Af Caitanya Carana Dasa
De daglige nyheder om korruption, nepotisme, favorisering og uærlighed hænger os ud af halsen. Politikerne hævder: ”Uddannelse i etik og værdier er løsningen.” Men kender de fleste folk ikke allerede godt fra ondt? Det tror jeg, men folk synes bare, at de klarer sig bedre i livet uden at følge moralske leveregler. Moralisternes formaninger og politikernes lovgivning inspirerer dem ikke til at tænke anderledes.
At leve efter moralske principper er som at følge færdselsreglerne for at komme uhindret og sikkert frem. Formålet med at køre i bil er imidlertid ikke at følge færdselsreglerne, men at nå frem til sit endemål med rejsen. Hvis en bilist synes, at færdselsreglerne sinker eller hindrer ham i at nå hans bestemmelsessted, bryder han dem sandsynligvis, hvis han kan slippe godt fra det.
Ligesom en slags færdselsregler befordrer moralske principper, at omgangen mennesker imellem sker efter en vis orden. Moderne uddannelse lærer os imidlertid intet om, hvad målet med dette eller med selve livet er. Følgelig kan folk være moralske af hensyn til kultur eller tradition, men opgive moral, når de trues eller fristes af omstændighederne. Endnu værre er det, at det moderne forbrugersamfunds mål som berømmelse, rigdom, luksus, magt, nydelse og prestige opmuntrer til og endog nødvendiggør umoralsk adfærd. Bhagavad-gita (16.8-15) forklarer, at et materialistisk livssyn leder til umætteligt begær og grådighed, der leder til korrupte handlinger. Når folk omgives og bombarderes af materialistiske tillokkelser, kan de synes, at de står til at tabe meget og intet vinde ved at være moralske. Ydermere giver vores Gudløse uddannelse os ingen viden om, at der er højere naturlove, som stiller os til ansvar i et kosmisk regnskab. Vores straffesystems mangler er også alt for velkendte. Resultatet? Moral ser ud til fuldstændigt at kunne undværes, specielt for de drevne og de magtfulde. Hvordan kan vi vente, at banale bemærkninger om at være moralske kan inspirere folk til moral i en sådan atmosfære?
”At være moralsk er at gå glip af muligheder.” Dette mundheld fanger utilitaristens vægelsindede forhold til moral. Ifølge Indiens gamle vediske tekster har moral uden åndelighed intet fundament og er derfor kortvarig. Hvis vi oprigtigt ønsker moral i samfundet, er vi nødt til at have en systematisk åndelig uddannelse, der fokuserer på et konkret mål med livet. De vediske tekster fortæller os om et ikke-sekterisk, universelt åndeligt mål med livet: udvikling af ren kærlighed til Gud. Vi er alle åndelige væsner, og vores formål er at finde glæde i vores evige kærlighedsforhold til det højeste, alt-tiltrækkende åndelige væsen, Gud. Da vi i alt væsentligt er åndelige, finder vi ikke virkelig lykke i materielle anskaffelser, men i en åndelig vækkelse af vores medfødte kærlighed til Gud. Jo mere vi elsker Gud, jo lykkeligere bliver vi.
Kærlighed til Gud resulterer i kærlighed til alle levende væsener som vores brødre og søstre i Guds universelle familie. Når vi elsker alle levende væsener, ønsker vi ikke længere at udnytte eller manipulere andre til fordel for vores egne selviske interesser. I stedet vil vores kærlighed til Gud inspirere os til at elske og tjene hinanden. Dette vil skabe en kultur af varme og tillid, hvilket leder til moralsk adfærd. Dette står i skarp kontrast til den moderne kultur af fremmedgørelse og mistænkeliggørelse, der leder til amoral.
