Af Lalitanatha Dasa
Kristeligt Dagblad var hurtigt ude og bede om en kommentar til corona-krisen. Derfor skrev jeg følgende.
Religion.dk har bedt mig om en kommentar med udgangspunkt i begreberne håb og sammenhold her midt i coronakrisen. Det er ikke nemt. Der er jo ikke noget håb. Og sammenhold – men vi skal jo holde os væk fra hinanden.
Hvad mere er, er problemet ikke kun coronavirus. Også uden corona ville der ikke være noget håb. Uanset om vi er høj eller lav, rig eller fattig, bliver vi alle ramt af sygdom, alderdom og til sidst død – med eller uden corona. Det er livets realitet. Kan det være mere håbløst?
Livets håbløshed er temaet i Bhagavad-gita, den berømte samtale mellem Sri Krishna og Hans ven Arjuna, den store kriger, der stod midt i en håbløs situation. Uanset om han sejrede eller gik et nederlag i møde, kunne han ikke se noget godt komme ud af det. Krishna vendte denne håbløse situation så meget, at Gandhi kunne skrive om Bhagavad-gita:
“Når skuffelsen stirrer mig i øjnene, og jeg ikke kan få øje på en eneste lysstråle, vender jeg mig til Bhagavad-gita. Jeg finder et vers her og et vers der, og snart begynder jeg at le selv midt i de mest overvældende sorger. Mit liv har udefra set været fuldt af tragedier, og jeg kan takke Bhagavad-gitas lære for, at disse ikke har efterladt varige mén.”
Krishna medgav, at materielt set er denne verden et håbløst sted, en midlertidig og lidelsesfyldt verden, hvor intet andet end gentagen fødsel og død finder sted. Derfor lærte Krishna Arjuna i stedet at se livet fra et åndeligt perspektiv.
Krishna påpegede, at de, der virkelig er vise, sørger hverken over de levende eller de døde – for der er ingen død! At livet skulle ophøre med døden, er en illusion, for selvet, den virkelige person inde i kroppen, kan ikke dø, men lever for altid.
Krishna gjorde Arjuna opmærksom på, at det simple faktum, at selv om kroppen konstant ændrer sig fra barndom til ungdom til alderdom, er ”jeg” alligevel altid den samme bevidste ”mig” inde i kroppen, er et klart bevis på, at vi er forskellige fra kroppen og må være evige sjæle. Døden kan kun være en overgang fra det ene eksistensstadie til et andet. Døden er ikke noget, man skal frygte eller sørge over.
Hvorfor oplever vi så lidelse, sygdom, død og coronavirus i denne verden? Ifølge Krishna er livets mysterium, at vi er evige sjæle, der hører til i en højere åndelig sfære, hvor vores natur er at leve i et frit, tjenende kærlighedsforhold til Gud. Fordi dette forhold er frit, kan vi også bryde det, hvilket nogle af os har valgt at gøre. For os har Gud skabt en verden, hvor vi kan glemme Ham og tilmed tro, at Han slet ikke findes. Så længe vi tænker sådan, vil denne verden være skræmmende og lidelsefyldt.
Derfor er løsningen på alle livets problemer ifølge Bhagavad-gita at blive bevidst om Guds eksistens og om sin egen identitet som en evig sjæl. Guds eksistens kan let erkendes, når jeg erkender, at jeg er en sjæl, for hvordan skulle jeg kunne være en sjæl, hvis mit ophav ikke var en sjæl? Forskellen er blot, at jeg er en lille sjæl, imens Gud er en uendelig stor sjæl, der eksisterer bag alting og i alting. Ikke et græsstrå bevæger sig, uden at Han tillader det. Herfra er der ikke langt til at erkende, at så snart jeg søger tilflugt og beskyttelse hos Gud, forsvinder enhver frygt og uro, selv under de største katastrofer.
At være fanget midt i denne skræmmende verdensepidemi, som vi alle er det lige nu, er derfor en gave, hvis vi bruger den til at blive åndeligt bevidste. Fantasien om, at vi lever i en dejlig verden med masser af materielle muligheder og nydelser, kan vi pludselig se for, hvad den er – en illusion – hvilket er godt. Så skal vi bare bruge denne erkendelse til hver for sig eller i fællesskab at søge tilflugt i åndelig bevidsthed. Vi kan minde hinanden om, at vi er evige af natur, og at Gud findes. Bed sammen, læs religiøse skrifter sammen, syng sammen eller studér, hvad store personligheder (eksempelvis Sokrates) gjorde og tænkte i tilsvarende situationer. Det er inspirerende. Og tænk over, hvad Gud ønsker af os i denne situation. Pludselig vil vi opdage, at der er formål bag det hele. Det giver håb, og det giver sammenhold.
Samtidig skal vi selvfølgelig huske at vaske hænderne grundigt.