Af Caitanya Carana Dasa

Skrifter som Srimad-Bhagavatam afslører, at Gud ikke blot er den almægtige skaber og strenge dommer, men også et charmerende uskyldigt barn.

”Jeg vil kun tro på en Gud, der kan danse,” skrev den tyske filosof Friedrich Nietzsche. På hans tid blev Gud generelt skildret som en stivnet, frossen fuldkommenhed – fjern, statisk og fuldstændig utilnærmelig. Ikke så underligt, at Nietzsche var desillusioneret.

Måske ville han være blevet glædeligt overrasket over at høre om Krishna eller Gud, der danser med en fortryllende dygtighed på hovederne af den giftige slange Kaliya, Gud, der danser til Sin mors sang for at få smør, Gud, der danser med gopierne under rasa-lilaen, en fest af guddommelig kærlighed, eller Gud, der er kendt som Vrindavana-natabara, den bedste danser i Vrindavanas idylliske paradis.

Krishna er en hypnotiserende blanding af storhed og sødme. Alle teistiske traditioner hævder, at Gud er stor. Krishna demonstrerer på livagtig vis Sin storhed. I Bhagavad-gitas 11. kapitel giver Krishna Arjuna et glimt af Sin ærefrygtindgydende storhed ved at vise Sin universelle form, en af de mest storslåede mystiske visioner i verdenslitteraturen. Arjuna så inde i den universelle form – inde i Krishna – alting og alle, som eksisterer. Han så alle planeterne, stjernerne og universerne såvel som alle levende væsener, hvad end de var himmelske, jordiske eller underjordiske. Da Krishna var på Jorden, fremviste Han også Sin almagt ved ubesværet at besejre talløse kraftfulde dæmoner, der var universets svøber og plager.

Det mest indtagende er dog, at Krishna ikke finder så megen nydelse i Guddommens storhed, pragt og herlighed, men i sødmen af uhindret kærlighed. Dette bringer os til et begreb, der er unikt for vedisk teologi, nemlig lila eller transcendentale lege, såvel som til et relateret begreb: maya.

Mayas mysterium

”Maya er et af de smukkeste begreber i religionens historie.” Denne bemærkning fra indologen Daniel H. H. Ingalls er interessant, for maya anses generelt for at være den illusoriske energi, der frister og vildleder os til former for nydelse, der ender i lidelse. Hvordan kan maya anses for at være smuk? Svaret ligger i mysteriet om mayas dobbelte aspekt som Yoga-maya og Maha-maya.

Ordet maya betyder ”energi”, men kan også betyde ”det, som ikke er” (ma: ”ikke”, ya: ”dette”). Maha-maya, Herrens illusoriske energi, får ”det, som ikke er” til at synes virkeligt. Hun vildleder dem, der ønsker at nyde uafhængigt af Gud, til at glemme deres sande identitet som sjæle, der er Guds evige tjenere. Hun lokker dem med forskellige forslag om materiel nydelse, indtil de har fået nok og omsider vender tilbage til Gud og Hans kærlighedstjeneste.

Men for dem, der ønsker at elske Gud rent, er der en anden slags illusion, en guddommelig illusion, der forstærker deres kærlighedsudvekslinger med Gud. Ordet yoga betyder ”at forbinde” eller ”at forene”, så Yoga-maya sigter til den energi, som Gud har, og som gør vores forening i kærlighed med Gud mulig.

Lad os se hvordan.

Man forestiller sig ofte Gud som en dommer, der belønner de fromme og straffer de ugudelige. Hvis det er alt, som Gud har at gøre i al evighed, ville Hans liv være temmelig kedeligt. Men hengivne skrifter som Srimad-Bhagavatam forklarer, at det at være dommer er kun en lille del af Guds mangesidede personlighed. Krishna har Sit eget liv i evig kærlighed med Sine hengivne i Sin egen verden. Der nyder han, ikke ved at udstille Sin Guddom, men ved at udveksle med Sine hengivnes kærlighed.

