– Af Lalitanatha Dasa
Taj Mahal i Agra, Indien, er et af verdens store underværker, der normalt tilskrives stormogulen Shah Jahan, der skal have opført det som et gravmæle over sin yndlingshustru, Mumtaz, i årene 1632-50. Men er det den rigtige historie? Den indiske historiker P. N. Oak udgav i 1989 bogen Taj Mahal: The True Story, hvor han udfordrede denne standardopfattelse og hævdede, at det i virkeligheden er et meget ældre Siva-tempel fra det 12. århundrede. Shah Jahan tilranede sig dette tempel fra Jaipurs Maharaja, Jai Singh, hvorefter Shah Jahan omdannede templet til et mausolæum for sin hustru.
P.N. Oak er en kontroversiel og omdiskuteret person, der langt fra nyder udelt støtte. Han er kendt som en ultrahindunationalist, hvis argumenter for en verdensomspændende vedisk civilisation ofte har vist sig at være ren spekulation uden nogen basis i virkeligheden. Men på den anden side kan man ikke udelukke, at han i denne sammenhæng er mere velfunderet. Han begrunder sin teori med bl.a.:
Den eneste originalkilde til den gængse historie om Taj Mahal er en unøjagtig og mistolket 1600-tals dagbog af Jean-Baptiste Tavernier, en fransk juvelhandler, der sommetider rejste i Indien. Alle andre beretninger refererer til Tavernier. Han tilbageviser specielt Taverniers påstand om at have set påbegyndelsen og afslutningen på hele byggeriet ved at gøre opmærksom på de lange tidsrum imellem de tre perioder, hvor Tavernier opholdt sig i Agra imellem 1641 og 1663, såvel som på perioden, over hvilken det skulle have været opført (1631-1653). Han anser også den senere del af den formodede opførelsesperiode som usandsynlig, da den ifølge alle redegørelser falder sammen med Shah Jahans fængsling (han blev fængslet af sin egen søn og tilbragte de sidste mange år af sit liv som fange), og han gætter på, at hvad Tavernier i virkeligheden så, var arbejdet med at omdanne templet til et gravmæle og ikke selve opførelsen af det.
Mullah Abdul Hamid Lahori, Shah Jahans egen officielle historiker, skriver, at Mumtaz blev lagt til hvile i et ’knejsende himmelhøjt palads med en majestætisk kuppel’, der var tilvejebragt fra Raja Jaisingh, Jaipurs konge. I sin egen hofkrønike Badshahnama indrømmer Shah Jahan, at en exceptionel smuk bolig var blevet taget fra Jai Singh til Mumtaz’ grav.
Oak refererer også til dagbøger fra Tamerlane (1336-1405) og Babur (1483-1530) for at vise, at dette bygningsværk eksisterede før Shah Jahans tid, og påpeger også det bemærkelsesværdige i, at Shah Jahan intetsteds hævder selv at have stået for opførelsen.
Oak gør opmærksom på, at Mumtaz’ virkelige navn var Arjumand Banu Begum. Hun blev givet ærestitlen Mumtaz-ul-Zamani af sin svigerfar, men aldrig Mumtaz Mahal. Oak hævder, at hun fik navnet ’Mahal’ efter døden, fordi hun blev begravet i paladset. Med andre ord skulle det ifølge Oak ikke være monumentet, der bærer hendes navn, som en senere tids historikere har ment det, men omvendt. Han gør opmærksom på, at udtrykket ’Mahal’ kun bruges i Indien og ikke er af persisk eller arabisk oprindelse, men kommer fra sanskrit. Han siger, at Mahal er en kort form af Mahalaya eller Maha-alaya, der betyder ’den store bolig’. Ordet Taj eller Tej betyder ’kongekrone’, hvilket kan referere til, at paladset er en stor kongelig bolig.
Oak citerer den europæiske rejsende Johan Albert Mandelslo, der besøgte Agra i 1638 kun syv år efter Mumtaz’ død og beskriver byens liv i sine erindringer, men omtaler ikke opførelsen af Taj Mahal. Bøger af Peter Mundy, en engelsk rejsende, der besøgte Agra inden for et år efter Mumtaz’ død, lader også formode, at Taj Mahal var et bemærkelsesværdigt bygningsværk længe før Shah Jahans tid.
Mange arkitektoniske træk støtter troen på, at Taj Mahal er et typisk vedisk tempel og ikke et gravmonument. De såkaldte ’islamiske hvælvinger og kupler’ er typiske for den mauriske arkitektur (ca. 300 f.Kr. – 100 e.Kr.) i det buddhistiske Indien længe før Islam overhovedet eksisterede.
Anvendelsen af erobrede templer som grave for døde hoffolk og medlemmer af kongehusene var en almindelig praksis blandt de muslimske herskere.
Kulstof 14-prøver af en dør fra Taj Mahal gav en alder, der var 300 år ældre end Shah Jahan.
Mange rum har været tilseglet siden Shah Jahans tid og er stadig utilgængelige for offentligheden. Oak hævder, at de indeholder en hovedløs statue af Siva og andre ting, der bruges i vediske templer.
Hvorvidt Oak har ret eller ej, er svært at sige. Kun en omfattende forskning inklusive åbning af de forseglede rum kan muligvis afsløre den virkelige historie bag Taj Mahal. Men hans teorier er samtidigt politisk sprængstof, hvilket vanskeliggør en objektiv undersøgelse af Taj Mahals virkelige historie. Således forsøgte Indira Gandhis regering af frygt for politiske optøjer at få Oaks bog trukket tilbage fra boghandlerne og truede den indiske udgiver af det første oplag med alvorlige repressalier.