Af Lalitanatha Dasa
Hvis man virkelig ønsker at gøre sit liv fuldkomment og blive helt Krishnabevidst i dette liv, så man efter døden kommer hjem til Krishna uden at skulle tilbage til denne materielle verdens kredsløb af fødsel og død, er det altafgørende, at man etablerer et forhold til en åndelig mester.
Ingen kommer til Krishna direkte. Vejen går altid igennem en forbindelse til en mere avanceret hengiven, som man accepterer som sin åndelige mester.
Srila Rupa Gosvami nævner i Bhakti-rasamrta-sindhu denne accept af en åndelig mester som det vigtigste skridt for enhver, der seriøst ønsker at praktisere hengiven tjeneste. Nøglen til at gøre fremskridt fra den hengivne tjenestes indledende begynderstadie til de mere avancerede niveauer er og bliver, at man forbinder sig med og bliver initieret af en ægte åndelig mester. Srila Prabhupada citerer Srila Rupa Gosvami i sin Nectar of Devotion:
”Han [Rupa Gosvami] nævner de grundlæggende principper som følger: (1) acceptere beskyttelse under en ægte åndelig mesters lotusfødder, (2) blive indviet af den åndelige mester og lære fra ham at udføre hengiven tjeneste, (3) adlyde den åndelige mesters ordrer med tro og hengivenhed, (4) følge i fodsporene på store acaryaer (læremestre) under vejledning af den åndelige mester, og (5) forhøre sig hos den åndelige mester, hvordan man gør fremskridt i Krishnabevidsthed.”
Derfor vil det altid være en af ISKCON’s vigtigste pligter at kunne tilbyde initiering til alle interesserede, der ønsker at gøre deres liv fuldkomne ved at blive helt Krishnabevidste. Af den grund introducerede Srila Prabhupada initiering på et meget tidligt tidspunkt i ISKCON’s historie i 1966, da de fleste nytilkomne dårligt nok vidste, hvad initiering og en åndelig mester var. Srila Prabhupada sikrede også, at initieringsprocessen fortsatte efter hans bortgang, så der nu er flere hundrede tusinder initierede hengivne verden over.
Faktum er dog, at det seneste årti har der været en slags flaskehals med hensyn til initiering af nye hengivne. Mange interesserede har haft svært ved at finde åndelige mestre, og mange steder bliver nytilkomne til ISKCON slet ikke opfordret til at lade sig initiere i samme omfang som tidligere. En grund til dette er, at der er opstået en mangel på åndelige mestre, der er til rådighed til at initiere. Dette skyldes dels, at ISKCON oplever en tilgang mange steder i verden, dels at de fleste af ISKCON’s nuværende initierende åndelige mestre er oppe i årene og i mange tilfælde ikke længere kan tage sig af så mange disciple, som de tidligere kunne.
Derfor har ISKCON’s GBC (Governing Body Commission, ISKCON’s øverste styrende råd, som Srila Prabhupada overdrog sin autoritet til ved sin bortgang) netop vedtaget to resolutioner, hvis formål er at give mange flere hengivne og interesserede adgang til at blive initieret og forbinde sig med Krishna via en tæt forbindelse til en åndelig mester. Den første af disse resolutioner lyder:
“GBC forpligter sig hermed til at forøge antallet af diksa-guruer i ISKCON ved systematisk og i rette tid at facilitere en ny generation af diksa-guruer, før den nuværende generation af guruer er gået bort. GBC accepterer også princippet om, at antallet af diksa-guruer så vidt muligt skal afspejle ISKCON’s virkelige størrelse, og at fremtidens system hælder mere til at have mange lokale diksa-guruer med færre disciple i stedet for nogle få internationale guruer med mange disicple. Ydermere indebærer dette program også nødvendigheden af at anse det for en mere naturlig ting for disciple, der er prominente siksa-guruer, at initiere, selv mens deres egne diksa-guruer stadig er til stede.
GBC vil derfor indlede et program, hvis formål er at have en ny generation af diksa-guruer på plads inden for de næste fem år (mens den nuværende generation af diksa-guruer kan forventes stadig at være hos os) og samtidig også arbejde på at forøge det samlede antal diksa-guruer generelt.”
Der er flere ting at bemærke ved denne resolution, der ligner et paradigmeskifte i ISKCON’s guru-filosofi. En er erklæringen om, at antallet af diksa-guruer skal afspejle ISKCON’s virkelige størrelse. Situationen er, at ISKCON i dag ikke har flere åndelige mestre, end der var i slutningen af 1980’erne, imens antallet af mennesker, der er knyttet til ISKCON i dag, er mindst 50 eller 100 gange større end i 1980erne. Alene dette faktum råber på mange flere åndelig mestre.
Det er også interessant, at resolutionen tilstræber, at åndelige mestre skal være lokale. I dag har de fleste af ISKCON’s åndelige mestre disciple over hele verden, og mange af dem har rigtigt mange disciple, i nogle tilfælde mange tusinde. Det gør det svært for de fleste disciple at have et tæt forhold til deres åndelige mester. Hvad mere er, skriver Srila Prabhupada i Caitanya-caritamrta, at det mest normale er, at en åndelig mester er en lokal hengiven, der har instrueret én fra begyndelsen. Derfor udtrykker resolutionen en hensigt om, at fremover skal der være mange flere åndelige mestre, der virker lokalt og generelt ikke har flere disciple, end de selv kan tage sig af direkte.
