Af Rukmini Walker
Har du hørt det sagt nu om dage, at hemmeligheden til lykke er at sænke sine forventninger? Det giver mening, ikke sandt? Vi lægger ofte så meget pres på os selv eller på hinanden på grund af vores unødvendige eller overdrevne forventninger.
Men forleden dag læste jeg en bemærkning fra Bhaktivinode Thakura, den store lærer i bhakti. Han levede og underviste i det nittende århundrede. Han var en velanset distriktsdommer under den engelske Raj, han havde tolv børn, han sov meget lidt og skrev flittigt på bengalsk, sanskrit og engelsk. Han var ikke en dovendidrik.
I betragtning af hans position fandt jeg det, han sagde, forbløffende, og jeg har tænkt over det siden: Bhaktivinode Thakura sagde, at ydmyghed vil sige ikke at have nogen forventning overhovedet. For mig er det fuldstændigt forbløffende!
Vi lever i en præstationskultur, den amerikanske drøms kultur, en kultur med store forventninger, som vi har arvet fra måske Dickens, men i hvert fald helt sikkert fra englænderne. Hævdvunden visdom fortæller mig, at alt, jeg vil opnå, kan blive mit, hvis jeg bare arbejder hårdt nok og trækker mig selv op ved håret.
Stik imod denne umiddelbare intuition er bhakti-kulturen en modtagers kultur. Jeg tjener og stræber efter at ofre hele mit hjerte og forventer, at nåde vil komme til mig af sin egen søde vilje, hvis og når Sri Krishna og Sri Radha vælger at sende Deres regn af nåde ned over mig. Jo, en forventning om guddommelig nåde.
Så ofte stiller vi urimelige forventninger til de dødelige, der deler vores liv. Men de er blot som mig og så ofte i deres nedslidte situationer ude af stand til at leve op til de høje mål, de sætter for sig selv, eller som andre som mig pådutter dem. Jeg har sommetider urimelige forventninger til min partner, mine børn, mine ansatte, min chef, mine elever eller lærere – det fortsætter i en uendelighed. Det virker på mig, som om denne sænkning af forventninger om mål kan fremkalde en stor ændring, der kan bebude en venligere og mere medfølende verden.
Der er en legendarisk fugl i sanskritlitteraturen, cataka-fuglen. Denne fugl vil ikke drikke fra jordens overflade eller fra en sø eller flod. Den kigger altid op og vælger at fortsætte med at være tørstig, indtil monsunens regn vælter ned fra regnskyerne foroven. Det kræver en masse tålmodighed, ofte ni måneder om året!
Måske dette perspektiv kan afhjælpe følelsen af at være et offer eller stoltheden af at have krav på, som vi så ofte lever efter. Måske vores liv ville være anderledes, hvis vi kunne blive vågne i det indre i vores perspektiv, så vi ikke har forventninger til andre, men stræber efter at elske og tjene i ydmyghed i forventning om en dag at modtage disse svalende dråber af nåde fra oven.
Kilde: https://iskconnews.org/expectations,6770/