– Af Chaitanya-Charan Dasa –
Nogle tanker over et ældgammelt subhasita, visdomsvers.
”O guldsmed! Du ænser ikke andres lidelse! Hvorfor kaster du mig hele tiden i ilden hundredvis af gange? Men se, min gyldne glans fortsætter med at øges i mig, mens det eneste, du opnår, er et ansigt, der bliver mere og mere tilsværtet af sod og aske.”
Dette subhashita [visdomsvers] hjælper os til at se uretfærdig kritik positivt som en forfiner af vores personlige karakter, ligesom ild er det for guld. I livet er der få ting, der sårer så meget som kritik. Endnu mere pinefuldt er uberettiget kritik, dvs. kritik baseret på misforståelser eller usandheder. Vi er tilbøjelige til at reagere på en sådan kritik på en af tre brede måder.
Klargørelse: Vi forsøger at dæmpe den fjendtlige indstilling ved at klargøre situationen. Hvis kritikeren er for fjendtligt indstillet til at have en rationel diskussion med os, kan vi klargøre det igennem en mellemmand, som begge parter ser som pålidelig eller i det mindste som neutral. Klargørelse frembyder den bedste mulighed for en løsning, i særdeleshed hvis kritikeren er rimelig. Hvis klargørelsen virker, forstår begge sider hinanden bedre og kan måske endda komme tættere på hinanden end før.
Imødegåelse: En mere instinktiv respons på kritik er at tilbagevise den ved objektivt at påpege fejl i kritikken. En sådan imødegåelse kan virke, hvis kritikeren er intellektuelt ærlig og parat til at indrømme begrænsningerne i sit perspektiv. Han indrømmer gyldigheden af vores perspektiv på tingene, selv hvis det er forskelligt fra hans. Selv hvis vores perspektiv sommetider ikke kan accepteres, bliver det i det mindste forståeligt, og han accepterer, at vi kan eksistere side om side.
Ignorere: Nogle folk rokker sig ikke fra deres meninger, uanset hvilke kendsgerninger eller modargumenter de præsenteres for. Om sådanne folk siges det meget rigtigt: ”En mand, der bliver overbevist imod sin egen vilje, er fortsat af samme opfattelse.” Med sådanne folk er klargørelse og imødegåelse begge spild af tid. Jo længere diskussionen trækker ud, desto mere hadsk bliver den. Den eneste måde, hvorpå man kan standse modbydelighederne, er ved at ignorere en sådan kritik. At ignorere er utvivlsomt vanskeligt. Vi frygter, at andre vil tro, at vi i vores afvisning af at ville diskutere yderligere er blevet slået og indrømmer vores manglende evne til at argumentere mere. Hvis en sådan frygt får os til at slæbe os igennem en frugtesløs udveksling, kan vi lægge en bremse på os selv ved at tænke over et livagtigt citat fra George Bernard Shaw: ”Jeg lærte for længe siden aldrig at brydes med et svin. Man bliver selv snavset, og hvad værre er, kan svinet lide det.”
At karakterisere en kritiker som et svin er måske fordømmende og heller ikke nødvendigvis rigtigt. Hvis det er tilfældet, kan vi bruge denne metafor ikke til at beskrive naturen af kritikeren, men naturen af skænderiet. Nogle kampe er simpelthen ikke værd at kæmpe. I begge tilfælde er vi nødt til at træne vores tolerancemuskler for at kunne ignorere kritikken. I denne sammenhæng vil tolerance sige at opgive vores kamp imod virkeligheden – imod den ubehagelige virkelighed, at nogle folk vil have negative meninger om os, og sandsynligvis vil intet, vi gør, kunne ændre deres mening.
Bhagavad-gita råder os til at tolerere lidelser ved at meditere på, at sådanne lidelser er midlertidige (2.14), imens vi selv er evige (2.13). Vi er uforgængelige åndelige væsener, hvis essentielle kerne ikke kan såres af noget som helst (2.23), ikke engang af kritik, uanset hvor bidende den er. Jo mere vi erkender vores åndelige essens, desto mere får vi den indre styrke til at tolerere kritik. Den letteste måde at få en sådan åndelig erkendelse på er ved at praktisere bhakti-yoga omhyggeligt. Ja, bhakti giver en endnu højere erkendelse af ikke blot vore sjæles uforgængelighed, men også af ufejlbarligheden i Krishnas kærlighed til os.
Når vi nyder den opmuntrende beskyttelse fra fordybelse i Krishna og føler os sikre på, at Han elsker os, uanset hvad verden mener om os, anerkender vi, at vores kritikeres meninger slet ikke er særligt betydningsfulde, og sårene derfra bliver mere udholdelige. For yderligere at styrke vores beslutsomhed om at tolerere kan vi overveje dette vers’ metafor: Ligesom udsættelse for ild gør guldets glans mere synlig ved at fjerne legeringer fra det, gør udsættelse for kritik en persons kernekarakter mere åbenlys. Hans evne til at tolerere afslører, hvordan han står langt over folk flest, der ikke kan modstå indskydelsen til at argumentere i det uendelige.
Men selv om guldets forøgede glans kan ses af alle, ses karakteren af den kritiserede person, der tolererer, måske ikke af alle. Kritikere kan tro, at de har bevist, at de har ret. Sådanne kritikere er som dem, der lukker deres øjne over for guldets forøgede glans. Kun lidt forstår de, at deres ubønhørlige kritik og selvtilfredshed ender med at blotlægge deres egen smålighed og hævngerrige natur, ligesom en guldsmeds ansigt bliver tilsværtet. Ligesom den, der har øjne, sætter pris på guldets glans, værdsætter den intelligente styrken hos dem, der nægter at involvere sig i et skænderi. Vigtigst af alt sætter Krishna pris på deres styrke, og i sidste ende er Hans opfattelse det eneste, der betyder noget.