taske ud. Under dette korte ophold i Puri opfattede jeg ikke, at Jagannathas berømte tempel lå netop dér, og det gik heller ikke op for mig, at Universets Herre, hvis øjne jeg år forinden havde stirret ind i i København, havde haft Sit skarpe blik rettet mod mig under mit ophold i Puri. Han havde gengældt min opmærksomhed på Ham og reddet mig fra at blive mast under det tag nu, da jeg var kommet på besøg hos Ham.

Jagannatha kender fortid, fremtid og nutid. Han lod mig slippe med livet i behold og ville senere til gengæld tilbyde mig at fortsætte på samme rejse, hvor jeg var sluppet i København. Han introducerede mig til sangen af maha-mantraet af Krishnas navne cirka et år senere, først i Australien og senere blandt hengivne i New Zealand.

Herren Jagannatha er Krishna Selv, alttiltrækkende og årsagsløs barmhjertig. Ateisterne ænser det ikke, men de hengivne forstår sammenhængen. Jagannathas mission er at tiltrække os alle tilbage til Hans evige aktiviteter i den åndelige verden. Med Krishna kan man kun udveksle i ren prema-bhakti, men Jagannatha giver betingelsesløst Sin barmhjertighed uden at tage vores kvalifikationer i betragtning. Tager vi et lille, men seriøst skridt mod Ham, kommer Han os i møde.

Kong Indradyumna

Herren Jagannathas historie er én om hengivenhed og beskriver, hvordan en hengivens bønner fik Herren til at vise Sig på en vidunderlig måde. Historien viser, hvordan Herren Krishna kommer som Jagannatha Swami for at udveksle med den materielle verdens faldne sjæle.

Fra sin hovedstad i Avantipura regerede Kong Indradyumna. På grund af hans fromhed og kvalifikationer som regent var riget fyldt med fred og velstand i et omfang, der er ukendt for den moderne tids mennesker. Overflod var overalt i Satya Yugas oplyste tidsalder undtagen i hjertet på kongen. Indradyumna følte sig ikke tilpas i den verden, han regerede over, for han længtes efter at være sammen med Guddommens Højeste Personlighed, Krishna. Han fandt den materielle verden død og utiltrækkende. Kongen ønskede at se Den Højeste Herre ansigt til ansigt.

Dette er ikke nemt at opnå selv for den største monark i verden. Ifølge Bhagavad-gita 7.3:

manusyanam sahasresu
kascid yatati siddhaye
yatatam api siddhanam
kascin mam vetti tattvata

”Blandt mange tusinde mennesker er der måske ét, der stræber efter fuldkommenhed, og af dem, der har opnået fuldkommenhed, er der dårligt nok ét, der virkelig kender Mig.”

Normalt er det sådan, at jo mere man er involveret i materielle aktiviteter, desto mindre sandsynlighed er der for at gøre åndelige fremskridt. Så hvordan er det muligt for en konge, der er fuldstændigt optaget af verdslige anliggender, at opnå Herrens særlige barmhjertighed?

En dag, da Indradyumna beklagede, at han ikke var i stand til at tjene Gud direkte, dukkede der pludselig en fremmed op. Manden afslørede, hvordan han faktisk havde set Herren acceptere direkte kærlig tjeneste i Sin form af Nila Madhava. Gud inkarnerer på mange måder, og nogle gange manifesterer Han Sig i form af sten eller træ blot for at behage Sine hengivne og acceptere deres kærlige tjeneste.

Den rejsende beskrev, hvordan han på den afsidesliggende bjergtop Niladri havde set halvguderne tilbede Herren. Kongen sendte straks sin øverste brahminiske præst, Vidyapati, af sted for at finde denne form af Gud, så hele Avantipura og dens indbyggere kunne præsenteres ved Herrens lotusfødder som en gave.

Efter en måneds rejse uden hvile fandt Vidyapati omsider bjerget Niladri, hvor han opdagede en gruppe svinehyrder, der også tilbad Nila Madhava. De boede nær templet, hvor de kunne tilbede Nila Madhava dagligt. Lederen af stammen af svinehyrder hed Vishvavasu. For at opnå hans gunst giftede brahmanaen Vidyapati sig med hans datter. Vishvavasu og svinehyrderne havde tilbedt Herren i al hemmelighed for ikke at tiltrække udefrakommende opmærksomhed, men på grund af sin datters bønfaldelse gik Vishvavasu endelig med til at bringe Vidyapati til Herren Nila Madhava på den betingelse, at for at komme dertil måtte han have bind for øjnene. Men den udspekulerede brahmana medbragte en pose med sennepsfrø, som han lod falde på deres vej, og som senere ville spire og føre Kong Indradyumna til hans højst ønskede Herre.

