HENGIVEN TJENESTE I HJEMMET

Af Rohininandana Dasa (Oversat af Jesper Frydenlynd)

Da jeg blev født, købte min far en gave til min mor: vores første fjernsyn.

Op gennem min barndom var fjernsynet stort set midtpunktet i vores familieliv. Vi gav det kælenavnet ”tossekassen”, og hver aften samledes vi trofast omring det. Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke forestille mig vores stue uden det. Fjernsynet er det første, jeg tænker på, dernæst sofaen, så tæppet og til sidst måske menneskene i stuen.

Jeg plejede at høre folk sige, hvordan fjernsynet havde ændret engelsk kultur. ”Før fjernsynet,” huskede de længselsfuldt tilbage, ”plejede folk at besøge hinanden meget oftere, og forældre og børn lavede alt muligt sammen. De lavede ting, malede og spillede på instrumenter og talte sammen.” Fra mit barnlige synspunkt virkede det en smule mystisk. Måske fortrød de, at de mistede disse ting på bekostning af den elskede kasse. Men for mig var et liv uden fjernsyn utænkeligt.

Faktisk kan jeg huske, at jeg så på folk og betragtede deres følelser, som var de karakterer fra et tv-program. Hvad folk siger i fjernsynet, og hvordan de ser ud, kan forekomme både vigtigt og dramatisk, men før vi ved af det, er vi i gang med at se det næste program. Og vi kan altid slukke, når vi vil.

At slukke for virkeligheden var én af de ting, fjernsynet programmerede mig til at gøre. Det var som narkotika. Jeg kunne til enhver tid tænde for fjernsynet og få en øjeblikkelig effekt.

Fjernsynet ødelagde ethvert håb, vi havde om familieintimitet. Jeg kan huske, hvordan vi sad i den mørke stue, næsten uden at sige et ord, ind imellem gumlende på kiks og stirrede time efter time på den lille sort-hvide skærm. Om vi var sammen eller hver for sig var sådan set ligegyldigt.

Vi så fjernsyn, indtil vi følte os trætte, eller indtil kassen sagde ”godnat” til os, og skærmen blev sort. Så gik vi hver vores drømmende vej i seng.

Nu er jeg her med min egen familie i en tid med større og bedre farvefjernsyn, med fjernbetjening og et kæmpe udvalg af programmer at vælge imellem i alle døgnets 24 timer. Nogle tilbød os endda et fjernsyn helt gratis. Men vi besluttede at takke pænt nej.

Vi havde faktisk et fjernsyn engang i et par måneder, da vores ældste barn var baby. En ven bad os se efter fjernsynet, mens han tog af sted på pilgrimsrejse til Indien. Først stillede vi det over i et hjørne. Men efter en uges tid tænkte vi, at vi lige ville se, om det virkede, så vi tilsluttede det. Skærmen var sløret og knasende, men da vi rykkede på den lille antenne, fik vi et tv-signal frem.

Og tænk engang, så var det Charlie Chaplin, der tonede frem på skærmen! Vi havde hørt om, at Prabhupada havde set Charlie Chaplin og nogle gange havde visualiseret foredrag ved at simulere netop ham. Så vi tænkte, at det nok også var i orden for os at se. Alligevel følte mine kone og jeg os som et par uartige børn.

Efter det forblev fjernsynet tilsluttet, og vi forsøgte at styre det ved at være selektive omkring det, vi så. Vi så nyhederne og alt, hvad der havde bare en smule at gøre med Krishnabevidsthed eller i det mindste var i godhedens kvalitet – naturfilm og lignende. Men helt ærligt, så styrede fjernsynet mere os, end vi styrede fjernsynet. Vi endte med at se ting, vi ikke havde tænkt os at se. Vi spildte tid, som for en hengiven er så afgørende, fordi Srila Prabhupada har givet os så mange ting at gøre for Herren Krishna.

Vi brød os ikke om måden, hvorpå maskinen begyndte at påvirke vores liv, idet den bare stod der og nærmest krævede at blive tændt. Vi kunne ikke lide den måde, vi næsten blev limet til skærmen. Vi brød os ikke om tanken om at opdrage en familie med en tossekasse i hjemmet. Jeg kunne virkelig ikke lide tanken om en gentagelse af min egen barndom.

Lad os se det i øjnene. ”Fjernsynskulturen” er ikke et frit samfund. Jeg fornemmer fjernsynets magt, når jeg ser et i nogens hjem. Selv om det ikke er tændt, lader det til at være rummets midtpunkt. Og hvis det allerede er tændt, når jeg ankommer, og min vært begynder en samtale uden at slukke for det, glider mine øjne og mit sind over til skærmen, mens jeg forsøger at konversere. Jeg har en vag fornemmelse af, at jeg går glip af noget, hvis jeg ikke bliver ved med lige at kigge. Nogle gange formår jeg med fare for at støde mine værter at opbygge styrken til at bede dem om at slukke for det.

Engang distribuerede jeg Prabhupadas bøger og samlede donationer. Jeg bemærkede, at jeg stod lige i nærheden af en tv-butik. Alle fjernsynene i vinduet var indstillet på det samme program. Jeg husker tydeligt, at det var en gyserfilm i Ruslands sne fyldt med tigre, der angreb en hestetrukket slæde. Når jeg stoppede folk på gaden for at tale med dem om bøgerne, blev jeg ved med at kigge over deres skuldre for at se filmen. Jeg fik ikke distribueret mange bøger på den måde. Jeg kiggede over på min ven og så ham arbejde målrettet med en lind strøm af mennesker, der gik fra mødet med ham med Prabhupadas bøger i hænderne. Jo mere jeg blev distraheret, des mere skyldig følte jeg mig. Var det ikke meningen, at jeg skulle være travlt beskæftiget i det allerypperste erhverv – nemlig at give folk bøger, der kunne redde dem fra den gentagne cyklus af fødsel og død?

Men jeg var fanget, helt og aldeles. Til sidst stoppede jeg helt med at distribuere bøger og stod bare og stirrede med udstående øjne på vinduet.

Denne lille historie sluttede ikke på samme tid som filmen. Åh nej. Resten af dagen forstyrrede de mange indtryk fra det tavse drama i sneen min evne til at være til stede i nuet, og man kan nok forestille sig resultatet. Da de sidste butikshandlende havde forladt området, kom min ven over til mig, lagde en hånd på min skulder og spurgte: ”Hvad skete der for dig, Rohini?”

Min hustru, Radha Priya, voksede op uden fjernsyn. Hun husker den forlegenhed, hun følte ved at skulle møde børn i skolen, der var fulde af historier om deres yndlingsprogrammer. Men både hun og hendes søstre (der ikke praktiserer Krishnabevidsthed) er taknemmelige nu, da de værdsætter alle fordelene ved tid, frihed og ubesværet kommunikation.

Hvad angår nyhederne, lytter vi nogle gange til dem i radioen. Vi har også benyttet radioen til hjemmeskoling (vi hjemmeskolede Radhanatha, til han var ni, og vil gerne gøre det samme med vores andre børn).

Ud over vores frygt kan jeg ikke forestille mig, at vi har tid til et fjernsyn. Der sker altid så mange ting i vores hjem.

For et par år tilbage købte Radha Priya et mini-fjernsyn på udsalg – bare hvis der nu var noget, der var værd at se. Hun har måske tændt for det en 5-6 gange, siden hun købte det. Selv om fjernsynet bor i en kommode ude af syne, er jeg stadig meget opmærksom på det og på vagt. Jeg så engang noget på det. Jeg kom lige akkurat halvvejs igennem et program om uddannelse, da batterierne døde.