Af Lalitanatha Dasa

Krishna udtaler i Bhagavad-gita (4.10), at mange, mange personer har allerede gået den hengivne tjenestes vej og udviklet deres kærlighed til Ham. Da det er en vej, mange allerede har gået, er den på ingen måde ukendt eller mystisk og kan beskrives i indgående detaljer for os, som endnu ikke er begyndt at vandre ad den eller kun har vandret et lille stykke ad den.

At kende vejen, før vi går den, har mange fordele. Når vi hører om det store mål, vejen fører til, er det i sig selv et incitament til at begive sig ad vejen med fornyet inspiration, selv om fødderne somme tider bliver ømme. Og ved at høre om de farer, der lurer undervejs, har vi mulighed for at undgå dem.


Vejen i store træk

I Bhakti-rasamrta-sindhu (1.4.15-16) giver Srila Rupa Gosvami vejens forskellige stadier:

adau sraddha tatah sadhu-sango ’tha bhajana-kriya
tato ’nartha-nivrttih syat tato nistha rucis tatah
athasaktis tato bhavas tatah premabhyudancati
sadhakanam ayam premnah  pradurbhave bhavet kramah

”I begyndelsen er der brug for en vis tro, igennem hvilken interessen for at pleje omgang med rene hengivne vækkes. Herefter bliver man indviet af en åndelige mester og følger under hans tilsyn de regulerende principper. Derved bliver man befriet for alle uønskede vaner og bliver helt overbevist og fast forankret i hengiven tjeneste, hvorved man udvikler smag og tilknytning. Dette er forløbet af sadhana-bhakti, udøvelsen af hengiven tjeneste ifølge regulerende principper. Gradvist forstærkes ens følelser, og slutteligt vågner ens kærlighed. Således foregår den hengivne tjenestes gradvise udvikling af kærlighed til Gud.”

Srila Rupa Gosvami nævner således følgende stadier:

  • sraddha: den første tro
  • sadhu-sanga: omgang med hengivne
  • bhajana-kriya: reguleret hengiven tjeneste
  • anartha-nivrtti: fjernelse af alle uønskede kvaliteter
  • nistha: urokkelig tro og konstant hengiven tjeneste
  • ruci: dyb smag for hengivenhed
  • asakti: tilknytning til hengivenhed
  • bhava: begyndende følelse af kærlighed og ekstase
  • prema: fuldt udviklet kærlighed

Srimad-Bhagavatam inddeler også hengivne i tre kategorier i henhold til, hvor langt de er i deres udvikling af Krishna-bevidsthed: kanistha-adhikari, madhyama-adhikari og uttama-adhikari. Kanistha-adhikarien er begynderen, madhyama-adhikarien er på det mellemliggende stadie, og uttama-adhikarien er på det højeste niveau og har fuldt ud udviklet sin kærlighed til Sri Krishna.

I nedenstående skema er disse tre kategorier sat op ved siden af de ovennævnte udviklingstrin fra Rupa Gosvami. Skemaet er baseret på Madhurya-kadambini af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura.

Det første stadie

Kanistha-adhikari dækker over det første niveau, hvor man på en eller anden måde har en tiltrækning til Sri Krishnas tjeneste, og det andet niveau, hvor man uden at have forpligtet sig plejer omgang med Krishnas hengivne. Srila Rupa Gosvami bemærker, at selv om en sådan ny hengiven blot står på tærsklen til bhaktiens verden, og selv om han ikke er parat til at opgive sine materielle tilknytninger, er han i en meget gunstig position og mere heldig end tusinder og atter tusinder af personer, der ingen tiltrækning har til Krishna.

Den nye hengivnes omgang med Krishnas hengivne er meget lykkebringende. Han bevidner med sine egne øjne og mærker også på egen krop og sjæl, hvor stor tilfredsstillelse der er i at tjene Krishna umotiveret. Måske forbliver han på dette niveau i mange år eller hele livet, men der kan også ske det, at gradvist vækkes hans ønske om at gøre yderligere fremskridt i hengiven tjeneste.


