Af Chris Matthews

Denne artikel er fra Back to Godhead 37-04, 2003.

Jeg stiftede først kendskab til Krishna i 1985, da jeg var femten år gammel. Jeg var så heldig at møde nogle meget seriøse disciple af Srila Prabhupada.

De inspirerede et dybt ønske i mig om at praktisere Krishnabevidsthed. Jeg ønskede at stikke af og vie mit liv til Krishna, men andre ønsker vandt over mig.

I 1986 blev jeg introduceret til morfin, der gradvist trak mig ned til de mørkeste dybder af afhængighed. I 1992 begyndte jeg at bryde ind i apoteker for at undgå de frygtede abstinenser, der var blevet hverdag for mig. Jeg tog engang en overdosis og ’døde’ – var i koma i ti minutter. Jeg kom ind på akutvagten, hvor jeg forbandede lægerne, der reddede mit liv. Jeg ønskede ikke at fortsætte med at være i dette levende helvede, og døden virkede som den eneste udvej.

Alle mine forsøg på at forbedre mig mislykkedes. I klare øjeblikke kunne jeg ikke tro, at jeg var faldet til så lavt et niveau. Hvordan havde jeg glemt, at jeg er en evig tjener af Krishna? Hvordan var jeg sunket så dybt ned i illusion? Min kropslige identifikation havde berøvet mig for alle mine aspirationer efter et liv, der var viet til Krishna.

Jeg husker at have tænkt således, da jeg i 1993 ventede på en dom for indbrud i apoteker. Jeg var stadig en dybt afhængig narkoman, en datter var på vej, og jeg begræd, at jeg ikke kunne lære hende om Krishna. Hvordan kunne jeg hjælpe min datter, mens jeg selv var så langt ude?

Fuld af modstridende tanker besluttede jeg mig for aldrig igen at plage mit sind med tanker om Gud. Jeg ville benægte Hans eksistens. Men det er aldrig så ligetil. Krishna slipper aldrig en, der har haft bare så meget som et lille ønske om hengivenhed, og sidder tålmodigt i hjertet og venter.

I 1994 blev jeg dømt til otte år i Tennessees statsfængsel. Jeg begyndte min afsoning med håbløshed og desperation. Min datter fødtes ti dage senere. Jeg var så modløs, at jeg tvivlede på, at jeg nogensinde ville se verden udenfor igen.

Søgen efter frihed

På en eller anden måde besluttede jeg efter kort tid inde i min afsoning, at jeg ville bryde ud – ikke som en fysisk flugt, men som en åndelig frigørelse. Jeg ville forsøge at leve et åndeligt liv i fængslet. Jeg tænkte, at jeg med meditation kunne beholde en vis forstand og normalitet. Jeg læste og studerede alt, jeg kunne. Jeg praktiserede en håndfuld forskellige meditationsteknikker. Jeg studerede islam, buddhisme, kabala, kristendom, advaita-vedanta – alt, der var til at få gennem forskellige fængselsinstitutioner.

De to år, jeg tilbragte i isolation, var en stor mulighed for at gøre min celle til en asrama. Jeg tilbragte talløse timer i meditation, men til ingen nytte. Jeg forsøgte at meditere på en upersonlig opfattelse af Sandheden. Men jeg lærte hurtigt, at forsøget på at gøre sindet stille er, som Arjuna sagde det, ”upraktisk og uholdbart … for sindet er rastløst og upålideligt.” Efter i flere år at have forsøgt teknikkerne, som Krishna beskriver i kapitel seks i Bhagavad-gita, kastede jeg armene i vejret. På trods af alle mine studier og praksis var jeg stadig miserabel. De gjorde ingenting for mig.

For første gang i årevis sendte jeg en simpel bøn til Bhagavan Krishna: “Herre, jeg er vildfaren. Jeg husker Dig. Hjælp mig.”

Nogle få dage senere blev jeg overført til et almindeligt fængsel. På en eller anden måde faldt jeg over adressen på Candrasekhara Dasa fra ISKCON’s fængselsministerium. Jeg skrev til ham, han svarede tilbage, og en måned senere fik jeg en Bhagavad-gita som den er, Hinsides fødsel og død og The Science of Self-Realization. Jeg slugte Sri Krishnas ord og Srila Prabhupadas forklaringer. De gav mig nyt liv. Jeg ejede allerede tre udgaver af Bhagavad-gita med kommentarer fra upersonalister, men Prabhupadas udgave var ligesom at få en hilsen fra en gammel ven. Jeg forstod den meget bedre nu end som femtenårig. Det var så befriende igen at lære om mit forhold til Krishna som Hans tjener. Hvor fjollet det er at meditere på ”Jeg er Brahman” og få at vide, at jeg er Gud, du er Gud, vi er alle Gud – imens jeg var indespærret. Hvordan er Gud blevet låst inde?

