Af Lalitanatha Dasa
Templet Hoysaleswara i Halebidu i den indiske delstat Karnataka er et utroligt bygningsværk, der officielt blev opført for 900 år siden. Templet er dedikeret til Siva og Parvati, men har også mange vaisnava-elementer.
Templet vidner om et niveau af teknologisk kunnen, der er svær at forklare med ideen om, at folk på den tid kun havde redskaber som hammer og mejsel til rådighed. Det skal vi se nogle eksempler på i de næste par numre af Nyt fra Hare Krishna.
Et første eksempel møder øjet, når man kommer ind i templet i den lange gang mellem indgangene i nord og syd. På begge sider af gangen står rækker af fire meter høje søjler. Ikke bare bliver man slået af deres perfektion og det imponerende håndværk, der må have ligget i at lave sådanne søjler. Stenarbejdet er så perfekt poleret, at man kan spejle sig i det, og man spørger naturligt sig selv: ”Hvordan i alverden har de overhovedet kunnet lave sådanne søjler?”
Når man kommer tæt på dem, kan man se fine cirkulære ringe løbe rundt om søjlerne. Arkæologerne forklarer, at disse kommer som resultat af drejning. Med andre ord mener arkæologerne, at søjlerne er blevet forarbejdet i en drejebænk eller noget i den retning. Det kan ikke lade sig gøre at få sådanne mønstre på nogen anden måde og da slet ikke med kun hamre og mejsler.
Svaret, at søjlerne er drejede, stiller imidlertid endnu flere spørgsmål, end det giver svar på. Selv i vore dage med vores moderne teknologi ville det være vanskeligt at dreje fire meter høje søjler i en drejebænk. Hvordan var man da i stand til det for mindst 900 år siden i fortidens Indien, hvor man ifølge gængs historieopfattelse ikke rådede over avanceret maskinteknologi?
Et kig ind i Hoyseleswara med nogle af de drejede søjler.
Når man er tæt på søjlerne, kan man se, hvordan fine ringe løber rundt om søjlerne, et træk, der kun kan komme fra drejning i en slags drejebænk.