Bhajana-kriya

Når dette ønske har nået et vist omfang, beslutter han sig for at følge den hengivne proces fuldt ud. Kommer han til det punkt, hvor han siger: ”Kære Krishna, fra i dag er jeg Din. Gør med mig, hvad Du vil,” kan han i praksis kaldes initieret. Dette punkt markeres også officielt af en initiering, diksa, hvor han forpligter sig over for en åndelig mester til at disciplinere (deraf ordet ’discipel’) sit liv omkring den hengivne tjenestes proces under mesterens instruktion.

Fra dette punkt kaldes ens hengivne tjeneste reguleret, bhajana-kriya. Srila Prabhupada gav således sine disciple ordre til at recitere 16 runder af Hare Krishna-mantraet hver dag, afstå fra kødspisning, utilladt sex, beruselse og spil, stå tidligt op om morgenen, være renlig, studere de vediske skrifter, tilbede Krishnas Deitetsform, gøre forskellige former for praktisk tjeneste osv. Enhver, der følger dette, praktiserer reguleret hengiven tjeneste.


Anartha-nivrtti

Praktisering af bhajana-kriya fjerner gradvist alle uønskede kvaliteter fra ens hjerte som begær, stolthed, misundelse, vrede, grådighed, galskab, frygt osv. Denne fjernelse af uønskede ting kaldes anartha-nivrtti, renselse fra alle dårlige egenskaber, der hindrer fremskridt i bhakti. Anarthaer kan inddeles i fire kategorier efter deres oprindelse:

  • Anarthaer fra tidligere syndige aktiviteter.
  • Anarthaer fra tidligere fromme aktiviteter.
  • Anarthaer fra forseelser mod hengiven tjeneste (seva- og nama-aparadha)
  • Anarthaer fra udførelse af bhakti eller rettere mangelfuld udførelse af bhakti.

Anarthaer fra tidligere synder har fem former: uvidenhed, falsk ego, materiel tilknytning, had og tilknytning til ondskab.

Anarthaer fra fromme aktiviteter er tilknytning til resultaterne af fromme handlinger (sansenydelse i godhedens kvalitet og mukti, befrielse).

Anarthaer fra forseelser mod hengiven tjeneste stammer fra forseelser, der kommer fra nama- og seva-aparadha (forseelser mod Krishnas hellige navn og mod tilbedelsen af Krishnas Deitetsform). Der er ti forseelser imod det hellige navn. Så længe man ikke er blevet renset for disse ti forseelser og er kommet til det forseelsesfrie plan, har man ikke overstået anartha-nivrtti-stadiet. Der er også 32 væsentlige seva-aparadhaer, man kan begå under tjenesten til Deiteterne, og som bliver opregnet i Bhakti-rasamrta-sindhu. Disse skal ligeledes undgås.

Nama-aparadha er den alvorligste, da seva-aparadha almindeligvis bortrenses gennem konstant tjeneste og recitation af det hellige navn. En særlig alvorlig nama-aparadha er sadhu-ninda, at kritisere og ringeagte hengivne. Denne forseelse gælder ikke kun imod befriede vaisnavaer, men imod enhver hengiven. Ofte begås nama-aparadhaer, specielt hvis de har stået på i lang tid, uforvarende. Deres tilstedeværelse røbes af en påfaldende mangel på fremskridt. Under alle omstændigheder må man fortsætte med konstant fremsigelse af de hellige navne, for det fjerner til sidst alle forseelser.


Anarthaer fra bhakti: Ligesom der med en kulturplante vokser mange slags ukrudt, opstår der sammen med bhakti andre resultater som materiel velstand og muligheder for at få tilbedelse og respekt, komfortable positioner, berømmelse, ære osv. Af natur kan disse påvirke den hengivnes hjerte, vokse og overmande hovedplanten, bhakti-lata.

