Af Lalitanatha Dasa
Denne artikel, der er baseret på en kort Youtube-video fra Discovery Institure med titlen ’The Myth of Junk DNA: A Long Story Short’ (se https://www.youtube.com/watch?v=7gyp1QnTJvY), fortæller en historie om, hvordan en darwinistisk ide stod i vejen for det videnskabelige fremskridt.
I 1972 forudså biologen Susumo Ohno, at mindst 90% af vores DNA ville vise sig at være uden funktion, og han fandt på udtrykket junk-DNA.
I 1980 bragte Nature en serie artikler fra indflydelsesrige biologer, der påstod, at evolutionen har medført, at vores DNA er fyldt med junk. De forudsagde, at der ville være junk-DNA overalt, og at det ville være spild af tid overhovedet at lede efter funktioner på disse steder på DNA’et. På grund af naturlig selektion skal vi forvente at finde, at vores kroppe er gennemsyrede af bunker af ubrugeligt DNA.
Dette førte til en periode med evolutionister, der lærte et par generationers biologistuderende, at over halvdelen af genomet består af parasitlignende segmenter af DNA. Biologen Richard Dawkins udtalte i 1976, at det virkelige formål med DNA er at overleve – intet mere og intet mindre. Den enkleste måde at forklare det overskydende DNA på er ved at antage, at det er en samling af parasitter.
Begyndelsen af 2.000’erne så afslutningen på The Human Genome Project, der kortlagde menneskets DNA og konstaterede, at kun 1-2% af vores DNA bygger de proteiner, vi har brug for til at leve. Hvad i alverden laver de andre 98%? Det blev straks antaget, at de var i det store hele junk.
I 2004 skrev Dawkins: ”Kreationister bør tænke alvorligt over, hvorfor Skaberen skulle bryde Sit hoved med at rode genomet til med uoversatte pseudogener og junk-tandem gentagelser af DNA.” Og i 2009: ”Størstedelen af de i menneskets tilfælde 95% af genomet kunne lige så godt ikke være der, for det gør ingen forskel.”
Dawkins var ikke alene. Fremtrædende evolutionister lige fra lederen af Faraday Institute til direktøren på National Institutes of Health og mange højtansatte professorer forudsagde alle junk-DNA.
Videnskabsmænd, der var fortalere for intelligent design, kom imidlertid med andre forudsigelser om junk-DNA. Det gjorde de lige fra begyndelsen på ID-bevægelsen i 1990’erne. ID-fortalere forudsagde, at junk-DNA’et ville vise sig i det store hele at være funktionelt.
Hvorfor gik disse videnskabsmænd imod strømmen af årtiers etableret tænkning. Hvorfor forudsiger ID funktion for junk-DNA? Det gør det, fordi en intelligent årsag gør ting med formål og funktion for øje. Intelligens har grunde til, hvorfor den gør ting. Måske kom den tidligste forudsigelse af funktion for junk-DNA i 1994, da pro-ID videnskabsmanden Forest Mims i et læserbrev til Science advarede imod antagelsen af, at junk-DNA var uden funktion. Science nægtede at bringe læserbrevet.
I 1998 forudså William Dembski funktion for junk-DNA og gjorde gældende, at selve udtrykket junk-DNA hindrer videnskabelig forskning og er blot en mærkat, der tilslører videnskabelig uvidenhed med et skin af viden. Han skrev: ”Fra et evolutionistisk perspektiv forventer vi en masse ubrugeligt DNA. Hvis organismer på den anden side er designede, forventer vi, at DNA i så vid udstrækning som muligt udviser funktion. Intelligent design opmuntrer videnskabsmænd til at søge efter funktion, hvor evolution afskrækker dem fra at gøre det.”
I 2002 udgav biologen Richard Sternberg en peer-reviewed artikel i årsbogen fra New York Academy of Sciences, hvor han bemærkede: ”Fortællingen om det selviske DNA og tilsvarende ideer må slutte sig til andre ikoner af neodarwinistisk teori, der på trods af deres uoverensstemmelse med empiriske observationer bliver ved med at optræde i faglitteraturen.” Med andre ord var ideen om junk-DNA som en falsk gud, der gik i arv fra generation til generation i det videnskabelige samfund, selv om der ingen beviser var for ideen.
I 2004 gjorde biologen Jonathan Wells gældende: ”Ikke på grund af, men på trods af evolutionsteorien viser junk-DNA sig nu ikke at være junk. Vi ville have vidst betydeligt meget mere om de områder, der kaldes junk-DNA, hvis man havde lyttet til videnskabsfolk, der stiller forskningsspørgsmål ud fra en ID-ramme, for de skulle formodes hele tiden at have villet lede efter funktion i DNA’ets såkaldte ikke-kodende områder.”
