Af Lalita-Gopinatha Dasi

Dette er fjerde del af Lalita-Gopinathas fortælling om hendes liv, og hvordan hun kom i kontakt med Hare Krishna i Australien. De tre første dele bragtes i de forrige numre. Sidste afsnit sluttede med Lalita-Gopinathas første  deltagelse i et Hare Krishna-program, der fandt sted  på et marked i Ettalong Beach.

Dette forøgede mit ønske om at besøge dem og om at blive vegetar. Min moder blev mistænksom over, hvorfor jeg ville bruge tid sammen med disse mænd, og fortalte mig, at jeg gjorde klogt i ikke at blive en Hari eller holde op med at spise æg. Hvorfor lige æg ved jeg ikke, men de må have symboliseret det sidste halmstrå i hendes måde at tænke på. Jeg fortalte hende, at jeg ikke ville tage det seriøst eller blive vegetar, men kun, fordi det var den eneste måde, jeg kunne få hende til at holde op med at stille spørgsmål. Jeg vidste dog, at dette var, hvad jeg ville, selv om jeg ikke ønskede at afsløre det for hende endnu. Hver uge var endnu et skridt dybere ind i Hare Krishnas verden, selv om jeg stadigvæk havde mit privatliv og arbejdsliv.

En aften efter arbejde overbeviste jeg min kollega om at spise middag på Hare Krishna-restauranten i North Sydney, som jeg havde opdaget kun var femten minutter væk. Jeg var bekymret for, om min veninde kunne lide maden med ris, dhal og subji, for det var noget helt andet end det, vi var vant til på markedet. Det kunne hun ikke, men jeg kan lide at tænke, at i det mindste fik hun prasadam én gang i dette liv. En bhakta serverede, og jeg så hengivne i farvet tøj i baggrunden, imens de løb ind og ud af bygningen i ærinder. Der var så mange nye indtryk såsom indisk musik, brændende røgelse og mærkelige lyde (jeg fandt senere ud af, at det var en mumlende recitation). Et sted var der en klirren af håndbækkener, som jeg genkendte som de samme, jeg havde hørt på markedet. Til sidst skulle vi af sted, og jeg blev fortalt om søndagsfestprogrammet.

Søndagsfesten i Sydney havde mindst 200 deltagere. Det tog mig halvanden time med tog og spadseretur, men det var det hele værd. Det første, der bød mig velkommen, var et bjerg af sko ved tempelindgangen. Efter at have banet vej igennem dem over til døren, så jeg, at der, hvor restauranten havde ligget sidste gang, jeg var på besøg, var den ikke længere. I stedet var der en masse mennesker i farverige sarier og dhotier plus hippier og lømler, der stod og talte. Der var, hvad der lignede en butik, der solgte ting. Det var så eksotisk, at det var skræmmende til at starte med. Det var som at komme til en anden verden. Der er en stor vestibule, når man kommer ind, med indgangen til templet til den ene side. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre, da jeg ikke kendte nogen og følte mig malplaceret. Jeg må have set fortabt ud, for en dame kom over og begyndte at tale til mig om noget. Men kort efter, da et horn blev blæst, undskyldte hun sig selv og skyndte sig videre, hvilket jeg syntes var lidt uhøfligt, siden vi var midt i en samtale. Jeg kan nu genkende det som starten på arati og kirtana.

Helt ærligt var jeg hurtigt ved at blive disillusioneret af den oplevelse, men jeg gik alligevel hen imod den nu højlydte sang og musik. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod ved dobbeltdørene, der var åbnet på vidt gab, og kiggede ind i tempelrummet. Min første tanke var: ”Disse folk er skøre.” Dengang vidste jeg ikke, hvad det var. Jeg så blot ryggen af folk med hænderne i luften hoppe op og ned. Det næste øjeblik så jeg op foran i rummet og skelnede svagt to personer, der stod højere oppe, den ene hvid, den anden sort. På et tidspunkt gik det vist op for mig, at de ikke var mennesker, men jeg husker at have spurgt mig selv, hvem de var.

Jeg gik baglæns ud af tempelrummet og stod udenfor for ikke at blive mast. Der var bare for mange nye ting til, at jeg kunne forstå, hvad der foregik. Jeg husker at sidde i lange rækker i tempelrummet til prasadam. Dette var første gang, jeg så folk spise med … deres HÆNDER! Du godeste, havde de ingen manerer? Jeg husker tydeligt en indisk kvinde made flydende kitchari i munden på sit barn med sine hænder, hvilket faktisk så lidt væmmeligt ud. Da jeg så mig omkring, lagde jeg mærke til andre indere og også hengivne gøre det samme. Jeg må sige, at denne oplevelse påvirkede, hvordan jeg senere foretrak at præsentere Krishna-bevidsthed til vesterlændinge – spis med skeer, ikke med fingrene – ganske enkelt fordi det simpelthen er for fremmed for mange førstegangsbesøgende fra Vesten. Præsentér i bund og grund ting i små doser og advar dem i forvejen! Jeg ler, når jeg skriver dette, for det var virkelig chokerende, men nogle gange glemmer vi det, fordi vi nu er så vant til det. Det var så underligt, at jeg helt ærligt troede, at jeg ikke ville komme tilbage.

