Af Janardana Dasa

Janardana Prabhu er for øjeblikket på rejse i Sydindien og sender os løbende glimt fra rejsen.

Srinivas Acarya Prabhu er hovedpræst i Simhacalam og tilhører Sri-sampradayen. Sri står for gudinden Laksmi, Herren Visnus ledsager. Sri-sampradayen er en af fire vaisnava-discipelrækker og den mest udbredte i Sydindien. Deres mest fremtrædende acarya i denne linje er Ramanujacarya. Ramanujacarya er for dem, hvad Srila Prabhupada er for os i ISKCON.

Billede af Srinivas og mig

Srinivas Acarya er både venlig og rummelig. Han samlede mig op, da jeg blaffede ned fra templet, som ligger inde i skoven ti km fra Visakhapatnam. Visakhapatnam er en stor by i staten Andhra Pradesh og første stop på min togrejse fra Puri.

Srinivas bor lige uden for skoven, hvor han kører op og ned flere gange om dagen, så han kender vejen godt og ligger godt i svingene. Han har en meget lang sikha, så jeg bliver børstet godt i ansigtet. Men jeg synes, det er cool. Han byder mig på frokost, men da jeg lige har spist anna-prasad i templet, takker jeg pænt nej. Men jeg lover at komme tilbage om et år med min kone.

Srinivas Acarya har jeg virkelig lyst til at møde igen, selv om vores møde kun er ganske kort. Han viser mig, hvor han bor, så jeg er besluttet på at opsøge ham næste år.

Mange Sri-vaisnavaer har taget tilflugt i ISKCON, fordi de er stærke hengivne og sadhuer. De anerkender Srila Prabhupadas unikke bidrag. De har også stor respekt for hengivne fra Vesten. Jeg husker første gang, jeg var i Tirupati i 2004 med Danesa Prabhu. Vi stod i kø i timevis for at få Balajis darshan. Alle i køen blev skubbet videre foran alteret med Balaji og havde knapt et sekunds darshan, men Sri-vaisnava brahmanaerne tog os ud af køen og lod os nyde vores stund, så vi kunne ofre vores ærbødige bønner til Herren Balaji (Venkatesvara, Herren over Vaikuntha)

Lige bortset fra, at jeg blev samlet op på motorcykel, og Kali Yuga er skredet betydeligt frem, var det som taget lige ud af Caitanya-caritamrita, at jeg på min tur til Sydindien skulle blive inviteret på frokost af hovedpræsten i Simhacalam.

Kurma-Deiteten

Templet Simhacalam er et Nrsimhadeva-tempel, og Caitanya Mahaprabhu var her for over 500 år siden på sin sydindiske tur. I mange år har jeg set frem til en dag at rejse i Mahapra-bhus fodspor igennem Andhra og besøge alle de steder, han besøgte. Det har stor betydning for mig at få sat billeder på teksten i vores sastra, litteratur. Jeg tænker, at hvis Guddommens Højeste Personlighed gør det, så er det helt i lod, at jeg følger efter. Det er lige efter bogen for mig, der elsker at rejse og få oplevelsen af, at Krishna ikke bare er med én, men også viser vejen.

Der er noget helt specielt ved at rejse til de hellige steder i Indien. Her fornemmer man historiens gang som beskrevet i skrifterne. Først tog Caitanya Mahaprabhu til Alalanath-templet uden for Puri, hvor han tog afsked med Nityananda Prabhu og fik følgeskab af brahmacarien Kalidasa. Alt dette er beskrevet i Caitanya-caritamrta, Madhya-lila, kapitel 7. Det var efter at have læst dette mange gange, at ønsket om en pilgrimsrejse voksede sig stort.

Efter Alalanath i Orissa gik Mahaprabhu sydpå til Kurmaksetra i Andhra Pradesh. Kurma-Deiteten dér er den eneste af sin slags i Indien, så det er lidt specielt. Templet ligger et stykke ude på landet, så efter en kort togrejse må jeg finde mig et køretøj. Min Kurma-avatar darshan ender med at blive en heldagsbegivenhed. Jeg er heldig igen at få et lift dertil og retur til togstationen på en motorcykel af en venlig mand. Kurma-templet ligger ca. 20 km fra byen Srikakulam, der er en lille by på jernbanelinjen fra Bhubanesvar i Orissa til Chennai i Tamil Nadu.

Srila Prabhupada giver mange detaljer om disse hellige steder i Caitanya-caritamrita, der er oversat til dansk. Blandt andet beskriver han, at både Sripada Ramanujacarya og disciple i Madhvacaryas linje har tilbedt Deiteten. Disse beskrivelser findes i første halvdel af Madhya Lila og kan derfor læses på dansk. Det anbefales, at man erhverver sig et eksemplar af Caitanya-caritamrita fra templet i Vanløse.

ISKCON i Srikakulam

I Srikakulam er der også et lille ISKCON-tempel i udkanten af byen. Det er kun, fordi min chauffør ved, at det ligger der, ellers ville jeg aldrig have været opmærksom på dets eksistens. De hengivne er til min store tilfredsstillelse søde at servere sambar, rasam og ris-prasad, der er traditionel spise i Sydindien. Det er vanskeligt at rejse rundt på tom mave eller kun at spise frugt, så når lejligheden byder sig, sætter man stor pris på den. I ISKCON serverer de heller ikke så stærkt krydret mad, som der ellers bliver serveret lokalt i Andhra. Effekten af megen chilli i maden er ikke lige, hvad man har brug for, når man rejser rundt i Indien.

Næste dag tager jeg toget videre sydpå og overnatter på stationen i Annavaram, hvor der ligger et stort Satya Narayana-tempel. Jeg har bøger og magasiner med på min rejse, så hvorend jeg ser mit snit til at distribuere bøger, kommer de frem. I templet, på togstationen, i toget, i bussen eller bare, når lejligheden byder sig, hvilken den gør hele tiden.

Det spiller ikke altid så stor rolle, om jeg forstår, hvem eller hvad der bliver tilbedt. Når jeg distribuerer bøger, går det altid op i en højere enhed. Enheden er Sri Krishna. Blandt hengivne er der faktisk ikke så meget at være uenige om, for målet er at tilfredsstille Krishna. Alt andet er midlertidigt. Derfor fortsætter hengivne med blot at hengive sig til Krishna, og så går det uønskede midlertidige væk.

Derefter besøger jeg Rajahmundry, der ligger ved floden Godavari. Her havde Caitanya Mahaprabhu samtaler med Ramananda Raya. Dette er også beskrevet meget udførligt i Caitanya-caritamrta.

Godavari er en stor hellig flod, så jeg tager mig et dyp og leder kirtana i ISKCON-templet om aftenen.
Kirtana og sang af Krishnas navne er den bedste måde at tilbede Krishna på. Hans navne ændrer sig ikke, hverken på tværs af grænser eller tidsaldre. Nemt at formidle og engagere sig selv og andre i. Her er jeg for første gang i et land og en by, hvor jeg ikke taler sproget, men fremgangsmåden i tilbedelse af Krishna er den samme overalt. Jeg kender ingen, men Srila Prabhupada og Krishna kender os alle sammen.