– af Dandaniti Devi Dasi –
Danmark får igen besøg af Ravindra Svarupa Prabhu og hans hustru Saudamani Devi Dasi i april 2016. I den anledning bringer vi et interview, som vi lavede med parret, da de var på besøg for 14 år siden, om livet i Krishna-bevidsthed.
De sluttede sig til ISKCON i 1971 på et tidspunkt, hvor den eneste måde at være en Hare Krishna-hengiven var at bo i et Hare Krishna-tempel, hvilket var en stor udfordring for et ægtepar med børn. De svarede åbenhjertigt på alle vore spørgsmål om, hvordan det var i ISKCON’s tidlige år, og gav gode råd om at være grhastha og opdrage børn, om træning af grhasthaer og om at have vediske idealer i den moderne verden, om hvordan man bliver godt gift, hvad Prabhupada sagde om grhastha-liv mm.
Interviewet, der første gang blev bragt i Nyt fra Hare Krishna juni 2002, er i to dele, der bringes i dette og det næste nummer.
Dandaniti: Hvordan kombinerer I at være henholdsvis guru og gurumata med at fungere i et liv som grhasthaer?
Ravindra Svarupa: Jeg aner det ikke (latter)! Men hvorfor skulle det være anderledes end en sannyasi? En ting er, at min kone kan tage sig mere af mine kvindelige disciple, hvilket afgjort er en fordel. Med hende kan de tale om ting, de ville føle sig generte over at tale med mig om.
Saudamani: Ikke kun kvinderne, men også mændene! Traditionelt var guruen en grhastha. Det blev faktisk regnet for en undtagelse, at en sannyasi var guru.
Jeg har altid tænkt over, hvad der specielt var en gurumatas pligter. Jeg har spurgt forskellige hengivne som Bhakti Caru Swami, men aldrig fået noget helt klart svar. Jeg ved, at mange hengivne fra Indien finder det meget lykkebringende, næsten magisk, at have en gurumata i nærheden, selv hvis de ikke er disciple af min mand, men af sannyasier.
Min mand og jeg var gift, før vi blev hengivne, og min mand blev hurtigt tempelpræsident. Vi var lidt ældre end de andre hengivne, så vi følte os som en slags far og mor. Ikke at vi ønskede den rolle, men den blev nærmest påtvunget os. Man kan vel sige, at tingene udviklede sig fra materielt til åndeligt.
Grhasthaernes dharma
Ddd: Kan I sige noget om grhasthaernes særlige opgaver eller dharma?
RS: Efter at have været gift i så mange år og haft gifte disciple ved vi bedre, hvad grhasthaerne går igennem. Der findes selvfølgelig også sannyasier, der har været gift, men vi har rent faktisk haft børn og opdraget dem hele vejen igennem, til de blev voksne og flyttede hjemmefra. Vi har en vis praktisk erfaring. En stor del af den åndelige mesters opgave er at svare på spørgsmål om åndelige principper, og hvordan man omsætter dem i virkelighedens verden. Kender man rent faktisk virkeligheden gennem egen erfaring, er man bedre i stand til at fortælle dem, hvad de skal gøre, og hvad de ikke skal gøre. På den anden side har jeg aldrig været brahmacari.
Sdd: Min forståelse fra Srila Prabhupada er, at formålet med grhastha-liv er at opfostre Krishna-bevidste børn. At man gør sit bedste for at opdrage i det mindste ét barn til at blive en hengiven. Prabhupada sagde, at grhastha-liv uden børn er en form for sansenydelse, for man har alle fordelene uden at påtage sig askesen. Det er en stor askese at opdrage børn, specielt i den tidsalder, vi lever i. Ud over det er grhasthaernes opgave at engagere sig i hengiven tjeneste og støtte templet økonomisk.
RS: I Tyskland er der en hengiven, Jayagaura, der har ni børn i alderen 7-27, alle med den samme hustru. Så vidt jeg ved, giver han 25 procent af sin indkomst til templet. Jeg har ikke talt med ham personligt, men de hengivne siger, at lige fra begyndelsen gav han til Krishna. Selv siger han, det er derfor, han nu er i stand til at give store beløb til templet og samtidig forsørge sin familie. Han har en cykelforretning, hvilket jo ikke lyder som en millionvirksomhed, men Krishna har gjort ham til en stor succes.
