I november 2013 fejres bl.a. følgende.
Diwali
Søndag den 3.11
Diwali er den dag, da Herren Ramacandra sammen med Moder Sita, Laksmana og Hanuman vendte tilbage til Ayodhya efter 14 års eksil. Dagen er en af de største festdage i Indien og regnes af mange for starten på det nye år.
Govardhana Puja
Mandag den 4.11
Som barn startede Krishna på denne dag tilbedelsen af Govardhana-bjerget, hvilket endte med at forårsage Indras vrede og få ham til at oversvømme Vrindavana med syndflodsagtig regn. Som svar løftede Krishna Govardhana med Sin venstre lillefinger, og alle Vrindavanas indbyggere søgte beskyttelse under Govardhana.
Bali Daityaraja Puja
Mandag den 4.11
Dette er festivalen til minde om dengang Bali Maharaja overgav sig til Vamana-deva, Herren Krishnas inkarnation som dværg. Vamana-deva narrede hele universet fra Bali Maharaja ved blot at bede om tre skridt land.
Rasikananda Prabhu
Fremkomst mandag den 4.11
Rasikananda Prabhu var Syamanandas vigtigste discipel og prædikede Krishna-bevidsthed i det nordlige Orissa i tiden efter Herren Caitanyas bortgang.
Vasudeva Ghosh
Bortgang tirsdag den 5.11
Vasudeva Ghosh var kendt for sin kirtana. Sri Caitanya-caritamrta fortæller, at når Va-sudeva Ghosh ledte kirtana, smeltede selv træ og sten, når de hørte det. Han forfattede mange sange om Sri Caitanya Mahaprabhu. Vasudeva Ghosh og hans brødre Govinda og Madhava er evige ledsagere af Herren Caitanya og Herren Nityananda Prabhu.
Gopastami, Gosthastami
Søndag den 10.11
Gopastami eller Gosthastami er dagen, hvor Krishna var blevet stor nok til at være en rigtig kohyrdedreng og ikke kun tage Sig af kalvene.
Gadadhara Dasa
Bortgang søndag den 10.11
Gadadhara Dasa var en af Herren Nityanandas vigtigste prædikanter i Bengalen. Han fik utallige syndere og ateister til at tage del i sankirtana-bevægelsen.
Dhananjaya Pandita
Bortgang søndag den 10.11
Dhananjaya Pandita tog del i mange af Herren Caitanyas kirtana–lila’er i Navadvipa. På Herren Caitanyas ordre rejste han vidt og bredt og prædikede Krishna-bevidsthed. Han omtales i Sri Caitanya-caritamrta som en af Herren Nityanandas fortrolige tjenere.
Srinivasa Acarya
Bortgang søndag den 10.11
Srinivasa Acarya var blandt de store hengivne i tiden umiddelbart efter Caitanya. Sammen med Narottama Dasa Thakura og Syamananda Pandita var han med i gruppen, der bragte de første bøger af de seks Gosvamier fra Vrindavana til Bengalen og Orissa. Han omvendte Kong Birahambira til vaisnava-religionen og hjalp med at organisere den første Gaura Purnima-festival, der fejrede Herren Caitanyas fødselsdag, i Kheturi Gram. Han er forfatteren til sangen Sad-goswamy-astakam, en pris til Vrindavanas seks Gosvamier.
Gaura-kisora Babaji
Bortgang onsdag den 13.11
Srila Gaura Kisora Dasa Babaji er åndelig mester til Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati, der igen er Srila Prabhupadas åndelige mester. Gaura Kisora Dasa Babaji var en stor paramahamsa babaji, der levede på tværs af alle sociale regler og normer. Han var indviet discipel af Bhagavata Dasa Babaji, der var discipel af Jagannatha Dasa Babaji.
