I 2014 startede Jayapataka Maharaja The Vaisnava Acarya Symphony, et kulturelt projekt, som er en del af et initiativ under FN tiltænkt brug for FN’s diplomater i promoveringen af bæredygtige udviklingsmål.

Ifølge FN’s 2030 Agenda for Sustainable Development fokuserer disse projekter på områder, der er af kritisk nødvendighed for hele menneskeheden og miljøet, med tilslutning af statsoverhoveder, regeringer og de øverste repræsentanter i september 2015 på FN’s møde i New York.

The Vaisnava Acarya Symphony er blevet givet som en personlig instruktion og mission til Bhadra Rupa Dasa, en peruviansk/dansk hengiven, der nu er bosat i Geneve, Schweiz. Hans opgave er at komponere musik til digtene i Vaisnava Padavali ved at bruge deres respektive ragaer (musikskalaer) og talaer (rytmer), sådan som de tilkendegives i hvert digt. Vaisnava-acaryaerne skrev Vaisnava Padavali med over 300 sange, blandt hvilke nogle indgår i vores daglige sadhana.

FN’s officielle magasin har allerede udgivet en artikel af Bhadra Rupa Dasa, der beskrev den særlige åndelige og kulturelle skat, vi finder i de nævnte vaisnava-digte sammen med deres musik, gennem en sammenligning med europæisk kultur og andre gamle kulturer fra rundt omkring i verden. FN’s magasin henvender sig specielt til hele verdens ledere, præsidenter, diplomater og politikere.

The Vaisnava Acarya Symphony sponsoreres af FN og Sony Music. Sony Music vil udgive de resulterende kompositioner internationalt. Helt aktuelt er musikkompositioner af Bhadra Rupa Dasa til otte Ashtapadi’er af Srila Jayadeva Goswami (med deres respektive ragaer og talaer) netop blevet indøvet og optaget i et studie med musikere fra Geneves symfoniorkester midt under karantænen i forbindelse med Covid-19 pandemien (marts-april). Kompositionerne inkluderer opførelser med forskellige guitarer, bambusfløjter og panfløjter fra Sydamerika, De La Calle Quena-fløjten (Bhadra Rupa egen fløjteopfindelse), sang (mandlige og kvindelige stemmer), celloer, violiner, piano, kontrabas og forskellige slags latinamerikansk slagtøj og trommer.

Nogle af disse kompositioner er instrumentale sange, der er inspirerede af bestemte Ashtapadi’er (digtene følger med i en folder sammen med albummet), mens andre kompositioner synges på spansk. Ashtapadi refererer til otte sanskritdigte i Gita Govinda, der er skrevet af Srila Jayadeva Gosvami i det 12. århundrede (før Caitanya-perioden). De beskriver Herren Krishnas skønhed og kærligheden mellem Herren Krishna og gopierne.