Den 14. december er det Gita-jayanti, der er dagen, da Bhagavad-gita blev talt. Derfor er december for mange hengivne en måned, der er viet til distribution af Bhagavad-gita og anden transcendental litteratur i form af Srila Prabhupadas bøger.

Mange hengivne over hele verden skubber alt andet til side for at gå på gader med bøger i favnen og tilbyde dem til folk i deres juletravlhed eller gå dør til dør med samme formål.

For mange er det svært til at begynde med. Det kræver overvindelse at kunne nærme sig alle slags mennesker, og man skal være tolerant for at kunne acceptere alle de afvisninger, man får. Men gør man det utilknyttet for oplevelsens skyld, for at glæde Krishna og Prabhupada og for at berige sine medmennesker med transcendental viden uden at spekulere så meget på, om resultatet er stort eller lille, vil man også få mange dejlige oplevelser. Man mærker direkte, hvordan Krishna kan bruge én til at forbinde med andre mennesker og gøre en forskel i deres liv.

En god måde at blive inspireret på er at besøge hjemmesiden https://www.iskconbookdistribution.com/. Her deler hengivne fra hele verden deres oplevelser med distribution af Srila Prabhupadas bøger. Inden for bare den seneste måned har man kunnet læse, hvordan en fyr ved navn Dylan for syv år siden gik gennem en park, hvor nogen gav ham Bhagavad-gita. Han læste den fra ende til anden og begyndte at recitere Hare Krishna, lytte til Prabhupadas forelæsninger og praktisere Krishnabevidsthed hjemme hos sig selv. For nylig er han begyndt at komme i et tempel sammen med sin kæreste for at gøre yderligere fremskridt i Krishnabevidst.

En hengiven fra New Zealand fortæller, hvordan han mødte en mand, der var på vej i fængsel og blev så inspireret, at han tog Bhagavad-gita med sig for at læse den i fængslet, så han kunne blive et bedre menneske og få et nyt liv.

En dame ved navn Faith kom til en hengiven og hendes bogbord. Hun pegede på Bhagavad-gita og fortalte: ”Jeg har den bog på mit natbord og læser i den hver aften.” Hun gik straks med til at købe hele Srimad-Bhagavatam-sættet. Hun betalte med penge, hun netop havde tjent ved at være bloddonor, og som skulle være brugt til at tage på ferie for. I stedet brugte hun dem glad på Srimad-Bhagavatam.

En hengiven stod i kø i supermarkedet, da en ung mand gik forbi. Den hengivne sagde ”Hej,” og den unge mand svarede: ”Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig.” Den hengivne troede, han forvekslede ham med en anden, men fyren fortsatte: ”Nej, dig. Du gav mig en Bhagavad-gita sidste år, og jeg har allerede læst den to gange. Jeg vil hen og synge Hare Krishna sammen med jer.” Han fik et kort med, kom næste dag, fik prasadam og gik derfra med et helt sæt af Srimad-Bhagavatam.

To mauri-fyre, der var fætre, dukkede op kronragede med sikhaer og tilaka i et Hare Krishna-center i New Zealand. Ingen kendte dem. Det viste sig, at de havde fået Chant and Be Happy fra en søster, der havde købt den på gaden. Efter at have læst bogen blev de overbevist om, at de skulle holde op med at ”leve som dyr” og opsøge hengivne. De havde fået fat på dhotier og tilaka og klædte sig som vaisnavaer. Efter at de havde søgt i seks måneder fandt de frem til de hengivne.

En hengiven i Israel kører taxi og distribuerer bøger til sine kunder. Han kørte en 90-årig dame, der blev fascineret af en af bøgerne. To dage efter kørte den hengivne igen med hende. Hun fortalte, at hendes datter kender til bøgerne, og de diskuterede dem sammen. Så igen et par dage senere ringede hun til den hengivne og bad om to bøger mere til at give som gaver. Hendes hjælper kom og hentede dem.

En bogdistributør havde netop parkeret sin bil, da en ung mand åbnede passagerdøren og begyndte at tale til ham. Den hengivne så lidt overrasket på ham, og den unge man blev forskrækket. Han var gået ind i den forkerte bil. Hans kone sad i bilen ved siden af, og bilerne lignede hinanden. Fyren undskyldte, men den hengivne skyndte sig at vise ham Bhagavad-gita. Fyren gav gladelig en donation og tog imod bogen.

Sadhavi Devi tager bøger med sig, når hun går en tur. Siden Covid 19 er folk blevet meget modtagelige. Hun sidder på en bænk og reciterer Hare Krishna, og folk kommer forbi. Hun taler til dem, siger noget pænt om dem og bliver venner med dem. En dag kom to damer forbi. De endte med at sidde og synge Hare Krishna sammen med Sadhavi í fem minutter. De skiftedes til at lede. Derefter gik de med hen til bilen, tog fem bøger og sagde, at de ville til at være vegetarer. En anden dag reciterede en ung kvinde to runder med hende og tog tre bøger med sig. Dette sker flere gange om ugen.

