Onsdag den 21. april er det Rama-navami, Herren Ramacandras fremkomstdag. Guddommens Højeste Personlighed nedsteg for mange millioner år siden som Ramacandra for at vise eksemplet på den ideelle konge og en perfekt efterlevelse af religionens principper, dharma.

Rama-navami er en af årets store festivaldage, selv om den i år for manges vedkommende vil blive afholdt i privat regi og i nogle tilfælde i virtuelt eller digitalt regi. På grund af corona-restriktioner har mange templer verden over måttet skrue ned for festivaler og store forsamlinger. Det gælder også for templet i København, hvor der højst må være 13 personer på samme tidspunkt i selve tempelrummet. Derfor afholdes der for tiden hverken de traditionelle festivaler eller de faste åbne søndagsprogrammer, hvor der plejer at kommer omkring 100 gæster.

Alle håber selvfølgelig, at det ændrer sig hen over foråret eller sommeren, men faktum er, at I skrivende stund er det ikke muligt for nogen at sige, hvornår der igen kan afholdes programmer med mange samlet på ét sted. I stedet opfordres alle indtil videre til at mødes i små forsamlinger bag hjemmenes vægge.