I Krishnas hyrdeparadis, Vrindavana, dækker Yoga-maya de hengivne, så de ikke længere er bevidste om, at Krishna er Gud. De ser Ham kun som det mest specielle, søde medlem af deres landsby. Den rolle spiller Han til fuldkommenhed. For eksempel bliver Han for de hengivne, der elsker Ham i vatsalya-rasa (forældrekærlighed), et bedårende, uartigt barn, der stjæler smør fra deres hjem. Kvinderne klager til Krishnas mor, Yasoda, Krishna foregiver dygtigt at være uskyldig, og Yasoda mystificeres, indtil åbenlyst smør på Krishnas læber afslører Ham.

Så berømte er Krishnas lilaer i Vrindavana, at tusindvis af smukke sange er blever skrevet om dem, og millioner af Krishnas hengivne nyder at synge dem. Den store vaisnava-digter Bilvamangala Thakura priser Herren Krishna som den bedste tyv: ”Min kære Herre, O bedste blandt tyve, Du, der er berømt som en smørtyv i Vrindavanas herlige land, stjæl venligst alle mine synder, som jeg har samlet igennem mange liv.”

Skeptikere, der spørger, hvorfor Gud stjæler, overser essensen af lila, nemlig kærlighed. Bortset fra det ejer Krishna allerede alting, fordi Han er Gud, så der kan ikke være tale om, at Han stjæler noget. Alligevel ”stjæler” Krishna for at have sjove kærlighedsudvekslinger med Sine hengivne.

Dynamikken i lila

Selv om Krishnas lilaer er som et drama, er de virkelige. De er den højeste virkelighed, der er virkeligheden af fortrolig kærlighed mellem Herren og Hans hengivne. I Krishna-lilaernes evigt virkelige drama er Yoga-maya instruktøren, og Krishna er helten. Men den særlige finurlighed er, at Krishna er også manuskriptforfatteren, så Yoga-maya instruerer Krishna ifølge Hans eget manuskript. Således er Krishna i Sin lila på samme tid i kontrol som manuskriptforfatter og ikke i kontrol som den perfekte skuespiller, der glemmer Sig Selv, imens Han spiller Sin rolle.

Sådan er Krishnas ekstraordinære verden. Krishna-lila afslører betydningen af sætningen ”Gud er kærlighed.”

Storhed og sødme

For folk flest, specielt for de dæmoniske, skjuler Krishnas storhed Hans sødme. Som et fredssendebud kom Han med søde ord til Duryodhana for at tale ham fra Mahabharata-krigen. Men da den arrogante prins forsøgte at arrestere Krishna, forpurrede Krishna hans forsøg ved at åbenbare Sin gigantiske universelle form.

For de reneste hengivne viger Krishnas storhed for Hans sødme. Under rasa-lilaen forsvandt Krishna og viste Sig derefter igen foran gopierne i Hans majestætiske firarmede form som Visnu. Da Radha, Krishnas mest elskede ledsager, bukkede Sig ned for Visnu og spurgte Ham, hvor Krishna var, forsøgte Krishna i Sin form som Visnu dygtigt at pege hende i en forkert retning. Men da Krishna så Radhas uselviske kærlighed og Hendes stærke ængstelse på grund af adskillelse, kunne Han ikke længere holde forklædningen. Hans to ekstra arme forsvandt, og Radha så foran Sig Sit hjertes sødeste Herre.

Ligesom Krishnas sødme overgår Hans storhed, overgår Hans kærlighed Hans love. Karma-lovene giver os alle upartisk og ufejlbarligt vores karmiske tilkommende før eller senere. Men hvis vi vender os til Krishna med hengiven kærlighed, viser Han Sin sødme som en tilgivende far. Hans urokkelige løfte i et afsluttende vers i Bhagavad-gita (18.66) viser, at Hans nåde overskrider Hans retfærdighed: ”Opgiv alle forskellige former for religion og blot overgiv dig til Mig. Jeg vil udfri dig fra alle syndige reaktioner. Frygt ikke.”

Vi kan let overgive os til Krishna ved at synge eller sige Hans hellige navne, der åbenbarer både Hans storhed og Hans sødme. Det hellige navn har en større kraft, som selv atomvåben ikke har – kraften til at ødelægge alle vores negative vaner og tilbøjeligheder. Og det hellige navn er så uimodståeligt sødt, at helgener ønsker tusinde af munde for at kunne nyde dets smag. Ikke blot det, men det hellige navn blødgør vores hjerter og retter igen vores kærlighed mod Krishna. Når vores hjerte bliver blødt som smør med kærlighed til Krishna, vil makhana-cora (smørtyven) Krishna komme og stjæle det. Hengivne beder om og længes efter dette endelige kærlighedstyveri.