Arbejder den hengivne systematisk på at slippe af med disse anarthaer ved samvittighedsfuldt at følge den hengivne tjenestes proces og samtidigt arbejde på at bortluge de enkelte anarthaer, så snart han får øje på dem, gør han fremskridt ved Krishnas nåde. Den seriøse hengivne oplever på dette stadie sin hjælpeløshed og afhængighed af Krishna, og i al ydmyghed påkalder han Sri Krishna om kraft til at slippe af med sine urenheder. Han erfarer, at renselsesprocessen er en udveksling med Krishna, der sidder i Hans hjerte, og som på grund af tilfredshed med den hengivne renser ham indefra, når den hengivne pligtopfyldende og med glæde lytter til Krishna og Hans hengivnes budskab og filosofi, som de gives af skrifterne og vaisnavaerne (se i denne forbindelse Srimad-Bhagavatam 1.2.17).


Seks faldgruber

Hele dette stadie kaldes anisthita-bhakti, stadiet af uregelmæssig eller ikke-konstant hengiven tjeneste. I modsætning hertil kaldes det næste stadie for nistha eller nisthita, hvor ens hengivne tjeneste ikke længere afbrydes af anarthaer. Men før man kommer til nistha-stadiet, skal man ud over at rense sig for de deciderede anarthaer også undslippe forskellige ’faldgruber’. Her refereres der til tilstande, der kendetegner anisthita­-stadiet og modarbejder udviklingen af hengiven tjeneste. Er den hengivne ikke bevidst om disse tilstande og tager sine forholdsregler imod dem, kan han falde tilbage eller endda fuldstændigt opgive, i hvert fald for en tid, hengivenhedens vej.

Srila Visvanatha Cakravarti Thakura opregner disse seks tilstande i Madhurya-kadambini:

  • Overdreven tillid til sig selv (utsaha-mayi)
  • Lejlighedsvis bestræbelse (ghana-tarala)
  • Ubeslutsomhed (vyudha-vikalpa)
  • Kamp mod maya (visaya-sangara)
  • Manglende evne til at overholde løfter (niyamakshama)
  • Nydelse af bølgerne (taranga-rangini)

Disse er som følger:

Utsaha-mayi (overdreven selvtilllid)

Også inden for hengiven tjeneste kan iagttage det fænomen, at den, der har en lille smule viden, tror, at han allerede ved alting (á la Erasmus Montanus for den, der kender Holberg). Dette kaldes utsaha-mayi, at være opblæst af entusiasme. Entusiasme eller ivrighed er vigtig for fremskridt i hengiven tjeneste, men ledsages ens entusiasme af stolthed over ens kunnen, er denne entusiasme ikke åndelig, men materiel og udgør en stor fare i ens åndelige liv. I særligt grelle tilfælde kan utsaha-mayi udvikle sig til et avatara-kompleks, hvor man tror, at man er en stor befriet sjæl, der har inkarneret sig for at redde verden.

Ghana-tarala (lejlighedsvis bestræbelse)

Ghana-tarala betyder tykt og tyndt eller størknet og flydende. Afhængig af den ydre temperatur er vand somme tider flydende og somme tider fast, når det er is. Afhænger ens hengivne tjeneste på samme måde af ydre omstændigheder, kaldes det ghana-tarala. Ren hengiven tjeneste er ahaituki, umotiveret og uhindret af ydre ting, men i denne tilstand påvirkes den hengivne af den materielle verdens dualiteter som kulde og varme, ære og vanære, lykke og lidelse osv. Somme tider ivrig og til andre tider uinspireret og forsømmelig – denne tilstand kaldes ghana-tarala.