Nila Madhava var i mange år blevet tilbedt af Vishvavasu med frugter og blomster fra skoven. Nu åbenbarede Han Sig for Vishvavasu og gjorde ham bekendt med, at Han fremover ville acceptere mere overdådig tilbedelse i overensstemmelse med Kong Indradyumnas ønsker. Vishvavasu var knust. Ingen kan forudsige Herrens plan. Nogle gange skænker Han sine hengivne særlig barmhjertighed ved at være til stede over for dem, og nogle gange viser Han Sin barmhjertighed gennem adskillelse, hvilket øger den hengivnes længsel og tilknytning.

At Nila Madhava talte til ham, undrede Vish-vavasu sig ikke over. Han var opslugt af sorg over Nila Madhavas forestående forsvinden. Han bebrejdede Vidyapati for at overtale Nila Madhava til at acceptere Indradyumnas tilbedelse. Vishvavasu anklagede brahmanaen for at snyde ham og bandt Vidyapati med reb. Dog hørte datteren sin mands råb om hjælp og befriede ham, så han kunne vende tilbage til Avantipura.

Efter Vidyapati var kommet tilbage til Avantipur og havde beskrevet alt, hvad der var gået forud, begav Kong Indradyumna sig med det samme af sted i hestevogn mod Niladri under anførsel af en deling soldater. Ved ankomsten til bjerget fandt de de mange små sennepsplanter, der førte dem til templet. De kæmpede lidt med at få dørene til templet op og opdagede så til deres forskrækkelse, at Nila Madhava ikke længere var at finde dér.

De mistænkte med det samme Vishvavasu for at have fjernet Nila Madhava. Men da de konfronterede ham, forsikrede han kongen, at han ikke var årsag til Nila Madhavas forsvinden. Da de ikke fandt anledning til at tro på hans historie, blev Vishvavasu arresteret.

Kort tid efter dukkede selveste Narada Muni dog op og forklarede, hvad der i virkeligheden var sket med Nila Madhava. Herren havde af Egen vilje forladt templet. På et tidspunkt i fremtiden ville Han nedstige i form af Herren Jagannatha for at skænke Sine velsignelser til hele verden. Mens Nila Madhava havde nydt Vishvavasus enkle og fortrolige tjeneste, ville Hans fremtidige form som Jagannatha gavne alle levende væsener. Narada Muni meddelte dog, at der først skulle bygges et stort tempel, hvor Jagannatha med tiden skulle tilbedes. Derefter ville Herren Brahma modtage In-dradyumna på sin egen planet og planlægge den hellige installation af Jagannatha Swami, Universets Herre.

Da templet endelig stod færdigt, eskorterede Narada Muni Indradyumna til Brahmaloka. Herren Brahmas bolig er utilgængelig for almindelige mennesker, men så stor var Indradyumnas hengivenhed til Gud, at selv Herren Brahma var ivrig efter at møde ham. Herren Brahma beskrev de nærmere detaljer for, hvordan Jagannatha skulle hugges ud af et stort kalpa-vrksa-træ fra Svetadvipa. I det materielle univers er der en transcendental planet, der er kendt som Svetadvipa og er boligen for Den Højeste Herre Ksirodakasayi Visnu, der også er Paramatma i alle de levende væseners hjerter.

Da Indradyumna vendte tilbage til Jorden i en vimana fra Brahmas planet, bemærkede han, at tingene havde ændret sig. Skønt han kun var væk i, hvad der syntes en kort tid på Brahmas planet, var det nu ikke længere Satya Yuga. Ingen genkendte ham i hans eget rige, og hans betroede præst Vidyapati var ej heller at finde.

Brahma lever i 311 billioner år, og et øjeblik på hans planet opleves som tusindvis af år på jordplaneten. Kong Indradyumnas familie og alle i riget var i mellemtiden døde i hans fravær. I tiden, han havde været borte, var der gået millioner af år på jordplaneten.