Den endelige dans

Krishna og Hans hengivne udtrykker guddommelig kærlighed, ikke blot på menneskeligt ufattelige måder såsom tyveri, men også på menneskelige måder som igennem dans. Åndelige lærde anser den berømte rasa-dans for at være kulminationen af guddommelig kærlighed. Selv om denne dans ligner en almindelig dans mellem drenge og piger, kan vi forstå dens oververdslige natur, når vi hører om den fra realiserede lærde hengivne som Srila Prabhupada, der har forklaret den i sin bog Krishna: Guddommens Højeste Personlighed. Rasa-dansen er så åndeligt ophøjet, at de avancerede hengivne, der absolut ingen interesse har i verdslige fornøjelser, som f.eks. de berømte seks Gosvamier fra Vrindavana nyder og tilbeder den i deres hjerters inderste kerne.

Imens vi aspirerende hengivne endnu ikke kan tage del i rasa-dansen, kan vi nyde guddommelig dans i form af sankirtana, fællessangen af Krishnas hellige navne. Den sprudlende sang og dans i sankirtana er en dyb og kraftfuld form for meditation. Formålet med meditation er at opleve åndelig virkelighed. Stille meditation forsøger at opnå dette ved at negere det materielle gennem deaktivering af kroppen og sindet. Men siden vi er vante til fysisk og mental aktivitet, ville det da ikke være nemmere og mere naturligt, hvis kroppen og sindet på en eller anden måde kunne bruges til hæve os selv til åndelige niveauer af bevidsthed? Det er præcis, hvad sankirtana gør. At engagere kroppen i yndefuld dans til glæde for Herren og sindet i en bønfuld meditation på lyden af Hans hellige navne, specielt maha-mantraet Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare fører hurtigt og effektivt vores bevidsthed til den glædesfyldte sfære af guddommelig kærlighed.

Dermed virker sankirtana ligesom en åndelig musikterapi til at helbrede sjælen i den nuværende Jernalder, Kali Yuga. Ligesom jern tynger personen, der bærer det, tynger negative tanker og følelser de fleste folk i den nuværende tidsalder. Sankirtana oversvømmer hjertet med positive, dyrebare, gyldne følelser som kærlighed, tro og glæde og skyller ud negative, tyngende følelser som had, angst og sorg.

Sri Caitanya Mahaprabhu, der åbenbarede Sig for omkring 500 år siden, genoplivede og populariserede sankirtana over hele Indien. Som inkarnationen af Krishna i Kali Yuga demonstrerede Herren Caitanya guddommelig dans på så fortryllende en måde, at Hans gyldne fremtoning, elegante gang og stærke hengivne følelser charmerede alle fra aristokrater som Orissas konge til hærdede kriminelle.

Sri Caitanyas dans fortryllede tilmed den muslimske kejser Akbar, der levede et halvt århundrede senere: ”Hyldet være Du, O Caitanya, mit hjertes sejrherre. Bemærk rytmen i denne mystiske dans, helt alene i en ophøjet ekstase. Lystigt lyder trommen, og håndbækkerne holder rytmen … O mit hjertes Herre, hvordan kan jeg udtrykke den kærlighed, jeg har til Dig? Shah Akbar længes efter en dråbe fra havet af Din kærlighed og fromhed.” (Citeret af D. C. Sen i Chaitanya and His Age)

Disse vers, der er forfattet af en muslimsk kejser i forherligelse af en, der almindeligvis anses for at være en hindu-helgen, illustrerer den universelle tiltrækning af den guddommelige kærlighed, som Sri Caitanya Mahaprabhu personificerede og udbredte.

Som åndelig mester i Caitanya Mahaprabhus tradition populariserede Srila Prabhupada gennem sit ISKCON den guddommelige dans af sankirtana i vores tider. Syngende og dansende hengivne er nu et velkendt syn i større byer verden over. I betragtning af den dybe teologi og stærke hengivenhed, der er dens hjerte, kan denne tilsyneladende simple dans godt kaldes den yderste dans.

Fra Back to Godhead, 43-05 2009