ISKCON’s Food for Life, verdens største vegetariske hjælpeorganisation, er også rykket ud for at være med til at komme de titusindvis af flygtninge i kølvandet på jordskælvene i Tyrkiet til undsætning.

Hengivne fra Tyrkiet, Ungarn og England arbejder sammen og har bl.a. fået hjælp fra det danske fragtfirma DSV, der har stillet en 26 tons lastbil sammen med en chauffør til rådighed for FFL i Tyrkiet. Lastbilen blev læsset med mad, vand og madlavningsudstyr, imens en separat bil kørte de hengivne fra Istanbul til Hatay og Antakya, de hårdest ramte steder af jordskælvene.

Da der ikke er indkvateringsmuligheder, sover de hengivne i lastbilen sammen med deres udstyr og forsyninger. Regeringen giver hjælpeorganisationer lov til kun at have frivillige på tjeneste 5-7 dage ad gangen, da forholdene er meget strenge, hvorfor FFL roterer med sine folk og også fylder op med nye forsyninger efter den periode. Målet er at uddele mindst 800–1200 varme måltider om dagen til overlevende fra jordskælvet.

Parasurama Prabhu fra England fortæller den 21. februar: ”Travl tid. Ingen taler engelsk her ud over os selv, men sprog er ikke nødvendigt, når man uddeler nødhjælp.

Vi udviklede hurtigt et stærkt bånd med politiet. De er væk hjemmefra på et farligt sted, og det er vi også. De så os stå tidligt op og arbejde hårdt, og et ægte venskab opstod. Religiøse forskelle var uden betydning. Vi var et hold på en mission. De elsker bare prasadam, og vi sørger for at lave en fest ud af det, så snart det er muligt.

Jeg talte med en lokal politimand via Google-oversættelse. Hans familie overlevede, men hans brors familie ligger stadig under ruinerne. 10.000 døde i byen Adyiman. Borgmesteren og regeringsrepræsentanterne er ivrige efter at fortsætte vores samarbejde. Venskaber, der dannes under selvopofrende omstændigheder, er ubrydelige.”

Ønsker man at bidrage til FFL’s hjælp i Tyrkiet, kan man finde mere information på https://krishnatemple.link/turkey.