– Af Lalitanatha Dasa –
Over hele verden findes der forskellige versioner af molbohistorierne. Indien er ingen undtagelse, hvor man har historierne om Guru Paramartha og hans fem disciple. Disse historier er dog mere end blot sjove historier, men også en satire over de seks filosofiske systemer. Nyt fra Hare Krishna tager i dette og det følgende nummer læserne med på nogle af Guru Paramartha og hans disciples eventyr.
Guru Paramartha er sammen med sine fem disciple på vej til fods til et tempel. Han forklarer: ”Liv er det, alle levende ting har, og alt levende bevæger sig. Bladene på dette træ bevæger sig, så vi ved, at det er levende.”
Så kommer de til en flod. ”Sover den, eller er den vågen?” spørger Guru Paramartha. En discipel undersøger det ved at sætte ild til en gren og stikke den ned i floden. Floden syder og udspyr damp. Guru Paramartha og hans disciple løber forskrækkede væk fra floden. ”Den både lever og er lysvågen,” gisper de.
De opholder sig i en have, imens de venter på, at floden skal falde i søvn. En anden discipel fortæller, hvordan hans bedstefar mistede fire sække salt, da han vadede over floden med æsler. ”Floden stjal det hele. Skønt sækkene var forsvarligt snørede sammen, stjal den snu flod på en eller anden måde alligevel alt saltet.”
De ser en mand til hest ride over floden og tænker, at det er måske løsningen – at få en hest. Så konkluderer Guru Paramartha, at nu må floden da vist være faldet i søvn, og beder en discipel om at undersøge det. Han gør det på den allerede etablerede måde ved at stikke den samme gren i vandet. Nu er grenen selvfølgelig både våd og kold, så floden hverken syder eller udspyr damp. Han rapporterer tilbage, at nu sover floden.
De slipper sikkert over på den anden side, og Guru Paramartha begynder at tælle hoveder. Men fordi han ikke kan se sig selv, kan han kun tælle fem. En af disciplene når også til samme resultat. Forfærdede sørger de over, at floden har stjålet en af dem.
En snu pilgrim kommer forbi og spørger om, hvad der er galt. Da han hører deres svar, beslutter han sig til at snyde dem. Han fortæller dem, at han er åndemaner og kan tvinge floden til give den forsvundne mand tilbage. Han får dem alle til at bukke sig forover og lukke øjnene. Han siger: ”Når I mærker noget, råber I jeres navn.” Så giver han hver af dem et slag bagi med en kæp. ”Av, av” siger de efter tur, og når de råber deres navn, deklarerer manden: ”En!” ”To!” Således finder de ud af, at de er stadig er seks. Taknemmeligt giver de ham 45 guldmønter.
Senere fortæller en gammel dame dem, at de blot skulle bringe en kokage med sig, når de rejser, og efter at være kommet over en flod, kan de alle stikke deres næse i den og tælle aftrykkene. Den ide synes de er virkelig god.
Hesteægget
Hjemme i asramaen tænker disciplene på at købe en hest, men finder ud af, at den koster 100 guldmønter. Ideen opgives. Så stikker asramaens ko af. En af disciplene sværger på enten at finde koen eller aldrig vende tilbage. Efter fire dage kommer han opstemt hjem, dog uden koen. Guru Paramartha bliver vred, men disciplen forklarer, at han har fundet ud af, hvordan de kan købe en hest for nogle få mønter. Han så nogle hesteæg ligge i græsset ved siden af en flok heste, og han har fundet ud af, at hestene tilhører en rig vaisya, der med glæde vil sælge et hesteæg for fem guldmønter.
Guru Paramartha sender to af sine disciple af sted med fem guldmønter. I mellemtiden taler guruen og de andre disciple om, hvem der skal sidde på hesteægget og udruge det, og det ser ud til, at ingen er bedre til det end Guru Paramartha, da han alligevel ikke har andet at lave.
De to disciple finder forretningsmanden, der ender med at sælge dem et græskar for fem guldmønter. De begiver sig tilbage til fods. Den ene discipel bærer græskaret på sit hoved, men undervejs snubler han, og hesteægget flyver ud af hans hænder og lander i en busk, hvor det flækker i to dele. I busken gemmer en hare sig. Den løber skræmt væk, og de to disciple løber efter den, imens de råber: ”Fang hesten, fang hesten.” Men haren er væk, før de får set sig om.
Bedrøvede vandrer de hjem. De er meget bange for at skuffe deres guru, men da han hører historien, ser han tilfreds ud.
”Som en gammel mand ville jeg aldrig kunne ride på sådan en hest. Tænk ikke på det, det var kun fem guldmønter.”
Oksens skygge
Den næste dag gør de sig klar til en pilgrimstur. Disciplene lejer en okse, fordi guruen er så gammel. I middagsheden får Guru Paramartha et hedeslag, og han falder ned fra oksen. De lægger ham i skyggen af oksen og vifter ham til hen under aften, hvorefter de vender hjem.
