Af Rohininandana Dasa (Oversat af Jesper Frydenlynd)
Hengivne forsøger at forme deres liv omkring Krishna. De ved, at når de begynder at elske Herren Krishna, vil deres hjerter springe ud som blomster i den opgående sol. Så i den tidlige morgenstilhed, længe før postbuddet kommer, er hengivne oppe og er opslugte af åndelige øvelser.
Forestil dig denne scene: Din femårige datter blæser i konkylien for at signalere begyndelsen på arati.
Familiemedlemmer bliver hurtigt færdige med at klæde sig på, påføre tilaka og haster mod tempelrummet.
Din syvårige søn tager mrdangaen frem. Det er hans tur til at føre an. Din datter, som ringer med en klokke i venstre hånd, begynder at ofre ting til Krishna med sirlig koncentration. Din baby svinger gladelig med armene, mens du bærer ham i favnen. Din ægtefælle spiller karatalaer og svajer frem og tilbage til kirtanaens rytme.
Måske er en anden familie på besøg hos jer. De tager del i det og spiller på instrumenter, klapper og danser. Tempoet bygger op. Det lille tempelrum begynder at ryste. Et overrasket postbud kigger ind ad vinduet.
Kan vi gøre det?
Du tænker måske på din egen familie og overvejer: ”Er et morgenprogram som dette muligt for os?”
Ændringer kan være svære at lave, tænker du måske, navnlig sådan én her. Måske føler du dig overmandet af træghed, dine børns modvilje eller din egen mangel på tillid til processen. Så start i det små, også selv om du først er alene om at forsøge at gøre noget for Krishnas fornøjelse. Din beslutning om at gøre det er den halve sejr. Til at begynde med kunne du blot ofre røgelse og en blomst til et billede, mens du sidder foran det og reciterer Hare Krishna. Dernæst kunne du læse lidt af Bhagavad-gita eller Srimad Bhagavatam. Det kan være, det i alt kun varer ti eller femten minutter, men det er en start.
Dine familiemedlemmer viser måske ikke megen interesse til at begynde med, men de vil mærke din entusiasme og dit engagement. Du kan fortælle dem, hvor vigtig du føler, at Krishnabevidsthed er, og hvor meget det ville betyde at dele en lille portion Krishnabevidst tid med dem. Når de først begynder at prøve det, vil vanskelighederne og det mærkelige hurtigt blive glemt. Krishnabevidsthed er naturlig og nem at gå til.
Afstem varigheden af de forskellige aspekter i dit morgenprogram ud fra dine børns entusiasme. Hvis de en dag ikke nyder kirtanaen, så afslut den hurtigere end tiltænkt. De vil føle lettelse i stedet for pres. Hellere, at tingene er kortvarige og gode end udtrukne og påtvungne. Du kan dele en Srimad-Bhagavatam-forklaring op i mindre bidder eller omformulere særligt svære passager. Måske kan du skifte Srimad-Bhagavatam ud med nogle dages læsning af Prabhupada Nectar (en række små bøger med anekdoter om Srila Prabhupada). Alt for at bevare interessen. Som Srila Rupa Gosvami foreskriver: yena tena prakarena manah krsne nivesayet – på én eller anden måde ret dit sind ind på Krishna.
Forældre har en stor udfordring. Børn er stort set blevet befriet fra set-men-ikke-hørt-ideologien. De har en meget større følelse af lighed med voksne i dag og er mindre bange og undertrykte. ”Kernefamilien” har opgivet mange traditioner inden for traditionel familieinteraktion.
Nu skal hver familie etablere sit eget minisamfund. Og forældre skal være helt klar over, hvad de laver og hvorfor, især i deres åndelige liv. Tving et barn, og man risikerer at miste det senere. Srila Prabhupada advarede ofte sine disciple om, at kunsten at føre et åndeligt lederskab betyder at fremmane – ikke kvæle eller dræbe – en persons iboende tilbøjelighed til at tjene og elske Herren Krishna. Så lad være med at ofre selve essensen for det ydre ritual. Hvis et barns interesse er vakt til live, og hvis barnet har det sjovt, vil eksterne ting som lydighed og regulering let følge senere.
Besøg i det store tempel
Når du først har etableret dit lille tempel derhjemme, vil et besøg i det store tempel blive mere betydningsfuldt. Dine børn vil føle sig mindre som tilskuere og mere som deltagere. Hvis de derhjemme er vante til at spille på karatalaer og mrdanga, lave arati, lede kirtana, give klasse, recitere på japa og hjælpe med at tilberede ofringer af mad til Krishna, vil det at besøge et sådant sted, hvor alle disse ting foregår i stor stil, være med til at inspirere dem med friske idéer og entusiasme. Derhjemme vil I således måske bemærke, at de synger en ny melodi eller udvikler deres måde at lave arati på.
Med andre ord vil dine børn ikke se en tur til jeres lokale tempel som en udflugt, der ikke er meget anderledes end en tur i teatret eller cirkus, men mere som en del af det, der allerede er deres livsstil. Krishnabevidsthedens åndelige kultur vil blive solidt forankret i deres hjerter. Og ikke alene vil du føle dig tilfreds med at være vidne til deres åndelige vækst, men du vil opfylde din hellige pligt som forælder – at give dem den bedste start på livet. Som det siges: ”Godt begyndt er halvt fuldendt.”