Af SB Kesava Swami (Oversat af Jesper Frydenlund)
Tanker om ydmyghed har kørt rundt i hovedet på mig. Storslåede bønner understreger, at man skal være mere ydmyg end et græsstrå, mere tolerant end et træ og parat til at tilbyde alt til andre, mens man ikke ønsker noget for sig selv.
Faktisk er påbuddet så afgørende, at en helgen har rådet spiritualister til at binde det om halsen og bære det konstant. Det lader til, at et ydmygt sind er nøglen til at åbne op for de åndelige oplevelsers skattekammer. At være ydmyg er faktisk helt utroligt befriende.
Frihed fra forventninger –
en ydmyg person bliver ikke forstyrret af svigt og skuffelser. Personen ser sig selv som et redskab i den guddommelige plan og arbejder samvittighedsfuldt og beslutsomt, men forbliver internt afhængig af den guddommelige vilje, omhyggelig med at undgå at opstille personlige forventninger og krav til, hvordan livets begivenheder og alskens interaktioner skal foregå.
Frihed fra selvhøjtidelighed –
en ydmyg person er glad for at være sig selv. Der er ingen falske forudsætninger, ikke noget billede, som personen ønsker at projicere af sig selv til verden, eller noget pres for at være en bestemt type person. Personen erkender, at hvad end han/hun har fået i form af karakter og evner, er skænket af det guddommelige, og anvender det gladeligt til det guddommelige. Personen har ikke noget ønske om at være den bedste, men er langt mere optaget af at gøre sit bedste.
Frihed fra skyld –
en ydmyg person tager ansvar for, hvad end der sker i hans liv. I alle situationer er den ydmyge person klar til at lære, ændre sig og vokse, idet personen omhyggeligt undgår fristelsen til at skyde skylden på andre. Personen er helt klar over, at hvis der peges en finger mod en anden, er der straks tre fingre, der peger tilbage på personen selv.
Frihed fra isolation –
en ydmyg person kan se guddommelig involvering i enhver situation og dermed føle sig støttet og beskyttet. I tider med succes og fremgang udvikler personen følelsen af taknemmelighed og påskønnelse for den guddommelige venlighed. I tider med kriser og omvæltning er personen taknemmelig for læringen og anerkender værdien af ”kærlighedens smerte”.
I et forsøg på at blive tigger beder vi om ydmyghed og håber, vi en dag kan opleve den frihed, der kommer af glædelig ubetydelighed.
”Den, der ikke er misundelig, men er en barmhjertig ven mod alle levende væsener, som ikke anser sig selv for en ejer af noget og er fri for falsk ego – sådan en hengiven af Mig er Mig meget kær.” (Bg. 12.13)