ISKCON’s øverste ledende organ er The Governing Body Commission (GBC), som Srila Prabhupada overdrog sin autoritet til efter sin bortgang i 1977. GBC mødes hvert forår i Sridhama Mayapur, Indien.
I år fandt mødet sted fra den 11. til den 22. februar med deltagelse af samtlige rådets 35 medlemmer. Traditionen tro er GBC’s resolutioner for 2020 nu blevet offentliggjort for alle ISKCON’s medlemmer at læse.
HH Ramai Swami er valgt som GBC’s formand for 2020 med Bhakti Caitanya Swami som første viceformand, Bhanu Swami som anden viceformand og Gopal Krishna Goswami som GBC’s sekretær.
GBC’s samlede budget for 2020 er på 11.067.000 indiske rupier. Det svarer til knap én million kroner, hvilket mange sikkert vil anse for beskedent for en international organisation af ISKCON’s størrelse. Dette beløb er naturligvis fordelt på mange forskellige poster og ministerier.
Blandt årets specifikke resolutioner kan bemærkes, at der skal etableres mere træning af nye GBC-medlemmer, der skal gøres noget for at beskytte medlemmer af ISKCON imod overgreb i privathjemmene, og ugen før Srila Prabhupadas ankomst til Amerika skal fremover være helliget til læsning af Srila Prabhupadas bøger. Denne uge falder i år mellem den 3. og 9. september.
Det er også blevet vedtaget, at ingen bøger eller andre ting må sælges eller reklameres for fra ISKCON’s officielle talerstole såsom forelæsninger fra templerne. Det eneste, der må promoveres derfra, er Srila Prabhupadas bøger.
Alle ISKCON’s templer opfordres til at anvende ghee i deres madlavning i stedet for olie, og der vil blive gjort en indsats for at forstærke vigtigheden af den årlige festival i Sridhama Mayapur, ISKCON’s verdenshovedkvarter. Bl.a. opfordres alle GBC’s medlemmer plus ISKCON’s andre ledere, guruer, sannyasier osv. til at deltage i festivalen hvert år. Srila Prabhupada var altid selv til stede under festivalen fra først til sidst og udtrykte sit ønske om, at som årets vigtigste begivenhed for ISKCON er det noget, som alle ISKCON’s medlemmer bør være med til.
Som altid blev det også besluttet, hvilke GBC-repræsentanter har ansvar for hvilke forskellige områder i verden. Således er Praghosa Dasa fortsat GBC-sekretær for Danmark, som han har været det i de sidste ti år.
Alle resolutionerne kan læses i deres helhed på http://www.dandavats.com/?p=85126 eller http://gbc.iskcon.org/.