Sdd: Han fortalte mig, at som nygift grhastha havde han en masse gæld. Han fik en lille sum penge, måske 300 eller 350 dollars, hvilket var småpenge i forhold til det, han skyldte. Så han besluttede at give det hele til Krishna. Senere blev han meget velstående. Jeg kender en anden hengiven, der gik fra at være brahmacari til grhastha. Han overtog den maleri-forretning, han havde drevet som brahmacari, og han har altid givet masser af penge til templet. Alle andre, der flyttede ud og blev grhasthaer, ville lige vente med at give, til de fik det lidt bedre økonomisk. De havde først brug for en masse ting til sig selv. De kom aldrig til at give noget, hvorimod han nærmest er millionær. Derfor råder jeg altid folk til give en vis procentdel af deres indtægt til Krishna, selv hvis det kun er 0,00009 procent. Så er det op til Krishna at lade det blive mere eller mindre.
RS: Tre ting gælder for de forskellige asramaer: offerhandlinger, velgørenhed og askese. Offerhandlinger er for brahmacarier, velgørenhed for grhasthaer og askese for sannyasier.
Børn i Krishna-bevidsthed
Ddd: Kan I fortælle noget om jeres erfaringer med at opdrage børn i Krishna-bevidsthed?
Sdd: Da vi flyttede ind i templet, talte vi meget om at bruge alt i Krishnas tjeneste. Jeg havde en tre år gammel datter og en nyfødt baby. Når jeg gik med dem på legepladsen, blev det diskuteret, om det var maya eller ej. Jeg besluttede at gøre de samme ting, mine forældre havde gjort med mig. Jeg syntes, jeg havde haft nogle gode forældre, så jeg prøvede at gøre som dem og så lægge Krishna oveni. Jeg oplevede også, at i samme grad, som jeg var meget tilknyttet til forholdet til mine børn på en mere materiel måde, jo mere frustreret ville jeg blive, hvis de ikke udvekslede på den måde, jeg forventede, når jeg arbejdede hårdt på at give dem kærlighed og opmærksomhed. Men jo mere jeg så det som tjeneste til Krishna, jo mere fik jeg udvekslingen med Krishna i stedet og var ikke afhængig af, om de gengældte eller ej. Det gjorde tingene lettere.
Jo ældre børn bliver, jo mere uafhængige bliver de, og jo mindre har man at sige over, hvad de skal og ikke skal. Jeg prøvede at se det som tjeneste til Krishna ligesom enhver anden tjeneste. Man gør sit bedste og lader resultatet afhænge af Krishna. Så bliver man ikke knyttet til et bestemt resultat. Vi havde ikke så mange eksempler at følge. De fleste hengivne havde ikke børn, men Prabhupada sagde for eksempel, at det var godt at lære dem vaisnava-sange. En vigtig ting er, at de må føle, at man tager sig af dem og elsker dem ubetinget – at der altid vil være et forhold mellem os, uanset hvad der sker.
RS: Vore børn var de første til at gå igennem ISKCON, de første, vi eksperimenterede med. Vi sendte dem af sted til gurukula i en meget ung alder, og deres oplevelser var ikke altid lige positive. I en lang periode opdragede vi dem ikke selv. Vi så dem mere, da de blev ældre.
Børn har helt sikkert brug for en masse kærlighed. Børn former faktisk deres billede af Gud gennem deres forældre. Børn skal have denne følelse af ubetinget kærlighed fra deres forældre. Ideen om, at man ikke skal vise kærlighed, så de ikke skal blive tilknyttet, er fuldstændig vanvittig og frembringer blot neurotiske mennesker. Enhver person i samfundet, der har en eller anden form for kontrol over for en anden person, er en naturlig repræsentant for Gud. Tingene bryder sammen, når de personer, der er naturlige repræsentanter for Gud, ikke repræsenterer Gud. I sanskrit-traditionen er den første guru moderen. Faderen, ældre slægtninge, lærere osv. er alle repræsentanter for Gud. Har folk en dårlig oplevelse med deres forældre, har de svært ved at have tiltro til Gud. Ønsker man som forælder ikke at være Guds repræsentant, så lad være med at få børn. Er man politiker, men ikke ønsker at være Guds repræsentant, så træd ned fra posten. Det samme, hvis man er lærer.