Vyudha-vikalpa (ubeslutsomhed)

Vyudha-vikalpa kan oversættes som overdreven spekulation og kendetegnes af, at den hengivne vakler imellem forskellige muligheder uden beslutsomt at forfølge én af dem. F.eks.: ”Skal jeg tilbringe mit liv lykkeligt med min familie, gøre min hustru og mine børn Krishna-bevidste og tilbede Herren? Eller skal jeg opgive dem alle, tage til Vrindavana og hele dagen engagere mig i at høre og tale om Krishna? Skal jeg vente til livets sidste stadie, hvor jeg har smagt alle nydelser og forstået, at hele den materielle verden blot er en skovbrand af lidelse, eller skal jeg lægge det bag mig nu? Skal jeg betragte dette familieliv som døden, en dyb brønd, der dækkes af græs, og som ung opgive dette upålidelige familieliv? Eller skal jeg vente, til mine gamle forældre er døde, før jeg forsager? Opgiver jeg familielivet i en utilfredsstillet tilstand, vil jeg efter forsagelsen tænke på familieliv. Dør jeg i en sådan tilstand, går jeg til helvede. Men i forsagelsens livsorden behøver man naturligvis ikke at bekymre sig om livets ophold, for hvor man end kommer, får man mad. Og husholderlivet er som et fængsel for den, der er knyttet til det. Men når man er en hengiven, kan husholderlivet ikke skade.” Uafladeligt flakker sindet ubeslutsomt fra det ene til det andet. ”Skal jeg synge Hare Krishna eller måske hellere høre, eller skal jeg engagere mig i tjeneste? Eller skal jeg gøre mange former for bhakti ligesom Ambarisa Maharaja?” Når man vakler mellem mange muligheder, kaldes det vyudha-vikalpa eller omfattende spekulation.

Visaya-sangara (kamp med maya)

Visaya-sangara er en tilstand, hvor man tilsyneladende forgæves kæmper med sin tilknytning til sansetilfredsstillelse. Man forstår, at uden at opgive tilknytning til materiel nydelse kan man ikke opnå Krishna. Imidlertid ender ens forsøg på at gøre sig fri oftest med det modsatte, nemlig nydelse af det, man forsøger at forsage. En sådan hengiven kan f.eks. sætte sig for at ville faste på hele ekadasi-dagen for at blive herre over sine sanser. Men dagen efter spiser han tre gange så meget, som han ellers ville have gjort. Denne løbende kamp med ens ønsker om sansetilfredsstillelse, hvor man somme tider er sejrrig, og andre gange ligger under for dem, kaldes visaya-sangara eller kamp med sansetilfredsstillelse.

Niyama-akshama (manglende evne til at overholde løfter)

Så beslutter den hengivne: ”Fra i dag af vil recitere så og så mange japa-runder og bukke mig ned så og så mange gange. Fra nu af står jeg op tidligt hver morgen for at drage fordel af den lykkebringende brahma-muhurta-periode. Jeg vil tjene alle hengivne, ikke tale om andet end Herren og opgive enhver forbindelse til personer, der taler om materielle ting.” Skønt han hver dag beslutter sig således, er han ude af stand til at gennemføre det. Dette kaldes niyama-akshama eller manglende evne til at følge reglerne. Visaya-sangara er den manglende evne til at opgive materiel nydelse. Niyama-akshama er den manglende evne til at forøge sin hengivne tjeneste.

Taranga-rangini (at nyde bølgerne)

Taranga-rangini betyder at ride på havets overfladiske bølger uden at lære dets virkelige dybder at kende. Det primære og substantielle resultat af at engagere sig i bhakti er fremskridt i hengiven tjeneste, men der er også andre, mere midlertidige resultater såsom muligheder for materiel komfort, vinding, ære og position. Bliver man afledt af disse, handler for at opnå dem eller finder glæde i dem, som egentlig kun er små bølgeskvulp på det umådelige bhakti-hav, kaldes dette taranga-rangini, glæde over materielle muligheder, hvilket også er en meget farlig tilstand for den aspirerende hengivne. (Fortsættes i næste nummer)