Meget lidt vides om hans tidlige liv, før han tog babaji. Han fødtes i en vaisya-familie i landsbyen Bagjana nær Tepakhola på bredden af Padma i vore dages Bangladesh. I sit tidlige liv var han kendt som Vansidasa og forsørgede sin hustru og familie som kornhandler. Da hans hustru døde, gik Gaurakisora til Vrindavana, hvor han blev initieret som babaji af Bhagavata Dasa Babaji. Han var i Vrindavana i omkring 30 år. I 1897 kom han til Mayapur, hvor han blev resten af sine dage. I Navadvipa lagde Srila Bhaktivinoda Thakura med det samme mærke til Gaurakisoras utrolige forsagelse, og et tæt forhold udviklede sig imellem de to.
Gaurakisora tiggede en smule ris dagligt og klædte sig i tøj, han fandt ved krematoriepladserne. Han bad aldrig nogen om nogen form for tjeneste. Han sov under et træ og bukkede sig dagligt utallige gange for selv de mindste væsner som blomster, træer og landet omkring ham. Somme tider dansede han på bredden af Ganges og sang ”Gaura, Gaura“. Til andre tider lå han på jorden tilsyneladende bevidstløs. Han vandrede glad fra den ene hule ved Ganges til den anden og anså dem for Sri-Sri Radha-Govindas hellige steder, hvor De havde Deres lege. Somme tider boede han under en båd, der var vendt om med bunden i vejret, og somme tider spredte han fiskeben omkring sig for at få materialister til at tro, at han spiste fisk, så de ville lade ham være i fred. Andre gange sad han og reciterede Hare Krishna ved siden af en latrin eller inde på et toilet af samme grund. Med sin rene karakter tiltrak han alligevel mange mennesker.
Han besøgte tit Bhaktivinoda Thakura og hørte ham forelæse over Srimad-Bhagavatam. De to paramahamsaer sad jævnligt sammen og diskuterede Krishna. Gaurakisora kunne hverken skrive eller læse, men Bhaktivinoda anså ham alligevel for den mest lærde person.
Bhaktivinoda Thakura gav sin søn Bimal Prasada, der senere blev kendt som Bhaktisiddhanta Sarasvati Gosvami, ordre til at lade sig indvie af Gaurakisora Dasa Babaji. Gaurakisora ville slet ikke acceptere disciple, men efter længere tids insisteren fra Bimal Prasada endte han i år 1900 med at indvie ham med navnet Varsabhanavi-devi-dayita Dasa.
I 1908 blev Gaurakisora blind og holdt op med at rejse, men blev på ét sted og reciterede konstant Krishnas navn. Engang tilbød Bhaktisiddhanta Sarasvati at tage ham til en øjenlæge i Calcutta. Han nægtede med ordene: ”Aldrig! Ingen skal få mig til at tage til den materielle verden.”
Den 17. november 1915 gik Gaurakisora dasa Babaji Maharaja bort. Hans krop er anbragt i en samadhi-grav i Caitanya-matha-templet i Mayapur.
Bhisma Pancaka
Fra onsdag den 13.11 til søndag den 17.11
Bhisma-pancaka er et særligt løfte (vrata), som vaisnavaer kan følge i de sidste fem dage i måneden Damodara (Karttika). Under dette løfte spiser man kun frugter og rødder og ingen former for korn. Nogle hengivne spiser kun panca-gavya, koens fem produkter – komøg, kourin, komælk, ghee og yoghurt.
Hvis man af en eller anden grund ikke har kunnet overholde hele fasten i Caturmasyas fire måneder, kan man ved at følge Bhisma-pancaka få den samme gavn, som hvis man faster i hele Caturmasya.
