– Af Ravindra Svarupa Dasa –
Ravindra Svarupa fortæller her, hvordan han som kandidatstuderende måtte sande, at han var stødt på førsteklasses teologi, da han begyndte at læse Srila Prabhupadas bøger. Artiklen er baseret på et foredrag fra sidste år i New York.
Jeg vil gerne tale i aften om nogle sætninger fra Srila Prabhupadas Introduktion til Srimad-Bhagavatam. Men lad mig først forklare, hvorfor disse sætninger er vigtige for mig. Da jeg første gang stødte ind i hengivne, var jeg i gang med mit tredje år på kandidatstudiet i religionsforskning på Temple University. Jeg læste ikke religionshistorie eller noget så jordnært som det. Mit felt var teologi og religionsfilosofi. Jeg var en snob.
På universitetsområdet så jeg hengivne, der ret så energisk sprang op og ned og sang med mrdanga og karatalaer. Det første, jeg tænkte, var: ”Det får I aldrig mig til at gøre.”
En ven endte med at slæbe mig til templet. Jeg forventede mig ikke meget på den intellektuelle side. Så læste jeg Isopanisad, og denne bog på et simpelt engelsk med dens grove tryk forårsagede en intellektuel revolution i mig. Det gik op for mig, at jeg var konfronteret med førsteklasses teologi. Jo mere jeg læste, desto mere virkede Krishna-bevidsthed og dens teologi på mig som noget professionelt, imens alt andet, jeg kendte til, var amatøragtigt.
En af de første ting, jeg læste, var Srila Prabhupadas Introduktion til Srimad-Bhagavatam. I den første sætning foretog Prabhupada en sondring, og jeg har aldrig fundet så klar en sondring over dette punkt i noget, jeg nogensinde har læst:
”Forestillingen om Gud og forestillingen om den Absolutte Sandhed er ikke på samme niveau. Srimad-Bhagavatam sigter imod den Absolutte Sandhed. Forestillingen om Gud tilkendegiver herskeren, imens ideen om den Absolutte Sandhed angiver summum bonum eller den yderste kilde til alle energier. Der er ingen meningsforskel med hensyn til den personlige natur af Gud som herskeren, for en hersker kan ikke være upersonlig… Ifølge Bhagavad-gita kaldes enhver hersker, der har en vis magt ud over det sædvanlige, for vibhutimat sattva eller en hersker, der er bemyndiget af Herren. Der er mange vibhutimat sattva’er, herskere eller guder med forskellige bestemte funktioner, men den Absolutte Sandhed er én uden lige. Denne Srimad-Bhagavatam angiver den Absolutte Sandhed eller summum bonum som param satyam.”
Hvad mener Srila Prabhupada, når han skriver, at forestillingen om Gud og forestillingen om den Absolutte Sandhed ikke er på samme niveau? Jeg forstod hurtigt, at han ikke talte om de størrelser, der betegnes med disse ideer, men om selve ideerne. I filosofi skelner vi mellem et udtryks ’konnotation’ [bibetydning] og ’denotation’ [begrebsmæssige betydning]. Tag for eksempel udtrykkene ”morgenstjernen” og ”aftenstjernen”. De angiver begge den samme ting, nemlig planeten Venus, men konnotationen, bibetydningen, er forskellig.
Srila Prabhupada anfører, at Gud og den Absolutte Sandhed har forskellige konnotationer. Han gør dette klart, når han skriver, at der er mange forskellige herskere eller guder. Med andre ord har Srila Prabhupada sanskritordet isvara, der betyder ”hersker”, i tankerne. I princippet kan der være mange isvaraer eller guder. Forestillingen om Gud har ikke den samme betydning som forestillingen om den Absolutte Sandhed. Der kan være mange herskere eller guder, men den yderste kilde til alle energier er den Absolutte Sandhed.
Her sigter Srila Prabhupada til definitionen på Brahman (den Absolutte Sandhed), sådan som den gives i Vedanta-sutra. Ifølge Vedanta-sutra er Brahman det, som alting udstrømmer fra. Det er det, der opretholder alting og derefter absorberer det igen, den yderste kilde til alle energier. Der er mange herskere eller guder med helt specifikke kræfter, men den Absolutte Sandhed er én uden lige.
Personer fra en person
I det andet afsnit bemærker Srila Prabhupada, at den Absolutte Sandhed er den Højeste Person. Srila Prabhupada fremlægger argumentet på denne måde: ”Den Absolutte Sandhed er den yderste kilde til alle energier, og vibhutimat sattva’erne eller personer, der er bemyndiget af Herren, er den Absolutte Sandheds energier. Følgelig må den Absolutte Sandhed, der skabte personer, også være en person. Hvis hersker betyder person, må herskeren over personer også være en person.”