Sdd: Efter at have sendt vor datter i gurukula fik vi et brev om, at Prabhupada havde sagt, at forældrene kun måtte besøge deres børn én dag om året. Det var helt sikkert en fejlcitering af, hvad Prabhupada havde sagt. En af mine Gudsøstre skrev til Prabhupada om en lignende situation. Han svarede, at havde hun nogen som helst tvivl om, hvorvidt der blev taget sig ordentligt af hendes børn, skulle hun blot beholde dem hos sig selv. Jeg skrev nogle breve til min datter, men brevene kom retur med en kommentar om, at de ikke ville give dem til hende, for det ville bringe hende i maya, og at vi kun skulle skrive Krishna-katha. Jeg skrev blot lidt om, hvad der foregik hjemme hos os og i templet.
RS: På det tidspunkt skrev jeg til GBC, at eftersom jeg stadig var ansvarlig for min datter, havde jeg krav på at høre, hvordan det gik. Som svar fik jeg et brev, der prædikede om ikke at være tilknyttet.
Sdd: Dengang var det meget svært at være hengiven uden for templet. Mange grhasthaer flyttede til steder, hvor der var gurukula, men min mand var tempelpræsident, så vi kunne ikke bare flytte. Da vor ældste søn startede i gurukula, lukkede gurukulaen i Dallas, og han kom til Gitanagari, blot et par timers kørsel fra os. Det var en meget bedre oplevelse. De, der kørte skolen, var mere modne. Deres indstilling var, at børnene skulle have det sjovt og have en god oplevelse.
Børnene i dag
Ddd: Hvad med jeres børn i dag? Er de hengivne?
Sdd: Nogle hengivne i templerne ser dem ikke som hengivne, men deres ikke-hengivne venner ser, at de er hengivne.
De er hengivne, men ikke med samme involvering som os. Min datter er nok den, der er blevet mest integreret i samfundet. Hun betragter ikke sig selv så meget som hengiven, selv om hun er vegetar. På et tidspunkt blev en af hendes venner pludselig alvorligt syg og forlod næsten kroppen. Med det samme ringede hun til mig med tårer i øjnene og bad mig sende et bånd med Prabhupada-bhajana. Vor ældste søn kommer næsten hver uge til søndagsfesten og spiller tablaer under bhajanaen. Vor anden søn bor et stykke væk. Han nød virkelig for et par år siden, da han og en af hans studiekammerater var i Indien. De boede det meste af tiden i Chowpatty-templet i Bombay og tog også til Vrindavana.
RS: Det var, mens jeg var i Vrindavana. Da dukkede min søn op, høj og ranglet og klædt i store posede bukser som en hiphopper. På et tidspunkt sagde han: ”Jeg er altså bange for at være her i Vrindavana, fordi jeg har så mange syndige ønsker, men faktisk forsvinder de, når man er her i Vrindavana.“ Han gjorde tjeneste for Food for Life og hjalp med at dele prasada ud til alle landsbybørnene. En af hans venner sagde engang: ”Rupa har ændret mit liv, han har givet mig en åndelig dimension.“ Mange af hans venner kommer til søndagsfesten, går med tulasi-halskæder og læser Bhagavad-gita.
Sdd: Jeg husker, da Sri Rupa, den yngste, var omkring fjorten. Jeg spurgte, hvad han havde tænkt på her på det sidste, og han svarede: ”Vi siger sådan, og de siger sådan. Jeg prøver bare at finde ud af, hvad jeg selv mener.“ Jeg syntes, det var et godt sted at være, når man er fjorten-femten år. Nu har vi to børnebørn på femten og seksten år.