Resolutionen anerkender også, at det haster. Da de fleste af de nuværende åndelige mestre er oppe i årene, vil ISKCON om fem eller ti år stå helt uden åndelige mestre, hvis der ikke omgående bliver etableret en ny generation af åndelige mestre.
Endelig gør resolutionen definitivt op med den opfattelse, at en hengiven ikke kan initiere disciple, så længe hans åndelige mester stadig er i denne verden. Denne opfattelse er en væsentlig grund til, at de næste generationer af hengivne efter Srila Prabhupadas direkte disciple ikke er blevet rykket op til også at være åndelige mestre. Resolutionen anerkender, at denne opfattelse er nødt til at vige, hvis ISKCON fortsat skal kunne tilbyde det nødvendige antal åndelige mestre for at opfylde sit egentlige formål, der er at sprede Krishnabevidsthed til et stadigt voksende antal mennesker på denne planet.
I en uddybende forklaring til forslaget gør resolutionens forslagsstillere også opmærksom på, at denne opfattelse af, at en discipel aldrig kan initiere i sin åndelige mesters tilstedeværelse, hviler på et usikkert grundlag. Det er selvfølgelig korrekt, at en hengiven ikke kan begynde at initiere på eget initiativ, mens hans åndelige mester stadig lever. Men intet forbyder en åndelig mester at bede en discipel om at begynde at initiere sine egne discipel, selv om han (den åndelige mester) stadig lever og er aktiv. Srila Prabhupada nævner selv dette mange steder, og inden for vores tradition har det været helt normalt, at kvalificerede hengivne initierer deres egne disciple, mens deres åndelige mester stadig lever. Srila Bhaktisiddhanta begyndte at initiere disciple i 1906 i tilstedeværelse af sin åndelige mester, og Bhaktivinoda Thakura initierede også disciple, mens hans åndelige mester stadig levede.
Af den grund drejer den anden resolution sig direkte om spørgsmålet om hengivne, hvis åndelige mestre stadig lever. En GBC-resolution i 2019 gjorde det til en bureaukratisk indviklet procedure for sådanne hengivne at begynde at initiere. I erkendelse af, at det netop er fra denne gruppe af hengivne, at en stor del af ISKCON’s fremtidige diksa-guruer skal komme, forenkler denne resolution proceduren, så sådanne hengivne blot skal have deres åndelige mesters instruktion eller godkendelse og derefter gennemgå den samme godkendendelsesprocedure som alle andre hengivne. Derfor står der i denne resolution:
“GBC er enig, at ændringen, der i 2019 blev accepteret til ISKCON Lov 7.3.2, unødvendigt vanskeliggør videreførelsen af guruskab i ISKCON til de(n) næste generation(er). Det er derfor vedtaget, at ISKCON Lov 7.3.2 føres tilbage til den tidligere formulering således:
“Som det blev lært af Srila Prabhupada, vil etiketten med ikke at initiere i tilstedeværelsen af ens diksa-guru stå ved magt i ISKCON. Imidlertid lærer Srila Prabhupada og historiske fortilfælde os også, at disciple kan sommetider initiere i den fysiske tilstedeværelse af deres diksa-guruer, hvis de får ordre til det af dem. I et sådant tilfælde skal disciplen gå igennem den normale procedure i forbindelse med at begynde på tjenesten som diksa-guru.””
Håbet er, at disse netop vedtagne resolutioner fremover vil gøre det muligt for mange flere hengivne at blive initieret. Vi kan derfor vente at se flere initiativer fra GBC og andre af ISKCON’s mere ledende instanser. Samtidig kan en del af initiativet også komme fra alle os almindelige hengivne. Således lægges der på GBC’s officielle hjemmeside op til, at hvis en aspirerende discipel ønsker at få en bestemt hengiven til guru, selv om denne hengivne endnu ikke er blevet godkendt til at være initierende guru, kan den aspirerende discipel også sætte godkendelsesprocessen i gang. Det formuleres således (efter en liste over de hengivne, der nu er godkendte som initierende åndelige mestre):
”Denne liste giver kun navnene på guruer, der for øjeblikket accepterer disciple, men aspirerende disciple er ikke begrænsede til denne liste i deres søgen efter en guru. Hengivne i ISKCON er frie til at henvende sig til enhver ISKCON-hengiven, der er i god status, uanset om han er på denne liste eller ej, med disse forbehold:
1) Hvis den eventuelle guru er discipel af Srila Prabhupada eller af en bortgået guru og ikke har gennemgået udnævnelsesprocessen, skal denne eventuelle guru igennem udnævnelsesprocessen for at kunne acceptere disciple.
2) Hvis den eventuelle guru er discipel af en levende guru, skal denne eventuelle guru indhente tilladelse fra sin guru til at initiere og derefter gå igennem den faste udnævnelsesproces.”
Alt dette burde være gode nyheder for mange af ISKCON’s tilhængere, også her i Danmark. Håbet er i hvert fald fra GBC’s side, at dette forslag bliver indledningen til, at de mange interesserede, der kommer til ISKCON i disse år, rent faktisk også gives mulighed for at følge den Krishnabevidste proces hele vejen igennem ved at etablere forhold til en åndelig mester og blive fuldt trænede og dedikerede hengivne.