I 2011 udgav Wells bogen The Myth of junk-DNA, hvor han citerede hundredvis af peer-reviewede artikler, der havde fundet funktion for junk-DNA.
I 2012 bragte Nature en artikel, der blev en game-changer, fra ENCODE, et fællesskab af hundredvis af forskere fra hele verden. Artiklen konstaterede, hvordan det var blevet opdaget, at i hvert fald 80% af DNA’et udviser tegn på funktionel biokemisk aktivitet. Og en ledende ENCODE -forsker, Dr. Ewan Bernie, bemærkede, at da man kun havde undersøgt en del af de menneskelige celler, ville videre forskning sandsynligvis bringe de 80% op på 100%.
Implikationerne var indlysende. En artikel i tidsskriftet Science havde overskriften ENCODE Project Writes Eulogy for Junk DNA (’ENCODE-projektet skriver lovord om junk-DNA’). Her udtalte Science, at ENCODE var det endelige dødsstød for ideen om, at vores DNA hovedsageligt er overbestrøet med ubrugelige baser. Bortset fra en nidkær klike af hårdkogte evolutionister anerkender konsensusen blandt biologer derfor nu, at junk-DNA ikke er junk, men har vigtige funktioner. Med andre ord var junk-DNA en evolutionsmyte og intet andet.
Nyere artikler bekræfter dette. En afhandling fra 2021 erklærer: ”Junk-DNA’s dage er ovre.” En artikel fra Nature i 2021 nævner over 130.000 specifikke funktioner, der er blevet identificeret for genomiske elementer, der tidligere blev kaldt junk-DNA. Ifølge denne artikel er genomet langt fra, hvad der tidligere blev kaldt ”øer af gener i ørkener af non-gener”. James Shapiro fra University of Chicago erklærede i 2023: ”Forestillingen om masser af selvisk DNA eller junk-DNA i komplekse genomer var en fejltagelse.” En artikel fra 2023 i BIO Essays talte om ”et paradigmeskifte væk fra ideen om junk-DNA.”
Det DNA, der tidligere blev anset for at være junk, har nu vist sig at have mange funktioner inklusive at danne teleomerer, centromerer og højere kernestrukturer, binde kohesin til kromosomer, danne nukleationscentre for DNA-methylering, styre kromatinkondensering, cellers respons på stress og celleadskillelse (dvs. bestemme celletyper), reparere DNA, styre udviklingen af kropsplaner såsom dannelse af lemmer, styre cellecyklusser, danne frygtrelaterede erindringer og fobier, stå for immunrelaterede funktioner såsom at bekæmpe virusinfektioner, have stofskifterelaterede funktioner osv.
Den største og måske vigtigste funktion for junk-DNA er, at det regulerer, hvordan gener bliver udtrykt. For at forstå vigtigheden af, hvad det betyder, kan man forestille sig et hus. Proteiner ville da være ligesom murstenene, sømmene, cementen osv., men hvis man vil have et hus, er det ikke nok blot at have byggematerialerne liggende i en bunke. Man er også nødt til at vide, hvordan man samler det hele. Med andre ord er der brug for en gennemarbejdet plan, der fortæller, hvordan man sætter huset sammen. Det er lige så vigtigt som de fysiske materialer. Det er, hvad de ikke-kodende regioner af DNA, som vi plejede at kalde junk-DNA, gør i vores kroppe. De indeholder instruktioner og fortæller kroppen, hvornår og hvor den skal fremstille forskellige slags proteiner og hvor meget af dem, hvor de skal sættes op, og hvornår den skal holde op med at producere dem.
Med andre ord ignorerede evolutionistiske biologer i lang tid, og nogle gør det stadigvæk, noget af den allervigtigste genetiske information i hele kroppen. Historien om junk-DNA viser, at videnskabsmænd, der støtter intelligent design, ikke blot kom med en forudsigelse, der viste sig at være sand og hjalp det videnskabelige fremskridt, men også, at evolutionsteorien stod i vejen for videnskaben ved i mange år at afskrække forskning i denne meget vigtige dele af vores genom. Efter ENCODE anerkender de fleste biologer i dag, at junk-DNA er særdeles funktionelt.
Jonathan Wells: ”Evolutionistisk tænkning, dvs. darwinistisk tænkning, gav os ideen om junk-DNA. Vi ved, at kun 2% af vores DNA koder for proteiner, og biologer troede længe, at de andre 98% var junk, fordi de troede, at evolutionen var tilfældig, og junk hobede sig blot op. Men enhver, der så tingene fra et designperspektiv, ville have tænkt: ”Måske er der funktion dér.”
Det har vist sig, at det er der mange steder, og jo mere vi søger, desto mere funktion finder vi. Darwinistisk tænkning var i virkeligheden længe en videnskabsstopper. Intelligent design ville have frigjort os og opmuntret til forskning i dette såkaldte junk-DNA.”