Krishna havde dog andre planer for mig. Jeg forsøgte at holde mig væk fra markederne, men jeg blev ved med at have følelsen af, at jeg ville til templet længere nede ad vejen. Ikke blot om søndagen. Nogle dage om ugen brugte jeg min frokostpause på at gå derhen, deltage i arati og gå tilbage. Dengang gik jeg i firmatøj og nogle gange korte skørter og højhælede sko. De hengivne begyndte også at genkende mig og ville hilse på mig, men talte ikke med mig. Kun en enkelt gang spurgte en mand i orange dragt mig, hvordan jeg havde det, og nævnte, at han havde lagt mærke til, at jeg kom ved frokosttid. Han inviterede mig til frokost med dem, men jeg skulle tilbage til arbejde. Senere fandt jeg ud af, at det var HH Ramai Swami, der var baseret i Sydney, men turnerede med sit Hare Krishna rockband. Det fascinerede mig, for jeg forbandt helt sikkert ikke rockmusic med Hari’erne. At han havde lagt mærke til mig, fik mig til at føle mig velkommen, siden hengivne normalt havde for travlt til at tale eller slet ikke var der, når jeg kom. Denne oplevelse har påvirket, hvordan jeg behandlede gæster, da jeg boede i templet – man har ALDRIG for travlt til at tale med gæster, for måske er de hengivne, der venter på, at en eller anden er venlig imod dem og viser dem lidt opmærksomhed, men selv er de for generte til at tage det første skridt.

På dette tidspunkt havde Bhojadeva givet mig min første Bhagavad-gita, hvilket førte til mange spørgsmål. Hvad var mantraer? Hvad var Deiteter for noget? Hvem var halvguderne? Jeg var opvokset i den katolske tro, og selv om vi tog det temmelig afslappet i Australien, havde vi lært, at vi kun har én Gud. Nu blev der talt om hundreder af guder. Det var næsten ugudeligt. Jeg havde på dette tidspunkt igen læst Chant & Be Happy. Nu var jeg lidt ældre og mere moden og forstod mere, men jeg blev stadig konfronteret med flere spørgsmål, end jeg havde svar på. Selv om det blev forklaret, kunne jeg fortsat ikke få terminologien ind i mit hoved. Jeg begyndte igen at komme til søndagsfesterne, men de hengivne havde knapt nok tid til at svare på spørgsmål, og det var frusterende. Det var kun Bhojadeva og hans hjælpere, der kunne svare på dem ind imellem, at de serverede for deres kunder, men jeg ville ikke forstyrre dem for meget.

Ikke en ideel situation, men resten af mit liv ændrede sig, og filosofien var tiltrækkende og gav mening. Den underlige påklædning betød ikke noget og heller ikke den skøre dans, da jeg nu var vant til den og forstod mere af det hele. Ja, jeg ville selv have en sari, så da en arbejdskollega rejste til Indien, kom hun tilbage med den smukkeste sari, som man kan forestille sig, inklusive choli-top og underskørt. Jeg kunne ikke vente med at tage den på bortset fra, at jeg ikke vidste, hvordan man gør det. Jeg vidste også, at min forlovelse ikke ville holde, og jeg ledte efter et andet sted at bo. Selv om min partner accepterede, at jeg blev vegetar og havde billeder (det var gaver fra hengivne), var det tydeligt, at han ikke brød sig om det. Mit liv forandrede sig langsomt til noget, jeg faktisk virkeligt ville. Man kan godt sige, at jeg led, men kontakten med de hengivne hjalp mig til at erkende min retning i livet. Hvis mine forældre syntes, at måden, jeg boede på, var pinlig, ville det helt sikkert slå benene væk under dem, hvis jeg blev en Hare Krishna, hvilket er en historie til næste gang.

Det hengivne program i Ettalong Beach var et afgørende øjeblik, ligesom templet også var det på trods af, at det var direkte underligt til at begynde med. Men det var mine ture om middagen for at se Deiteterne af Sri-Sri Radha-Gopinatha, der inspirerede mig. Det var den samme Radharani, som Srila Prabhupada bar på sit skød, da han bragte Dem til Australien. Det var, som om De blev ved med at trække mig til Dem, og jeg kunne ikke holde mig væk. Jeg forsøgte. Det mislykkedes. På det tidspunkt sendte Krishna så de store kanoner … (Fortsættes i næste nummer)

For mere om de australske Hare Krishnaer på fjernsyn, se: https://krishnatube.com/profile/australian-hare-krishnas-on-television/6/