Af Lalitanatha Dasa
Frederik Rasmussen er landmand på Lolland vest for Maribo, hvor han ejer og driver 350 hektar med hovedsagelig planteavl. Af disse er 9 hektar udlagt med quinoa, hvorfra billedet er taget.
Quinoa (Chenopodium quinoa) stammer fra Andesbjergene, hvor den er en meget vigtig afgrøde i højlandet, specielt i Peru og Bolivia. Navnet udtales kinwa (med tryk på første stavelse) eller, fjernere fra originalsproget, kinoa (med tryk på anden stavelse). Ordet quinoa kommer af plantens navn på sproget quechua.
Quinoa har været dyrket gennem de sidste 6.000 år i Andesbjergene i op til omkring 4.000 meters højde. Det er først og fremmest de næringsrige frø, der anvendes, men også plantens blade kan bruges som grøntsag eller salat. Quinoa er ingen kornsort, men tilhører amaranth-familien ligesom eksempelvis havemælde, som den ligner en smule. Planten dyrkes som etårig afgrøde. Den kan i kortere tid tåle frost ned til -8 °C og også gro i ret saltholdig jord og på næsten goldt sand.
Quinoaplantens frø indeholder stort set alle essentielle aminosyrer og et proteinindhold mellem 7,5 og 22%. Derudover har quinoafrø et fedtindhold på omkring 5%, baseret på overvejende de sundeste fedtsyrer. Blandt fedtsyrerne findes omega-3-fedtsyren alfalinolensyre, der er meget vigtig for menneskets ernæring.
Før spaniernes erobring af Andesregionen var quinoa langt mere udbredt end i dag og blev som fødevare kun overgået af kartoflen. Inkaerne betragtede quinoa som en hellig afgrøde, der indgik i rituelle sammenhænge. Spanierne undertrykte dyrkningen af quinoa, hvilket nok først og fremmest havde sammenhæng med quinoaens status i inkaernes ikke-kristne ritualer og ceremonier. Inden for de senere år har quinoa dog fået en renæssance over hele verden og kaldes nu et ’superfood’ på grund af det superbe næringsindhold.
En torsdag i juli tog tre af os på et besøg fra vores Hare Krishna-gård i Nørre Vedby på Nordfalster over til Lolland for at hilse på Frederik Rasmussen og hans quinoamark. Som Hare Krishna-hengivne interesserer det os, for quinoa er ikke et rigtigt korn og kan derfor spises på ekadasi, den kornfrie dag, der falder to gange om måneden. Derudover finder vi det relevant med en eventuel erstatning for ris, der ikke kan vokse på disse breddegrader og derfor måske ikke altid vil kunne købes her.
Dyrkningen af quinoa er stadig på eksperimentalstadiet i Danmark, men den har gode muligheder og vokser fint under danske forhold. Den er mere arbejdskrævende, især i forbindelse med tørring og opbevaring, end almindeligt korn, og hektarudbyttet er også mindre end ved korndyrkning. Udbyttet er omkring 1-1½ tons pr. hektar, mens man ved gængs korndyrkning kan høste 10-15 tons pr. hektar. Derfor vil prisen også være noget højere end for almindeligt korn som f.eks. hvede.
Vores konklusion var, at vi nok ikke selv kommer til at dyrke quinoa lige med det samme, men vi vil helt sikkert fremover afprøve den danske kvalitet og gå over til den, hvis kvaliteten ellers er lige så god som den importerede.