– Af Gaurahari Dasa –

I Bhagavad-gita benytter Krishna Sig i udstrakt grad af kontraster. Helt i modsætning til den filosofi, der bliver mere og mere fremherskende, og som siger, at der ikke er noget, der er absolut rigtigt og forkert, stiller Krishna igen og igen to alternativer op – et rigtigt og et forkert. Allerede i andet kapitel, hvor Arjuna spørger, hvordan en transcendentalist opfører sig, svarer Krishna på spørgsmålet og forklarer, at den grundlæggende egenskab hos transcendentalisten er, at han har sine sanser under kontrol:

yada samharate cayam
kurmo ’nganiva sarvasah
indriyanindriyarthebhyas
tasya prajna pratisthita

”Den, der kan trække sine sanser tilbage fra sanseobjekterne, ligesom en skilpadde trækker sine lemmer ind i skjoldet, er fast forankret i perfekt bevidsthed.” (Bg. 2.58)

Derefter går Han over til at forklare, hvordan den betingede sjæl eller ikke-transcendentalisten bliver trukket ned i den ”materielle sump” af sine ubeherskede sanser. I resten af kapitel 2 går Krishna frem og tilbage mellem de to positioner og gør det således klart, hvad der er rigtigt eller lykkebringende, og hvad der er forkert eller kilden til al lidelse. Samme teknik anvender Krishna hele vejen igennem. For eksempel i kapitel 3 (tekst 13-20), kapitel 4 (tekst 39–40), kapitel 9 (tekst 11–14) og hele kapitel 16.

Egentlig er det meget enkelt: Enten husker vi Krishna, eller også gør vi det ikke. Husker vi Krishna, er alting ok, men glemmer vi Ham, er vi i den materielle verden med alt, hvad det indebærer. Det, som gør livet kompliceret, er, at vi hele tiden, hvert øjeblik, står over for valget mellem Krishna eller maya. Livet kan inddeles i øjeblikke, og hvert øjeblik må vi vælge, om vi vil tænke på Krishna eller maya. Vi kan ikke hvile på laurbærrene. Et øjeblik kan vi føle os ekstatiske i hengiven tjeneste, men det forhindrer ikke, at vi det næste kan ryge helt ned i komplet sanselighed. Derfor er det blevet sagt: ”Tab ikke modet, selv i din værste stund, og stol ikke på dig selv, selv i din bedste.”

Inden for digital teknologi benytter man sig som bekendt af binære talrækker eller lange rækker af ettaller og nuller. Blot ved hjælp af disse to cifre kan man for eksempel gengive komplekse billeder og lydspor. På tilsvarende måde kan man se hele livet som en uendelig række af valgsituationer, hvor der i hver situation faktisk kun er to valgmuligheder – Krishna eller maya.

I overensstemmelse med den analyse kan forskellen på en begynder og en avanceret hengiven beskrives som følger: En begynder vil måske i én valgsituation ud af hundrede vælge Krishna i stedet for maya. Når han således en sjælden gang vælger Krishna, er han i det korte øjeblik lige så Krishna-bevidst som nogen, og han bliver ekstatisk. Måske tror han: ”Nu har jeg nået målet, nu er jeg en ren hengiven, en prema-bhakta.” Men fordi han er nybegynder, falder han i næste øjeblik ned og bliver som så mange gange før offer for mayas tiltrækning. Han prøver måske at opretholde illusionen, at bilde sig selv og andre ind, at han er Krishna-bevidst, men ekstasen, der er et resultat af den direkte kontakt med Krishna, er borte. Ikke borte for evigt, men indtil han næste gang husker Krishna eller med andre ord husker, at han ikke er en nyder, men Krishnas tjener.

En avanceret hengiven vil på den anden side måske i én ud af hundrede valgsituationer vælge maya i stedet for Krishna. Ingen andre lægger måske mærke til det, for i næste øjeblik vælger han igen Krishna og kommer på fode igen efter sit momentane fald. Selv er han imidlertid pinligt bevidst om sit fejltrin og angrer dybt. Han føler sig som den laveste blandt de lave, men overraskende nok ødelægger det ikke hans ekstase. Hvorfor ikke? Fordi han ser håndgribelige beviser på, at på trods af, at han har glemt Krishna, har Krishna ikke glemt ham. Han oplever, hvor tilgivende Herren er, hvor villig Herren er til at se gennem fingre med et lille fejltrin og acceptere ham og hans forsøg på at tjene. Når han oplever det, vokser hans kærlighed og taknemmelighed mod Herren endnu mere. Således bliver hans momentane fald indirekte en årsag til hans forøgede kærlighed til Krishna. Som Krishna siger i Bhagavad-gita:

api cet suduracaro
bhajante mam ananya bhak
sadhur eva sa mantavyah
samyak vyavasito hi sah

”Selv hvis en hengiven begår den mest afskyelige handling, bør han alligevel betragtes som en helgen, fordi han er korrekt situeret i sin beslutsomhed.” (Bg. 9.30)

Imellem de to yderligheder findes der alle mulige niveauer af Krishna-bevidsthed helt afhængigt af, hvor ofte man vælger Krishna i stedet for maya.

Det, som er allervigtigst, er, at man altid må være på vej mod Krishna, ikke væk fra Ham. Prabhupada gav et eksempel med en dreng, som flyver med en drage. Drengen har vinde, som han kan bruge til enten at lade dragen flyve højere eller bringe den ned. Der er kun de to muligheder. Bevægelsen er den samme, men effekten er stik modsat. Tilsvarende ser man ikke den store forskel udadtil på transcendentalisten og materialisten. Materialisten arbejder, spiser, sover, parrer sig og forsvarer sig. Han danser, spiller musik og hører om sine helte, og transcendentalisten gør det samme. Der er imidlertid en afgørende forskel på de to. Materialisten gør alting med et ønske om at nyde, mens transcendentalisten gør alting for Krishna. Derfor fører materialistens handlinger ham længere og længere ned i den materielle sump, mens transcendentalistens handlinger fører ham nærmere og nærmere Krishna.

Uanset hvor vi står nu, må vi altid forsøge at komme nærmere Krishna. Livet er dynamisk, ikke statisk. Der findes ikke nogen status quo. Så snart vi holder op med bevidst at stræbe i retning mod Krishna, griber maya fat i os og begynder ganske langsomt at trække os ned. Det er, hvad vi for enhver pris må undgå. ”Altid på vej mod Krishna” er den hengivnes motto. Et kinesisk ordsprog siger: ”Selv den længste rejse begynder med det første skridt.” Hvis vi blot fortsætter med at nærme os Krishna mere og mere, skridt for skridt, vil vi en skønne dag nå målet og vende hjem, tilbage til Krishna i den åndelige verden.