Jeg begyndte at recitere Hare Krishna og blev vegetar, selv om min eneste mad i disse år var bønner, macaroni og ost. Jeg lavede en japa-mala (meditationskæde) af et stykke tøj ved at slå 108 knuder på det og binde enderne sammen. Jeg opsatte et lille alter i min celle med billeder fra bøgerne. Jeg lærte at gøre mine arbejdsopgaver for Krishna og arbejdede i en ånd af utilknytning. De fleste indsatte er bitre over at skulle arbejde for staten. Men da jeg blev spurgt, hvorfor det ikke rørte mig, var jeg glad for at kunne fortælle dem, at jeg arbejdede for Krishna.

Jeg følte mig mere fri bag pigtrådshegnet, end jeg nogensinde havde følt mig udenfor. Det var alt sammen Krishnas nåde til en falden hengiven. Tanken om, at Srila Prabhupada havde bragt Krishnabevidsthed til Vesten, hjalp mig til at genfinde mit mistede forhold til skabelsens Herre, Sri Krishna, og bragte tårer til mine øjne, mens jeg reciterede. Jeg var registreret hos Tennessees autoriteter som en forhærdet kriminel. Jeg havde set megen brutalitet i fængslet uden så meget som at blinke. Men her sad jeg og græd over den nåde og medfølelse, der blev vist os igennem gaven i form af mahamantraet, gennem hvilket Krishna smelter selv det hårdeste hjerte og derefter kommer og stjæler det. Da jeg kom ud i juli 2000, var jeg en fri mand i mere end én forstand.

Min nyfundne tjeneste

Sidste år tog en ven og jeg til templet i Atlanta til Gaura Purnima-festivalen. Jeg havde ikke været i et tempel i sytten år. Hvilken lykke det var at have hengivnes selskab og stå foran Deiteterne for at høre den transcendentale lyd af mahamantraet! Denne ansporing fik mig til at beslutte at gøre, hvad mit liv er beregnet til: at tjene Krishna. Jeg vidste bare ikke hvordan.

Efter nogle måneder fandt jeg ud af det. Jeg bestemte mig for at starte en afdeling af ISKCON’s fængselsministerium. Jeg tænkte på, hvor dejligt det ville have været for mig at have haft hengivnes selskab, mens jeg sad i fængsel. Jeg ønskede at give andre den mulighed. Hengivne kan komme ind i fængslerne, ligesom andre grupper kan, men de kan også have kirtana, klasser over Bhagavad-gita og distribuere prasadam, hvilket ingen andre kan.

Mit hjerte følte stor medfølelse med de sjæle, der sad og gik, hvor jeg engang havde siddet og gået. Jeg tænkte på alle de institutioner, hvor jeg havde været, hvor ingen af bibliotekerne havde Srila Prabhupadas bøger. Jeg begyndte at købe alle de af Prabhupadas bøger, som jeg kunne finde antikvarisk, og lagde dem til side for at sende dem videre til nogen. Jeg lagde annoncer ud på Internettet og kom i kontakt med alle stater for at bede om tilladelse til at sende bøger og korrespondenceklasser til indsatte, generelle biblioteker og fængselsbiblioteker. Jeg havde ikke bøgerne eller korrespondencekurserne, men jeg havde en stærk overbevisning og tro på, at jeg tjente Krishna, og at de ville komme ved Hans nåde.

Inden for kun fire uger fik jeg tilladelse fra 76 fængsler til at sende dem bøger, kæder og korrespondenceklasser, og jeg fik alle bøgerne og kursusmaterialerne til at gøre det. Nu beder jeg til, at hengivne vil træde frem og tage ind i fængslerne i efterfølgelse af Srila Prabhupadas eksempel på medfølelse.

Jeg vil gerne takke Candrasekhara Dasa, der har kæmpet uselvisk i seksten år inden for fængselsministeriet med at distribuere bøger, korrespondere med titusindvis af indsatte og være et lysende eksempel i udførelsen af Herren Caitanyas ønske om, at Krishnabevidsthed skal spredes overalt. Candrasekhara Dasas medfølelse nåede mig og mange andre. Men endnu flere har brug for vores hjælp og skal absolut have chancen for at ændre sig og praktisere Krishnabevidsthed.

Den største gave, jeg har fået gennem ISKCON’s fængselsministerium, er en ny chance for at opdrage min datter, der nu er syv, i Krishnabevidsthed. Jeg kan sidde med hende og min forlovedes tvillinger, der også er syv, og recitere japa foran vores Deiteter. Vi reciterer seks runder sammen. Når jeg ser pigerne med deres kæder, bæver mit hjerte. På grund af ISKCON’s fængselsministerium kan jeg nu lære min datter om Krishna. Det er min perfektion som far.