På trods af dette var Indradyumna vedholdende i sin beslutsomhed om at få Universets Herre til at manifestere Sig. Han vidste, at Gud nogle gange tester sine hengivnes kærlighed ved at fjerne alle deres besiddelser. Kong In-dradyumna var fast besluttet på at fremskynde Herrens ankomst, så han begyndte at udføre streng askese, mens han bønfaldt Herren om at komme. I en drøm kom Jagannatha derfor til ham og instruerede ham i, hvor han kunne finde træet fra Svetadvipa. Det flød nu rundt i havet tæt på kysten.

Folk blev sendt ud for at lokalisere træstammen, der så blev fragtet til Gundica-templet, hvor det skulle udskæres.

Dernæst blev de dygtigste håndværkere hidkaldt og samledes for at udskære Jagannathas form i henhold til Brahmas instruktioner. Men så snart træskærerne begyndte arbejdet, gik deres redskaber i stykker. Efter en stund dukkede Ananta Maharana, en gammel brahmana, op. Han tilbød at gøre arbejdet, men krævede, at det skulle gøres på hans præmisser. Han ville ikke forstyrres, og ingen måtte åbne dørene til rummet, hvor han arbejdede på at udskære murtien, til efter, at han var færdig. Hvis dørene blev åbnet før tiden, ville han ikke arbejde videre. Dørene blev låst, og i de næste mange dage kunne man udefra høre ham arbejde med udskæringen. Efter to uger blev Kong Indradyumna informeret om, at der ikke længere kunne høres støj fra rummet. Kongen var bekymret. Måske var brahmanaen kommet til skade. Han var gammel, og måske havde han fået et ildebefindende.

Jagannatha manifesterer Sig

Kongen var ikke længere i stand til at modstå sin nysgerrighed og store forventning. Han gik imod alles formaninger om det modsatte hen og åbnede dørene. Dér mødte ham et usædvanligt syn. Dette var ikke bare én, men tre former, og ingen af dem havde hverken hænder, ben eller fødder. Herrens skikkelse var tilsyneladende ufærdig, og kongen frygtede, at han havde begået en stor fejl ved at åbne dørene for tidligt. Den gamle brahmana var desuden forsvundet.

Kong Indradyumna forbandede sin ivrighed og var skamfuld. Men så sagde en ældre brahmana: ”Eftersom du handlede ud af spontan kærlighed til Gud, kan du ikke have gjort noget forkert. Krishna kan tage en hvilken som helst form, Han ønsker. Hvad der end sker, er Herrens vilje. Ikke et græsstrå bevæger sig, uden Han tillader det.”

Narada Muni dukkede så pludselig op og kunne bekendtgøre, at dette var formerne af Herren Jagannatha, Hans bror Baladeva og søster Subhadra. De skulle males og klædes på og forberedes til installationsceremonien af Herren Brahma.

Narada Muni beskrev derefter, hvordan han havde set denne form før, mens han besøgte Dvaraka. På det tidspunkt blev Krishnas tidlige barndomslege i Vrindavana glorificeret blandt Krishnas hustruer. Krishna Selv overhørte samtalen og følte intens adskillelse fra Sine mest ophøjede hengivne i Vrindavana. Han gik i trance, Hans øjne åbnede sig, og Hans fødder og hænder trak sig tilbage i Hans krop. Også Balarama og Subhadra overhørte samtalen, og De manifesterede ligeledes de samme symptomer.

Derefter meddelte Narada Muni, at hans far, Herren Brahma, nu ville ankomme for at installere Jagannatha, Baladeva og Subhadra. Inden fejringen begyndte, gav Brahma Indradyumna en guddommelig vision, hvori han kunne se, at alle, der tjente i hoffet, var hans gamle ledsagere Vidyapati og Vishvavasu og tjenere. Således blev Kong Indradyumna forenet både med Herren og hans gamle tro bekendte og rådgivere.

Jagannatha, Baladeva og Subhadra er blevet tilbedt i mange tusinde år i Puri, og dette er den ekstatiske historie om Deres nedstigen til vores verden. Den årlige Ratha Yatra-ceremoni er Deres tilbud til os om at træde ind i Deres evige aktiviteter i den åndelige verden.

Jagannatha, Baladeva og Subhadra ki-jay! Jagannatha Puri dhama kijay!