Af Mahavhavi Dasa

I oktober 2022 købte ISKCON Norge en 390 m2, 4-etages bygning i Lille Øvregaten 14 i hjertet af Bergen på vestkysten af Norge.

Det er den første ejendom, der ejes af den officielt registrerede organisation ISKCON Norge. Nu i juli 2023 foregår en komplet og storslået renovering af bygningen.

Hvordan kom dette køb i stand? ISKCON Norge blev officielt registret som trossamfund i 2008. Det var danske Gaura Hari Prabhu (tidligere Pancamukha), der drev templet i Oslo og dengang også sørgede for at få ISKCON Norge registreret. I Norge kan ethvert officielt registreret trossamfund med flere end 50 medlemmer søge staten om økonomisk støtte til at udføre deres religiøse aktiviteter. Det er indført i Norges lovgivning helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, da den Katolske Kirke fik ret til at modtage midler fra regeringen på lige fod med den Norske Protestantiske Kirke. Senere fik alle andre religiøse organisationer samme rettigheder. Så ISKCON kunne også søge om midler.

Det var klart, at jo flere medlemmer vi havde, desto flere penge ville vi få fra staten. Vi startede derfor entusiastisk i 2014 med programmet ”En forøgelse af medlemsmassen af ISKCON Norge”. Vi fortsatte med vores aktiviteter såsom harinama-sankirtana, og når vi var ude og distribuere Srila Prabhupadas bøger og talte med folk rundt omkring harinamaen, spurgte vi interesserede og positive personer, om de ønskede at blive medlemmer. Mange var glade for at blive medlemmer af vores organisation. I løbet af kort tid havde vi mange medlemmer, og hvert år fik vi flere og flere midler fra staten. Vi fik mere, end vi var i stand til at bruge hvert år i Krishnas tjeneste, så i løbet af årene lykkedes det os at spare en del penge op. At købe en bygning, der kunne fungere som tempel og asrama, så ud til at være en naturlig måde at investere pengene på. Med støtte fra staten var der en god mulighed for at købe en ejendom til ISKCON. Så efter 8 år fra 2014-2022 med harinama-sankirtana i Norge kunne vi endelig købe denne bygning i hjertet af Bergen.

Vi tror, det er, fordi vi fokuserede på at distribuere Prabhupadas bøger, at denne bygning kom som en bonus. Vi vidste alle, at Srila Prabhupada ønskede, at hans bøger skulle distribueres vidt og bredt. Han sagde til og med, at han ikke ønskede bygninger:

”Ja, det er fint, at du distribuerer mange bøger. Jeg vil ikke have penge, bygninger eller noget andet. Jeg ønsker bare at se, at mine bøger bliver distribueret, og fordi du gør det, er jeg meget tilfreds.” (Srila Prabhupada i et brev til Prahladananda den 28. august 1973)

I stedet for bygninger ønskede han at se folk slutte sig til ISKCON, tage indvielse og blive regulære disciple:

”Hvis lokale folk kommer og slutter sig til og bliver initieret, kan vi tænke på at ekspandere. Tomme ord alene er ikke nok. De skal være regulære disciple, der følger de regulative principper, og da vil de selv udvikle projektet. Desuden er bogdistribution og prædiken vores vigtigste aktivitet. At åbne templer er underordnet. Vi skal sørge for, at bøger bliver distribueret, og hvordan folk slutter sig helhjertede til. Det er ægte vækst.” (Srila Prabhupada i et brev til Gopal Krishna den 11. juli 1976)

Nogle nye lokale hengivne havde sluttet sig til os og blevet regulære hengivne, og nogle hengivne fra andre lande havde også sluttet sig til vores gruppe. Det hele så ud til at udvikle sig i den rigtige retning, langsomt, men sikkert. Det var for os ikke et spørgsmål om bare at bruge pengene. Vi kunne faktisk have stor nytte af en bygning – et permanent sted til asrama, tempeltilbedelse og forkyndelse. Vi ønskede fortsat at fokusere på harinama-sankirtana, så i stedet for at købe en gård langt uden for byen eller et herskabshus i en forstad bestemte vi os for at købe en bygning i centrum af byen med let tilgang til folk og steder for harinama-sankirtana. En gård kunne komme senere, når vi havde flere hengivne.

I oktober 2022 købte vi huset, vi i næsten fire år har lejet i Bergen og boet i. Det er en gammel træbygning i en populær gade i den gamle bydel. Bergens gamle bydel er med sine træbygninger en turistmagnet, og turisterne kommer i stort antal hele året rundt. Bergen er i sig selv en studenterby, og de studerende kommer fra hele landet for at studere her. Det er et godt sted at prædike budskabet om Krishnabevidsthed. Bergen er også byen i Norge, hvor Norges første pionerer i Krishnabevidsthed boede og havde tempel i 1980’erne. Det var naturligt, at den første ISKCON-ejede tempelbygning skulle manifestere sig her. Med ejerskabet af bygningen startede vi entusiastisk på en totalrenovering. Vi lavede et nyt og større tempelrum til Sri-Sri Gaura-Nitai med en bred indgang, Deitets-rum og køkken.

Ved at reflektere over vores aktiviteter de sidste ni år med fokus på harinama-sankirtana kunne vi tydeligt se, at umulige ting bliver mulige ved entusiastisk at udføre dette sankirtana-yajna. I Norge har vi denne specielle mulighed for at få midler fra staten, men jeg er sikker på, at hvor end hengivne fokuserer på disse enkle aktiviteter i form af harinama-sankirtana, vil Herren Caitanya sørge for alting og give de ressourcer, mennesker såvel som penge, der er nødvendige for udviklingen af Hans bevægelse.

Jeg vil oprigtigt takke hengivne i Norge, Sverige og Danmark og også fra hele verden. Ved deres dedikering til hengiven tjeneste og til at prædike Herren Caitanyas budskab har de været en stor inspirationskilde for os til at fortsætte støt og roligt med harinama-sankirtana i Norge. I løbet af de sidste otte år er der blevet udført tusindvis af timer med harinama, distribueret titusindvis af bøger, og vi fik også endeligt oversat Srila Prabhupadas Bhagavad-gita til norsk.

Hengivne er hjerteligt velkomne til at komme og besøge vores Hare Krishna-tempel i Bergen, denne afsidesliggende by på Norges vestkyst.

Jeres tjener, Mahabhavi Dasa