Den næste morgen bringer de oksen tilbage. Oksens ejer forlanger imidlertid ekstra betaling, fordi de også har brugt oksens skygge, og de har et stort skænderi om dette. Så kommer en mand og fortæller, hvordan han engang spiste sin medbragte mad uden for en restaurant og bagefter blev bedt om at betale for duften af restaurantens pakoraer, som han havde nydt, imens han spiste sin kolde ris. Han endte med at få lov til at betale i naturalier, hvorefter han lod restaurantens ejer lugte til hans pengepung. Han sagde til disciplene, at de kunne rasle pungen i oksens øre og betale i lyd for brugen af dens skygge.
Den næste dag gør de klar til en pilgrimstur. Disciplene lejer en okse til guruen, fordi han er så gammel, men i middagsheden får Guru Paramartha hedeslag og falder ned fra oksen. De lægger ham i skyggen af oksen og vifter ham til hen under aften, hvor de vender hjem.
Den næste morgen bringer de oksen tilbage til dens ejer. Han forlanger imidlertid ekstra betaling, fordi de ikke blot har brugt oksen, men også dens skygge. De har et stort skænderi om dette, men så kommer en mand og fortæller, hvordan han engang spiste sin medbragte mad uden for en restaurant og bagefter blev bedt om at betale for duften af restaurantens pakoraer, som han havde nydt, imens han spiste sin kolde ris. Han endte med at få lov til at betale i naturalier, hvorefter han lod restaurantens ejer lugte til hans pengepung. Han sagde til disciplene, at de kunne rasle pungen i oksens øre og betale i lyd for brugen af dens skygge.
Mere hest
Den følgende dag fortsætter de deres rejse og holder hvil i en tempelhave for at undgå middagsvarmen. Templet er bygget på en ø i en sø. Tempel er for Iyyanar, en af Sivas hjælpere, der holder spøgelser og nisser væk. Tempelmuren er udsmykket med statuer, der er blevet lavet af landsbybeboerne som offergaver til guden. Da en af disciplene boltrer sig nær søen, ser han refleksionen af en hest i vandet, og han beslutter sig til at fange hesten. Han og de andre disciple laver en fiskestang ud af Guru Paramarthas stok, de bruger en turban som fiskesnor, en havekniv med et krumt blad bliver til en fiskekrog, og maddingen er en sæk kogt ris. De kaster maddingen ud i søen, hvor den bliver fanget af en stor fisk. Disciplene trækker i den ene retning, fisken trækker i den anden, og rissækken går i stykker. Disciplene falder oveni hinanden i en bunke.
Så kommer en af landsbyens beboere forbi og spørger dem, hvad de laver. Da de forklarer det for ham, går han hen til statuen og dækker den med sin cadar. ”Idioter!” er alt, han kan sige.
Men da han hører deres velmenende ræsonnement bag deres tåbelige anstrengelser, bliver han blød om hjertet, og han giver dem en gammel hest. Guruen og hans disciple fortsætter på deres vej. En discipel holder tømmerne, to disciple går på hver sin side af hesten for at beskytte deres guru, en anden går bag hesten, og den femte marcherer foran og bekendtgør: ”Gør plads, guruen kommer.”
Men deres fremmarch standses af en tolder, der forlanger fem guldmønter i vejskat. Efter megen diskussion ender de med at måtte betale. Guruen tænker på, hvordan denne gratis hest koster ham mere, end den er værd, men siger intet, indtil de får selskab af en rejsende. Til denne person letter guruen sit hjerte. ”Verden er helt af lave. Nu kan man ikke engang tage på pilgrimsrejse uden at skulle betale penge til en masse slyngler.”
”Ja,” siger den rejsende. ”I dag er penge både guru og Gud. Hvis du har penge, vil selv en død mand adlyde din ordre.”
”Nu om dage vil en mand samle ti paisa op, selv om de ligger midt i klump afføring, og stikke dem ned i sin lomme!” siger guruen.
”Jamen, det er der ikke noget galt i,” svarer den rejsende. Han fortæller en historie om en konge, der beskattede sine borgere ud over alle grænser og til sidst indførte en skat på urin. Han satte sin ældste søn til at inddrive skatten. Sønnen væmmedes og beklagede sig forarget: ”Hvad vil du med disse ildelugtende penge?” Faderen svarede: ”Kom til mit skatkammer og prøv at lugte til pengene nu.” Selvfølgelig lugtede de ikke, så sønnen var tilfreds.
Den nat sover de i udkanten af en lille landsby. Den næste morgen kan de ikke finde hesten og søger efter den, indtil de finder den bundet til en bondes hus. Bonden fortæller dem vredt, at hesten har spist en stor del af hans afgrøder den nat. Han slipper ikke dyret frit, før de betaler for skaden. En dommer bliver tilkaldt og afgør, at Guru Paramartha skal betale ti guldmønter.