En ægte åndelig levemåde vækker selv på sit indledende stadie vores medfødte værdisystem. Vi indser intuitivt, at Gud er vores største velønsker. Følgelig vælger vi frivilligt og af kærlighed at føre et moralsk liv, der er baseret på åndelige principper, som de er fastsat af Gud, i viden om, at dette er i vores virkelige interesse. Når vi finder indre lykke igennem at elske Gud, bliver vi fri for selviske, begærlige, grådige og egoistiske drifter. Vi vil ikke mere synes, at vi går glip af noget på grund af vores moralitet. Moral er ikke længere det ’vanskelige, men rigtige’ valg. Snarere bliver det den lette og naturlige måde at handle på for vores åndelige vækst.
Nogle vil sikkert tænke:”Alt dette lyder godt, men det er uvidenskabeligt og utopisk.” Med andre ord lever vi en tid, hvor kun det videnskabelige, pragmatiske livssyn anses for rimeligt og acceptabelt. Men er det vediske livssyn virkeligt urimeligt og upraktisk?
Husk på, at videnskaben aldrig har modbevist Guds eller sjælens eksistens. Tværtimod antager reduktionismen, som de fleste videnskabsmænd har valgt som udgangspunkt for deres studium af universet, blot ikke-eksistensen af en åndelig realitet. Påfaldende er det, at selv inden for disse rammer slutter mange videnskabsmænd, at universet ser stærkt ud til at have en superintelligent designer (Gud) og en ikke-materiel kilde (sjælen) til bevidstheden inde i kroppen.
Kærlighed til Gud vil kun virke utopisk, så længe vi ikke kender den logiske filosofi bag denne kærlighed til Gud og den klare vej, hvorigennem man opnår den. Igennem åndelige aktiviteter som bøn, meditation og sang af Guds navne kan hvem som helst erfare åndelig berigelse. Når først vi smager udødelig kærlighed, forstår vi, at det er livets definerende og samlende mål.
Nogle af dem, der er bekendte med episoder i Krishna og Hans hengivnes liv, kan indvende: ”Men Krishna handlede Selv umoralsk somme tider, ligesom Hans hengivne også gjorde det. Hvordan kan tilbedelse af en umoralsk Gud hjælpe os til at blive moralske?”
For at forstå dette må vi først vide, hvad det endelige mål er for al moral. Vi er faret vild i den materielle verdens mørke af uvidenhed og ved ikke, hvad vi bør, og hvad vi ikke bør gøre. Her oplyser moralske regler vejen for os ligesom en lysende fakkel. De beskytter os imod at falde i baghold for vores egne selviske ønsker og holder os på vejen imod vort endelige mål – opnåelse af kærlighed til Krishna og tilbagevenden til Ham.
Men Krishna er kilden til al moral, ligesom Solen er kilden til alt lys. Fordi Han er fuldstændig tilfreds i Sig selv, handler Han kun af uselvisk kærlighed til os, enten for at gengælde vores kærlighed eller for at hjælpe os ved at irettesætte os på vores vildfarne veje. Han behøver ikke moralske leveregler, for Han har ikke det mindste anstrøg af selviske ønsker i Sig. Det er os, der behøver moralske leveregler, fordi vi er fyldte med selviske ønsker.
Hvis vi bliver stolte af vores moral og forsøger at sætte Krishna op imod vores moralske normer, er det som at søge efter Solen med en fakkel. Det er tåbeligt og formålsløst. Når Solen stiger op af sig selv, afslører dens lys dens fulde pragt. Når Krishna på samme måde af Sin egen vilje bestemmer Sig for at åbenbare Sig selv, kan vi forstå Hans rene moral og herlighed. Indtil da er det bedste for os at følge de moralske leveregler samvittighedsfuldt for at glæde Ham, så Han i sidste ende åbenbarer Sig, samtidig med, at vi må passe på ikke at blive stolte af vores retskaffenhed.
