Verdens største monolitiske statue står i Karnataka, Indien, 158 kilometer fra Bangalore, og kaldes Gommateshwara. Monolitisk vil sige, at statuen er lavet af én stor sten. Der findes ingen tilsvarende statue noget andet sted i verden. Statuen blev i 2007 valgt som nummer ét i en afstemning om Indiens syv største undere i Times of India, hvor 49 procent af de afgivne stemmer stemte på Gommateshwara.
Statuen er et Jain-monument og forestiller efter sigende Bahubali, en prins, der kæmpede mod sin egen broder. Efter at have besejret sin bror stillede han sig op og fastede og mediterede i et helt år i stående trance, hvor han opnåede åndelig fuldkommenhed og erkendelse. Den officielle alder på statuen af Bahubali er omkring 1.000 år, men hvem ved, måske er den ældre, som det tyder på med mange andre indiske monumenter?
Statuen af Gommateshwara er over sytten meter høj, tæt ved tolv meter bred ved basen og vejer over 1.000 tons. Det er tungere end de tre Trianon-sten i Baalbak, Libanon, der hver vejer omkring 800 tons og ofte omtales som de tungeste sten, der nogensinde er flyttet i Oldtidens verden. Men Gommateshwara overgår dem.
Statuen står på en bakke, der rager 120 meter over det omgivende terræn, og kan ses langvejs fra. Hvordan er så stor en sten blevet flyttet og løftet 120 meter op? Til sammenligning vejer de største Jumbojets kun 340 tons. Vægten af tre Jumbojets er med andre ord først blevet transporeret langvejs fra og derefter hævet 120 meter på et tidspunkt, hvor mennesker ikke skulle have haft avanceret teknologi.
Den store sten kan ikke naturligt have været der allerede på bjerget og udhugget direkte på stedet. Statuen er lavet af hvid granit, et materiale, der er helt forskelligt fra den bjergart, som resten af bjerget består af. I virkeligheden er der ingen hvid granit i hele det omgivende område. Statuen må være blevet transporteret langvejs fra og derefter på en eller anden måde løftet 120 meter.
Bjerget har ingen ramper. Man kan kun komme til toppen ad nogle stejle stentrin. Bakken er så stejl og høj, at nogle ligefrem besvimer af udmattelse, når de forsøger at komme til toppen. Er det overhovedet muligt at få så tung en sten op på et så utilgængeligt sted uden anvendelse af avanceret teknologi?
Statuen er berømt for sin perfekte tilvirkning. Den har ingen menneskelige fejl, og dens anatomiske detaljer er forbløffende. Den er perfekt symmetrisk over sin lodrette midterlinie. Mere end noget andet sted i verden er Indien skulpturernes land med millioner af utrolige udhugninger. Alligevel er denne statue i en kategori for sig selv. På grund af dens enorme størrelse er den nødt til at vise selv de mindste anatomiske detaljer, man normalt ikke finder på andre skulpturer.
En mystisk ting ved denne statue er også, at den er perfekt bevaret med så godt som ingen forvitring. Alle sten forvitrer inklusive de sten, det omgivende tempel er bygget af. Men selv om denne statue i mindst 1.000 år har raget op over omgivelserne og været udsat for al slags vejr og vind, ser den ud, som om den var lavet i går. Forklaringen er ifølge videnskabsmænd, at hvert tolvte år bades statuen af dens tilbedere med bl.a. sukkerrørssaft, safranpasta, mælk, san-deltræspulver og mange andre ting i en stor abhiseka-ceremoni. Denne blanding har en bevarende virkning på sten og forhindrer forvitring. Hvordan har fortidens mennesker haft kendskab til en sådan form for stenpleje, som vi ikke kender til i dag?
En besøgende, J. L. Jaini, skrev om Gommateshwara i 1927:
“Denne statues storslåethed såvel som dens rolige og fredsinspirerende tilstedeværelse er velkendt blandt de Jain’er og ikke-Jain’er, der har haft det store held at besøge den. Da jeg besøgte det hellige sted i 1910, mødte jeg nogle engelske mænd og kvinder, der af respekt for den Helllige Statue tog deres sko af og besøgte stedet i bare fødder. De var af samme mening som mig som oven for nævnt. Statuen er 57 fod høj. På trods af det er hvert eneste lem og mindste legemsdel på den af udsøgte proportioner. Det er umuligt at beskrive dens pragt. Enhver, der har haft en chance for at se den, kan let være enig i den hidtige generelle opfattelse. Dette er et svar til nogle kritikere, der kalder Jain’erne for afgudsdyrkere. Jain’erne tilbeder ikke stenen, sølvet, guldet eller diamanterne, som statuerne er lavet af. De tilbeder de kvaliteter af absolut forsagelse af verden, opnåelsen af en uforstyrret harmoni med den Uendelige og identiteten af den befriede sjæl med evig fred, som disse statuer repræsenterer.”