Bhugarbha Gosvami
Bortgang lørdag den 16.11
Bhugarbha Gosvami var en af de første hengivne, der slog sig ned i Vrindavana på Caitanya Mahaprabhus tid kort tid før, at de seks Gosvamier kom dertil. Hans nære ven var Lokanatha Gosvami. På Sri Caitanya Mahaprabhus ordre fandt de sammen mange glemte hellige steder i Vrindavana. Bhugarbha Gosvami omtales næsten ikke i Sri Caitanya-caritamrta, for han ønskede ikke sit navn nævnt i bogen. Men man ved, at for at undgå materielle forstyrrelser tilbedte Han Krishna i en hule. Af den grund fik han navnet Bhugarbha (bhu betyder ’jord’, garbha betyder ’hule’ eller ’skjult sted’)
Kasisvara Pandita
Bortgang lørdag den 16.11
Kasisvara Pandita var Herren Caitanyas Gudsbroder. Med andre ord var han også discipel af Srila Isvara Puri, og han var en af dennes personlige tjenere. Kort tid før Isvara Puri forlod verden, gav han Kasisvara Pandita og en anden hengiven, Govinda Dasa, ordre til herefter at blive Caitanya Mahaprabhus personlige tjenere. Følgelig gjorde Kasisvara Pandita tjeneste i mange år som Herren Caitanyas livvagt i Jagannatha Puri. En anden af hans opgaver var at servere prasada til alle de hengivne efter kirtana.
Sri Krishna Rasayatra
Søndag den 17.11
Sri Krishna har to to rasa-danse om efteråret på de to på hinanden følgende fuldmånenætter i måneden Damodara. Den anden rasa-dans kaldes rasayatra og fejres specielt i Bengalen, imens den første er den, der mest bliver fejret i Vrindavana. På rasayatra skal Radha og Krishna tilbedes med masser af blomster.
Tulasi-Saligramas bryllup
Søndag den 17.11
Dette er brylluppet mellem Srimati Tulasi-devi, der har antaget formen som den hellige tulasi-plante, og Sri Krishna. Denne lila bliver bl.a. fortalt i Brahma-vaivarta Purana. En mulig måde at fejre denne dag er at afholde et regulært bryllup mellem Srimati Tulasi-devi og Sri Krishna, gerne i form af en salagrama, Krishna som en hellig sten.
Nimbarkacarya
Fremkomst søndag den 17.11
Nimbarkacarya er den vigtigste acarya i Kumara-sampradayaen, en af de fire vaisnava-sampradayaer. Hans kommentar til Vedanta-sutra hedder Parijata-saurabha-bhasya, der etablerer doktrinen dvaitadvaita-vada. Han prædikede Krishna-bevidsthed omkring 300 år før Sri Caitanya Mahaprabhus tid. Sammen med Jayadeva Goswami var han en af de første, der indgående beskrev Radha og Krishna.
Katyayani-vrata
Fra mandag den 18.11
Katyayani-vrata er gopiernes løfte om i en måned at tilbede Moder Katyayani (Durga) for at få Krishna som deres ægtemand. Denne lila beskrives i Srimad-Bhagavatams 10. bog, kapitel 22 såvel som i Krishna-bogen sammesteds.
Narahari Sarakara
Bortgang fredag den 29.11
Narahari Sarakara var en stor hengiven af Herren Caitanya. Da Herren Caitanya opholdt Sig i Jagannatha Puri, havde Narahari som tjeneste at vifte Herren med en camara og en vifte af påfuglefjer.
Narahari Sarakara kom oprindeligt fra byen Sri Khanda og var søn af en brahmana ved navn Narayana Dasa. Hans bror var lægen Mukunda Dasa, der var far til Raghunandana Thakura.
Allerede før han mødte Herren Caitanya, havde han skrevet mange hengivne sange på både sanskrit og bengalsk. Blandt hans bøger kan nævnes Krishna Bhajanamritam og Padakalpataru. Han var åndelig mester for Locan Dasa Thakura, forfatteren til Caitanya Mangala.
Kaliya Krishnadasa
Bortgang lørdag den 30.11
Kaliya Krishnadasa var discipel af Gauridasa Pandita og en af Herren Nityananda Prabhus vigtigste hengivne. Ifølge Gaura-Ganodesa Dipika var han en de 12 gopala’er eller kohyrdedrenge, der nedsteg sammen med Nityananda Prabhu.