Lomancita distribuerede bøger, prasadam og invitationer i Tjekkiet, mens andre hengivne sang i nærheden. Han gik hen til en midaldrende kvinde, der lyttede og betragtede de hengivne opmærksomt. Han tilbød hende noget prasadam.

”Nej tak, jeg behøver ikke noget,” svarede hun.

”Det er en gave,” sagde Lomancita. ”Det koster ikke noget.” Hun tog imod det. Lomancita tilføjede: ”Gaver er det mest kostbare.”

”Hvad kan jeg give til gengæld?”

”Du har allerede givet mig din værdifulde tid, men hvis du vil, kan du give det bedste, som du kan.”

Hun gennemsøgte sine lommer og sin taske og fandt en pakke knapper. Hun åbnede pakken og gav ham halvdelen. ”Er det i orden?” spurgte hun.

Lomancita svarede ja, men tænkte, at det var en lidt usædvanlig donation: knapper.

Lidt efter kom hun tilbage og sagde: ”Du havde ret. Gaver er det mest kostbare.” Hun gav ham en konvolut. Han åbnede den og kiggede ned i den én gang, så endnu en gang og også en tredje gang. Indeni lå 500 euro. Han så på hende og ville give hende noget mere. Hun sagde: ”Det er der ingen grund til. Alt er i orden. Han ved det.” Så gik hun. Men hun havde ret. Krishna vidste det.

Bhakta Jad fortæller fra Paris:

”Vi havde en gammel arabisk udgave af Bhagavad-gita, så jeg besluttede at prøve at distribuere den. Efter en time eller to kom en arabisk kvinde hen for at se bøgerne, jeg distribuerede. Jeg viste hende Perfekte Spørgsmål, Perfekte Svar på arabisk. Jeg forklarede, at den åndelige mester, der skrev denne bog, vil hjælpe hende til bedre at forstå, hvad virkelig religion er, og udvikle hendes kærlighed til Gud. Hun blev meget glad over det, jeg sagde, og spurgte, om hun måtte give en lille donation. Så gav hun ti euro. Med det samme tog jeg den gamle Bhagavad-gita frem og sagde: ”Tag også denne bog med!” Hun ville ikke have den, så jeg sagde: ”Tag venligst denne bog på grund af kærlighed til Gud. Ved at læse den vil hele dit liv blive lykkeligt.”

Hele tiden talte vi på arabisk, og her begyndte hun at græde. Jeg spurgte hende, om hun græd, fordi solen skar hende i øjnene. Hun sagde nej. Jeg spurgte, om jeg havde sagt noget forkert.

Hun svarede: ”Nej, jeg græder, fordi jeg har en tid i mit liv med en masse vanskeligheder, og jeg ved, at Gud sendte dig for at møde mig, så jeg kunne få denne bog.” 

Hun fik en adresse til templet og gik derfra med et stort smil på ansigtet.

En anden dag mødte jeg en muslim, der var sammen med sin kone og datter. Konen ville ikke tale med mig, men manden gjorde det alligevel.

Jeg spurgte, om han kunne læse arabisk, og han svarede ja. Jeg begyndte at prædike lidt om, at alle religioner er ægte, hvis vi virkelig følger dem rigtigt, og at målet med alle religioner er at udvikle vores slumrende kærlighed til Gud. For hvert minut smilede han mere og mere. Til sidst sagde han til mig: ”Det er helt forbløffende, for her til morgen sagde jeg til min mor, at jeg aldrig møder folk på gaden, der taler pænt om Gud, og jeg fortalte hende, at jeg godt kunne tænke mig at møde nogen i dag, der gør det. Jeg har aldrig mødt nogen, der taler om Gud ligesom dig. Noget i mit hjerte er rørt, men jeg kan ikke forklare hvad.”

Jeg svarede, at jeg blot prøver at gentage, hvad jeg har hørt fra den bedste tjener af Gud: Hans Guddommelige Nåde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada. Han tog to små arabiske bøger med sig og gav mig sit telefonnummer.”

Læs Prabhupadas bøger

Før vi distribuerer bøger til andre, er der dog en ting, der kommer først. Vi skal selv læse dem! En af verdens kendteste bogdistributører, Navina Nirada fra Schweiz, mener, at kun 10 procent af alle ISKCON’s hengivne læser Prabhupadas bøger fast. Forhåbentligt har han ikke ret i det, men at alt for mange hengivne ikke benytter sig af den fantastiske transcendentale litteratur, som vi er blevet givet, er sandt. Det er en skam, for det er sådan en tilfredsstillelse at læse dem, og man bliver den klogeste og viseste person på Jorden ved at gøre det. En ide er derfor, at vi alle kunne fejre Gita-jayanti i år ved at sætte en fast tid af hver dag til at læse i Bhagavad-gita, ideelt en times tid eller mere. Vores liv vil blive løftet til en ny dimension, og vi vil automatisk få lyst til at dele det, vi læser, med alle andre.