Hvis vi accepterer Krishnas position som den Højeste Herre, kan vi forstå, hvordan alle Hans handlinger er moralske. For eksempel stjæler Krishna smør fra hyrdekvindernes hjem i Vrindavana. Men hvordan kan Han anses for at være en tyv, når Han skaber og ejer alting? Han tager rollen som et barn for at gengælde Sine hengivnes moderkærlighed. Når Han i en uartig gavtyvestreg stjæler, gør Han det for at gøre oplevelsen større i deres kærlighedsudvekslinger. Hvordan kan det sammenlignes med os, når vi stjæler, hvilket kun fører til lidelse og straf?
På samme måde tager Krishna rollen som en smuk yngling for at udveksle med de hengivne, der ønsker et kæresteforhold til Ham. Hans kærlighed til gopierne (kohyrdepigerne) bygger ikke på deres kropslige skønhed, men på deres hjerters hengivenhed. Nogle siger, at Krishnas lege med gopierne er som lystne affærer imellem almindelige drenge og piger. Men hvorfor tilbeder stærkt forsagende hellige mennesker, der opgiver denne verdens seksuelle kærlighed som foragtelig og modbydelig, Krishnas lege med gopierne? Selv i dag bliver tusinder af mennesker over hele verden frie for lystne ønsker ved at recitere Krishnas navne og tilbede Ham. Hvordan skulle Han kunne befri Sine hengivne fra lyst, hvis Han selv lå under for lyst?
I krigen imod Kauravaerne ansporede Krishna Pandavaerne til at handle umoralsk. Men i dette tilfælde er Krishna som en myndighed, der sætter politifolk til at bryde fartgrænsen for at fange flygtende tyve. Politifolkene bryder fartgrænserne for at tjene lovens formål. På samme måde brød Pandavaerne nogle moralske leveregler for at tjene et højere formål, som Krishna ville have gennemført: etableringen af et moralsk herredømme ved at fjerne de umoralske Kauravaer fra magten.
Under særlige omstændigheder kan hengivne af Krishna se ud til at handle umoralsk for at gøre Hans vilje, der er for alle levende væseners endelige bedste. Men generelt følger hengivne de moralske leveregler som udtryk for deres hengivenhed til Krishna samtidig med, at uden hengivenhed kunne vi ikke have den indre styrke til at opretholde en livslang overholdelse af moralske principper.
Vi er nødt til at træde varsomt, når det gælder om at forstå Krishnas handlinger, der er hævet over al moral. Ellers kan vi misforstå Ham og forkaste Hans kærlighed, hvorved vi dømmer os selv til at falde ned fra moralens standard og blive her og lide de karmiske reaktioner på vores forseelser.
Hvis vi ønsker varig moral, er det ikke nok med tomme formaninger og virkningsløse love. Så længe man lærer mennesker at stræbe efter materielle mål, vil de synes, at moral er upraktisk eller tilmed uønsket. Kun når man kender til og stræber efter kærlighed til Gud som livets mål, vil moral blive ønskelig og praktisk for én. Derfor behøver vi på samfundsniveau at indføre en ægte åndelig uddannelse og levemåde, der leder til kærlighed til Gud såvel som til indre fuldbyrdelse. På et individuelt plan giver det stor kraft og styrke at få øje på det åndelige grundlag for moral. Det åbner mulighed for, at man kan handle på en måde, der langt overgår apati, stiltiende billigelse, magtesløs beklagelse eller indigneret selvretfærdighed over for umoral.
I kræftsmittet væv kan en enkelt rask celle aktivere hele helbredelsesprocessen. På samme måde kan hver af os aktivere processen til samfundets helbredelse ved at føre et liv af åndelig og moralsk integritet, når kræften af umoral hjemsøger det moderne samfund.
Artiklen er oversat fra Back to Godhead, Jan/feb 2006. Caitanya Carana Dasa, der bor i ISKCON’s tempel i Pune, Indien, udgiver et gratis Internetmagasin, The Spiritual Scientist, som man kan modtage ved at skrive til iyfpune@vsnl.com.