Jeg kunne godt lide det, da Srila Prabhupada beskrev Krishna som Guddommens Højeste Personlighed, for jeg havde mange forudfattede ideer forbundet med ordet ’Gud’. Men det gik hurtigt op for mig, at ”Guddommens Højeste Personlighed” er et meget præcist udtryk. ”Guddommen” er traditionelt et udtryk for den Absolutte Sandhed, og Srila Prabhupada bruger udtrykket ”Guddommens Personlighed” for at angive, at den Absolutte Sandhed har en personlig side.
Selv om ideen om Gud og ideen om den Absolutte Sandhed er forskellige, viser det sig, at den Absolutte Sandhed inkluderer det personlige aspekt, som vi forbinder med isvara. Så det, som Srila Prabhupada også gør i disse to første afsnit, er at forkaste upersonalisme. Han bemærker, at der er mange isvaraer, men der er én paramesvara: Den Absolutte Sandhed er den Højeste Person.
Al denne information pakkede Srila Prabhupada ind i disse to afsnit. Da jeg begyndte at forstå, hvor meget information der var, blev jeg forbløffet over, at nogen kunne sige så meget med bare nogle få sætninger.
I en klasse for sig
Hvad betyder det at hævde, at Krishna er den Absolutte Sandhed, den yderste kilde til alle energier? Denne ide præsenteres i Upanisaderne, og Srila Prabhupada citerede ofte i særdeleshed et bestemt vers. Nityo nityanam cetanas cetananam eko bahunam yo vidadhati kaman: Der er ét evigt (nityah) og bevidst (cetana) væsen blandt mange evige, bevidste væsener. Denne ene tilfredsstiller alle de manges behov. Med andre ord er den ene uafhængig, og de mange er afhængige.
Lad os tænke over, hvad dette betyder. Vi er nityanam, de mange bevidste sjæle, men blandt de mange nityanam er der én nityah, der er noget helt særligt. Dette refererer til den Absolutte Sandhed, der er i en klasse for Sig. Hvis vi sammenstiller det med det, vi læser i Introduktionen, er den særegne nityah den yderste kilde til alle energier, og de mange nityanam er i kategorien af energi og er afhængige.
For at holde liv i os selv har vi brug for forsyninger af så mange kilogram mad, så mange kubikmeter luft, så mange liter vand osv. Hvor kommer disse forsyninger fra? Ifølge Vedaerne er der kosmiske herskere, devaer, der er eksperter inden for forsyningsdepartementet. Srila Prabhupada forklarer, at ligesom en by har en afdeling for vand, en afdeling for gas, en elektrisk afdeling osv., kører universet på lignende vis efter samme princip.
Selv på det verdslige niveau går man til købmanden, når man har brug for købmandsvarer. Hvad gør købmanden, når butikkens hylder bliver tomme? Han henvender sig til grossisten. Alle må gå til andre for opfyldning og fornyelse. Det samme gælder devaerne. De løber tør.
Lad os følge kæden helt tilbage. Ifølge Vedaerne kommer man i sidste ende til et unikt væsen, Krishna, den Absolutte Sandhed, der giver og giver og giver. Hvor går Han til for fornyelse? Det gør Han ikke. Han løber ikke tør, for Han er den Absolutte Sandhed, og Hans natur beskrives som om purnam adah purnam idam. Påkaldelsen til Isopanisad beskriver et væsen, der er purnam, fuldkommen og fuldstændig. Han er så fuldkommen fuldstændig, at hvis man fjerner purnam fra Ham, er Han stadig purnam. Som Srila Prabhupada udtrykker det, er den Absolutte Sandheds matematik, at én minus én er lig med én. Krishna kan give alting og fortsat have det. Han formindskes ikke.
Alt, der er
Krishna er Guddommens Højeste Personlighed. Han er den Absolutte Sandhed, og den Absolutte Sandhed er én uden lige. Men der er en anden betydning af at være én uden lige, nemlig at være alt, der er.
Teologen Paul Tillich mente, at Gud kan ikke være det Højeste Væsen blandt alle væsener, for det ville begrænse Ham til at være én blandt mange. Derfor udtalte han, at Gud er Selve Eksistensen. Hans argument er dette: ”Jeg er en person. ’Person’ betyder, at jeg er begrænset, jeg har en definition. Her slutter jeg, og verden begynder. Hvis Gud derfor er én ting blandt mange ting, hvordan er Han da uendelig? For at løse dette dilemma foreslår teologer, at Gud er Selve Eksistensen.”
Men dette er et falsk dilemma. Lad os se på dette argument et øjeblik. Fordi Gud er stor, kan Han da kun være en gassky? På det tidspunkt, hvor man er færdig med at gøre Gud uendelig og ubegrænset, har Han intet navn, ingen form, ingen kvaliteter og ingen aktiviteter. Han er et stort nul. Han er ingenting – med stort I. Noget er galt med denne proces.
Det, som Srila Prabhupada lærer os, er, at Gud er i virkeligheden på samme tid ubegrænset form og formløs, på samme tid det Højeste Væsen blandt alle væsener og Selve Eksistensen.
Dér har vi den Absolutte Sandhed og ikke en forkrøblet lysende gassky! Alt dette taler vi om, når talen er om den Absolutte Sandhed.