RS: Ja, og de er højere end mig. Så vi venter bare på oldebørn.
Alt var fælles
Sdd: Da vi flyttede ind i templet, prøvede jeg at holde fast ved, at vi var en kernefamilie i en større familie. Nogle havde en ide om, at alle børnene var fælles eller tilhørte hele samfundet af hengivne. Den har jeg aldrig troet på. Det er det samme som med templets bil eller templets Srimad-Bhagavatam. Den vil altid være helt laset. Så selv om de havde forhold til alle hengivne, vidste de, hvem deres mor og far var, og hvem der var ansvarlig for dem.
RS: Da vi flyttede ind i templet, havde hengivne ikke deres eget tøj. Vi havde eget hus, før vi flyttede ind, men vi måtte smide alt i den fælles bunke, og tingene forsvandt selvfølgeligt. Det var derfor, at hengivne gik rundt med to forskellige farver strømper. Personligt tøj blev betragtet som maya. Det var de hengivnes fortolkning af ’frihed for ejendomsfølelse’.
Sdd: Da vi læste i Sri Isopanisad, fik jeg denne tilsyneladende enestående erkendelse af dette punkt, måske fordi jeg var den, der vaskede hele templets tøj. Jeg fandt ud af, at det er i orden, at hver person har sin kvota. Det er ikke maya, at en person har en bestemt sari, trøje eller håndklæde. Man passer på sine ting og bruger dem i Krishnas tjeneste og lader resten være. Det var min erkendelse. Det andet var mere en hippie-idé, selv om det blev fremlagt som Krishna-bevidsthed. For mig var det en meget praktisk måde at lære bøgerne på, om ikke for andet, så for at beskytte mig selv.
Jeg har lært mange ting i Krishna-bevidsthed, der ikke nødvendigvis var rigtige. Nogle gang får man grønt lys til at gøre en bestemt ting, og så bliver den til en regel. Da trykpressen startede i Boston, begyndte de hengivne at få disse virkelig prangende nylonsarier med guld og sølv fra de indiske damer. De så nærmest lidt sigøjneragtige ud, så min Gudsøster spurgte Prabhupada, om det var i orden at få fat på nogle ruller stof og give alle det samme. Han sagde god for det. Ikke at de absolut skulle gøre det, men det var i orden. Men det blev så normen i alle templer. Man købte nogle ruller stof i halvt bomuld, halvt polyester. For hver sjette meter havde man en sari og for hver femte en dhoti. Grhasthaerne var gule, og brahmacarierne havde en anden farve. Det var systemet, indtil de hengivne begyndte at rejse til Indien. Min mand rejste til Indien i ’74 og kom hjem med en ægte dhoti til hver mand og en ægte sari til hver af kvinderne. Det var en stor dag for alle, selv om det var de billigste og simpleste, man kunne få. Tingene var meget enkle på den måde.
RS: Da vi flyttede ind i templet, gik de hengivne på harinama hver dag. Der var cirka 25 hengivne, og vi skiftedes til at synge og distribuere Back to Godhead. Det var vinter, men uanset om det regnede eller var koldt, gik vi ud hver dag. Vi havde to børn, og de forventedes at komme med os. De stod der på gaden sammen med os andre, og nogle gange blev sankirtana-lederen vred, fordi børnene ikke så glade ud, fordi de frøs. Det var helt ude af trit med virkeligheden. Det stod på i cirka tre uger, indtil vores datter fik lungebetændelse. Derefter fik Saudamani lov til at blive hjemme og tage sig af børnene under betingelse af, at hun vaskede for hele templet.
Sdd: Faktisk var det helt vanvittigt, at vi flyttede ind i templet. Vi havde lige købt et hus fem minutter derfra. Vi havde indrettet et tempelrum, tilbad Deiteter og ofrede vores mad ligesom almindelige grhasthaer. Men selv når de hengivne kom på besøg, ville de ikke tage imod prasada, for vi blev betragtet som ikke-hengivne. Man var ikke en hengiven, medmindre man boede i templet. Så fra den ene dag til den anden blev man en hengiven. (Fortsættes i næste nummer)
